Guds kristne kirker

[255]

Loven og det tredje bud

[255]

(Udgave 1.2 19981006-19990526)

Det står skrevet: Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, for Herren vil ikke holde den uskyldig som misbruger hans navn. Tredje bud omfatter hele begrebet af Guds magt og myndighed inden hans lovsystem. Budet omhandler ikke bare verdslig brug af Guds navn i tilfældig tale, men omhandler også den almene og religiøse lovsystem samt kalenderen som er udarbejdet for denne ordning. At give sig ud for at handle på vegne af Gud under et andet trossystem er også et brud på dette bud.

 

Christian Churches of God

PO Box 369, WODEN ACT 2606, AUSTRALIA

E-mail: secretary@ccg.org

(Copyright © 1998, 1999 Wade Cox & Ervin Yarnell)

(Tr. 2003)

Disse skriftene kan kopieres og distribueres hvis samtlige av skriftene er kopiert, og hvis det ikke er foretatt endringer eller overstrykninger. Forleggers navn og adresse, samt opphavsrettstegn på inkluderes. Man kan ikke ta betalt for kopier som distribueres. Opphavsretten brytes ikke ved bruk av korte sitater som innlemmes i kritiske artikler og omtaler.

Dette manuskriptet er tilgjengelig (både som originaltekst og i oversatt versjon) på følgende nettsteder:

http://www.logon.org og http://www.ccg.org


Loven og det tredje bud

Det står skrevet:

Anden Mosebog 20:7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Femte Mosebog 5:11 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Gud som kilden til al magt og myndighed

Guds navn i ental er Eloah. Han er kilden til al magt og myndighed og genstand for tilbedelse i templet.

Esras 4:17–7:26

Han strækker sig til at blive alt i alle. Således bliver han elohim. Han er imidlertid én Gud.

Femte Mosebog 6:4-5 4 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

Anden Mosebog 3:14 viser os at Gud bliver til nogen. Han siger her: Jeg er den jeg er (’eyeh ’asher ’eyeh jf. Oxford Annotated RSV og Bullinger, Companion Bible n. til vers).

Guds navn som øvrighed

Alle magtudøvelser under Guds ledelse gøres i hans navn som hærskarernes Yahovah. Således bliver enhver som handler på hans vegne kaldt ved hans navn Yahovah (jf. studieskriftet Angel of YHVH [24]; 1Mos kap. 18 og 19).

Brugen af Guds navn i magtudøvelse

Gud styrer og vejleder os, og hans mildhed gør os fuldstændige, og vi har hans frelse som beskyttelse. Han er vor fæstning og vor forløser (jf. 2Sam 32-35; Sal 18:34; 144:1). For det er ikke øvrighed uden af Gud, men de som findes, er indsat af Gud.

Vi må imidlertid adlyde Gud mere end mennesker (Apg 5:29). Ham tilhører hævn og gengældelse (5Mos 32:25; Sal 94:1; Heb 10:30; Rom 12:19).

Femte Mosebog 10:20 Du skal frygte Herren din Gud, ham skal du tjene, ham skal du holde fast ved, og ved hans navn skal du sværge.

Hans lov

Femte Mosebog 5:13 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal

Hans lovsystem omfatter hele forvaltningssystemet over ugedagenes opbygning.

Hans trossystem

Ordningen med kalenderen i hans navn er indbefattet i det fjerde bud (jf. Loven og det fjerde budet [256]).

Hans højtid og sabbat

Højtiderne og sabbatten er hans højtider og al virksomhed udføres i navnet til den eneste sande Gud. Hans Messias handlede inden for dette systems rammer og ændrede ikke på noget i opbygningen af de hellige dage og sabbatten. Han handlede i Guds navn og misbrugte ikke Guds navn. Han overholdt loven og ofrede på sabbatten og dagen for høstofferet. Han hverken flyttede eller ændrede på disse dage. Han fuldbyrdede ret og slet ofringen en gang for alle.

Misbrug af Guds navn som øvrighed

Tredje Mosebog 19:12 I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!

Al øvrighed er pålagt at virke ud fra og påtage sig alle sager som omfattes af Guds lov. Alle religiøse systemer som giver sig ud for at virke for Bibelen og gennemføre eller ændre lovsystemet, misbruger den sande Guds navn og bryder hans lov under det tredje budet.

Falsk lov

Det er et brud på Guds lov og dette bud at oprette et lovsystem som ikke er i stemmer overens med Bibelen og dens forordninger.

Et sådant lovsystem vil dermed forvrænge hele Guds lov. Det er ikke tilladt at iværksætte dele af lovsystemet og afvise andre.

Falske højtider

Det er ikke tilladt at hævde tilbedelsen af den levende Gud i Jesu Kristi navn og afvise sabbatten og højtiderne, samt indføre de hedenske tilbedelsesmåder og solkulterne. Således bliver dyrkningen af søndagene og indføringen af jule- og påskehøjtiderne ikke bare et brud på det fjerde bud, men også et brud på det tredje bud og loven i sin helhed.

Gud siger at han hader deres højtider og sabbatter (Jes 1:11-20) på grund af dette hykleri.

Falske sabbatter

En falsk sabbat er ikke bare dyrkning på en anden dag end den Gud har angivet, som for eksempel søndag. Det er en forfængelig dyrkning af Herren, gennem uret, ondskab og hykleri. Gud hader disse falske præster som bedriver afgudsdyrkning. Det er dem i sorte præstedragter som tjener Ba’al og solkulterne (jf. 2Kong 23:5; Hos 10:5; Sef 1:4).

Guds navn

Det er blevet os forklaret at vi ikke skal misbruge Guds navn, eller sværge falskt ved hans navn.

Misbrug af Guds navn

Gud har talt.

Anden Mosebog 20:7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Tredje Mosebog 19:12 I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!

Salmerne bog 99:3 Stor er Herren på Sion, ophøjet er han over alle folkeslagene.

Salmernes bog 111:9 Han har udfriet sit folk, han har sluttet sin pagt for evigt. Hans navn er helligt og frygtindgydende.


Jeremia 14:9 Du bor jo midt iblandt os, Herre, og vi er kaldt ved dit navn.

Den usete Gud

Skriften fortæller os at ingen har set Gud og at ingen har hørt hans røst. Hvem er så denne Gud som kun er kendt ved sit navn?

Johannes 1:18a Ingen har nogensinde set Gud.

Anden Mosebog 33:20 Og han sagde: Du kan ikke se mit åsyn, for intet menneske kan se mig og leve.

Johannes 5:37 Og Faderen, som har sendt mig, han har selv vidnet om mig. I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse,

Paulus’ skrifter i Det nye testamente viser til den ”usynlige” Gud.

Kolossenserbrevet 1:15 Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.

1 Timotheusbrev 1:17 Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.

Hebreerbrevet 11:27 I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.

Denne Gud som ingen har set, har et navn. Guds navn viser hvem Gud er. Guds navn er Eloah, eller hærskarernes Yahovah. Nogen gange bliver Gud fejlagtigt omtalt som Jehovah eller Yahweh.

Hvordan kan Guds navn bruges på en ”fejlagtig” måde?

Youngs Analytical Concordance henviser til flere betydninger af ordet ”misbruge” (vain i Wade Cox’ tekst, ovs. anm.). Disse er (oversat fra Cox’ tekst, ovs. anm.):

            Tomhed: Dette ord kommer fra det hebræiske ord hebel (Jer 10:3)

            For ingenting – fra det hebræiske ordet chinnam (Esek 6:10)

            Overfladisk – fra nabab (Job 11:11,12)

            Forfængelig, for intet – fra rig (Sal 2:1; Jer 51:58)

            Løgnagtig – fra sheqer (2Mos 5:9)

            Øde eller tom – fra tohu (Jes 45:18; jf. 1Mos 1:2; Jer 4:23)

            Unyttig, forgæves – fra det græske ord mataios

Alle disse ord oversættes med vain på engelsk. Ud fra skrifterne ser vi at hvert af disse ord har en anden anvendelse. Ordet misbruge i det tredje bud (vain i engelske bibeloversættelser, ovs. anm.) stammer fra et andet hebræisk ord. Det hebræiske ord er shav, eller shawv. Dette ord kan også betyde falskhed, og der af følger forfængelighed (engelsk: vanity til vain, ovs. anm.).

I Strongs Hebrew Dictionary (SHD 7723) har shawv betydningen elendighed, ondskab, ødelæggelse, afgudsdyrkelse, unyttig, forgæves, falskt.

Når vi nu skal se på det tredje bud, vil vi undersøge de mange forskellige anvendelsesområder for dette bud.

Guds navn som skrevet, men ikke udtalt

Guds navn betyder meget for hebræerne. Efter det babylonske fangenskab betragtede Juda stammen, og de dele af Levi og Benjamin stammen som fandtes sammen med dem, Guds navn for så helligt at selv om det ofte blev skrevet, blev det aldrig udtalt. Da en læser i synagogen kom til ordet ”YHVH”, erstattede han det med ordet ”Adonay” som betyder ”Herren”.

I lighed med moderne stenografi bestod det hebræiske skriftsprog kun af konsonanter. Vokalerne blev senere tilføjet som en hjælp for dem som havde manglende kendskab til hebræiske mundtlige traditioner, som en række små markeringer – kaldt vokalpunkter – over, rundt og under konsonantteksten, men uden at gribe forstyrrende ind i den.

Omkring bogstaverne i navnet til Gud blev vokalerne i ordet Adonay tilføjet (SHD 136), og de skulle læses højt. Som en følge af denne praksis voksede hybridordet ”Yehovah” frem i relativt moderne tid. Dette ord bestod af navnet ”YHVH” og vokalerne ”Adonay”. Navnet blev forandret 134 gange af sofererne, eller de skriftlærde i den rabbinske perioden. Vi ved hvor disse ændringer fandt sted ud fra originalskrifterne. Ud fra gamle arkæologiske fund ved vi at kortformen af Guds navn var Yaho (jf. J.B. Pritchard, The Ancient Near East, Princeton, 1958, Vol. 1, pp. 278–282). Dette er fejlagtigt blevet skrevet som Jah. Det hebræiske skriftsprog har ingen J, og vokalen er fejlagtig blevet udeladt fra teksten, som vi kan se fra de gamle tekster fra Elefantintertemplet (jf. Sal 68:4 KJV (King James Version, ovs. anm.)). Nutidens lærde skriver Guds navn ”Jahveh” eller ”Yahweh”.

Da Yahovah SHD 3068 blev skrevet, blev det udtalt som Adonai, og når man henviste til Guden (i bestemt form), skrev man Yahovih SHD 3069. Det blev altid udtalt elohim af senere skriftlærde, og da først og fremmest for at undgå teologiske implikationer af forskellen.

Mange af disse senere traditioner kom ind i jødedommen under det babylonske fangenskab, og stammer fra den gamle hedenske forestillingen om at Guds navn ikke må nævnes af frygt for at guddommen skulle handle dersom man nævnte den ved navn, eller at den ville blive styrt eller kontrolleret af den person som udtalte navnet (jf. studieskriftet Abracadabra: The Meaning of Names [240]).

Selv når navnet Gud skulle skrives, måtte den skriftlærde følge specielle regler. Den som tog afskrift af loven:

            Måtte være nybadet

            Måtte være klædt i fuld jødisk klædedragt

            Måtte aldrig dyppe pennen i blæk mens han var i færd med at skrive Guds navn.

            Måtte ikke tage hensyn til om en konge henvendte sig til ham mens han var i færd med at

            skrive Guds navn.       

Det blev sagt, at disse forordninger blev indført, fordi man mente de ville hindre menneskene i at misbruge Guds navn. Det er imidlertid nok nærmere sådan, at de også var påvirket af de samme hensyn, som vi finder hos hedningenes forestillinger om navn. Hvis man kendte navnet, kunne man påkalde og tiltale guddommen. Denne opfattelse er det direkte modstykke til betydningen af det tredje bud i Guds lov.

Bullingers Companion Bible har en oversigt over disse erstatninger med ”Adonai” i stedet for ”Yahovah”, samt behandlingen af ”elohim” i bilag (bilag) 32.

Denne fokuseringen på at nævne Guds navn er IKKE hvad det tredje bud indebærer.

R.J. Rushdoony (The Institutes of Biblical Law, Presbyterian and Reformed Publishing Company, 1973, s. 126) stiller følgende spørgsmål:

Spm. 112: Hvad kræves der i det tredje bud?

Sv.: Det tredje bud kræver at Guds navn, hans titler, det som tillægges ham, hans forordninger, ord, sakramenter, bønner, eder, løfter, tilhørigheden, gerninger, og hvad han ellers måtte gøre sig kendt gennem ved at bruge det i hellig og ærbødig i tanke, meditation, ord og skrift; inden for en hellig styrkeprøve og en forsamling man svarer for, til Guds ære og til bedste for os selv og andre.

Spm. 113: Hvilke synder er forbudt i henhold til det tredje bud?

Sv: De synder som er forbudt i henhold til det tredje bud er ikke at bruge Guds navn som foreskrevet, samt misbrug af det som følge af uvidenhed, dumhed, uærbødighed, verdslighed, overtro eller ond mening, eller på anden måde bruge hans titler, det som tillægges ham, hans forordninger eller gerninger i blasfemi, eder, løfter, hvis tilladt, og gennemføre dem, hvis andre ting er ulovlige; muring og krænkelse, nysgerrig tilnærmelse og fejlagtige antagelser, eller på en hvilken som helst måde forvrænge hans ord eller dele af det, til verdslig skæmt, nysgerrige og unyttige spørgsmål, forgæves krænkelse eller opretholde falsk lære; misbruge de skabninger som omfattes under Guds navn til amuletter eller andre syndige begær og skikker; bagtale, foragte, håne eller på en hvilken som helst måde gøre modstand mod Guds sandhed, nåde og veje. Udøve religion gennem hykleri eller med onde hensigter, skamme sig over den eller overfor den.

De fleste folk har sandsynligvis aldrig tænkt over denne omfattende betydningen af Guds tredje bud.

Vi ved at Gud ønsker at have fællesskab med menneskene. Den eneste måde at realisere dette på, er ved at menneskene overgiver sig fuldstændigt til Gud og hans vilje, gennem en total og fuldstændig lydighed mod hans love. Gud ønsker lydighed, ikke offer. Det vigtigste er imidlertid at loven blev givet til nytte for os, og at den ikke skal være en byrde, når den overholdes i kraft af Den Hellige Ånd.

Misbruget af Guds navn begyndte ved tiden for Adams sønnesøn, Enos, når man studerer Første Mosebog 4:26.

Første Mosebog 4:26 Også Set fik en søn; ham kaldte han Enosh. Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn.

Denne ordlyd, som man finder i den danske bibeloversættelse, viser ikke det som egentlig hændte. Bullingers Companion Bible, Appendix 21, giver os den virkelige mening med bibelverset. Ifølge gamle jødiske kommentarer, stoppede menneskene med at bede i Herrens navn (Targum Onkelos) samt at de lavede afgudsbilleder og kaldte dem ved navn af Herrens Ord (Targum Jonathan). Rashi siger at der fandt en vanhelligelse sted i påkaldelsen af Herrens navn. Dabar Yahovah eller Herrens Ord var den enhed som repræsenterede Gud, sådan som vi opfatter og forstår Logos’ virke gennem Jesus Kristus.

Opfattelsen var at i tiden for Enos, Adams barnebarn, begyndte menneskene at indføre falsk tilbedelse ved at give himmelens skare Guds navn.

Afgudsdyrkelsen antages dermed at have sit udspring her. Enos betyder skrøbelig, svag, sygelig eller uhelbredelig. Første Mosebog (Genesis) er bogen om oprindelsen. I Enos’ dage begyndte menneskene at misbruge Guds navn. Om Enok, den syvende regnet fra Adam, er det nedtegnet at han fremsatte profetier mod menneskene og deres ugudelighed (Judas 14, 15).

Afgudsdyrkning forvrænger altid Guds navn. Det er Satan som påvirker menneskene til at vende dyrkningen bort fra Gud og rette den mod ham selv.

At sværge en ed

Tredje Mosebog 19:12 må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!

Salomos ordsprog 19:28 Et ugudelig vidne spotter det som er ret, og de gudløses mund slukker uret.

”Grundlaget for alle retslige procedurer, deriblandt de såkaldte civile tvistemål, fremkommer tydeligvis af det tredje bud og har definitivt fulgt med over til strafferettens område. ”

(Ingram, World Under God’s Law, side 46.)

Embedseden, et vidnes troværdighed, samfundets stabilitet gennem en fælles agtelse for sandheden, samt hele strukturen baseret på en teoretisk antagelse af pligt, hviler alle på begrebet om renhed eller sandhed under ed (eller en bekræftelse hvor eden betragtes som svævning i strid med Kristi anvisninger). Der hvor der ikke findes nogen respekt for

sandheden, hvor mennesker kan aflægge ed uden nogen hensigt om at stå ved den, bliver resultatet samfundsmæssig anarki og forfald. Når man ikke frygter Gud, forsvinder edens ukrænkelighed, og samfundets fundament forskydes fra sandhed til løgn.

Eden som aflægges af en kongemagt eller en præsident, samt alle andre embedseder, blev i tidligere tider anset for at være underlagt det tredje bud og faktisk en påkaldelse af det. Ved at aflægge ed, gav en person løfte om at stå ved sit ord og sine forpligtelser, sådan som Gud er trofast mod sit ord. Hvis offentlige embedsmænd brød eden, blev de anset for at have påkaldt en guddommelig dom og lovens forbandelse over sig selv. I dagens samfund hersker det fuldstændig ringeagt for denne ed. Edsaflæggelse er kun en ceremoni, en formalitet som må gennemføres. Mennesker sværger ved en Bibel, som de ikke har læst i sin helhed, eller ikke forstår, og de fleste tror ikke engang på sandfærdigheden af indholdet i Bibelen.

Misbrug af en ed blev betragtet som en meget alvorlig forbrydelse i gammel tid. Om en person bevidnede en falsk ed eller brud på en ed, eller at nogen aflagde ed på at udføre onde handlinger og ikke greb til handling mod noget sådant, krævedes der skyldoffer for denne synd (3Mos 5:4-7).

En falsk ed er et angreb på hele samfundet. Hadet som fremkaldes af falske eder genspejles i Salmernes bog 109:17-18.

Salmernes bog 109:17-18 17 Han elskede forbandelse, lad den komme over ham! Han brød sig ikke om velsignelse, lad den være fjern fra ham! Han klædte sig i forbandelse som i en dragt lad den trænge ind i hans krop som vand, i hans knogler som olie;

Anden Mosebog 23:1 Du må ikke sprede løgnagtige rygter. Gør ikke fælles sag med den skyldige ved at optræde som falsk vidne.

Den rigtige brug af en ed

Anden Mosebog 22:10-11 10 skal den anden mand med en ed ved Herren sværge over for den første, at han ikke har forgrebet sig på hans ejendom. Det skal ejeren godtage, og han skal ikke have erstatning. Men hvis det bliver stjålet fra ham, skal han yde ejeren erstatning.

Sakarja 8:16-17 16 Dette er, hvad I skal gøre: Tal sandhed med hinanden! Fæld redelige domme i porten, domme, der skaber tryghed. Tænk ikke ondt i jeres hjerte mod hinanden, elsk ikke den falske ed; for alt dette hader jeg, siger Herren.

Der findes syv ting som Gud hader

Salomos ordsprogk 6:16-19 16 Der er seks ting, Herren hader, og syv, han afskyr: hovmodige øjne, løgnagtig tunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde planer, fødder, der løber rask i ondt ærinde, et falsk vidne, der udspreder løgne, og en, der sår splid mellem brødre.

Tredje Mosebog 5:1 Når nogen synder ved ikke at fortælle, hvad han har set eller erfaret, skønt han er indkaldt som vidne og har hørt besværgelsen, skal han bære sin straf.

Tredje Mosebog 5:4-5 Eller når nogen uoverlagt sværger på at gøre noget, godt eller ondt, i alle de tilfælde, hvor et menneske sværger uoverlagt, og det sker uafvidende, og han bliver klar over det, har han i ethvert tilfælde pådraget sig skyld. Sker det, at nogen pådrager sig skyld i et af disse tilfælde, skal han bekende den synd, han har begået.

Bøden

Tredje Mosebog 5:6-13 6 Han skal bringe sit skyldoffer til Herren for den synd, han har begået, et hundyr fra småkvæget, enten får eller ged, som syndoffer. På den måde skaffer præsten ham soning for hans synd.

Hvis han ikke har råd til et får, skal han bringe to turtelduer eller to dueunger til Herren som skyldoffer for den synd, han har begået, den ene som syndoffer, den anden som brændoffer. Han skal bringe dem til præsten, som først skal ofre den, der skal bringes som syndoffer; han skal knibe dens hoved af oven for nakken uden at rive det helt af, og han skal stænke noget af syndofferets blod på alterets side, mens resten af blodet skal presses ud ved alterets sokkel. Det er et syndoffer. Den anden skal han bringe som brændoffer i overensstemmelse med forordningen. På den måde skaffer præsten ham soning for den synd, han har begået, så han får tilgivelse.

Hvis han ikke har råd til to turtelduer eller to dueunger, skal han som gave for den synd, han har begået, bringe en tiendedel efa fint mel som syndoffer. Han må ikke hælde olie på det, og han må ikke komme røgelse på det, for det er et syndoffer. Han skal bringe det til præsten, og præsten skal tage en håndfuld af det som duftoffer og brænde det på alteret sammen med Herrens ofre. Det er et syndoffer. På den måde skaffer præsten ham soning for den synd, han har begået i et af disse tilfælde, så han får tilgivelse. Det, som er tilovers, skal tilfalde præsten ligesom ved afgrødeofferet.

Utilsigtet brud på loven

Femte Mosebog 23:21-23 21 Netop denne dag skal I udråbe en hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor.

Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud! Herren talte til Moses og sagde:

Familiens og familieoverhovedets forpligtelser

Fjerde Mosebog 30:1-16 1 Moses talte til israelitternes stammehøvdinge og sagde: Dette er, hvad Herren har befalet: Når en mand aflægger løfte til Herren eller med ed forpligter sig til afholdenhed, må han ikke bryde sit ord; han skal gøre, ganske som han har lovet.

Når en kvinde aflægger løfte til Herren og forpligter sig til afholdenhed, mens hun er ung og bor i sin fars hus, og hendes far hører om hendes løfte og den afholdenhed, hun har forpligtet sig til, og ikke kommer med indvendinger over for hende, så skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt. Men hvis hendes far vil hindre hende i det, når han hører om det, så skal hendes løfter og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, ikke stå ved magt. Og Herren vil tilgive hende, for hendes far har hindret hende i det.

Hvis en kvinde bliver gift, mens hendes løfter eller det, hun overilet har forpligtet sig til, stadig har gyldighed, og hendes mand hører om det og ikke kommer med indvendinger over for hende, så skal hendes løfter stå ved magt, og den afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt.  Men hvis hendes mand vil hindre hende i det, når han hører om det, så har han ophævet det løfte, hun selv afgav, og den afholdenhed, hun forpligtede sig til. Herren vil tilgive hende.

En enkes eller en fraskilt kvindes løfte, enhver afholdenhed, hun forpligter sig til, skal stå ved magt.

Hvis en kvinde i sin mands hus har aflagt løfte eller med ed har forpligtet sig til afholdenhed, og hendes mand hører om det og ikke kommer med indvendinger over for hende og ikke hindrer hende i det, så skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt.  Men hvis hendes mand ophæver dem, den dag han hører om dem, så skal intet af det, der er kommet over hendes læber, stå ved magt, hverken løfter eller det, hun har forpligtet sig til; hendes mand har ophævet dem. Herren vil tilgive hende. Ethvert løfte og enhver ed om at være afholdende og spæge sit legeme kan hendes mand stadfæste eller ophæve.  Hvis hendes mand ikke kommer med indvendinger over for hende samme dag, stadfæster han alle hendes løfter og enhver form for afholdenhed, hun har forpligtet sig til. Han har stadfæstet dem, når han ikke kommer med indvendinger over for hende, den dag han hører om dem. Men hvis han ophæver dem, nogen tid efter at han har hørt om dem, må han bære den straf, der tilkom hende.

Femte Mosebog 23:21-23 21 Af udlændingen må du kræve renter, men ikke af din landsmand, for at Herren din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du erhverver i det land, du skal ind og tage i besiddelse.

Når du aflægger løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det. Ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og det vil blive regnet dig til synd. Men hvis du lader være med at aflægge løfte, vil det ikke blive regnet dig til synd.

Gudsbespottelse, misbrug af Guds navn i simpel gudsbespottelse

I Davids salmer ser man hvordan de tåbelige og Israels fjender bringer skam over Guds navn (Sal 74:10-18). Folket føres bort for intet og bliver udfriet af Gud som taler. Guds folk sendes i fangenskab og spotter Guds navn. Derfor skal hans folk kende hans navn og at han taler (Jes 52:5; jf. Rom 2:24). I de sidste dage skal menneskene spotte Guds navn og ikke omvende sig til at give ham ære (Åb 16:9, 11, 21).

Et klassisk eksempel på misbrug af Guds navn og myndighed gennem simple eder og bespottelse, finder man i Første Kongebog 21:10-13 og Apostlenes gerninger 6:11 ff. Stefanus satte ikke spørgsmålstegn ved rådets ret til at dømme ham til døden. Han bad om tilgivelse for samtlige, siden de havde handlet ud fra falskt vidnesbyrd, som brud på tredje og niende bud.

Kristus blev fejlagtig anklaget for gudsbespottelse (Matt 9:3; 26:65, 66; Joh 10:36). Han talte imidlertid ved denne anledningen om den utilgivelige synd det var at spotte Den Hellige Ånd (Matt 12:22-32; Mark 3:22-30). Dette er et kompliceret tilfælde i sig selv. Den Hellige Ånd er et nødvendigt redskab for frelse i kraft af Gud. At undlade at erkende nødvendigheden af frelse og egne synder, er i virkeligheden at lyve over for og spotte Den Hellige Ånd.

Heder til andre som bærer Guds navn

Guds myndighed omfatter både åndelige og fysiske herskere.

Anden Mosebog 22:28 Du må ikke spotte Gud, og en høvding blandt dit folk må du ikke bande.

At sætte sig op mod elohim og herskerne i ens eget land er at spotte Guds navn. Vi vil komme nærmere ind på dette nedenfor. Blasfemi og bespottelse af Guds navn nævnes flere steder i Skriften.

Salmernes bog 74:10 Hvor længe, Gud, skal fjenden spotte og modstanderen vedblive at håne dit navn?

Salmernes bog 74:18 Husk dette, Herre: Fjenden spotter, et tåbeligt folk håner dit navn.

Esaja 52:5-6 5 Og hvad er der nu for mig at gøre her? siger Herren. For mit folk er blevet taget for intet; dets herskere jamrer, siger Herren, og altid bliver mit navn spottet dagen lang. v6  Derfor: Den dag skal mit folk lære mit navn at kende, for det er mig, der taler, her er jeg!

Et eksempel på falskt vidnesbyrd for uærlig vinding ser man i tilfældet Nabot. Denne handling forsøger at undergrave både tredje og niende bud, for det er som et brud på det niende bud at det falske vidnesbyrd finder sted, men det er i samsvar med det tredje bud at den uretmæssige straf tildeles.

Første Kongebog 21:10-13 10 og anbring to ondsindede mænd over for ham; de skal bevidne, at han har forbandet Gud og kongen. Før ham så ud og sten ham til døde! Hans bysbørn, de ældste og de fornemme, som sad i rådet i hans by, gjorde, som Jezabel havde givet besked om i det brev, hun havde sendt dem.  De udråbte en faste og satte Nabot øverst blandt folkene. De to ondsindede mænd kom ind og satte sig lige over for ham. I forsamlingens påhør vidnede de imod ham og sagde: »Nabot har forbandet Gud og kongen. Så førte de ham uden for byen og stenede ham til døde.

I denne situation stiller Jesabel falske anklager op, sådan at kong Akab kan overtage Nabots vingård.

Apostlenes gerninger 6:8-13 8 Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med.  Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud. De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet,  og de stillede med falske vidner, som sagde: Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven.

Her blev falske vidner stillet frem for at anklage Stefanus for gudsbespottelse. Det fandtes myndighed til at dømme ham til døden, men den blev ikke udøvet på rigtig måde.

På samme måde forsøgte de at fordømme Kristus, som vi har set. I de fleste tilfælde blev profeterne som blev sendt til Israel dræbt – under forskellige påskud – af præster og profeter eller datidens religiøse samfund. I de fleste tilfælde havde folket henfaldt til synd, eftersom det religiøse samfund selv var på vildspor og i almenhed drev afgudsdyrkelse i stort omfang.

Mattæus 9:1-7 1 Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by.  Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.  Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: Han spotter Gud.  Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte?  Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå?  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem! Og han rejste sig og gik hjem.

Hvis Jesus virkelig var Kristus, havde han ikke talt spottende. Ypperstepræsten havde sagt det år at nogen måtte dø for folket. Han forventede at det skulle være Kristus. Dette er symbolsk for sønderrivelsen af klædedragten. Ypperstepræsten rev aldrig sin klædedragten i stykker. Det symbolske han udførte ved denne handling var at rive præsteskabet fra Levi stamme i Juda til Melkisedek i Israel.

Mattæus 26:63-66 63 Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?  Jesus svarede ham: Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I? De svarede: Han er skyldig til døden.

Jesus Kristus blev fejlagtig anklaget for gudsbespottelse på grund af tilhørernes uvidenhed om Skriften. De fleste af dagens kristne ville dømme Kristus til døden dersom han skulle komme til dem i dag, siden hans budskab ville afvige fra det de forventede at høre og er blevet ledet til at tro på. I middelalderen ville han have blevet brændt på bålet som en såkaldt ariansk sabbatsudøver, ud fra hans eget budskab i de gamle nytestamentlige tekster.

Johannes 10:34-36 34 Jesus svarede dem: Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt: I er guder?  Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til – og Skriften kan ikke rokkes –   siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?

Dette budskab i sig selv ville vært nok til at få ham dømt. Han blev anklaget for at have virket ved kraften af Fluenes Herre, guden i Ekron.

Mattæus 12:22-32 22 Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: Mon han er Davidssønnen? Da farisæerne hørte det, sagde de: Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Jesus Kristus lærer os at bespottelse mod hinanden er tilgiveligt, men bespottelse mod Guds Hellige Ånd medfører dødsstraf. Anger er en forudsætning for frelse. Erkendelse af synd og behovet for Guds frelsende nåde gennem Den Hellige Ånd er nøglen til frelse. Hvis man ikke angrer, er det bespottelse mod ånden.

Johannes åbenbaring 16:9, 11, 21 9 Og menneskene blev forbrændt af den voldsomme hede, og de spottede Guds navn, ham som har magten over disse plager; men omvende sig og give ham æren gjorde de ikke. 11 og de forbandede himlens Gud for deres smerter og bylder, men omvendte sig ikke fra deres gerninger. 21 Blytung hagl faldt ned fra himlen over menneskene, og menneskene forbandede Gud for haglplagen; for den plage er umådelig stor.

Gudsbespottelse er det modsatte af anger. Verden har styret sine egne anliggender i over seks tusind år i henhold til sine egne love og systemer. Menneskene har reduceret jorden til en praktisk talt ubeboelig vildmark og alligevel vil de ikke angre og ære Gud og hans lov. De misbruger hans navn ved at oprette falske systemer for styring og myndigheder.

Tredje Mosebog 24:16 Den, der bespotter Herrens navn, skal lide døden; hele menigheden skal stene ham. Hvad enten det er en fremmed eller en af landets egne, skal han lide døden, fordi han bespottede navnet.

Gud driver ikke og lyver. Gud mener det han siger. Samfundet vil være et trygt sted, når denne lov praktiseres i sin helhed. Guds lovsystem kan ikke gennemføres stykkevis og delt. Den kan ikke gennemføres på ad hoc-basis eller opdelt. Guds fuldstændige lovsystem er et komplet system, baseret på teoretiske åndelige forhold som udgår fra hans inderste sande natur. Årsagsbegrebet er ikke et system af observerbare relationer som betegnes som indtræffende. Det er en singulær ordning som udgår fra Guds natur gennem hans lovsystem. Den er hellig, retfærdig, god, perfekt og sand fordi Gud er alle disse ting. Forvrængningen af loven og vidnesbyrdet misbruger hans navn.

Korahs oprør i Fjerde Mosebog 16 viser os at Gud aldrig vil tolerere dem som gør oprør mod ham og spotter ham.

Fjerde Mosebog 16:31-33 31 Så snart han havde sagt disse ord, revnede jorden under dem. Jorden åbnede sit gab og slugte dem sammen med deres familier og alle de mennesker, der hørte til Kora, og alle deres ejendele. De og alle, der hørte til dem, styrtede levende ned i dødsriget, og jorden lukkede sig over dem; de blev udryddet fra forsamlingen.

Guds navn og Guds salvede blev omtalt med ondskab. Gud brugte dette eksempel til at afskære de oprørske og som et eksempel for andre som spotter Gud. Gudsbespottelse er mere end at bruge Guds navn på verdslig måde. Det er krænkende, ondsindet og oprørsk sprogbrug rettet mod Gud og hans ordning og dem som handler i hans navn.

Profeten Jeremia blev lagt for had af profeterne i Anatot, hvor han kom fra. Normalt sætter forrådnelse ind hos et folk gennem lederskabet. I de sidste dage har den religiøse skøge ødelagt sin stilling, sådan at det borgerlige systems udyr i de sidste dage vil vende sig mod skøgen og ødelægge hende. Skøgen har misbrugt den levende Guds navn i en sådan grad, at det har mistet hele den troværdighed det kunne ha haft (jf. Åb 17:16).

Paulus og loven

Paulus blev fremstillet for ypperstepræsten. Disse handlinger udgør en vigtig lære.

Apostlenes gerninger 23:1-5 1 Paulus så fast på Rådet og sagde: »Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud. Ypperstepræsten Ananias befalede dem, der stod ved siden af ham, at slå Paulus på munden. Da sagde Paulus til ham: Gud skal slå dig, din kalkede væg! Du er sat her for at dømme mig efter loven, og så overtræder du loven ved at befale at slå mig. Men de, der stod ved siden af ham, sagde: Skælder du Guds ypperstepræst ud?

.

Hvad er dette for en lov som står skrevet, at man ikke skal tale mod en dommer eller hersker?

Anden Mosebog 22:28 Du må ikke spotte Gud, og en høvding blandt dit folk må du ikke bande.

Apostelen Paulus kendte denne lov. Han havde fået oplæring i loven som farisæer, af Gamaliel (jf. Apg 5:34).

Apg 22:3 Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag.

Paulus var i realiteten ikke jøde. Han var benjamit (Rom 11:1). Det vil sige at han var af Benjamins stamme, ikke Juda, men betegnelsen jøde har her en generisk betydning udover stammetilhørigheden. Moses var ikke jøde, han var levit. Jesus Kristus var imidlertid jøde, og beslægtet med Levi. Ypperstepræsten som var levit og ikke jøde, var ikke desto mindre leder både for Juda og Benjamin stammer, samt Levi stamme. Denne regel ophørte ved ødelæggelsen af templet og spredningen.

Så snart Paulus havde fundet ud at han havde talt ondt mod Ananias, vidste han hvad han havde gjort. Han havde talt imod en hersker over folket, eller en som Gud havde givet myndighed, noget som loven forbød (2Mos 22:28).

Senere kunne Paulus skrive til den romerske kirken, fra første del af Romerbrevet 13:1:

Lad hver sjæl være underkastet de højere magter.

Eller som det står i den danske bibeloversættelse fra 1992:

Romerbrevet 13:1-2 1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.

Guds mandat er Guds lov som beskrevet i Anden Mosebog 22:28. Det er meget vanskeligt for mennesker at efterleve denne lov på grund af magtmisbrug fra disse myndigheders side, akkurat sådan som Paulus oplevede det. Det er åbenbart at hele vort folk vil blive afprøvet i fremtiden angående dette punkt i loven, når vi bliver underlagt myndighedernes magtmisbrug.

Offergavernes hellighed

Tredje Mosebog 22:1-33 1 Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner, at de skal behandle de helliggaver, israelitterne helliger mig, med ærefrygt, så de ikke vanhelliger mit hellige navn. Jeg er Herren! Sig til dem: Enhver af jeres efterkommere i slægt efter slægt, der i uren tilstand kommer nær til de helliggaver, som israelitterne helliger Herren, det menneske skal udryddes fra mig. Jeg er Herren! Ingen som helst af Arons efterkommere, der er spedalsk eller har udflåd, må spise af helliggaverne, før han er ren. Den, der rører ved nogen, som er blevet uren ved berøring med lig, eller den, der har sædafgang, eller den, der rører ved noget kryb, man bliver uren ved, eller ved et menneske, man bliver uren ved, hvad slags urenhed det end er, den, der rører ved noget af det, er uren indtil aften; han må ikke spise af helliggaverne, før han har badet sin krop i vand. Først når solen er gået ned, er han ren, og så kan han spise af helliggaverne; det er jo hans føde. Selvdøde eller sønderrevne dyr må han ikke spise og gøre sig uren ved. Jeg er Herren! De skal holde mine bud og må ikke pådrage sig skyld, så de dør, fordi de vanhelliger det hellige. Jeg er Herren, som helliger dem.

Ingen uindviet må spise nogen helliggave; hvad enten han er tilflytter hos præsten eller daglejer, må han ikke spise nogen helliggave. Men hvis en præst selv køber en træl, må den træl gerne spise med; de trælle, der er født i præstens hus, må også gerne spise af hans mad. Den præstedatter, der bliver gift med en uindviet mand, må ikke spise af de helliggaver, der er ydet som afgift. Men den præstedatter, der er enke eller fraskilt og ikke har børn, og som vender tilbage til sin fars hus, ligesom da hun var ung, må spise af sin fars mad; men ingen uindviet må spise med. Den, som uforsætligt spiser noget helligt, skal betale helliggaven tilbage til præsten med tillæg af en femtedel. Præsterne må ikke vanhellige de helliggaver, israelitterne yder som afgift til Herren, og påføre dem skyld, hvis de lader dem spise de helliggaver, de har bragt, for jeg, Herren, helliger dem. Bestemmelser om offerdyrene Herren talte til Moses og sagde: Tal til Aron og hans sønner og til alle israelitterne og sig til dem: Hvis nogen af Israels hus og af de fremmede i Israel vil bringe sin gave, hvad enten det er løfteofre eller frivilligofre, man vil bringe som brændoffer til Herren, så man opnår hans velbehag, skal det være et lydefrit handyr af okser, får eller geder. I må ikke ofre dyr med fejl, det opnår I ikke hans velbehag ved. Når nogen vil bringe Herren et måltidsoffer for at opfylde et løfte eller for at bringe et frivilligoffer, skal dyret, hvad enten det er en okse eller et får, være lydefrit, for at han kan opnå Guds velbehag; det må ikke have nogen fejl, hverken blindhed eller knoglebrud eller sår eller bylder eller skab eller fnat; den slags dyr må I ikke ofre til Herren, og I må ikke lægge ofre til Herren af den slags på alteret. En okse eller et får med en forvokset eller ikke fuldt udviklet legemsdel, kan du bruge som frivilligoffer, men som løfteoffer kan det ikke bringe Guds velbehag. Dyr, som har fået testiklerne klemt eller knust eller revet af eller skåret af, må I ikke ofre til Herren; det må I ikke gøre i jeres land. I må ikke frembære jeres Guds føde af den slags dyr, som I har købt af udlændinge, for de er lemlæstet, de har en fejl; de kan ikke bringe Guds velbehag.

Herren talte til Moses og sagde: Når der fødes en kalv, et lam eller et kid, skal det blive syv dage hos sin mor; fra den ottende dag og fremefter kan det bruges som offergave til Herren og bringe hans velbehag. Hvad okse og får angår, må I ikke slagte et dyr og dets afkom på samme dag. Når I bringer et takoffer til Herren, skal I gøre det, så I opnår hans velbehag. Det skal spises samme dag, I må ikke levne noget af det til næste morgen. Jeg er Herren!

I skal omhyggeligt følge mine befalinger. Jeg er Herren! I må ikke vanhellige mit hellige navn. Jeg vil være helliget blandt israelitterne. Jeg, Herren, helliger jer.  Det var mig, der førte jer ud af Egypten for at være jeres Gud. Jeg er Herren!

Al ofring er hellig for Herren, og ofring af urene offergaver er at misbruge hans navn.

Dette er grundlaget for det klagemål hvor Gud siger at folk hævder hans bord er urent, siden vi er syndere og forløst ved Gud som levende offerer.

Rimelig og retfærdig straf

Et eksempel på fastsættelsen af dødsstraf for gudsbespottelse finder man i følgende tekst:

Tredje Mosebog 24:10-16 10 En mand, hvis mor var israelit, og hvis far var egypter, gik ud blandt israelitterne, og han kom op at slås med en israelitisk mand i lejren. Da bespottede den israelitiske kvindes søn Herrens navn med en forbandelse, og man førte ham til Moses. Hans mor hed Shelomit og var datter af Dibri af Dans stamme. De holdt ham i forvaring, indtil de fik en afgørelse fra Herren. Og Herren sagde til Moses: Før den mand, der udtalte forbandelsen, uden for lejren; alle, der hørte det, skal lægge hænderne på hovedet af ham, og så skal hele menigheden stene ham. Og du skal sige til israelitterne: Hvem som helst, der forbander sin Gud, må selv bære straffen for sin synd. Den, der bespotter Herrens navn, skal lide døden; hele menigheden skal stene ham. Hvad enten det er en fremmed eller en af landets egne, skal han lide døden, fordi han bespottede navnet.

Det vigtige ved denne tekst er at det var Jesus Kristus, som var hos Israels folk i ørkenen. Kristus selv sagde at intet menneske nogensinde havde set Gud, eller hørt hans røst. Sådan iværksatte Kristus sin straf gennem Moses, og det i sig selv viser hvordan Kristus mente den skulle iværksættes.

Dette blev udført af Moses, sådan som det blev fortalt ham i ørkenen, gennem det væsen vi opfatter som Messias, som elohim for Israels folk. For de drak af den åndelige klippe som fulgte dem, og klippen var Kristus (1Kor 10:4).

Af den grund gjorde middelalderens trinitarianske kirke det til en lovovertrædelse, at sige, at Kristus var det væsen som var hos Israels folk i ørkenen, som Yahovahs engel eller Budbringeren af Det Store Råd i Jesaja 9:6 (LXX). Dersom Tilstedeværelsens engel var Jesus Kristus, da var loven og budene ikke overtrådt, inkluderet sabbatten og de hellige dage. Således misbrugte de Guds myndighed og navn. De dræbte martyrerne og drak sig beruset i helgernes blod.

Tredje Mosebog 24:23 Det sagde Moses til israelitterne, og så førte de ham, der havde udtalt forbandelsen, uden for lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet Moses.

Udtalen af Guds navn på hebræisk

Enkelte grupper blandt de forskellige kirker som holder sabbat hævder at Guds navn kun skal udtales på hebræisk. De baserer dette brug på en misopfattelse af Apostlenes gerninger 4:12.

Apg 4:12 Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.

Nogle af de navne de fremmer, er:

For Den Højeste Gud:

YaHVah, Yahu Wey, Yahaweway, Yhwh.

For Messias:

YaHVaHoshea, Yahushua, Yahshua, Yeshua.

Disse grupper fremmer hovedsageligt navnet for Den Højeste Gud som Yahweh, og for Messias bruger de Yahshua.

Der kan opstå en forståelse af at vi må kende til, og med korrekt intonation kunne udtale Guds navn for at blive frelst. Denne forestillingen gør nar af Den Almægtige Gud ved at antyde at han ikke kommunikerer med mennesker på andre sprog end hebræisk. Imidlertid ses der her bort fra det faktum at det var Gud som splittede sprogene ved Babels tårn.

Forestillingen tager ikke hensyn til Jesaja 28:11.

Esajas 28: Med stammende læber og på et fremmed sprog taler han til dette folk.

Den tager heller ikke hensyn til de forskellige titler og roller som blev tildelt den som senere blev udpeget som Jesus Kristus, fra Esajas’ bog 9:6.

Esajas 9:6 For et barn er os født, en søn er os givet. Herredømmet er på hans skulder, og hans navn skal kaldes Under, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Far, Fredsfyrste.

Betydningen af denne sætning kan læses og forstås på en række måder. Septuaginta fremstiller teksten i Jesaja 9:6-8 som:

6 For et barn er os født og en søn er os givet, hvis styre hviler på hans skulder: og hans navn kaldes Budbringeren af Det Store Rådet [Engelen af Det Store Rådet]: for jeg vil bringe fred på fyrsterne og helse til ham. 7 Hans styre skal være mægtig, og freden skal være uden ende: det skal være på Davids trone, og det skal påhvile hans kongedømme at grundlægge det og opretholde det med dom og retfærdighed, fra nu af og for evigt. 8 Seglet til Hærskarernes Herre skal udføre dette. (Overs. fra citat i Cox' tekst, Anthony Binder 2003.)

Teksten lyder Rådgiveren Gud [el] den Mægtige.

Derfor oversættelsen til LXX som Engelen af Det Store Råd, som er det som skal forstås.

Betegnelsen Evig Far kan ikke forstås inden treenighedslæren eller jødedommen. Den er i sin helhed skrevet ud fra Septuaginta. Den hebræiske tekst overfører en funktion til en Evig Far til Messias. Ifølge Paulus anses der at være mange fadderskaber i himmelen og på jorden (Ef. 3:14). Man kan forsøge at læse den hebræiske tekst, som om Den Evige Far overfører titlen, men sådan læses teksten ikke normalt, og slet ikke i Septuaginta.

Den engelske oversættelse i Soncino-version af Septuaginta lyder:

For et barn er os født,

En søn er os givet;

Og styret hviler på hans skulder;

Og hans navn kaldes

Pele-joez-el-gibbor-

Abdi-ad-sar-shalom

Sådan viser hele strukturen i navnet en kraft som er givet af Gud. Septuaginta opfattede det sådan, at han skulle være engelen i Det gamle testamente, som gav loven til Moses, da den blev skrevet århundrede før Kristus. Moderne jødedom prøver at se bort fra dette faktum, og det er ganske vist grunden til at Septuaginta blev fornægtet af den rabbinske jødedom efter Kristus.

Vi ved at disse forskellige roller blev tildelt på grund af vers 7, sidste del, seglet til Hærskarernes Herre skal udføre dette.

Denne forestilling om hellige navne ser bort fra nedtegnelsen i Skriften i Mattæus 1:21, 23.

Vers 21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus (betyder frelser), for han skal frelse sit folk fra deres synder.

Jesus blev Frelseren gennem tildeling af en udnævnelse, ved at leve et liv uden synd og derefter give sit liv som et offer: for Gud er Frelseren.

Judas’ brev 25 den eneste Gud, vår frelser ved Jesus Kristus, vår Herre: Ham tilhører herlighed, storhed, styrke og magt før al tid og nu og i al evighed. Amen.

(Jf. studieskriftet God our Saviour [198].)

Mattæus 1:23 Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud er med os.

Denne Guds Søn, denne Messias, denne Frelser som blev tildelt en udnævnelse, blev udnævnt til ypperstepræst efter Melkisedeks ordre og blev vor ypperstepræst ved sin første ankomst og vil blive vor konge ved sin anden ankomst.

At begrænse Messias til kun et navn på hebræisk er et brud på det tredje budet. Det er at misbruge Guds navn. Det begrænser Guds formål og Guds plan for den endelige frelse af menneskeheden.

Da disciplene spurte Jesus Kristus om han kunne lære dem at bede (Lukas 11:1-4), lærte han dem at rette deres bønner til Faderen. Gud tiltales som "Vor Far i himmelen".

Han sagde ikke at de kun skulle tiltale Faderen på hebræisk.

Jesus Kristus’ egen bøn i Johannes 17:1-26 bruger ordet "Far". I Mattæus 27:46 ser vi at da Jesus hang på korset, råbte han til Faderen på aramæisk, som var folkets normale sprog: Eli, Eli, hvorfor har du forladt mig? (Citat fra hebræiske skrifter.)

Han brugte ikke hebræisk for at tiltale Faderen. Mattæus har nedtegnet dette siden han var der og hørte det. Johannes var også der. Johannes nedtegnede ordene som fulgte: ”Det er fuldendt”.

Det er meget vigtigt at vi forstår, at Gud og hans Messias Jesus Kristus har mange navne.

Det er meget vigtigt at vi forstår at Gud har flere navne, og at disse navnene skal "helligholdes". At udtale disse navne kun på hebræisk er ikke at helligholde Guds navn. Selve navnene indeholder begreber. Navnene som Faderen overførte til Sønnen er titler som indebærer magt. Det var derfor englene som handlede på Guds vegne i Det gamle testamente blev givet navnet Yahovah. Han alene blev betegnet som hærskarernes Yahovah.

I må i det hele ikke sværges

Hvad mente Jesus Kristus da han i Bjergprædiken sagde til sine disciple: "I må i det hele ikke sværge"? Han havde lige akkurat fortalt dem, at han ikke var kommet for at ødelægge loven. Ændrede han en del af loven her?

Mattæus 5:34-37 34 Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

Denne sætning ”I må i det hele ikke sværge” er ikke en direkte oversættelse af den originale græske version. (Cox tilføjer en bemærkning til den samme engelske oversættelse i KJV.)

Imidlertid fremkommer det langt klarere hvad Jesus Kristus mener i The Concordant Literal New Testament.

(Ligeledes fremkommer det også klarere i den danske bibeloversættelsen af 1930:

Mattæus 5:33-37 33 har også hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke sværge falsk, og: Du skal holde, hvad du har svoret Herren. Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

Disse vers indeholder to adskilte dele. Den første del bekræfter loven, som omhandler eder. Den anden del forbyder at sværge på en letfærdig eller overfladisk måde. Vi har alle hørt folk sige "for at fortælle dig sandheden" – men betyder det at de ikke har fortalt sandheden tidligere? Eller prøver de at lægge større vægt på deres udsagn ved at sige "jeg sværger på min fars grav".

Samfundet på Kristi tid brugte jorden, som f.eks. Jerusalem, eller deres hoveder for at prøve at lægge tryk på ordene, på samme måde som folk i dag bruger bandeord for at lægge vægt på deres udsagn. Kristus har lært os at vor tale kun skal være JA, JA eller NEJ, NEJ.

Nogen af vore tidligere ledere har lært os, at vi ikke skal sværge ved nogen domstol på grundlag af disse ord, ”I må i det hele ikke sværge”.

Ruth brugte Guds navn i en erklæring da hun betroede sig til Naomi.

Ruths bog 1:16-17 16 Men Ruth svarede: Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!

Ruth brugte navnet til Gud på rigtig måde i dette eksempel. Vi må bruge dette eksempel og gøre det på samme måde.

Brug af tunger

Det tredje bud fokuserer på det man siger. Ordene afslører vore tanker, tankerne styrer vores handlinger. Kristus giver en grundlæggende regel i Lukas 6:43-45.

Lukas 6:43-45 43 Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Apostelen Paulus blotlægger de onde hjerter til brødrene i Rom. Han viser os naturen til et menneske, som har valgt at skille sig fra Gud.

Romerbrevet 3:10-18 10 som der står skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste. Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse. De er rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke for øje. Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.

Disse vers viser os dem, som ikke har agtelse for Guds lov.

Jakob, Kristi egen bror, pastor eller biskop af kirken i Jerusalem, talsmand for kirkekonferensen i Apostlenes gerninger 15, havde meget at sige om brugen af tungen.

Jakobs brev 1:26 Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.

Jak 2:5-7 5 Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?

Jak 3:5-9 5 på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede;

Jak 4:11-12 11 Bagtal ikke hinanden, brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer. Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?

Peters første brev 3:10 Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig;

Vi ser ud fra disse skrifter at Gud ønsker at hans sande tjenere skal ha en ren tunge. Vi dømmes ud fra det vi siger. For det hjertet flyder over af, taler munden.

Bøn

Bøn til Gud på rigtig måde kendes fra tidernes morgen. Men bøn bruges også i forsøg på at manipulere Gud. Dette forsøg på manipulation er "misbrug". Det er brud på det tredje bud. "Faste" er blevet påkaldt af kirkeledere når organisationen har været ramt af økonomiske problemer. Bønner er blevet fremført for kirkeledere, som har lokket sine medlemmer til frafald.

Esaja 1:15 Når I rækker hænderne frem imod mig, lukker jeg øjnene; hvor meget I end beder, hører jeg det ikke. Jeres hænder er fulde af blod,

Falske profetier

Gud brugte profetier og profeterne til at advare folk om fremtidige hændelser, for at få de ulydige til at vise anger samt vise hvad der ville ske med Israels folk dersom de brød hans love.

”Falske profetier” har altid vært en byrde for Guds folk. Beretningen om hvordan kong Balak af Moab bad Bileam om at forbande Israels folk i Fjerde Mosebog 22 viser hvordan Gud ser på falske profeter. Gud måtte tale gennem et æsel for at få Bileams opmærksomhed. At afsige falske profetier i Guds navn er fåfengt, eller at ”misbruge” Guds navn. Forkyndelse af falske ideer og mistolkning af Skriften har vært en stor byrde for Guds kirke i det tyvende århundrede.

Den konventionelle, såkaldte ortodokse verden er fyldt med menneskeskabte, falske doktriner som er i strid med det tredje bud og angriber Guds lov. Tilbedelsen af en såkaldt Maria for at få en falsk Kristus til at gribe ind er fåfengt og misbrug af bøn. Brugen af perler og ”bønnehjul” er bare misbrug af bøn, forbudt af Bibelen.

Mattæus 6:7 Når der ber, skal der ikke ramse opp mange ord likesom hedningene, for de tror at de bliver bønnhørt når de bruker mange ord.

Bestræbelserne på at samle tusindvis af mennesker på et stadion eller en arena og forkynde for dem at de må modtage en falsk Kristus er fåfengt; det er at misbruge den levende Guds navn.

Mere moderne eller nyere lovsange til kirken, specielt de enkle af typen "sådan som jeg er", er et brud på det tredje bud. De viser ingen forståelse for behovet for anger og er en fuldbyrdelse af Amos ”hyling”, som blev forudsagt at fylde vore pladser for tilbedelse.

Søndagsmorgenens ”forkyndelse om Jesus” er misbrug af Guds navn. Den sande Jesus Kristus i Det nye testamente siger i Mattæus 15:9 og i Markus 7:7:

Men de dyrker (græsk: forgude, tilbede) mig forgæves idet de kommer med lærdomme som er menneskebud.

Hele systemet med den såkaldte gospelmusik med sit budskab om ”giv dit hjerte til Herren”; den falske lære om at komme i himmelen; eller at du skal brænde i helvede for evigt; er ikke baseret på skrifter fra den levende Gud. Det findes ikke i Bibelen. Alle disse forestillinger er menneskeskabte. De hører ikke hjemme i Skriften. De er fåfengte, eller misbrug. De har intet andet formål end at fremme en religion ud af frygt og skjule hele hensigten og planen med den ene sande Gud. Den plan består i at bringe hele menneskeheden i forening med ham, gennem anger og lydighed (jf. Apg 2:38 og Matt 7:21).

Negativismen i loven

Nogen har hævdet at lovens struktur med de ti bud er negativ i ordlyden og forskrifterne med befalingen ”Du skal ikke”. Denne frase bruges ti gange i Anden Mosebog 20, og ti gange hvor budene gives i Femte Mosebog 5.

Men denne lov i ti punkter er positiv, når man ser på anvendelsen. De ti bud skal overholdes og har en regulerende effekt både på samfundet generelt og på hvert enkelt individ. Loven, når den overholdes og tages i brug, gør sit til at menneskets ”ånd” underkaster sig Guds veje. Den får mennesket til at udvikle lydighed indefra. Den lærer mennesket en form for ”forvaltning”. Som menneskene ikke lærer sig, og frem til de har lært sig at forvalte deres hjerter, er det lovløsheden som hersker.

Menneskenes hjerter må omvendes og ændres, ellers er menneskenes handlinger tåbelige.

Salmernes bog 14:1; 53:1 (første del) Tåben siger i sit hjerte: Der er ingen Gud.

Ordsprogene 14:7 Fjern dig fra en tåbelig mand, men afvis ikke kyndig tale!

Ordsprogene 17:12 En mand kan møde en bjørn, man har taget ungerne fra, men værre er det at møde en tåbe i al hans dumhed.

Ordsprogene 18:6 Tåbens læber kommer med strid, hans mund fremkalder slagsmål.

Ordsprogene 13:20 Ulykke forfølger synderne, lykke er de retfærdiges løn.

Guds lov er fyldt med visdom. Guds lov, når den overholdes, giver forståelse. Guds lov, når den anvendes, er positiv. Den giver positive resultater.

Guds lov er løsningen på menneskenes manglende evne til at styre. Det tredje bud er en stor del af forvaltningen. Gud åbenbarer  i sin visdom sin lov. Menneskeheden må lære at frygte Gud og frygte ulydighed mod loven.

(Jf. også 2Mos 20:10, 5Mos 5:14, Ord 1:32; 14:7; 17:12; 10:23; 18:6; 29:11; 13:20; 26:6)

Sværge og tilbedelse

Sværge og omvæltning

Anden Mosebog 21:17 viser straffen for at forbande sin far eller mor. Kravene for at afsige forbandelse over nationens ulydige fremkommer af teksterne i loven. Ingen forbandelse og ingen anklage kan fremsættes uden at det står under lovens ordning. Alt sådan virksomhed er brud på det tredje bud, såvel som de andre bud som dette juridisk hører ind under.

Sværge og tilbedelse

Gud selv har sværget en ed, og den ed skal bestå. Esaja 45:23 er en profeti.

Esaja 45:23 Jeg sværger ved mig selv, sandhed udgår af min mund, ord, der ikke vender tilbage: For mig skal hvert knæ bøje sig, hver tunge skal sværge ved mig.

Gud erklærer her at historien skal kulminere i tilbedelsen af ham, og den gudfrygtige ed skal danne grundlaget for ethvert samfund og enhver stamme.

Mika 6:8 Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

Femte Mosebog 5:11 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Jakobs brev 5:12 Men Frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden, eller nogen anden ed; men jeres ja skal være et ja, og jeres nej skal være et nej, for at I ikke skal hjemfalde til dom.

Guds ord og Guds navn skal ikke vende tomhændet tilbage. Det skal ikke misbruges (jf. Rom 14:11).

Gud har i hver generation bevaret dem, som ikke har bøjet sig for denne ordning, og dem som har accepteret ham og været ham tro (1Kong 19:18).

1Kong 19:18 Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel, alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba'al, og hvis mund ikke har kysset ham.

Gud har valgt Jesus Kristus som sin salvede og alle skal bøje sig for ham i Guds navn.

Filipperbrevet 2:10 for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden,

For det er et vidne om Gud, ligger åbent for de udvalgte, som handler i hans navn (Rom 1:19-20). I Guds rige som skal komme, skal menneskene ikke påkalde Guds navn falskt, sådan de gjorde i tidligere tider (1Mos 4:26). Han som er bliver udnævnt til ypperstepræst efter Melkisedeks ordre vil blive erklæret kongernes konge og vil herske i navnet til den eneste sande Gud, som sendte ham (Joh 17:3), og ingen lemper skal længere misbruge Guds navn.