Guds kristne kirker
[253]
Loven og det første bud
[253]
(Udgave 1.0 19981005-19901005)
Den første del af Det første store bud er det vi kender og opfatter som det første af Guds ti bud. Denne lov er udviklet gennem en komplet lovgivning, som samlet udgør Guds lov.
Christian Churches of God
PO Box 369, WODEN ACT 2606, AUSTRALIA
E-mail: secretary@ccg.org
(Copyright © 1998 Wade Cox)
(Tr. 2003)
Disse skriftene kan kopieres og distribueres hvis samtlige av skriftene
er kopiert, og hvis det ikke er foretatt endringer eller overstrykninger.
Forleggers navn og adresse, samt opphavsrettstegn på inkluderes. Man
kan ikke ta betalt for kopier som distribueres. Opphavsretten brytes ikke
ved bruk av korte sitater som innlemmes i kritiske artikler og omtaler.
Dette manuskriptet er tilgjengelig (både som originaltekst og i oversatt
versjon) på følgende nettsteder:
http://www.logon.org og http://www.ccg.org
Loven og det første bud [253]
Det første bud i lovgivningen
Vi ser at Det første store bud forkyndes i det første bud. Troen i sin helhed erklæres ud fra frygten og tilbedelsen af Den eneste sande Gud. Han åbenbarede sig i sin lov på Sinai-bjerget gennem Yahovahs engel, som var Elohim foran Israel (Sak 12:8).
Anden Mosebog 20:18-21 18 Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyllet i røg. Da rystede de og blev stående på lang afstand, og de sagde til Moses: »Du skal tale til os, så lytter vi; men Gud må ikke tale til os, for så dør vi. Men Moses sagde til folket: I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte ham, så I ikke synder. Mens folket blev stående på lang afstand, nærmede Moses sig mulmet, hvor Gud var..
Derfor blev Guds kraft vist frem for dem som et eksempel, for de havde ikke Den Hellige Ånd, og kunne ikke som et folk vandre af troen alene.
Det udelte ord
Guds ord er delt ud og fører til retfærdig bedømmelse og korrekt sandhed (3Mos 19:36-37). Vi skal tage vare for hans love og overholde dem, for han er Herren som helliger os, han har valgt os ud til at være hans folk (3Mos 20:8; 22:31-33; 5Mos 7:6-8; 8:1-18; 10:14-17; 11:1-8; 13:18; 26:16-19).
Herren vor Gud er en fortærende ild, og han går foran os for at frelse og beskytte os. Israel drog ind i Egypten i syvhundrede tallet, og nu er vi et mangefold på jorden (5Mos 9:1-6; 10:21-22).
Loven om del i pagten
Lovene som omhandler del i Herrens pagt findes, eller refereres til, i følgende skrifter:
[2Mos 20:1-3; 1Mos 17:1, 9, 14; 18:17-19; Rom 4:9-12; Kol 2:11-13; 3Mos 12:3; 2Mos 12:48-49; Luk 1:59; 2:21, 24; Fil 3:5; Gal 2:3; 5Mos 10:16; Jer 4:4; 6:10; Rom 2:28-19; Kol 2:11; 3Mos kap. 12; 2Mos 40:12; 3Mos kap. 15; 16:26, 28; 17:15; 22:4, 6; 4Mos 19:8, Esek 36:25, 26; Jer 31:31-34; 2Mos kap. 12; 13:1-10, 11-16; 4Mos 9:1-14; 5Mos 16:3, 4; 2Mos 23:18; 1Kor 5:7, 8; 1Mos 15:1-21; Joh 15:13; Rom 6:23; Sak 49:7, 8; 3Mos 17:11; Mark 10:45; Apg 20:28; Joh 10:17-18; Luk 22:37; Jes 53:12; 1Kor 11:27-30; 1Mos 9:5, 6; 2Mos 13:1, 2; 5Mos 15:19-20; Rom 11:16; 2Mos 4:22, 23; 5Mos 14:23; 15:19-22; 23:8; 3Mos 23:10, 17; 5Mos 26:1-11; Rom 8:13; 11:16; Rom 8:23; Åb. 14:4; 2Mos 9:29; 5Mos 10:14; Sak 24:1; 1Kor 10:26; 2Mos 36:3-7; 3Mos 22:21]; (jf. studieskriftet The Covenants of God [152]).
Perfektion
Gud sagde til Abraham at han var Gud Den Almægtige, og befalede Abraham at vandre for hans åsyn og være ustraffelig (1Mos 17:1).
Han skal være kendt ved sit navn som Yahovah (2Mos 6:3, ”Herren” i dansk oversættelse). Alle væsener er underlagt højere magter, og vi er udvalgt til at være hans folk (Rom 13:1-6).
Det første bud og Shema Israel
Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én (5Mos 6:4) (Yahovah Elohenu (er) Yahovah Echad). Yahovah Elohenu er Yahovah den Eneste, som den første eller originale, den øverste Yahovah (jf. Strongs Hebrew Dictionary SHD 259).
For at kunne tage del i pagten kræves det, at vi adskiller os i tilberedelsen, sådan som Abraham var tvunget til at gøre (1Mos 12:1). Det forudsættes at vi skal tilbede og tjene ham (5Mos 10:12-13; Matt 22:37; Mark 12:30; Luk 10:27): Gud er vor konge, men vi er bundet af hans lov og skal ikke gøre det som synes ret i vores egne øjne (Dom 17:6; 21:25; 5Mos 12:8).
Guds tjenester gennem Sønnen er bestemt ud fra Skriften (Sak 2:11-12)
Herren er konstant og forandrer sig ikke (Mal 3:6).
Vi bærer blå bånd som en påmindelse om Loven, og som et tegn på vor troskab til Gud (4Mos 15:37-41) (jf. studieskriftet Blue Ribbons [273]).
Guds lov skal være bundet til vort hjerte, som et kendemærke mellem vore øjne og på vore hænder (5Mos 11:18-20). Dette kræver konstante og uophørlige studier. Dette er ikke fysiske symboler.
Herren er sen til vrede, men han lader ikke den skyldige gå ustraffet, og han er en nidkær Gud (Nah 1:1-3; Rom 13:4). Du skal ikke sætte Herren din Gud på prøve (5Mos 6:16; Matt 4:7, 10). Du skal frygte Gud, ham skal du tjene, og ham skal du holde fast ved (5Mos 10:20). Han giver os manna at spise (5Mos 8:3) og ordene fra hans mund på alle vore fjender (Matt 4:4; 2Mos 17:1-7).
Loven forudsætter at intet menneske, som dyrker andre guder og tilbeder dem gennem udøvelsen af heksekunst, skal tillades at leve.
Anden Mosebog 22:18 En troldkvinde skal du ikke lade leve.
Heksekunst var samkvem med de dødes ånder, og manifesterede sig også som hedensk tro og dyrkelse.
Anden Mosebog 22:20 Den som ofrer til afguderne og ikke til Herren alene, skal være forbandet.
Genstand for denne tilberedelse var Yahovah af Hærskarerne som Eloah. Alle åndelige væsener som optrådte for ham, bar navnet Yahovah. Han, og ikke de, var den eneste centrale genstand for tilberedelse. De væsener, både åndelige og legemlige, som optrådte som ham, var alle elohim, som en forlængelse af den Eneste Sande Gud, Eloah, ELOHIM i bestemt form. Ingen kunne gøre oprør mod dem eller spotte dem.
Anden Mosebog 22:28-31 28 Du må ikke holde afgiften af din kornhøst og din vinhøst tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig. Det samme skal du gøre med dine okser og dit småkvæg. Syv dage skal det blive hos sin mor; på den ottende dag skal du give mig det. I skal være hellige for mig. Kødet af sønderrevne dyr, som I finder på marken, må I ikke spise; det skal I kaste for hundene.
På denne måde skulle de førstefødte, i lighed med den første fødte, gives til Gud siden de tilhørte ham. Sådan ser man hvordan forlængelsen til de øvrige bud stammer fra dette første bud.
På samme måde har højtiderne og hele trossystemet sit udspring i tilberedelsen af den ene sande Gud.
Anden Mosebog 23:17 Tre gange om året skal alle mænd blandt deres træde frem for Herren Herrens åsyn.
Anden Mosebog 23:20-33 20 Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham. Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette. Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter. I skal dyrke Herren jeres Gud; så vil han velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.
Jeg vil sende rædsel for mig foran dig og skabe forvirring i alle de folk, du kommer til, og jeg vil slå alle dine fjender på flugt. Jeg vil sende modløsheden foran dig, og den skal drive hivvitterne, kana'anæerne og hittitterne bort foran dig. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig på ét år; for så bliver landet lagt øde, og de vilde dyr bliver for talrige for dig. Lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, til I er blevet så talrige, at I kan tage landet i besiddelse. Jeg vil lade dit landområde gå fra Sivhavet til Filisterhavet, og fra Ørkenen til Eufratfloden; jeg vil give landets indbyggere i jeres magt, og du skal drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem og deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. Dyrker du deres guder, bliver det en snare for dig.
Gud satte engelen Yahovah foran dem og han skulle adlydes. Hvis de adlød ham og dyrkede
den eneste sande Gud og ham alene, skulle han beskytte dem og velsigne dem. Han lovede at han skulle give dem landet, som strakte sig fra Rødehavet til Eufrat, og fra Middelhavet til ørkenen. De skulle også blive som elohim, som denne engel foran dem (Sak 12:8).
Herrens engel
Herrens engel omtales i følgende skriftsteder (1Mos 16:10, 13; 18:2-4, 13, 14, 33, 22:11, 12, 15, 16; 31:11, 13; 32:30; Josva 5:13-15; 6:2; Jes 63:9; Sak 1:10-13; 3:1-2).
(Referencer i Det nye testamente: Apg 5:19; 12:7-11; 1Kor 10:9; Åb 22:18-19.)
Den underliggende grundlæggende strid gælder de to trossystemer for tilberedelse. Tilberedelsen af Gud kontra trossystemet med Molok, noget som genspejles i fejringen af jul og påske.
Gud kontra Molok
Teksterne som omhandler dette slag finder man i følgende skriftsteder:
[5Mos 18:9-22; 13:1-4; 3Mos 18:21; 19:26, 31; 5Mos 12:29-32; 1Kong 11:7, 33; Sef 1:4, 5; Jer 32:35; 49:1, 3; 1Kong 6:5, 33; 11:7, 8; 1Sagdem 8:7-9, 11-18; 28:1-25; 15:10-35; Jes 47:10-14; 5Mos 12:23; Apg 15:20; 1Mos 9:6; 3Mos 17:10-14; 5Mos 12:15, 16; 1Kor 10:16; Ef 2:13; Heb 9:14, 22; 10:19, 20; 1Pet 1:2, 29; 1Joh 1:7; ATp 7:14; 12:11; 3Mos 19:2; 11:44; 20:26; 1Tess 4:7; 1Pet 1:15, 16; 2Mos 20:8; Sak 14:21; 2Kor 7:1; 5Mos 13:1-18; 18:13-22; Jes 8:18, 19].
Tiende
Gud oprettet sine regler om tiende i sin helhed som et tegn på vor genkomst og troskab overfor ham (jf. Mal 3:7-12) (jf. studieskriftet Tithing [161]).
Judas børn kom ikke ind på grund af vantro (Heb 4:6). Til tros for dette blev Gud (elohim) prøvet og godkendt af patriarkerne (1Mos 28:20-22).
Reglerne om tiende strakte sig til at omfatte skat og krigsudbytte (4Mos 31:25-54). Reglerne om tiende blev oprettet for at muliggøre at systemet med tilberedelse blev overholdt (5Mos 14:22-29), og for at beskytte de fattige (5Mos 26:12-15). Stammerne blev pålagt at afsætte en plads for overholdelse af højtiderne, og højtidsmåltiderne kunne ikke spises indenfor egne døre (5Mos 12:6, 7, 17, 18; jf. 5Mos 16:2, 7). Højtiderne er tre i tallet som Guds højtider (5Mos 15:3, 10-16). Denne ordning er indvendt i og baseret på systemet med jubelår (3Mos 25:1-7; 2Mos 23:11).
Alt som gøres for Gud står i forhold til villigheden i vilje og sind, samt evnen. Der må findes en handling og udførelse for alt, som er i systemet for at retfærdiggøre kaldet (2Kor 8:12; jf. Mal 3:7-12).
Del II
Pagten om at blive Gud i Guds tempel
Anden Mosebog 24:1-18 1 Herren sagde til Moses: Gå op til Herren sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste. På lang afstand skal I kaste jer ned; kun Moses må træde frem for Herren, de andre må ikke. Folket må ikke komme op sammen med ham. Moses gik hen og kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket, og folket svarede med én røst og sagde: Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.
Her blev der etableret en formidler mellem Gud og hans folk, og Moses repræsenterer i fysisk form denne åndelige formidler. Og de tolv støtter fra de tolv stammer blev repræsenteret ved de tolv støtter i Guds tempel. De tolv dommere var forløbere for de tolv støtter, som var Messias’ apostle.
4 Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer. Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren. Moses tog den ene halvdel af blodet og hældte det i skåle, og den anden halvdel stænkede han på alteret. Derpå tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler. Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: »Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.«.
Denne pagt førte til blodspagten, som var Messias’ blod, og dermed var en ny pagt oprettet ud fra etableringen af den første pagt (jf. studieskriftet The Covenants of God [152]).
9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak. Herren sagde til Moses: Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem. Så rejste Moses sig sammen med Josva, som var i hans tjeneste, og Moses gik op på Guds bjerg. Til de ældste sagde han: Bliv her, til vi kommer tilbage til jer; Aron og Hur er hos jer. Skal nogen have en sag afgjort, kan han henvende sig til dem. Så gik Moses op på bjerget. Skyen dækkede bjerget, og Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg. I seks dage dækkede skyen bjerget, og på den syvende dag kaldte han på Moses inde fra skyen. For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top. Men Moses gik ind i skyen og op på bjerget, og han blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.
Tabernaklet, eller Guds tempel, skulle bygges ved hjælp af velvillige offergaver, givet af de som ønskede at deltage i bygningen. Dette skulle pege på viljen til selvopofrelse blandt de individer som skulle blive en del af Guds tempel, dette tempel som vi er (1Kor 3:17).
Anden Mosebog 25:1-40 [LÆSES I SIN HELHED]
2Mos 25:1-40 omhandler bygningen af tabernaklet. De offergaver, som skulle gives, var specifikke og nødvendige for bygningen, men de måtte gives med glæde. Instruktionerne vedrørende bygningen var tydelige og omfattede regler for indretning. Disse instruktioner måtte følges til punkt og prikke.
Indretningen med de ti forhæng skulle kunne genspejles i de ti lys i Sakomos tempel. Man måtte passere de ti forhæng for at komme til Guds endelige rige. Denne rækkefølge viste til Messias, de syv kirker og de to vidner, som hver og en havde en lysestage. Det ellevte lys er af de ti foregående og viser til Messias’ genkomst og oprettelsen af Guds tusindårsrige.
Anden Mosebog 26:1-37 [LÆSES I SIN HELHED]
Også her gives der udførlige instruktioner vedrørende forhæng og udsmykningen af tabernaklet. Antal og farver beskrives detaljeret, og nøjagtige mål og specifikke dekorationer angives, samt instrukser for hvordan de skal festes, og hvilke materialer som skal bruges. Til og med overflødigt stof fra forhængene skulle bruges. Enhver lille ting, som villigt blev givet til bygningen af tabernaklet, skulle bruges på en sådan måde, at alt kom til nytte. Dette faktum viser hvilket åndeligt bygningsværk det blev. Ingenting blev kasseret, forspildt eller ej taget i brug.
De mål der henviser til keruberne angiver også deres ansvar i universets fire opdelinger. De fire livsvæsener i kapitel 4 og 5 i Åbenbaringen er keruber i sine opdelinger (jf. Esek 1:1 ff).
Anden Mosebog 27:1-21 [LÆSES I SIN HELHED]
Opdelingen af tabernaklet og dets støtter repræsenterer støtterne i Guds tempel og deres antal. Det totale antal repræsenterer Guds styre.
Præstedragten har også betydning for Den Hellige ånds indtræden, som er præsteskabets bryst; ligesom Urimm og Thummin er i ypperstepræstens snørepose.
Anden Mosebog 28:1-43 [LÆSES I SIN HELHED]
Anden Mosebog 28 beskriver beklædningen til Aron og hans sønner, med forklaringer om hvordan disse skulle bæres. Disse beklædninger var hellige og måtte bæres af dem, som havde visdom i hjertet og var fyldt af Den Hellige Ånd
De tolv sten repræsenterer de tolv stammer og nationens enhed. Præsteskabet til de udvalgte Den Hellige Ånd er slutresultatet af templet. Templets eget præsteskab henviser til de udvalgtes præsteskab, som det åndelige tempel i Guds kongerige. Det er bygget i udbredelsen af levende sten og hersker over verden i Den Hellige Ånd under Guds herredømme, under Jesus Kristus i tusindårsriget.
Anden Mosebog 29:1-46 [LÆSES I SIN HELHED]
2Mos 29 omhandler indvielsen af Aron og hans sønner. Offerritualerne og ceremonien beskrives udførligt.
Messias helligede alle de udvalgte gennem offerblodet på hans øre fra tornekronen og på hans tå fra spigrene. Han som helliger, og de som bliver helliget er af én og samme oprindelse. Alt er betalt for gennem Messias’ offer, og dette var det som skatten på en halv sekel viste til. Dette kunne bare betales gennem Messias.
Anden Mosebog 30:1-38 [LÆSES I SIN HELHED]
I 2Mos 30 får Aron instrukser om hvordan alteret skal lægges. Det skal bruges til konstant at brænde sødt røgelse fra. Det må ikke bruges til at brænde nogen form for fremmed røgelse, brændeoffer, slagte- og drikkeoffer. Aron, som ypperstepræst, skulle gøre bod og sone her en gang om året.
De udvalgte som kongelig præsteskab skulle Salves som hellige med olie fra Den Hellige Ånd.
Gud kalder alle de udvalgte ved navn og sætter dem til side for Guds arbejde, i bygningen af hans tempel.
2Mos 31:1-11 1 Herren talte til Moses og sagde: Se, jeg har udvalgt Besal'el, søn af Uri, søn af Hur fra Judas stamme, og fyldt ham med Guds ånd, med visdom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde, lave udkast til kunstneriske arbejder i guld, sølv og bronze, gravere i sten til indlægning, udskære i træ, ja, udføre al slags arbejde. Som medhjælper har jeg givet ham Oholiab, Akisamaks søn fra Dans stamme; og i alle kyndige mænds hjerte har jeg lagt kundskab, så de kan lave alt, hvad jeg har befalet dig: Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets ark, sonedækket oven på den og alle genstandene i teltet: bordet og genstandene på det, lysestagen af rent guld og alle redskaberne til den, røgelsesofferalteret, brændofferalteret og alle redskaberne til det, bækkenet og fodstykket til det, tjenestedragterne, de hellige klæder til præsten Aron og klæderne til hans sønner til præstetjenesten, salvningsolien og den vellugtende røgelse til helligdommen. De skal gøre, ganske som jeg har befalet dig.
Israels troskab var ustadig og folket vaklede fordi Gud holdt sin salvede Moses igen, som han holdt sin salvede Messias igen. Og folket henfaldt til afgudsdyrkelse, dag som nat.
Anden Mosebog 32:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Guderne i de trossystemer som gik forud for hændelserne i Anden Mosebog blev repræsenteret af øreringe, som udgjorde de symbolske fremstillinger af guddommene gennem deres former. De blev brugt til at forme guldet til Guldkalven, sådan at de kunne blive taget bort fra Israel.
Guldkalven var det centrale punkt i det gamle religionssystem, knyttet til dyrkningen af måneguden Sin i sine ulige manifestationer. Denne troslære havde også sammenhæng med tilberedelsen af egen, samt fejring af jul og påske hos hedningerne (jf. studieskrifterne The Golden Calf [222] og Oprindelsen til jul og påske [235]).
Anden Mosebog 33:1-23 [LÆSES I SIN HELHED]
Herren giver Moses besked om at bryde op og vandre til det forjættede land. En engel skal gå foran dem, deres fjender skal drives ud. Moses opretter tabernaklet udenfor lejren. Det var her Moses talte til Herren. Han bad om at Guds nærvær måtte være med dem. Moses blev fortalt at intet menneske kan se hans ansigt og fortsat leve. Til trods for dette fik Moses hans ære at se.
Messias er Herrens ære. Intet menneske har nogensinde set Gud, de har heller ikke set hans skikkelse, ej heller har de nogensinde hørt hans røst (Joh 1:18, 5:37; 1Tim 6:16; 1Joh 5:20).
Anden Mosebog 34:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Lovens to stenplader er erstattet. Moses beder om at folket skal blive tilgivet. Gud skal drive deres fjender ud, men de kan ikke indgå nogen pagt med indbyggerne i det land de vandrer til. De må ødelægge deres altre, knuse deres afbilleder, hugge deres lunder ned. De må ikke tilbede nogen anden gud. De må ikke gifte sig ind i andre folkeslag, siden de da vil blive tiltrukket af deres guder. De må ikke lave nogen afgudsbilleder.
Det usyrede brøds højtid må overholdes. Alle førstefødte hanner blandt dyrene skal tilhøre Gud, bortset fra det førstefødte handyr blandt æslerne, som skal skiftes ud med et lam, ellers vil dets nakke blive knækket. Alle førstefødte sønner skal også udskiftes, ingen skal stå tomhændet frem for Gud. Sabbatten, ugefesten og høstningsfesten skal holdes. Tre gange hvert år skal samtlige mænd træde frem for Herren, Israels Gud. Da skal Gud drive folkene ud og udvide vore grænser og beskytte vort land. Pagten mellem Gud og folket er indgået på denne baggrund. Moses fastede 40 dage og 40 nætter da han skrev de ti bud og pagten.
Teksten her henviser til at Guds vilje til at åbenbare sig fremkommer gennem en gradvis udvidelse til dem han kalder og giver myndighed til. Denne ordning peger mod Messias og hans virksomhed i legemliggørelsen.
Anden Mosebog 35:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Moses gav folket oplæring i loven. Herren kræver et offer fra dem som har et villigt hjerte. De som var villige til at bringe alt som var påkrævet for Guds arbejde. Dem med gaver fra Den Hellige Ånd skal udføre fagarbejdet med alt det, som er fremskaffet af de villige deltagere i bygningen af templet.
Tabernaklet blev oprettet fra den første dag i den første måned. Denne tidsangivelse peger mod helliggørelsen af de udvalgte i henhold til Den hellige kalender, og begynder med helliggørelsen af templet den første måned. Det, at Judas placerer det nye år i den syvende og nogen gange i den attende måned, forsøger at undergrave denne oprettelse og procedure. Udøvelsen af Rosh Hashanah er en senere rabbinsk tradition, som blev indført fra Babylon og oprettet i det tredje århundrede af daværende tidsregning. Den blev aldrig fulgt i tempelperioden frem til templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. (jf. studieskriftet Sagdenctification of the Temple of God [241], samt R. Samuel. Kohn, The Sabbattarians in Transylvania, ed. Cox tr. McElwain and Rook, CCG Publishing, 1998, jf. Forord p.v).
Anden Mosebog 40:1-38 [LÆSES I SIN HELHED]
Når tempelet er bygget, skal Guds ære fylde tabernaklet. Israels børn skal blive vejledt i alle deres handlinger af Den Hellige Ånd under Messias, i ildsøjlen og himmelstøtten.
Offer og gaver
De følgende tekster tager begrebet op om offergaver til Gud som tilbedelse, indenfor ordningen af det første bud.
Tredje Mosebog 1:1-17 [LÆSES I SIN HELHED]
I denne tekst skal offergaverne komme fra hjorden eller flokken. Det skal være handyr uden fejl, og skal velvilligt ofres frem for Herren. Brændofferet kan også bestå af fugle, f.eks. turtelduer eller unge duer.
Tredje Mosebog 2:1-16 [LÆSES I SIN HELHED]
Dette afsnit omhandler instruktioner for slagtofferet.
Begrænsningerne i loven vedrørende førstefødte er kontinuerligt blevet brudt af de faldne engle og fjenderne af Guds lov.
Tredje Mosebog 3:1-17 [LÆSES I SIN HELHED]
Dette er instrukserne for fredsofferet. Det kan være han- eller hundyr fra hjorde eller flokke, og må være uden fejl. Det er en evig forordning at hverken blod eller fedt kan spises.
Tredje Mosebog 4:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Her omhandler det synd gennem uvidenhed kontra budene. Bod og soning peger mod Jesus Kristus, men blev hele tiden betragtet som ansvaret til herskerne og individerne selv.
Tredje Mosebog 5:14-19 [LÆSES I SIN HELHED]
Denne tekst omhandler synd begået af uvidenhed mod Guds hellige ting. Her skal offergaven være en væder uden fejl. Man måtte også give oprejsning ved at tilføje en femtedel. Brud på loven i uvidenhed er alligevel et brud og kræver indløsning. Uvidenhed er ingen undskyldning, og folkene skal være fordømt.
Tredje Mosebog 6:8-30 [LÆSES I SIN HELHED]
Her gives instrukserne angående brændeofferet videre. Ilden skal for altid brænde på alteret, den skal aldrig slukkes.
Tredje Mosebog 7:1-38 [LÆSES I SIN HELHED]
Fortsættelsen af instrukserne vedrørende offer og gaver gives her. Helliggørelsen af præsteskabet styres af offer og salvelse i henhold til de ritualer, som henviser til de udvalgte. Alle offerlove henviser til Messias og Israels nye og større ordning, under et udvidet præsteskab.
Tredje Mosebog 8:1-36 [LÆSES I SIN HELHED]
Denne teksten tager for sig indvielsen af Aron og hans sønner.
Det er Gud som bestemmer offerets indhold. Han kalder dem han vil og tillader ikke utilbørlig brug af love og forordninger.
Tredje Mosebog 10:1-20 [LÆSES I SIN HELHED]
Nadab og Abihu, Arons sønner, ofrede en fremmed ild frem for Gud, og døde. Indtag af vin og stærke drikke før gudstjeneste for Herren i tabernaklet er også forbudt.
Dyreofferet skal indtages på det hellige sted af Aron, hans sønner og døtre. Det er forklaret hvilke specifikke dele af dyret de kan spise. Hele ordningen med offer og slagting er tilegnet Gud. Derfor er slagtning af dyr uden anerkendelse af Gud i sig selv en synd.
Tredje Mosebog 17:7-9 7 De må ikke længere ofre deres slagtofre til bukketroldene, som de har horet med. Det skal være en eviggyldig ordning for dem, slægt efter slægt. Og du skal sige til dem: Hvem som helst af Israels hus og af de fremmede, der bor som gæst blandt dem, som vil ofre brændofre eller slagtoffer, men ikke bringer det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at ofre det til Herren, han skal udryddes fra sit folk
Indtagelse af kød som ikke er tilegnet Gud, er ikke en synd når slagtningen ikke er under individets kontrol (jf. studieskriftet Vegetagerianism in the Bible [183]).
Tredje Mosebog 19:5-8 5 Når I bringer et måltidsoffer til Herren, skal I gøre det, så I opnår hans velbehag. Det skal spises den dag, I ofrer det, og den følgende dag. Det, som er tilovers den tredje dag, skal brændes. Spises det alligevel på den tredje dag, kan det ikke bringe Guds velbehag; det er urent. Den, der spiser det, må bære sin straf, for han har vanhelliget Herrens helliggave. Det menneske skal udryddes fra sit folk
Denne restriktion er indlemmet i de generelle offerlove som blev indført gennem Messias’ offer.
Alle dele af skabelsen skal være rene og hellige for Herren. Det er de udvalgtes ansvar at se efter at dette bliver gennemført.
Tredje Mosebog 19:19 I skal holde mine love. Du må ikke lade to slags husdyr parre sig med hinanden, du må ikke tilså din mark med to slags korn, og du må ikke bære tøj, der er vævet af to slags garn.
Tredje Mosebog 19:21-22 21 Men han skal føre sit skyldoffer fram for Herren, til indgangen til sagdemmenkomstens telt, en skyldoffervær. 22 Med skyldofferværen skal presten gjøre soning for ham for Herrens atsyn, for den synd han har gjort. Sagdet fatr han tilgivelse for den synd han har gjort.
Gud kontrollerer fortæringen af sin skabning og opretter love, som værner om omgivelserne og individernes velfærd på længere sigt.
Tredje Mosebog 19:23-25 23 Men manden skal bringe sit skyldoffer til Herren, en skyldoffervædder, hen til indgangen til Åbenbaringsteltet. Med skyldoffervædderen skal præsten skaffe ham soning for Herrens ansigt for den synd, han har begået, så han får tilgivelse for den synd, han har begået..
Helligheden blandt Guds udvalgte folk
Kontrollen med livet og dyrkningen er rettet mod Den eneste sande Gud, inden for hans kalender og ifølge hans lov.
Tredje Mosebog 19:26 I må ikke spise noget med blodet i. I skal ikke give jer ad med at tyde varsler eller spå af skyerne.
Vi skal ikke have med dødningemanere eller troldmænd at gøre og blive besmittet af dem.
Tredje Mosebog 19:31 Vend jer ikke til dødemanere, og søg ikke til sandsigere, så I bliver urene ved dem. Jeg er Herren jeres Gud!
Tredje Mosebog 20:27 Når en mand eller en kvinde har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig, skal de lide døden. I skal stene dem. De har selv skylden for deres død.
Femte Mosebog 18:9-14 9 Af det højhellige, der ikke skal brændes, skal dette tilfalde dig: alle deres gaver i form af afgrødeofre, syndofre og skyldofre, som de giver mig; det er højhelligt, det tilfalder dig og dine sønner. Du skal spise det på et højhelligt sted. Alle mænd må spise det. Du skal regne det for helligt. Som afgift af alle israelitternes gaver skal deres svingningsofre tilfalde dig; dem giver jeg dig og dine sønner og døtre som en eviggyldig rettighed. Enhver i dit hus, der er ren, må spise det. Jeg giver dig alt det bedste af olien og alt det bedste af vinen og kornet, den førstegrøde man giver Herren. Den første afgrøde af alt det, der vokser i landet, den man bringer til Herren, skal tilfalde dig. Enhver i dit hus, der er ren, må spise det. Alt, hvad der er lagt band på i Israel, skal tilfalde dig.
Påbudet er tydeligt: Spådom ved astrologi, åndemaning og anden trolddom er forbudt, og straffen er fangenskab eller eksil. Ingen tegn på deres trossystem skal findes hos os.
Tredje Mosebog 19:27 I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget.
Tredje Mosebog 19:28 I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!
Vi skal ikke ofre til dem og deres barbariske riger, hvor man kunne bevidne ofring af børn samt kannibalistiske skikker (jf. studieskrifterne The Golden Calf [222]; Oprindelsen til jul og patske [235] og The Messagdiges of Revelation 14 [270]).
Tredje Mosebog 20:1-7: 1 Herren talte til Moses og sagde: Du skal sige til israelitterne: Hvem som helst af israelitterne og af de fremmede, der bor som gæst i Israel, som giver et af sine børn til Molok, skal lide døden. Landets folk skal stene ham. Jeg vil selv vende mig mod den mand og udrydde ham fra hans folk, fordi han har givet et af sine børn til Molok og dermed gjort min helligdom uren og vanhelliget mit hellige navn. Men skulle landets folk lukke øjnene for, at den mand har givet et af sine børn til Molok, og undlade at dræbe ham, så vil jeg vende mig mod den mand og hans familie og udrydde ham og alle dem, der ligesom han horer med Molok, fra deres folk. Og den, der vender sig til dødemanere og sandsigere og horer med dem, mod ham vender jeg mig og udrydder ham fra hans folk. I skal hellige jer og være hellige, for jeg er Herren jeres Gud.
Vært folk og vort præsteskab skal være hellige.
Tredje Mosebog 21:1-24 1 Herren sagde til Moses: Tal til præsterne, Arons sønner, og sig til dem: En præst må ikke pådrage sig urenhed ved en afdød inden for sin slægt, medmindre det drejer sig om hans nærmeste kødelige slægtninge, hans mor eller far, hans søn eller datter, hans bror eller hans søster, der endnu ikke var gift, men stadig hørte til hans familie; ved hende må han pådrage sig urenhed. Men var hun gift, selv om det var med en af slægten, må han ikke pådrage sig urenhed og bringe vanære over sig. Præsterne må ikke klippe sig skaldet eller studse deres skæg, og de må ikke tilføje sig selv snitsår på kroppen. De skal være hellige for deres Gud, og de må ikke vanhellige deres Guds navn; det er jo dem, der frembærer Herrens ofre, deres Guds føde; derfor skal de være hellige. De må ikke gifte sig med en skøge eller med én, der ikke er jomfru, eller med en fraskilt; for præsten er hellig for sin Gud, og du skal regne ham for hellig, for han frembærer din Guds føde. Han skal være hellig for dig, for jeg, Herren, er hellig, jeg, som helliger jer. Hvis en præstedatter vanærer sig ved at bedrive hor, er det sin far, hun vanærer. Hun skal brændes.
Den præst, der står over sine brødre, han, på hvis hoved salvningsolien er udgydt, og som er indsat i sit embede til at bære præstedragten, må ikke lade sit hår hænge løst, og han må ikke rive sine klæder itu. Han må ikke gå ind til nogen afdød, end ikke ved sin far eller mor må han pådrage sig urenhed; han må ikke forlade helligdommen, så han vanhelliger sin Guds helligdom, for han er indviet med sin Guds salvningsolie. Jeg er Herren! Han skal gifte sig med en kvinde, mens hun er jomfru. En enke eller en fraskilt eller én, der ikke er jomfru, eller en skøge må han ikke gifte sig med; kun en jomfru i sin slægt må han gifte sig med. Han må ikke vanære sit afkom i sin slægt. Jeg er Herren, som helliger ham.
Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron: Ingen af dine efterkommere i slægt efter slægt, som har en legemsfejl, må komme nær og frembære sin Guds føde. Ingen mand, som har en fejl, må komme nær, hvad enten han er blind eller halt, har hareskår eller en forvokset legemsdel, eller han har brækket ben eller arm, er pukkelrygget eller dværg eller har hvid plet i øjet, eller har skab eller fnat eller beskadigede testikler. Ingen af præsten Arons slægt, som har nogen fejl, må træde frem og frembære Herrens ofre. Hvis han har en fejl, må han ikke træde frem og frembære sin Guds føde. Han har lov at spise sin Guds føde, både det højhellige og helliggaverne. Men han må ikke komme hen til forhænget, og han må ikke komme nær til alteret, for han har en fejl; han må ikke vanhellige min helligdom, for jeg, Herren, helliger den.
Sådan talte Moses til Aron og hans sønner og til alle israelitterne.
Tredje Mosebog 21:1-6 1 Herren sagde til Moses: Tal til præsterne, Arons sønner, og sig til dem: En præst må ikke pådrage sig urenhed ved en afdød inden for sin slægt, medmindre det drejer sig om hans nærmeste kødelige slægtninge, hans mor eller far, hans søn eller datter, hans bror eller hans søster, der endnu ikke var gift, men stadig hørte til hans familie; ved hende må han pådrage sig urenhed. Men var hun gift, selv om det var med en af slægten, må han ikke pådrage sig urenhed og bringe vanære over sig. Præsterne må ikke klippe sig skaldet eller studse deres skæg, og de må ikke tilføje sig selv snitsår på kroppen. De skal være hellige for deres Gud, og de må ikke vanhellige deres Guds navn; det er jo dem, der frembærer Herrens ofre, deres Guds føde; derfor skal de være hellige.
Tredje Mosebog 21:10-12 10 Den præst, der står over sine brødre, han, på hvis hoved salvningsolien er udgydt, og som er indsat i sit embede til at bære præstedragten, må ikke lade sit hår hænge løst, og han må ikke rive sine klæder itu. Han må ikke gå ind til nogen afdød, end ikke ved sin far eller mor må han pådrage sig urenhed; han må ikke forlade helligdommen, så han vanhelliger sin Guds helligdom, for han er indviet med sin Guds salvningsolie. Jeg er Herren!.
Det faktum at ypperstepræsten sønderrev sine klæder, da han havde at gøre med Jesus Kristus, skulle vise at ypperstepræsteembedet var blevet taget bort fra Levi og givet til Messias og de udvalgte, efter Melkisedeks ordning.
Tabernaklet og skuebrødet
Hele symbolikken med tabernaklet peger i retning af kirkens åndelige forhold til Gud i Den Hellige Ånd i de sidste dage (jf. studieskriftet The Day of the Lord and the Last Days [192]). Judas’ stamme var blind for symbolikken og mislykkes dermed i at træde ind i denne ændringsproces i næsten totusind år, bortset fra på et individuelt plan.
Tredje Mosebog 24:1-9 [LÆSES I SIN HELHED]
Lamperne i templet skal brænde kontinuerligt. Dette er præstenes ansvar. Skuebrødet skal sættes på bordet i to rækker med røgelse. Hver sabbat skal det sættes frem på rette måde for Herren. Skuebrødet blev sat frem for Herren hver sabbat, og det stod som et mindesmærke for nationen ved at det var placeret i stammer under ledere for Guds kongerige. Denne ceremoni så fremover mod beviset på Den Hellige Ånd i de udvalgte, blandt Israels stammer, som Guds tempel.
Gud beordret loyalitet og forbød ofringer til afguder (jf. Law and the Second Commandment [255]). Ordet til den levende Gud beskriver straffen for brud på pagten. Dersom man ikke overholder Guds lov og tilbeder ham, skal straffen være pest, sygdom, plager, krig og fangenskab.
Tredje Mosebog 26:1-46 1 I må ikke lave jer afguder; gudebilleder og stenstøtter må I ikke opstille, og sten med relieffer må I ikke anbringe i jeres land og tilbede, for jeg er Herren jeres Gud. I skal holde mine sabbatter, og I skal nære ærefrygt for min helligdom. Jeg er Herren! Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op, og jeg vil udrydde rovdyrene i landet. Sværd skal ikke hærge jeres land; I skal forfølge jeres fjender, og foran jer skal de falde for sværdet. Fem af jer skal forfølge hundrede, og hundrede af jer skal forfølge ti tusind, og foran jer skal jeres fjender falde for sværdet. Jeg vender mig til jer og gør jer frugtbare og talrige, og jeg opretter min pagt med jer. I skal spise af den oplagrede høst fra det forrige år, lige indtil I må rydde det gamle ud for at få plads til det nye. Jeg vil opslå min bolig iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer. Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk. Jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten, så I ikke skulle være trælle for dem; jeg brød jeres åg og lod jer gå med rank ryg.
Straffen for at bryde loven
Men hvis I ikke hører på mig og ikke følger alle disse befalinger, hvis I forkaster mine love og vrager mine retsregler, og ikke følger alle mine befalinger, men bryder min pagt, da vil jeg til gengæld gøre sådan ved jer: Jeg vil hjemsøge jer med rædsler, svindsot og feber, der slukker lyset i jeres øjne og tager livskraften fra jer. Forgæves skal I så jeres sæd, jeres fjender får udbyttet at spise. Jeg vender mig mod jer, så I bliver slået af jeres fjender, og jeres modstandere kommer til at herske over jer; I skal flygte, selv om ingen forfølger jer. Hvis I alligevel ikke hører på mig, vil jeg tugte jer yderligere syvdobbelt for jeres synder. Jeg sønderbryder jeres stolte styrke; himlen over jer gør jeg til jern, og jeres land til bronze. Jeres kraft skal opbruges til ingen nytte, jeres land skal ikke give afgrøde, og træerne i landet skal ikke give frugt. Hvis I stadig trodser mig og nægter at høre på mig, vil jeg ramme jer yderligere syvdobbelt for jeres synder. Jeg vil sende vilde dyr mod jer, de skal gøre jer barnløse og udrydde jeres kvæg; de skal gøre jer fåtallige, og jeres veje skal ligge øde hen. Hvis I alligevel ikke lader jer tugte, men stadig trodser mig, vil også jeg vise jer trods og ramme jer syvdobbelt for jeres synder. Jeg vil bringe sværdet over jer, som skal hævne pagtsbruddet, og når I trækker jer tilbage i jeres byer, vil jeg sende pest blandt jer, og I bliver overgivet til jeres fjender. Når jeg knækker brødets støttestav for jer, skal ti kvinder bage jeres brød i én ovn; de skal give jer jeres brød tilbage efter vægt, og I kan ikke spise jer mætte. Hvis I alligevel ikke hører på mig, men stadig trodser mig, vil også jeg vise jer trods i vrede og tugte jer syvdobbelt for jeres synder. I skal æde kødet af jeres egne sønner og døtre. Jeg ødelægger jeres høje og tilintetgør jeres røgelsesaltre, jeg dynger jeres lig oven på ligene af jeres møgguder, og jeg vrager jer. Jeres byer lægger jeg i ruiner, jeg ødelægger jeres helligdomme, og jeg vil ikke indånde den liflige duft af jeres ofre. Jeg lægger landet øde, så jeres fjender, som bosætter sig i det, skal gyse over det. Jer selv vil jeg sprede blandt folkene, og med draget sværd vil jeg forfølge jer; jeres land skal blive til ørken og jeres byer lægges i ruiner. Da skal landet få erstatning for sine sabbatter al den tid, det ligger øde hen, mens I er i jeres fjenders land; landet skal hvile og få erstatning for sine sabbatter. Al den tid, det ligger øde hen, skal det hvile, fordi det ikke kunne hvile under jeres sabbatter, da I boede i det. På dem af jer, som endnu er tilbage i deres fjenders land, bringer jeg frygtsomhed i hjertet; selv lyden af visne blade jager dem op, og de skal flygte, som man flygter for sværdet, de skal falde, selv om ingen forfølger dem. Selv om ingen forfølger dem, skal de snuble over hinanden, som var de på flugt for sværdet, og I skal ikke kunne holde stand over for jeres fjender. I skal gå til grunde blandt folkene, og jeres fjenders land skal fortære jer. De af jer, der er tilbage, skal rådne op i jeres fjenders land i deres egen skyld; også i deres fædres skyld skal de rådne op. Da skal de bekende den synd, de selv og deres fædre i troløshed begik mod mig, og også, at de trodsede mig, så også jeg måtte vise dem trods og føre dem ind i deres fjenders land. Og da skal deres uomskårne hjerte ydmyge sig, og de skal betale af på deres skyld. Så vil jeg huske på min pagt med Jakob; også min pagt med Isak og også min pagt med Abraham vil jeg huske på, og landet vil jeg huske på. Men først skal landet forlades af dem og have erstatning for sine sabbatter, mens det ligger øde hen, befriet for dem; og de skal betale af på deres skyld, netop fordi de forkastede mine retsregler og vragede mine love. Men selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste dem og ikke vrage dem og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren!
Det var de love og retsregler og lovbud, som Herren på Sinajs bjerg fastsatte mellem sig selv og israelitterne gennem Moses.
Gud lovede Israel beskyttelse og regn på rette tid, hvis de overholdt loven.
Frelse står i forhold til alder og evne når den skal fastsættes. Gud gør alle i stand til at træde ind i kongeriget, i forhold til evnen til at arbejde og tjene. Han som har meget, må også forvente at det kræves meget af ham.
Tredje Mosebog 27:1-34 [LÆSES I SIN HELHED]
Tredje Mosebog 27:1-34 omhandler løfter som gives, samt inddelingen af mennesker, dyr og land til tjeneste for Gud, og genløsningen som følger af sådanne gaver. Værdien fastsættes af en præst. Lovene som gælder jubelårene i forhold til land som er tildelt, bliver forklaret. Den førstefødte i hjorden eller flokken tilhører allerede Gud, og kan dermed ikke helliggøres. En femtedel af værdien bliver lagt til prisen for genløsning.
Levi i templet
Præsteskabet er ansvarligt for opføringen og forflytningen af tabernaklet. Dette ansvar overføres til de udvalgtes præsteskab, som gennem sit arbejde er ansvarlig for opføringen af templet, som består af levende byggesten.
Fjerde Mosebog 1:47-54 47 Men levitterne i deres fædrenehuse blev ikke mønstret sammen med de andre. Herren sagde til Moses: Kun Levis stamme skal du ikke mønstre, og dem skal du ikke holde mandtal over blandt israelitterne. Men du skal indsætte levitterne over Vidnesbyrdets bolig med hele dens udstyr og alt, hvad der hører til den; de skal bære boligen med hele dens udstyr. De skal forrette tjeneste i den, og de skal have deres lejr rundt om boligen. Når man bryder op med boligen, er det levitterne, der skal tage den ned, og når man slår lejr med den, er det levitterne, der skal rejse den. Enhver uindviet, der kommer den nær, skal lide døden. Israelitterne skal lejre sig hver i sin lejr og hver i sin fanehær, hærafdeling for hærafdeling. Men levitterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets bolig, så israelitternes menighed ikke rammes af vrede, og levitterne skal vogte Vidnesbyrdets bolig. Israelitterne gjorde, ganske som Herren havde befalet Moses.
De udvalgte er adskilte fra folket ved fødselsret, og nu kan de vantro blive frelst, eftersom de føres ind i Israel som en del af nationen og sat som Guds tempel.
Fjerde Mosebog 2:33 Levitterne blev ikke mønstret blandt israelitterne, sådan som Herren havde befalet Moses.
Opdelingen af præsteskabet fandt sted rundt det hellige sted, i henhold til symbolikken til selve tabernaklet. Hver af funktionerne havde forbindelse med betydningen af placeringen og opbygningen af tabernaklet.
Fjerde Mosebog 3:1-51 [LÆSES I SIN HELHED]
Fjerde Mosebog 3 omhandler generationerne til Aron og Moses. Antallet af levitter, familierne, ansvar og forpligtelser forklares. Levitterne var Herrens. De førstefødte i Israel var blevet optalt, og en genløsningsafgift var pålagt. Genløsningen af de førstefødte repræsenterede de udvalgte, som blev genløst og givet til præsteskabet under Messias. Levi pegede mod og oprettede den inderste kreds blandt præsteskabet i stammerne. De udvalgte blev kaldt og udnævnt gennem deres renselse ved fødselen.
Ordningen blev oprettet for at muliggøre at en person kunne sættes til side som nasiræere, og dette viste også til de udvalgte. Dette system kunne ikke i sig selv føre til frelse, og gjorde det heller ikke. Johannes’ dåb var ikke tilstrækkelig for at tildele ham Den Hellige Ånd, selv om han havde været nasiræer helt fra fødselen af, som søn af en ypperstepræst.
Fjerde Mosebog 6:1-27 [LÆSES I SIN HELHED]
Loven om nasiræere forklares i denne tekst.
Fjerde Mosebog 4:1-49 [LÆSES I SIN HELHED]
Sønnerne til Kahat, Gerson og Merari regnes for at være i alderen tretten til femten år, og har fået tildelt deres opgaver i tabernaklet.
Præsteskabet til Melkisedek er uden genealogi og uden begyndelsesdag eller slutår. De udvalgtes præsteskab under Messias er uden mor og far som afstamning, og uden dage for begyndelse eller slut (Heb 7:1-10). Præsteskabet fortsætter efter døden og frem til genopstandelsen, mens Levi derimod ophører som følge af fysiske år (50 år inden tempelordningen), og går til den anden opstandelse, såfremt de ikke, specifikt adskilt fra Den Hellige Ånd i profeterne, går til den første opstandelse.
Fjerde Mosebog 7:1-89 [LÆSES I SIN HELHED]
Fjerde Mosebog kapitel 7 omhandler offergaverne til Israels stammer, tilegnet tabernaklet, i tilbedelsen af den eneste sande Gud. Det totale antal offergaver er samlet ind fra stammerne, i henhold til antallet i den himmelske hærskare, og betydningen af gaverne har også forbindelse med hærskaren. Hvert offer viser til denne ordning, og de åndelige, månedlige og ugentlige ofre henviser til de udvalgte som de 144 000, hvor den store skare var repræsenteret af aftenofferet.
Også lamperne har betydning for denne ordningen.
Fjerde Mosebog 8:1-4 1 Herren talte til Moses og sagde: Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter lamperne på, skal de syv lamper sidde og lyse på forsiden af lysestagen. Det gjorde Aron. Han satte lamperne på forsiden af lysestagen, sådan som Herren havde befalet Moses. Lysestagen var lavet af udhamret guld; den var udhamret fra dens fod til dens blomst. Moses havde lavet lysestagen helt efter det forbillede, Herren havde vist ham.
Fjerde Mosebog 8:5-26 [LÆSES I SIN HELHED]
Renselsen og helliggørelsen af levitterne omhandles i denne tekst. Tjeneste for Gud i templet blev udført gennem hårdt arbejde, mens man var i alderen 25 til 50 år, og fra 50 år og opover havde man kun med undervisning at gøre. Man begyndte at arbejde med undervisning i templet fra og med 30-årsalderen. I alderen 25 til 30 tjenestegjorde man og studerede for at blive lærer.
Gud sikrer velfærden til sit folk. Klagemål er krænkende.
Fjerde Mosebog 11:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Folk klagede over mangel på kød under udvandringen. De blev givet manna. Dette forudsatte den lange perioden på fyrre år i vildmarken, og brødet og vandet til de udvalgte ville blive sikret. Moses bad til Gud om at byrden med at lede Israel var alt for tung for ham. De halvfjerds ældste i Israel blev til Sanhedrin. Oprettelsen af de halvfjerds med ånden som hvilede på Moses, pegede mod Messias og de halvfjerds udvalgte som blev de nye ældste i Israel, og som blev sendt ud to og to, nogen som også skete med de tolv (jf. Luk 10:1, 17).
Israels børn fik vagtler da de klagede over at de ikke havde kød, men kødet var for harskt for dem da de fik det, og eftersom de var grådige, døde mange. Dette har en åndelig konnotation. Pointen er at Gud gav Israel føde, sådan at de var i stand til at modtage den, og de som ikke var i stand til dette, døde. Begrebet her henviser også til Den Hellige Ånds kraft, og forståelsen af Guds mysterier (jf. studieskriftet The Mysteries of God [131]).
Gud gav Israel muligheden til at komme ind i det forjættede land til at begynde med, men de afslog dette. De skulle også gøre dette i Messias’ tid, da de fik muligheden, men Juda og Levi afslog det til og med efter hans genopstandelse.
Fjerde Mosebog 13:1-33 [LÆSES I SIN HELHED]
Tolv mænd blev sendt ud for at se det forjættede land og derefter vende tilbage og fortælle om det. Deres beretning viser en fuldstændig mangel på tro på Gud.
Fjerde Mosebog 14:1-45 [LÆSES I SIN HELHED]
Israels manglende tro talte mod dem. Forsamlingen var vrede og klagede til Moses og Aron. Josva og Kaleb, som var de eneste som troede, var ikke i stand til at overbevise folket om at de burde og kunne tage sin arveret op gennem troen. Gud var sent på dem, og det var kun gennem bønnerne til Moses at de ikke blev udslettet. Folket blev da dømt til at vandre i vildmarken i fyrre år på grund af sin manglende tro. Bare Kaleb og Josva skulle få tilladelse til at komme ind i det forjættede land.
Moses blev testet og svigtede ikke. Gud havde oprettet sin ordning og sit præsteskab og sit folk, og han arbejdede med dem sådan at vi i de sidste dage skal kunne forstå hvad der vil komme til at ske. Juda blev tildelt fyrre år i anger efter Messias’ død, men de angrede ikke, og dermed blev de ødelagt og sendt i fangenskab (jf. The Sign of Jonah and the History of the Reconstruction of the Temple [013]).
Hele ordningen med tilbededelse og offer skal være ensartet, både for de vantro og for de indfødte israelitter.
Fjerde Mosebog 15:1-41 [LÆSES I SIN HELHED]
I Fjerde Mosebog kapitel 15 gentages gaverne og ofrene, som skal gives når man træder ind i det forjættede land. Straffen for brud på sabbaten er døden. Klæderne skal kantes med blåt bånd som en påtmindelse om budene.
Herrens befaling er at Israel skal bære et symbol på de ti bud, der skal være skrevet i deres hjerter.
Femte Mosebog 22:12 Du skal gjøre dig dusker pat de fire kantene af kappen som du dekker dig med.
Juda har forvrængt denne lovgivning, og gjort det til hvide frynser på et underplag.
Fjerde Mosebog 16:1-50 [LÆSES I SIN HELHED]
Korahs oprør omtales i kapitel 16. Alle som deltog i oprøret døde. Hjemsøgelsen ophørte da Aron stod mellem de døde og de levende. Denne handling symboliserede præsteskabets forbøn for folket, og pegede mod kirken og dens rolle og funktion. Dette oprør til Israels sønner begyndte faktisk med præsteskabet og Israels hærskare. Dette frafald skulle ske igen blandt stammerne gentagende gange, både i Israel og blandt kirkerne efter spredningen, helt op til vor tid.
Fjerde Mosebog 17:1-13 1 Da sagde Herren til Moses: Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal tage fyrbækkenerne ud af ilden, for de er hellige; og spred så gløderne. Fyrbækkenerne, som tilhørte de mænd, hvis synd kostede dem livet, skal man udhamre til tynde plader til beklædning af alteret; for de frembar dem for Herrens ansigt, så de blev hellige. De skal være et tegn for israelitterne. Så tog præsten Eleazar bronzefyrbækkenerne, som de mænd, der var brændt, havde frembåret, og de blev hamret ud til beklædning af alteret. Det skulle være en påmindelse for israelitterne om, at ingen uindviet, ingen der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herrens ansigt; ellers ville det gå, som det gik Kora og hans flok, sådan som Herren havde sagt til ham gennem Moses. Den næste dag gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde: Det er jer, der har dræbt Herrens folk! Men da menigheden samlede sig om Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, skyen dækkede det, og Herrens herlighed viste sig.
De tolv stave under Arons stav er relateret til de tolv stammer under dommerne, samt til apostlene. Grundlæggelsen af Guds by hviler på disse tolv apostle og deres gerninger (jf. ATp 21:10-14).
Moses og Aron trådte hen foran Åbenbaringsteltet, og Herren talte til Moses og sagde: Fjern jer fra flokken her, for jeg vil straks gøre det af med den! og de kastede sig ned. Da sagde Moses til Aron: Tag fyrbækkenet, læg ild fra alteret på det og kom røgelse på. Gå så hurtigt hen til menigheden og skaf den soning, for Herren har sluppet vreden løs, plagen er brudt ud! Aron tog fyrbækkenet, sådan som Moses havde befalet, og løb midt ind i forsamlingen, og da var plagen allerede brudt ud blandt folket. Han kom røgelsen på, og på den måde skaffede han folket soning. Han stillede sig mellem de døde og de levende, og så standsede plagen.
Den ugerning som begås på det hellige sted bliver båret af lederskabet, og dette er sandt for det levende templet.
Fjerde Mosebog 18:1-32 [LÆSES I SIN HELHED]
De udvalgte sendes ud i verden som får blandt ulve, og denne arveproces blandt levitterne gælder på samme måde blandt de udvalgte. De udvalgte er en udvalgt æt, et kongeligt præsteskab og et helligt folk (1Pet 2:9).
Moses blev forhindret i at komme ind i landet fordi han slog på klippen. Han og Aron døde udenfor Israel, for at minde os om at vi skulle være en del af den første opstandelse og drage ind i Israel med Moses som åndelige væsener. Hvis Moses var død i Israel, ville folket have lavet afgudsbilleder og fetiser af hans levninge. Det var af denne grund at ærkeengelen Mikael kæmpede mod Satan over Moses’ krop (Jud 9).
Fjerde Mosebog 20:1-14 [LÆSES I SIN HELHED]
Vi ser ud fra denne tekst at modstand mod Herrens folk medfører straf.
Fjerde Mosebog 20:14-29 [LÆSES I SIN HELHED]
Som kana’aneerne dømte, således blev de dømt.
Fjerde Mosebog 21:1-35 [LÆSES I SIN HELHED]
Israel besejret kana’aneerne, men mistede senere modet og beklagede sig til Gud igen. Gud sendte da giftige slanger som straf. Moses bad til Gud og lavede den såkaldte kobberslange, som skulle helbrede dem. Denne genstand var egentlig en straf. Straffen var et overnaturligt væsen med seks vinger, og det overnaturlige aspekt ved denne virksomhed er gået tabt i oversættelserne.
Gud beskyttede Israel og førte dem til sin arvedel. Der var en systematisk fjernelse af de stammer der truede Israel. Israels arvedel blev gennem denne proces udvidet til udenfor Jordan. Dette pegede mod de sidste dage samt de udvalgtes handlinger. Israel blev imidlertid ført på vildspor mod afgudsdyrkelsen af falske præster, der søgte efter at ødelægge dem.
Bileams profeti
Fjerde Mosebog 22:1-41 [LÆSES I SIN HELHED]
I Fjerde Mosebog 22 ser vi at Israel slog lejr på Moabs ødemarker på den anden side af Jordan midt i Jeriko. Moab var redde til Israels folk, siden de var så mange. Moabitterne sendte bud efter Bileam, søn af Beor, for at forbande israelitterne. Offergaverne til Bileam var udformet med den hensigt at underminere Israel, der skulle beskyttes gennem Guds syv ånder, noget vi også kan se i de syv kirkernes engle.
Fjerde Mosebog 23:1-30 [LÆSES I SIN HELHED]
Denne profeti er af varig betydning, siden den har at gøre med Guds anvisninger til profeterne angående beskyttelse og velsignelse af Israel. Den hører også sammen med doktrinerne om undervisning for penge, samt misbrug af bibelsk lov for at tjene penge, noget som nærmest skulle komme til at blive en genetisk sygdom blandt Israels præsteskab, og som det skulle blive for nationerne.
Fjerde Mosebog 24:1-25 1 Da Bileam så, at det var godt i Herrens øjne, at Israel blev velsignet, gik han ikke hen for at tage varsler, som han havde gjort de forrige gange, men vendte sig mod ørkenen. Og da han løftede blikket og så Israel ligge lejret, stamme ved stamme, kom Guds ånd over ham, og han fremsagde sit spådomsord: Således siger Bileam, Beors søn, således siger den mand, hvis øje ser klart; således siger han, der hører Guds tale og skuer den Almægtiges syner, hensunken, men med øjnene åbne: Hvor dejlige er dine telte, Jakob, dine boliger, Israel! Som palmer i lange rækker, som haver ved en flod, som aloe-træer, Herren har plantet, som cedertræer ved vand. Dets spande løber over med vand, der er rigeligt vand til dets korn. Dets konge er mægtigere end Agag, dets kongedømme er ophøjet. Gud førte det ud af Egypten, det bærer vildoksens horn; det æder folkeslag, der er dets fjender, det gnaver deres ben, det knuser sine undertrykkere. Det har lagt sig til hvile som en løve, som en hunløve, hvem tør vække det? Velsignet de, der velsigner dig, forbandet de, der forbander dig! Nu blev Balak vred på Bileam; han slog hænderne sammen og sagde til ham: Det var, for at du skulle forbande mine fjender, jeg tilkaldte dig, og tre gange har du nu velsignet dem! Skynd dig hjem! Jeg har ganske vist lovet, at jeg ville betale dig, men Herren har forhindret, at du får betaling. Bileam svarede Balak: Sagde jeg måske ikke til de sendebud, du sendte til mig, at selv om du, Balak, gav mig alt det sølv og guld, der kan være i dit hus, kunne jeg ikke af mig selv gøre noget som helst, der går mod Herrens befaling. Kun det, Herren taler til mig, kan jeg tale. Nu drager jeg hjem til mit folk. Men jeg vil advare dig om, hvad dette folk skal gøre ved dit folk engang i fremtiden. Bileam fremsagde sit spådomsord: Således siger Bileam, Beors søn, således siger den mand, hvis øje ser klart; således siger han, der hører Guds tale, som kender den Højestes viden og skuer den Almægtiges syner, hensunken, men med øjnene åbne: Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, den skal knuse Moabs tindinger og issen på alle Set-sønnerne. Edom bliver erobret, hver flygtning fra Se'ir tilintetgøres. Jakob skal kue sine fjender, Israel skal sejre. Da han så Amalek, fremsagde han dette spådomsord: Først blandt folkene er Amalek, dets fremtid er viet til undergang. Da han så kenitterne, fremsagde han dette spådomsord: Så sikker din bolig end er, og din rede, anbragt på klippen, skal du dog blive plyndret, Kain! Hvor længe, før Assur fører dig i fangenskab! Og Bileam fremsagde dette spådomsord: Ak, hvem overlever af Nordens folk? Der kommer skibe fra kittæerne, de betvinger både Assur og Eber. Så skal også de gå til grunde! Så brød Bileam op og drog hjem til sig selv. Og også Balak gik sin vej.
Profetien har sammenhæng med Israels fangenskab i Assyria samt udslettelsen af Eber. De sidste dages ødelæggelser og krige ved tidens ende bliver også skitseret i denne enkle sekvens (jf. The Doctrine of Balaam and Balaam’s Prophecy [204]). Resultatet er tydeligt.
Fjerde Mosebog 25 1-18 1 Derpå slog Israel sig ned i Shittim. Folket begyndte at hore med Moabs kvinder, som indbød folket til slagtofre for deres guder, og folket spiste og tilbad kvindernes guder. Da Israel indlod sig med Ba'al-Peor, flammede Herrens vrede op mod Israel, og Herren sagde til Moses: Tag folkets overhoveder og henret dem for Herren i fuld åbenhed, så vil Herrens glødende vrede vende sig fra Israel. Moses sagde da til Israels dommere: Enhver af jer skal dræbe dem af sine mænd, der har indladt sig med Ba'al-Peor. Der var endda en af israelitterne, som for øjnene af Moses og hele israelitternes menighed bragte en midjanitisk kvinde med sig til sine brødre, mens de sad og græd ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet. Så standsede plagen, der havde ramt israelitterne. Fireogtyve tusind døde af plagen.
Herren sagde til Moses: Præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, fik min vrede til at vende sig fra israelitterne, da han midt iblandt dem brændte af lidenskab for mig, så jeg ikke i min lidenskab måtte gøre det af med israelitterne. Sig derfor, at jeg skænker ham min fredspagt. For ham og hans efterkommere skal der være en pagt om evig præstetjeneste, fordi han brændte af lidenskab for sin Gud og skaffede israelitterne soning.
Den israelit, der blev dræbt sammen med den midjanitiske kvinde, hed Zimri; han var søn af Salu, overhoved for et af simeonitternes fædrenehuse. Den midjanitiske kvinde, der blev dræbt, hed Kozbi; hun var datter af Sur, der var stammehøvding for et fædrenehus i Midjan. Herren sagde til Moses: Angrib midjanitterne og slå dem ihjel! For de angreb jer og brugte list imod jer på grund af det, der skete ved Peor, og på grund af Kozbi, deres landsmand, datter af en høvding i Midjan. Det var hende, der blev dræbt, den dag plagen brød ud på grund af Peor.
Midien skulle også gå til grunde som følge af sit forfald til afgudsdyrkning.
Ved de daglige offerer blev lammene sendt frem og ofret to og to, som med alle de udvalgte. Derfor er den store skare i Johannes’ åbenbaring 7:9 ff relateret til det daglige offer.
Fjerde Mosebog 28:1-31 1 Herren talte til Moses og sagde: Giv israelitterne befaling om at sørge for at bringe mig min gave, min offerspise, en liflig duft, til den fastsatte tid. Du skal sige til dem: Dette er det offer, I skal bringe Herren: to årgamle, lydefri lam om dagen som dagligt brændoffer. Det ene lam skal du ofre om morgenen, det andet lige inden mørket falder på; dertil som afgrødeoffer en tiendedel efa fint mel, rørt op med en fjerdedel hin olie af knuste oliven. Det er det daglige brændoffer; det blev bragt på Sinajs bjerg, en liflig duft, et offer for Herren. Det tilhørende drikoffer skal være en fjerdedel hin for hvert lam. Udgyd et drikoffer af øl i helligdommen for Herren. Det andet lam skal du ofre, lige inden mørket falder på. Du skal bringe det samme afgrødeoffer med tilhørende drikoffer som om morgenen, et offer, en liflig duft for Herren.
På sabbatten skal det være to lydefri, årgamle lam og som afgrødeoffer to tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, med tilhørende drikoffer, det ugentlige sabbatsbrændoffer, foruden det daglige brændoffer med tilhørende drikoffer. På jeres nymånedage skal I som brændoffer til Herren bringe to tyrekalve, en vædder og syv årgamle lam, alle sammen lydefri; som afgrødeoffer for hver tyr tre tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, som afgrødeoffer for hver vædder to tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, og som afgrødeoffer for hvert lam en tiendedel efa fint mel, rørt op med olie; det er et brændoffer, en liflig duft, et offer for Herren. De tilhørende drikofre skal være en halv hin vin for hver tyr, en tredjedel hin for hver vædder og en fjerdedel hin for hvert lam. Det er det månedlige nymånebrændoffer i hver af årets måneder. Desuden skal I bringe en gedebuk som syndoffer til Herren foruden det daglige brændoffer med tilhørende drikoffer. På den fjortende dag i den første måned er det påske for Herren. På den femtende dag i samme måned skal du fejre fest; syv dage skal der spises usyrede brød. På den første dag er der hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde. I skal bringe to tyrekalve, en vædder og syv årgamle lam som brændoffer til Herren; det skal være lydefri dyr. Det tilhørende afgrødeoffer skal være fint mel, rørt op med olie; for hver tyr skal I ofre tre tiendedele efa, for hver vædder to tiendedele efa, og for hvert enkelt af de syv lam skal du ofre en tiendedel efa. Desuden skal I ofre en syndofferbuk for at skaffe jer soning. Det skal I ofre foruden morgenbrændofferet, som hører til det daglige offer. Disse ofre skal I bringe på hver af de syv dage, en offerspise, en liflig duft for Herren; det skal ofres med tilhørende drikoffer, foruden det daglige brændoffer. På den syvende dag skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde. På førstegrødens dag, når I bringer Herren et offer af den nye afgrøde under jeres ugefest, skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde. Som brændoffer, en liflig duft for Herren, skal I bringe to tyrekalve, en vædder og syv årgamle lam. Det tilhørende afgrødeoffer skal være tre tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, for hver tyr, to tiendedele for hver vædder og en tiendedel for hvert enkelt af de syv lam. Desuden skal I ofre en gedebuk for at skaffe jer soning. Det skal I ofre med tilhørende drikofre foruden det daglige brændoffer med tilhørende afgrødeoffer; det skal være lydefri dyr.
Sådan løber rækkefølgen af dagene og følgelig fra de 144 000 til den store skare i løbet af fyrre år.
Loven under okkupationen
Gud gav denne lov til Moses gennem Jesus Kristus, og han begyndte at nedtegne den i Moab på den anden side af Jordan, og således blev lovgivningen for okkupationen forberedt før Israels indtræden. Sådan vil det også blive i de sidste dage.
Femte Mosebog 1:1-46 [LÆSES I SIN HELHED]
Da de fyrre år nærmede sig slutningen, gik Moses gennem de hændelser som havde udspillet sig i løbet af fyrre år i ødemarken. Han mindede folket om dets muring og fortalte dem at Josva og Kaleb ville træde ind i det forjættede land, men at deres fædre ikke skulle træde ind på grund af deres svigtende tro og ulydighed overfor den levende Gud.
Sådan skulle Moses efterfølges af Josva som krigsherre, og Josva tog Israels folk ind i det forjættede land. Dette peger mod arvefølgen fra Moses til Messias, som Yehoshua eller Josva, som var hans fornavn i Juda. Jesus Kristus er en afledning af den græske form af det aramesiske navn som egentlig betyder Yoshua Messias. Septuaginta oversætter Yoshua med Ièsous.
Femte Mosebog 2:1-37 [LÆSES I SIN HELHED]
I Femte Mosebog 2:1-37 fortsatte Moses med at minde Israels folk om historien bag deres vandringer i ødemarken, deres kampe og deres sejre. Således var alle folkene forudbestemt til at skulle overgives til Israels hænder, underlagt deres ordrer og i henhold til Guds anvisninger. Dette var et løfte som blev udført for at oprette budene og Guds lov i deres nationale bevidsthed, og som pegede mod tusindårsriget under Messias.
Femte Mosebog 3:1-29 [LÆSES I SIN HELHED]
Teksten omhandler kampen mod og, konge af Bashan. Sejren resulterede i
at landeområder der lå udenfor det forjættede land blev fordelt mellem stammerne der, og Josva eller Yoshua blev formelt udpeget til leder.
Gud var nu med Israel siden de var lydige under hans faste lederskab. Denne rækkefølge pegede mod de sidste dage og oprettelsen af Israel i sin arvedel, samt anbringelsen af Israel under ledelse af Herrens armeer. Stammerne var, her i sin arvedel, ikke fritaget fra tjenester og forpligtelse før hele underkastelsesperioden var ovre og alle stammerne var i hans arvedel.
Israel skulle holde budene fri for tillæg og overstregninger. Juda havde gennem mundtlig tradition kommet med tillæg til budene, og blev af den grund fordømt af Messias og derefter sendt i fangenskab.
Femte Mosebog 4:1-40 [LÆSES I SIN HELHED]
I denne tekst får Israel besked på at overholde pagten og budene og Guds love. Moses fortæller dem her at de ikke overholder dette, samt at de vil blive spredt blandt jordens folk. Moses selv skulle heller ikke komme til at krydse Jordan.
Femte Mosebog 4:40-49 [LÆSES I SIN HELHED]
I Femte Mosebog 4:40-49 ser vi at Moses opretter et retssystem udenfor det forjættede land, på østsiden af Jordan. Dette har også betydning for de sidste dage. Løfterne som Gud giver til Israel har aspekter af deres arvedel knyttet til deres pligter (jf. 1Mos 49:1-33).
Oprettelsen af et retssystem for okkupationen var fuldført før Israel krydsede Jordan, og sådan skal det også være i de sidste dage. Hele ordningen havde sit udspring i de ti bud, som blev gentaget i Femte Mosebog.
Femte Mosebog 5:1-33 1 Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: Hør, Israel, de love og retsregler, som jeg i dag kundgør for jer, lær dem, og følg dem omhyggeligt! Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb. Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag. Herren talte til jer på bjerget, inde fra ilden, ansigt til ansigt.– Dengang stod jeg mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord, for I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget. – Han sagde: Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.
Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har befalet dig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen.
Ær din far og din mor, sådan som Herren din Gud har befalet dig, for at du må få et langt liv, og det må gå dig godt på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke eftertragte din næstes hus eller mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom. Disse ord talte Herren til hele jeres forsamling på bjerget, inde fra ilden, omgivet af skyer og mulm, med høj røst og uden at føje mere til, og han skrev dem på to stentavler, som han gav mig. Da I hørte røsten inde fra mørket, mens bjerget stod i lys lue, kom alle jeres stammehøvdinge og ældste hen til mig og sagde: Nu har Herren vor Gud ladet os se sin herlighed og sin storhed, og vi har hørt hans røst inde fra ilden. I dag har vi oplevet, at Gud taler med mennesker, og at de alligevel bevarer livet. Men hvorfor skal vi dø? Denne vældige ild vil jo fortære os! Hvis vi skal høre Herren vor Guds røst endnu en gang, dør vi. For har noget menneske nogen sinde hørt den levende Gud tale inde fra ilden, sådan som vi har, og har bevaret livet? Gå du hen og hør alt, hvad Herren vor Gud vil sige. Alt det, Herren vor Gud taler til dig, skal du tale til os; det vil vi høre og følge. Da Herren hørte, hvad det var, I sagde til mig, sagde han: Jeg har hørt, hvad dette folk sagde til dig; de har ret i det hele. Gid de altid må frygte mig i deres hjerte og holde alle mine befalinger, så det må gå dem og deres børn godt i evighed. Gå hen og sig til dem, at de skal gå tilbage til deres telte. Selv skal du blive her hos mig, så vil jeg kundgøre dig alle de befalinger og de love og retsregler, du skal lære dem; dem skal de følge i det land, jeg vil give dem i eje. Følg dem derfor omhyggeligt, sådan som Herren jeres Gud har befalet jer, uden at vige til højre eller til venstre. I skal vandre ad den vej, Herren jeres Gud har befalet jer, for at I må leve, og det må gå jer godt, og I må få et langt liv i det land, som I skal tage i besiddelse.
Disse bud blev oprettet for at give liv til ikke bare Israels folk, men til hele verden i og gennem Israel, under Messias i tilberedelsen af Gud.
Femte Mosebog 6:1-25 1 Dette er befalingerne, lovene og retsreglerne, som Herren jeres Gud har pålagt mig at lære jer; dem skal I følge i det land, I skal over og erobre, for at du skal frygte Herren din Gud og holde alle hans love og befalinger, som jeg i dag giver dig, du og din søn og din sønnesøn, så længe du lever, så at du må få et langt liv. Så hør dem da, Israel, og følg dem omhyggeligt, for at det må gå dig godt, og I må blive meget talrige, sådan som Herren, dine fædres Gud, har lovet dig, i et land, der flyder med mælk og honning.
Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som han lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dig, et land med store og smukke byer, du ikke selv har bygget, med huse, der er fulde af alt godt, du ikke selv har samlet, med udhuggede cisterner, du ikke selv har hugget ud, med vingårde og olivenlunde, du ikke selv har plantet. Når du så har spist dig mæt, skal du tage dig i agt, at du ikke glemmer Herren, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du skal frygte Herren din Gud, ham skal du tjene, og ved hans navn skal du sværge. I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker, for Herren din Gud, som bor hos dig, er en lidenskabelig Gud. Pas på, at Herren din Guds vrede ikke flammer op imod dig, så han udrydder dig fra jordens overflade. I må ikke udæske Herren jeres Gud, sådan som I gjorde ved Massa. I skal holde Herren jeres Guds befalinger og de formaninger og love, han har givet dig. Gør, hvad der er ret og godt i Herrens øjne, for at det må gå dig godt, og du må komme ind og tage det herlige land i besiddelse, som Herren har lovet dine fædre. Herren vil jage alle dine fjender væk foran dig, sådan som han har lovet.
Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvilke formaninger, love og retsregler er det, Herren vor Gud har givet jer? skal du svare ham: Vi var Faraos trælle i Egypten, men Herren førte os ud af Egypten med stærk hånd. Og Herren gjorde store og ulykkebringende tegn og undere i Egypten mod Farao og hele hans hus for øjnene af os. Men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det land, han havde lovet vore fædre. Og Herren befalede os at følge alle disse love og at frygte Herren vor Gud til vort eget bedste alle dage, så han kunne holde os i live, som han har gjort indtil i dag. Vores retfærdighed består deri, at vi for Herren vor Guds ansigt omhyggeligt følger hele denne befaling, sådan som han har pålagt os.«
Israel blev hele tiden forsøgt undermineret af afgudsdyrkelsen til andre folkeslag. Ordningen med afgudsdyrkelse og tilbedelsen af hærskaren er forbudt i alle sine former.
Femte Mosebog 4:19 Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen;.
Loven og kalenderen står intakt i tilberedelsen af Gud
Budene ledsages af lovene, og lovens opbygning står intakt.
Femte Mosebog 4:40 Hold derfor hans love og befalinger, som jeg giver dig i dag, for at det må gå dig og dine børn efter dig godt, og for at du må få et langt liv på den jord, som Herren din Gud vil give dig for al fremtid.
Opbygningen af Israels pagt blev udvidet til at omfatte kirken under Messias og videre til de vantro.
Femte Mosebog 5:1-7 1 Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: Hør, Israel, de love og retsregler, som jeg i dag kundgør for jer, lær dem, og følg dem omhyggeligt! Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb. Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag. Herren talte til jer på bjerget, inde fra ilden, ansigt til ansigt.– Dengang stod jeg mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord, for I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget. – Han sagde:
Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.
Opbygningen af Guds lov og system er repræsenteret ved sabbatten og den hellige kalender.
Femte Mosebog 5:14 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv.
Israel er påkrævet at anbringe loven på to store sten, sådan at også hver husholdning er pålagt at overholde de ti bud. Denne ordning med sten skal fungere som et originaleksemplar af nationens lov.
Femte Mosebog 27:1-26 [LÆSES I SIN HELHED]
Denne tekst indeholder yderligere formaninger om at overholde budene. De skal bygge et alter og skrive lovens indhold på stenene. Specielle forbandelser for brud på loven findes i teksterne.
Velsignelser og forbandelser
Femte Mosebog 28:1-68 [LÆSES I SIN HELHED]
Forbandelserne følges af velsignelser, som vil være et resultat af lydighed. Yderligere formaninger mod ulydighed gives her. De bliver gennemgået i studieskriftet The Blessings and the Curses [075].
Mirakler gennem beskyttelse
Femte Mosebog 29:1-29 [LÆSES I SIN HELHED]
Teksten i Femte Mosebog 29:1-29 viser at Israels folk bliver mindet om de mirakler de havde oplevet siden Rødehavet. Deres sko og klæder var ikke blevet slidte. De bliver fortalt at pagten mellem Gud og dem står ved magt, og de bliver advaret om hvad der ville ske ved brud på pagten. Dette eksempel skulle stå som en del af loven i al fremtid.
Femte Mosebog 30:1-20 1 Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til. Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre. Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve. Og Herren din Gud vil lægge alle disse forbandelser på dine fjender og modstandere, som har forfulgt dig. Selv skal du vende om og adlyde Herren og følge alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag. I al din gerning vil Herren din Gud give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod, for Herren skal igen glæde sig over dig til dit eget bedste, som han glædede sig over dine fædre, når du adlyder Herren din Gud og holder hans befalinger og love, der står skrevet i denne lovbog, og vender om til Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl. For det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det? Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det? Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.
Livets og dødens vej
Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse. Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går over Jordan. Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.
At læse Guds lov
Femte Mosebog 31:1-30 [LÆSES I SIN HELHED]
Moses blev et hundrede og ti år gammel, og hans tid var da til ende. Han opmuntrede folket og han opmuntrede Josva. Moses fortsatte med at nedtegne loven, og den blev placeret i pagtens ark. Moses formidlede da Guds befaling om at denne lov skal læses som følgende:
Femte Mosebog 31:10-13 10 og Moses gav dem denne befaling: Hvert syvende år, på den fastsatte tid i gældseftergivelsesåret, ved løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov op for hele Israel. Kald folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede i dine byer, for at de må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud og omhyggeligt følge alle ordene i denne lov, for at deres sønner, som endnu ikke kender loven, må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud, så længe I lever på den jord, som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan.
Moses’ anden sang
Gud oprettede sin lov og sin trosordning under en trofast tjener. Når han havde fuldført alt Gud havde krævet af ham, fortalte Gud Moses at tiden var inde til at Moses skulle dø. Moses og Josva kom til menighedens tabernakel, og Gud trådte frem for dem. Han fortalte dem at han vidste at folket ville bryde pagten, at han ville blive vred på dem og at mange ulykker ville ramme dem. De måtte lære denne sang og synge den. Dette er den anden lovsang, kendt som Moses’ sang.
Femte Mosebog 32:1-52 1 Lyt, du himmel, jeg vil tale, hør mine ord, du jord! Min belæring skal dryppe som regn, som dug skal min tale strømme, som regnskyl på grønne enge, som regndråber på græsset. Herrens navn vil jeg forkynde, giv vor Gud ære! Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen. En forkvaklet og forvildet slægt handlede ondt mod ham, på grund af deres skyld er de ikke hans børn. Er det måden at lønne Herren, du tåbelige, uforstandige folk? Han er dog din fader og skaber, det var ham, der skabte og formede dig. Tænk på fortids dage, giv agt på slægternes år; spørg din far, lad ham fortælle, lad de gamle berette for dig: Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk Jakob blev hans arvelod. Han fandt det i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark; han kredsede om det, holdt øje med det, passede på det som sin øjesten. Som en ørn, der vækker sit kuld op, og flyver frem og tilbage over sine unger, bredte han sine vinger ud, tog det op og bar det på sine vinger. Det var Herren alene, der førte det, ingen fremmed gud var med ham. Han førte det frem over landets høje, det fik markens afgrøde at spise. Han mættede det med honning fra bjerget med olie fra flinteklippen, med tykmælk fra køer og mælk fra får, med fedt fra vædderlam fra væddere og bukke fra Bashan, med hvedekornets nyrefedt; drueblod drak du som skummende vin. Men Jeshurun blev fed og slog bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev trind! Han forkastede den Gud, der havde skabt ham og viste foragt for sin frelses klippe. De æggede hans vrede med fremmede gude og vakte hans trods med afskyelige ting. De ofrede til dæmoner, som ikke er guder til guder, de ikke før havde kendt, nye guder, der lige var kommet til, jeres fædre kendte ikke til dem. Den klippe, der fødte dig, forsømte du, du glemte den Gud, der bragte dig til verden. Herren så det og forkastede dem, for hans sønner og døtre havde krænket ham. Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem, jeg vil se, hvad der bliver af dem; de er en svigefuld slægt, børn man ikke kan stole på. De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med deres tomme guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk, vække deres trods med et tåbeligt folk. Min vrede står i flammer den brænder til dødsrigets dyb fortærer jorden og dens afgrøde, antænder bjergenes grundvolde. Jeg hober ulykker op over dem, alle mine pile vil jeg bruge på dem; de afkræftes af sult, fortæres af feberbrand og dødelig sot; rovdyr med skarpe tænder slipper jeg løs og giftige slanger, der kryber i støvet. Ude gør sværdet barnløs, inde skal rædslen dræb ung mand og pige, spædbarn og olding. Jeg tænkte: Jeg slår dem ned, udsletter deres minde blandt mennesker. Men jeg frygtede, at fjenden skulle krænke mig at deres modstandere skulle forvrænge det og sige: Vores hånd er løftet, Herren har intet udført! Men de er et folk, hvis planer mislykkes, de er uden forstand. Var de kloge, havde de indset dette og tænkt på, hvad der skulle blive af dem. Hvordan kan én forfølge tusind eller to jage ti tusind, hvis ikke Herren har overgivet dem, deres klippe har prisgivet dem? Dog, deres klippe er ikke som vores, vore fjender skal ikke være dommere. Deres vinstok stammer fra Sodoma, den har stået på Gomorras skråninger; deres druer er giftige, drueklaserne er bitre, deres vin er slangegift, en frygtelig øglegift. Det er opbevaret hos mig, under segl i mine våbenkamre. Hævnen og gengældelsen tilhører mig, til det øjeblik deres fod vakler. Deres ulykkes dag er nær, snart skal de indhentes af deres skæbne. For Herren vil skaffe sit folk ret, forbarme sig over sine tjenere, når han ser, at kræfterne svinder og hører fuldstændigt op. Da vil han sige: Hvor er deres gud, den klippe, de stolede på, som spiste deres slagtofres fedt og drak deres drikofres vin? Lad ham nu komme jer til hjælp!Lad ham være jeres værn! Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved siden af mig; det er mig, der dræber og gør levende, har jeg knust, er det mig, der læger; ingen kan rive nogen ud af min hånd. Jeg løfter min hånd mod himlen og sværger. Så sandt jeg lever for evigt, vil jeg hvæsse mit lynende sværd og min hånd gribe fat om koggeret; jeg tager hævn over mine fjender, gør gengæld mod dem, der hader mig. Jeg beruser mine pile i blod mit sværd skal fortære kød, blodet af faldne og fanger, hovederne af fjendens høvdinge. Du himmel, bryd ud i jubel med ham, tilbed ham, I gudssønner, for han hævner sine tjeneres blod han hævner sig på sine fjender, gør gengæld mod sine modstandere. Han tilgiver sit folks land. Moses fremsagde hele denne sang i folkets påhør sammen med Hosea, Nuns søn. Indskærpelse af loven. Da Moses var færdig med at holde hele denne tale til alle israelitterne, sagde han til dem: I skal lægge jer alle de ord på sinde, som jeg i dag indskærper jer; I skal befale jeres sønner omhyggeligt at følge alle ordene i denne lov. Det er ikke nogen ligegyldig sag for jer, det gælder jeres liv; det er i kraft af det, I skal få et langt liv på den jord, I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan.
Moses velsigner israelitterne Netop denne dag talte Herren til Moses og sagde: Gå op på Abarimbjerget, på Nebobjerget i Moab over for Jeriko, og se ud over Kana'an, som jeg vil give israelitterne til ejendom. Du skal dø på det bjerg, du går op på, og gå til din slægt, ligesom din bror Aron døde på bjerget Hor og gik til sin slægt, fordi I var troløse mod mig blandt israelitterne ved Meribat-Kadeshs vand i Sins ørken og ikke helligede mig blandt israelitterne. Du skal få landet at se på afstand, men du kommer ikke ind i det land, jeg vil give israelitterne.
Velsignelsen af stammerne
Moses velsignede derefter Israels stammer.
Femte Mosebog 33:1-29 1 Dette er den velsignelse, som gudsmanden Moses velsignede israelitterne med før sin død. Han sagde: Herren kommer fra Sinaj, bryder frem fra Se'ir, han træder frem i stråleglans fra Parans bjerge, kommer fra Meribat-Kadesh, på hans højre side er Moabs skråninger. Du, som elsker folkene, i din hånd er alle de hellige; de sidder ved dine fødder, tager imod dine ord. Den lov, som Moses pålagde os, er blevet Jakobs forsamlings ejendom. Der kom en konge i Jeshurun, da folkets høvdinge samledes, alle Israels stammer. Måtte Ruben leve og ikke dø, om end hans mænd kun bliver få. Dette handler om Juda. Han sagde: Herre, hør Judas røst, bring ham hjem til hans folk, vær du de hænder, der forsvarer ham, en hjælp imod hans fjender.
Om Levi sagde han: Dine Tummim og Urim tilhører din trofaste mand, ham satte du på prøve ved Massa, ham anklagede du ved Meribas vand. Han sagde om sin far og mor. Jeg har ikke set dem! Han ville ikke kendes ved sine brødre, ville ikke vide af sine sønner. De har holdt dit ord og bevaret din pagt. De skal lære Jakob dine retsregler og Israel din lov; de skal bringe røgelsesofre til dig, bringe helofre på dit alter. Herre, velsign deres kraft, se nådigt til deres hænders værk. Knus lænderne på deres fjender, de, der hader dem, skal ikke rejse sig igen. Om Benjamin sagde han: Den, Herren elsker, bor i tryghed, den Højeste skærmer ham altid, han bor mellem hans bjergsider. Om Josef sagde han: Velsignet af Herren er hans land med herligheder fra himlen deroppe og fra urdybet, der hviler dernede, med herligheder, solen bringer frem, og herligheder, månen driver frem, med det ypperste fra de ældgamle bjerge og herligheder fra de evige høje, med herligheder fra jorden med alt, hvad den rummer, med nåde fra ham, der bor i tornebusken. Det skal komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre. Prægtig er han, oksens førstefødte, hans horn er vildoksens horn, med dem skal han stange folkene helt ud til jordens ender. Sådan er Efraims titusinder, sådan er Manasses tusinder. Om Zebulon sagde han: Zebulon, glæd dig, når du drager ud og du, Issakar, hjemme i dine telte! De stævner stammer til bjerget, dér bringer de rette ofre. For af havenes overflod suger de til sig, og af skatte, der ligger skjult i sandet.
Om Gad sagde han: Lovet være han, der skaffer Gad plads. Han lægger sig som en hunløve, han sønderriver både arme og isse. Han udså sig et førstegrødeland, for dér var herskerens mark. Og folkets høvdinge samledes. Han fuldbyrdede Herrens retfærdighed og hans domme i Israel. Om Dan sagde han: Dan er en løveunge, han springer frem fra Bashan. Om Naftali sagde han: Naftali er mættet med nåde, fyldt med Herrens velsignelse. Mod vest og syd skal han erobre land. Om Asher sagde han: Velsignet være Asher blandt sønner, måtte han være elsket af sine brødre og dyppe sin fod i olie. Måtte dine portslåer være jern og bronze, din livskraft vare, så længe du lever. Der er ingen som Jeshuruns Gud, der rider hen over himlen for at hjælpe dig; i sin højhed bor han i skyerne, Gud fra ældgammel tid. Men hernede er hans evige arme han drev fjenden bort foran dig, han sagde: Udryd dem! Israel kom til at bo i tryghed, for sig selv fik Jakob en bolig i et land med korn og med vin, et land, hvor himlen drypper med dug. Lykkelig er du, Israel! Hvem er som du? Et folk, som Herren giver sejr, dit hjælpende skjold, din højheds sværd. Dine fjender skal krybe for dig, og du skal træde på ryggen af dem.
Moses og de udvalgte
Moses fik lov til at se det forjættede land, men blev taget bort fra folket før okkupationen. Og dette er livets vilkår for de udvalgte, for de kommer til at se Israel under Messias som åndelige væsener.
Femte Mosebog 34:1-12 1 Fra Moabs sletter gik Moses op på Nebobjerget, til Pisgas tinde, over for Jeriko, og Herren lod ham se hele landet: Gilead op til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar. Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover! Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse, og han begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er. Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet. Israelitterne græd over Moses i tredive dage på Moabs sletter; så var sørgetiden for Moses forbi. Josva, Nuns søn, var fuld af visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham. Israelitterne lyttede til ham og fulgte de befalinger, Herren havde givet Moses. Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt. Tænk blot på de tegn og undere, som Herren satte ham til at udføre i Egypten mod Farao og mod alle hans hoffolk og hele hans land, eller på alt det, hans stærke hånd udrettede, alt det store og frygtindgydende, Moses gjorde for øjnene af hele Israel.
Gud som hærskarernes Yahovah sætter os af til tjeneste for ham gennem og med profeterne under Yahovah. Vi skal ikke have andre guder end Gud. Der findes ingen Eloah udenom Eloah. Yahovah er vor elohim, og vi skal ikke have nogen anden elohim over ham. Evnen til at blive elohim blev udvidet af Gud til Yahovas budbringer gennem Den Hellige Ånd. Han blev ypperstepræst og banede vejen for os, sådan at vi kunne blive Guds sønner i kraft af elohim, i lighed med ham, ved opstandelsen fra de døde (jf. Rom 1:4). Han blev gjort til en elohim som Yahovas engel foran os (Sak 12:8). Gennem vor lydighed overfor loven frem til vor død, er vi også gjort til Guds sønner, som guder og børn af Den Højeste, samtlige af os, og Skriften kan ikke gøres ugyldig (Sak 82:6; Joh 10:34-35).