Guds kristne kirker
Trosbekendelsen [A1]
(Udgave 1.0 19971223-19971223)
Denne bekendelse er et sammendrag af Bibelens standpunkt, sådan som det blev beskrevet af apostlene i det første århundrede. På en tydelig og logisk måde genspejler den Bibelens standpunkt, og består af syv kapitler. Kapitlerne omfatter spørgsmål om Gud, Gud frelses plan, doktriner om menneskenes ansvar og forpligtelser, doktriner om Messias, ondskabens problem, kirken og Guds rige. Indledningen kommer ind på forskellene mellem den moderne og den antikke kristendom. Der findes også et tillæg, der beskriver udviklingen i treenighedslæren.
Christian Churches of God
PO Box 369, WODEN ACT 2606, AUSTRALIA
E-mail: secretary@ccg.org
(Ophavsret © 1994, 1995, 1996, 1997 Christian Churches of God)
Ophavsret: Disse skrifter kan kopieres og distribueres, hvis samtlige af skrifterne er kopieret, og hvis der ikke er foretaget nogen ændringer eller rettelser. Forlagets navn og adresse, samt ophavsretsbevis skal inkluderes. Det er ikke tilladt at tage betaling for kopier som distribueres. Ophavsretten overtrædes ikke ved brug af korte citater i teksterne.
Dette manuskript er tilgængeligt på følgende hjemmesider:
http://www.logon.org og http://www.ccg.org
Brochuren må ikke sælges. Den er gratis uddannelsesmateriale af almen interesse.
Trosbekendelse for den kristne tro [A1]
1. udgave august 1994
2. udgave februar 1995
3. udgave juni 1996
4. udgave marts 1997
Indhold
Indledning
Kapitel 1. Gud
1.1 Gud Fader
1.2 Jesus – Guds Søn
1.3 Den Hellige Ånd
1.4 Forholdet mellem Den Hellige Ånd, Kristus og menneskeheden
1.5 Kristi, Satans og Himmelens hærskares forhold til Gud
1.5.1 Kristus som Guds Søn
1.5.2 Doktrinen om Antikrist
1.5.3
Guds navn og suverænitet
Kapitel 2. Guds frelses plan
2.1 Menneskehedens syndefald
2.2 Menneskehedens frelse
2.3 Bibelen som den inspirerende sandhed
2.4 Anger og omvendelse
2.5
Dåben
Kapitel 3. Doktriner om menneskenes
ansvar og forpligtelser
3.1 Bønnen og gudstjenesten
3.1.1 Gud som genstand
for bøn og gudstjeneste
3.1.1.1 Gud som genstand for gudstjeneste
3.1.1.2 Gud som genstand
for bøn
3.1.1.3 Individuel og kollektiv bøn på vegne af andre
3.2 Forholdet mellem frelsen og loven
3.2.1 Gud er vor klippe
3.2.2 Frelsen af nåde
3.2.3 Forpligtelserne ifølge loven
3.2.3.1 Hvorfor følger
kristne loven?
3.2.3.2 Kristne som Guds tempel
3.2.4 De ti bud
3.2.5 Andre love som regulerer menneskets opførsel
3.2.5.1 Spiselovene
3.2.5.2 Sabbatten
3.2.5.3 Nymånedagen
3.2.5.4 De årlige højtider
3.2.5.5 Ægteskabet
3.2.6 Økonomisk forvaltning
3.2.6.1 I forhold til Gud
3.2.6.2 I forhold til andre
3.2.7 Krigsføring og
valg
3.2.7.1 Krigsføring
3.2.7.2 Valg
Kapitel 4. Doktriner om Messias
4.1 Kristi føreksistens
4.2 Korsfæstelsen og opstandelsen
4.3 Kristi genkomst
4.4 Kristi tusindårsrige
Kapitel 5. Ondskabens problem
5.1 Ondskabens eksistens gennem Himmelens hærskares oprør
5.2 Doktriner om forudbestemmelse
5.3 De dødes tilstand
5.4 De dødes opstandelse
5.5
Syndernes straf
Kapitel 6. Kirken
6.1 Hvem eller hvad er Kirken?
6.2 Kirkens organisation
6.3 Kirkens mål og opgaver
6.4
Helliggørelsen
Kapitel 7. Guds rige
7.1 Guds rige opstår
7.1.1 Det åndelige rige
7.1.2 Kristi tusindårsrige
7.1.2.1 Messias’ genkomst
7.1.2.1 Israels samling
7.1.2.3 Herrens dag
7.1.3 Det evige Guds rige
7.1.3.1 Guds komme
7.1.3.2 Den nye jord og det nye Jerusalem
7.1.3.3 Menneskehedens
skæbne
Tillæg
Indledning
I sytten hundrede år har kristendommen vært bygget på et teologisk system baseret på græsk filosofi og et system beslægtet med nyplatonismen. Den unitariske enkelhed i Bibelens budskab, og (logikken i) Guds åbenbaring for menneskeheden, er i begge testamenter blevet ændret og gjort uklar på grund af kampen om magt og verdensherredømmet der herskede på denne tid.
Som en følge af dette, blev den teologiske struktur udarbejdet i konsilerne i Nikaias (325 e.Kr.), Laodikæas (366 e.Kr.), Konstantinopel (381 e.Kr.) og Kalkedonias (451 e.Kr.) Denne struktur forandrede opfatningen af Gud ved at forbinde den med metafysiske ideer, og dermed danne Treenigheden. Laodikæas koncil (29. kanon) erklærede sabbatten ulovlig og pålagde straf ved overtrædelser, samt at det blev indført hedenske højtider som søndagstilbedelser og solfest i december, og en påske som erstattede den jødiske påske. Opfatningen af Bibelen og lovene blev også ændret. Lovene der blev givet til Moses blev ikke længere betragtet som relevante, og teksterne i Det nye testamente blev fortolket sådan at disse hedenske skikke kunne retfærdiggøres.
For eksempel blev den fejlagtige tolkning af kap. 10 i Apostlenes gerninger, samt andre tekster, brugt til at forkaste spiselovene. De helsemæssige konsekvenser vidste sig umiddelbart, men det endelige resultatet af miljøpåvirkningen kunne først ses efter to tusind år. Sammenbruddet i næringskæden skyldes i høj grad indtag af madvarer, som var forbudt i henhold til Bibelens love.
Nedbrydningen af jordbrugssystemerne kan kun betragtes i sin helhed, når jorden er udpint på grund af manglende evne til at overholde systemet med jubelår og jordas sabbat fordi disse er uløselig knyttet til den kalender, som følger månedens nittenårige cyklus. Indføringen af solkalenderen var et vigtigt skridt på vejen mod at ødelægge forståelsen af de mønstre og cykluser, Gud havde oprettet for at opnå naturlig harmoni.
I det store og hele har moderne kristendom lidt til fælles med den oprindelige kristendom. Det kan hævdes at Islams fremvækst, og krigene som fulgte i kølvandet af dette, var et direkte resultat af det falske kristendomssystem, der blev oprettet i Europa og Vestasien gennem det græske teologiske system, som anvendte kappadokisk teologi baseret på den treenige Gud, samt forsøget på at danne en mystisk forening med Gud.
Treenighedens system fungerer simpelthen ikke. Slutresultatet af sytten hundrede år med denne fejlagtige lære har ført til næsten total ødelæggelse af planeten og forfølgelse af mennesker, som oprigtigt forsøger at overholde Bibelens lover.
Formålet med dette værk er på en enkel og letforståelig måde, at skille Bibelens oprindelige budskab og den nytestamentlige kirke under Jesus Kristus og hans apostle ud. Der er ikke tvivl om at enkelte højt anskuede historier vil blive udfordret og skilt fra det, der fremkommer her. Værket er skrevet således, at det ligger så tæt op ad de bibelske formuleringer som muligt, og hvor støtteteksten er citeret. På denne måde bliver værket mindre tvetydigt og hensigten bliver tydelig. Der hvor det er mulig, har man opført en fuldstændig oversigt over tekster vedrørende et emne, sådan at man undgår den alt for udbredte praksis med at citere isolerede eller fejlopfattede tekster. Nogen bibelske tekster er rene forfalskninger (f.eks. Johannes 5:7 KJV, 1 Timotæus 3:16 KJV fra kodeks A), eller også er de fejloversatte (1 Korinter 15:28 RSV osv., Johannes’ åbenbaring 3:14 o.a.). De er udformet for at gøre modstridende tekster virkningsløse eller mistyde tekster således, at det ser ud som om de støtter Treenigheden eller kappadokiernes system, hvis man betragter dem hver for sig.
Når Messias vender tilbage, skal han i sin helhed indføre de love han gav til Moses på Sinai bjerget. Enhver kristen forpligter sig til at genkende og indføre levemåden, og tilbedelsen som er nedskrevet i Bibelen. De kristne forpligter sig til at efterligne Jesu Kristi levemåde, og leve efter det system Kristus indførte og levede i som menneske, og før han blev inkarneret. Dette værk har til hensigt at præsentere hele systemet på en sammenhængende og genkendelig måde, således at de fejlagtige systemer, som har domineret i sytten hundrede år, kan sættes til side, og den oprindelige og sande vej kan identificeres og blive en del af alle menneskers liv, uanset hvad de har gjort i fortiden. Vores opgave er at bede menneskene om at angre sine synder og begynde et nyt liv.
Kapitel 1
Gud
1.1 Gud Fader
Den største guddom i universet er Gud. Han er den aller mægtigste, skaberen og opretholderen af alle ting i himmelen og på jorden (1 Mos 1:1; Neh 9:6, Sal 124:8; Jes 40:26, 28; 44:24; Apg 14:15; 17:24-25; Åb 14:7). Han er den eneste og den udødelige (1 Tim 6:16), Han er vor Gud og Fader, og Jesu Kristi Fader (Joh 20:17). Han er den højeste Gud (1 Mos 14:18; 4 Mos 24:16; 5 Mos 32:8; Mark 5:7), og den eneste sande Gud (Joh 17:3; 1 Joh 5:20).
1.2 Jesus – Guds søn
Jesus er den førstefødte (prototokos) som
står over alt det skabte (Kol 1:15), derfor er han ophævet (arche)
over Guds skaberværk (Åp 3:14). Han er den eneste (monogene) Søn (Matt
3:17; Joh 1:18; 1 Joh 4:9), som blev undfanget ved Den Hellige Ånd og født
af jomfru Maria (Luk 1:26–35). Han er Kristus eller Messias (Matt 16:16; Joh
1:41), som blev sendt af Gud for at være vor frelser og genløser (Matt 14:33;
Joh 8:42; Ef 1:7; Tit 2:14). Han kaldes den højeste Guds Søn (Mark 5:7). Han
blev ved helligheds Ånd indsat som Guds Søn med magt, da han stod op fra de
døde (Rom 1:4). Han har fået Davids trone, og han skal være konge over Jakobs
slægt til evig tid; der skal ikke være ende på hans kongedømme (Luk 1:32).
1.3 Den Hellige Ånd
Den Hellige Ånd (Apg 2:4) er Guds kraft eller natur, som Jesus lovede at sende
til de udvalgte (Joh 16:7). Det er ikke en person, men udtrykket af Guds levende
kraft, og ved hjælp af det får vi del i guddommelig natur (2 Pet 1:4),
og vi bliver fyldt af Den Hellige Ånd (Apg 9:17; Ef 5:18). Derfor er vi alle
Guds børn (Job 38:17; Rom 8:14; 1 Joh 3:1-2) og Kristi medarvinger (Rom 8:17;
Gal 3:29; Tit 3:7; Hebr 1:14, 6:17, 11:9; 1 Pet 3:7). Den er givet til
dem som beder (Luk 11:9-13) og som adlyder ham, den bor i dem som holder Guds
bud (1 Joh 3:24; Apg 5:32). Den Hellige Ånd er trøsteren som fører Guds tjenere
til fuldkommen sandhed (Joh 14:16, 17, 26). Den Hellige Ånd giver os kraft
til at vidne (Apg 1:8). Ifølge 1 Kor 12:7-11 deler Den Hellige Ånd gaver
og frugt ud (Gal 5:22-23) uden at have et mål (Joh 3:34; Rom 12:6). Det er
på denne måde, at Gud til sidst kan blive alt i alle (1 Kor 15:28; Ef
4:6).
1.4 Forholdet mellem Den Hellige Ånd, Kristus og menneskeheden
Den Hellige Ånd er i virksomhed allerede før dåben, og ved Kristus leder
den mennesker til Gud (Hebr 7:25).
Åndens første frugt blev givet under dåben. I brevet til romerne 8:23 fremstår
det tydeligt, at den ikke optages før legemet er udfriet.
Således bliver vi født på ny, men fortsætter dagligt med at vokse op i Jesu Kristi ånd, før vi kommer ind i Guds ære. Den Hellige Ånd er sandhedens ånd (1 Joh 4:6, 5:6), og ved at være tro mod sandheden i alle ting, skal vi vokse op til ham som er vort overhoved, Kristus (Ef 4:15). Den Hellige Ånd er Guds ånd (Rom 8:18) og troens ånd (2 Kor 4:13), som udforsker alle ting og ved alle ting (1 Kor 2:10-11, 12:3).
Således er Den Hellige Ånd ikke et uafhængigt aspekt af en treenig Gud, men et redskab som gør os til elohim (Sak 12:8). Ånden formidler en forståelse af vore tanker og vor eksistens til Gud. Når den overføres ved hjælp af Jesus Kristus, som vor mellemmand og formidlende elohim eller theos (Sal 45:6-7; Sak 12:8; Hebr 1:8-9), giver Ånden Kristus mulighed for at give os hjælp, viden og trøst, samt bruge Guds kraft. Hos hver enkelt giver Ånden sig til kende således at det bliver til gavn, i henhold til Guds ønske, som beskrevet i 1 Kor 12:7-11).
Ånden kan blive slukket (1 Tess 5:19) dersom man forsømmer den eller gør den sorg (Ef 4:30), og kan således påføre både vinding og tab hos individet.
I Galaterne 5:22 står det at Den Hellige Ånds frugt er kærlighed. Hvis vi derfor ikke elsker hinanden, er den ikke med os.
Ifølge Filipperne 3:3 tilbeder vi Gud ved Den Hellige Ånd. Dermed kan den ikke være Gud som en genstand for tilbedelse og følgelig heller ikke ligeværdig med Gud Fader. Den er en kraft, som giver Kristus styrke, og Kristus er således en Evig Far (Jes 9:6), hvoraf der findes mange fadderskaber i himmelen og på jorden (Ef 3:15). Ved delegation bliver Kristus den evige Far.
Gud Fader har givet navn til alle arter, derfor bøjer vi vore knæ for Faderen og tilbeder Ham (Ef 3:14-15).
Kristus var skabelsens førstefødte. For i ham er alt blevet skabt i himmelen og på jorden, det synlige og det usynlige, de som troner og de som hersker, både magter og myndigheder, alt er skabt ved ham og til ham. Han er før alle ting og alt består ved ham (Kol 1:16-17). Men det var Gud som skabte ham, og som ønskede at skaberværket skulle eksistere i Kristus. Derfor betyder Kristus ikke Gud som Gud Fader, den eneste som er udødelig (1 Tim 6:16), og som består i uendelighed.
De kristne bliver kaldt bort fra denne verden for at leve et liv i tjeneste og opofrelse. Mange er kaldt, men få er udvalgt (Matt 20:16; 22:14). De kristne er de udvalgte, således som Kristus var Guds udvalgte (Luk 23:35). Det er Kristus som har udpeget de udvalgte (Joh 6:70, 15:16, 19) under vejledning af Gud (1 Pet 2:4).
For at hjælpe Kirken har de udvalgte, som er Kirken – eller ecclesia – fået forståelsen af Guds hemmeligheder. Den Hellige Ånd var mekanismen, som gjorde at de fik forståelsen af Guds hemmeligheder og Guds rige (Mark 4:11). For Guds visdom er forkyndt i en hemmelighed (1 Kor 2:7), som bliver forklaret af Guds tjenere (1 Kor 2:7, 15:51). For Guds vilje er forklaret som en hemmelighed (Ef 1:9), som Gud gav til sine tjenere i en åbenbaring. Videre ligger hemmeligheden i Kristi tjenester gennem de udvalgte. Paulus skrev:
”I her hørt om det hverv Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer. Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig, sådan som jeg kort skrev om det før. Når I læser det, kan I se at jeg har fået indsigt i Kristus hemmeligheden. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium..” (Efeserne 3:2-6).
1.5. Kristi, Satans og Himmelens hærskares forhold
til Gud
I Bibelen bliver flere væsener (substanser) betegnet
som Elohim eller Theoi, som betyder guder. Kristus var et af disse underordnede
væsener, som er betegnet med ordet Elohim i Det gamle testamente (se Sak 12:8).
I Det nye testamente er det sagt at Kristus skal være den nye Morgenstjerne,
når han kommer tilbage til jorden. Han vil dele sin ære med sine udvalgte
(Åb 2:28, 22:16).
I Bibelen bliver Gud betragtet som Gud og Kristi Far (Rom 15:6; 2 Kor
1:3, 11:31; Ef 1:3; Kol 1:3; Hebr 1:1; 1 Pet 1:3; 2 Joh 3; Åb 1:1,
6, 15:3). Kristus har fået sit liv, sin kraft og autoritet fra Gud Fader (Joh
10:17-18).
Kristus underordner sig Gud Faders vilje (Matt 21:31, 26:39; Mark 14:36; Joh 3:16, 4:34). Gud gav de udvalgte til Kristus, og Gud er større en Kristus (Joh 14:28) og større en alle (Johannes 10:29). Gud sendte sin eneste (monogene) Søn til verden for at vi skulle have liv ved ham (1 Joh 4:9). Det er Gud som ærer og løfter Kristus (Joh 8:54) op, fordi han er større en Kristus (Joh 14:28).
Gud er klippen (sur), som et stenbrud eller et bjerg hvor alle andre sten er brudt fra, stenkniven fra Josva 5:2 som omskærer Israel, den oprindelige og virkningsfulde årsag (5 Mos 32:4). Gud er Israels klippe, frelsens klippe (5 Mos 32:15), klippen som fødte dem (5 Mos 32:18, 28-31). 1. Samuel 2:2 viser at vor Gud er vor klippe, en evig klippe (Jes 26:4). Det er fra denne klippe, at alle andre er hugget ud, eftersom vi alle i troen er af Abrahams slægt (Jes 51:1-2). Messias er hugget ud fra denne klippe (Dan 2:34, 45) for at underlægge sig verdensrigerne. Gud er klippen, og på denne klippe skal Kristus bygge sin kirke (Matt 16:18) og finde hvile der. Messias er den vigtigste hjørnesten i Guds tempel, hvor de udvalgte er Naos eller de hellige blandt de hellige, Den Hellige Ånds hvilested. Samtlige sten i templet er hugget ud fra klippen, som er Gud; det blev Kristus også. Disse sten blev givet til Kristus, den åndelige klippe (1 Kor 10:4), forargelsens klippe og en anstødssten (Rom 9:33) for at forme templet.
Kristus lager templet således at Gud kan være alt i alle (Ef 4:6). Gud har givet Kristus at være alt og i alle (panta kai en pasin Kol 3:11), og han har lagt alt under Kristi fødder (1 Kor 15:27), og ham, overhovedet over alle ting, har han givet til kirken, som er Kristi legeme, fyldt af ham som fylder alt i alle (Ef 1:22, 23). Da Gud lagde alle ting under Kristi fødder, er det åbenbart, at Gud forventes at være den Ene, som ligger ting under Kristi fødder (1 Kor 15:27).
Når alle ting er underlagt Kristus, skal også Kristus selv underordne sig Gud, som har lagt alt under ham, og Gud skal være alt i alle (panta en pasin 1 Kor 15:28). Derfor står platonikernes doktrin, som vil forene Gud og Kristus i Treenigheden, i et modsætningsforhold til Skriften. Kristus skal sidde ved Guds højre hånd i det høje (Hebr 1:3, 13, 8:1, 10:12, 12:2; 1 Pet 3:22), og dele Guds trone således som de udvalgte skal dele den trone som er givet til Kristus (Åp 3:21), og som er en trone af Gud (Sal 45:6-7; Hebr 1:8), eller Gud er din trone oversat med Din trone O Gud (se fodnote til annoteret RSV).
Gud, som sender, er større end udsendingen (Joh 13:16), og en tjener er ikke større end sin herre (Joh 15:20).
I ørkenen blev Kristus udfordret af Satan, og dette indledede Satans prøvelser. Satan, som var Morgenstjernen, Lucifer og Lysets bærer for denne planet (Jes 14:12) som vogter og lærer, var egentlig en elohim som var underlagt Gud Fader.
Kristus var stjernen som skulle opstå fra Jakob (4 Mos 24:7). Derfor er det skrevet i Mosebøgerne at en af morgenstjernerne, som var til stede da planeten tog form og blev fuldført (Job 38:7), en elohim, skulle blive til et menneske fra Jakob og David (Åp 22:16).
Den elohim vi kender som Jesus Kristus var endnu ikke blevet planetens Morgenstjerne. Den position var det Satan som havde (Jes 14:12, Esek 28:2-10).
Kristus var blevet salvet som Israels elohim (Sal 45:7), salvet over sine følgesvende eller ledsagere. Imidlertid var Kristus ikke i Morgenstjernens position, og han skulle ikke påtage sig disse pligter før sin anden ankomst. Positionen og pligterne skal Kristus dele med de udvalgte, og de skal få del i hans egenskaber som Morgenstjerne i sine hjerter (2 Pet 1:19). Løftet om at de udvalgte skal tage del i denne kraft, finder man i Johannes’ åbenbaring 2:28.
Som Morgenstjerne havde Satan udfordret Den højeste Gud eller Gud Fader (Jes 14:12). Han forsøgte at bestige eller ophøje sin trone, en Guds trone, over Guds stjerner eller Elohims råd. Rådet er menigheden til elohim eller guder, som nævnt i Salmerne 82:1. Det kan med interesse bemærkes at Irenæus, discipel af Polykarp, discipel af Johannes, hævdet af Salmernes bog 82:1, kendte til Theoi eller guder, som også omfattede de udvalgte, dvs. de som blev optaget (Against Heresies, Bk. 3, Ch. 6, ANF, Vol. 1, p. 419).
Der er flere Sønner af Gud (fra Job 1:6, 2:1. 38:7; Sal 86:8-10, 95:3, 96:4, 135:5) som identificeres som Bene Elyon eller Sønner af Den Højeste. De udvalgte blandt mennesker er også inkluderet i Himmelens hærskare som Guds børn (Rom 8:14). Således er Kristus og de udvalgte som Guds børn et med Gud gennem Den Hellige Ånd, forudbestemt fra tidernes morgen. Kristus lod sin kraft ned for at blive et menneske. Han og alle de udvalgte får ret til at være Sønnen i Den Hellige Ånds kraft gennem opstandelsen fra de døde (Rom 1:4).
I henhold til Apostlenes gerninger 7:35-39, var det en engel som snakkede til Moses på Sinai bjerget, og denne engel var Kristus. I Galaterne 4:14 sammenligner Paulus sig med en Guds engel, til og med Jesus Kristus.
Vi skal også blive som englene (Matt 22:30), som en ordre eller isaggelos (fra Luk 30:36), ved at være Kristi medarvinger (Rom 8:17; Gal 3:29; Tit 3:17; Hebr 1:14, 6:17, 11:9; Jak 2:5; 1 Pet 3:7). Det gamle testamente ser YHWHs engel som både Jehova og Elohim (2 Mos 3:2, 4-6), hvor Gud eller elohim her var en engel, jf. Sak 12:8).
Salmerne 89:6-8 viser, at der findes et Råd af hellige (qedosim eller qadosim, også brugt om mennesker), som bestod af både et indre og et ydre råd. Dette opfattes som at være et himmelsk råd af de retfærdiges elohim.
1.5.1. Kristus som Guds Søn
Satan prøvede at friste Kristus på forskellige måder. Først omtalte Satan
Kristus som Guds Søn (Matt 4:3, 4:6; Luk 4:3). Også dæmonerne omtalte Kristus
som Guds Søn (Matt 8:29, Luk 4:41, Mark 3:11). Satan ville at Kristus skulle
bevise sin stilling som Guds Søn, ved at vise sin kraft, eftersom Gud havde
lovet at sende sine engle for at beskytte ham (Sal 91:11-12). Satan undlod
at bevare dig på alle dine veje og tilføjede til enhver tid.
Således, ved at fordreje Skriften, prøvede Satan at tage Kristi liv.
Kristus prøvede aldrig at korrigere Satan eller dæmonerne ved at sige, at han var Gud i stedet for Guds Søn. Der var rigtigt nok ingen dæmoner, som prøvede at hævde den vildfarelse, at Kristus var Den højeste Gud, mens han var i live. Det skete først efter hans død, og hensigten var at indføre en doktrin, som hævdede at Kristus var Gud, på samme måde som Gud Fader var Gud, og således aktiv efter sin død, en vildfarelse som Kristus ville have imødegået, mens han levede. Gennem hver af fristelserne var målet at undergrave lydighedsforholdet Kristus havde overfor Gud, og dermed krænke Skriften.
Satan prøvede at få Kristus til at tilbede ham. Han lovede at Kristus da skulle få magt over hele planeten, hvis Kristus ville tilbede ham.
Kristus bestred ikke hans ret til at overføre magten over planeten, eller det at han allerede sad ved magten. I stedet svarede Kristus:
”For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud, og tjene ham alene.” (Mattæus 4:10)
Kristus sagde ikke til Satan, at han skulle tilbede Kristus, men henviste snarere til Loven. I løbet af sine gerninger gjorde Kristus aldrig krav på at være Gud. Han sagde at han var Guds Søn. Det var på grund af dette, han blev dømt.
I Mattæus 27:43 står det skrevet:
”Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.”
Det var her Kristus råbte ud følgende for at Skriften i Salme 22:1 skulle gå i opfyldelse:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det er åbenlyst at Kristus ikke betragtede sig selv som Gud. At foreslå at han var en del af det væsen han påkaldte, i en ligeværdig form, hvoraf en del var usårlig, er absurd.
1.5.2 Doktrinen om Antikrist
Doktrinen om Antikrist er inkluderet i 1 Johannes 4:1-2. Den oprindelige tekst i 1. Johannes 4:1-3 er rekonstrueret fra Irenæus, kapitel 16:8 (ANF, Vol. 1, fn. p. 443).
”Guds ånd kendes på dette: Hver ånd som bekender at Jesus Kristus er kommet i kød og blod, er af Gud. Men enhver ånd som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud. Det er Antikristens ånd, som I har hørt skal komme.”
Historikeren Sokrates har sagt (VII, 32, s.138), at dette bibelsted er blevet ødelagt af dem, som ønskede at skille Jesu Kristi menneskelighed fra hans guddommelighed.
Kristus som Sønnen er ikke den eneste sande Gud (Joh 17:3).
Også i Lukas 22:70 blev der spurgt: ”Du er altså Guds Søn?”
Han svarede: ”I siger selv at jeg er det.”
Han blev anerkendt som Guds Søn i
Mattæus 27:54 hvor de sagde ”Sandelig, dette var Guds Søn!”
I Markus 1:1 er det skrevet at dette er evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.
I Lukas 1:35 er det skrevet at barnet som blev født, skal være hellig og kaldes Guds Søn.
Opfatningen af at Kristus er Guds Søn er en åbenbaring fra Gud.
”Simon Peter svarede: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Og Jesus sagde til ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader himlene.” (Matt 16:16-17)
Også i Mattæus 11:27 er det skrevet:
”Alt har min Far overgivet til mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.”
Således åbenbarer Faderen ting til individer og gir dem til Kristus, som derefter åbenbarer Faderen for dem.
1.5.3 Guds navn og suverænitet
Der er ingen tvivl om at Gud er den eneste og den øverste. Ordsprogenes
Bog 30:4-6 viser Guds navn og at han har en Søn.
Hvem steg op til himlen og steg ned igen?
Hvem samlede vinden i sine hænder og snørede vandet sammen i kappen?
Hvem fastsatte jordens ender?
Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn?
Du ved det jo?
Et hvert ord fra Gud (ELOAH) er lutret, han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham.
Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner.
Bibelen tolker sig selv, og Guds navn er givet efter spørgsmålet. Det er klart at dette væsen ikke er en sammensætning af Faderen og Sønnen, men snarere at han har en Søn.
I Det nye testamentet fremgår det desuden tydelig, at det er Faderen som er genstand for tilbedelsen. I Johannes 4:21 advarer Kristus den samaritanske kvinde med at der kommer en tid, når de ikke kan tilbede Faderen, hverken på hendes bjerg (Samaria) eller i Jerusalem. Men i Johannes 4:23 siger han klart:
”Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det sådanne tilbedere, Faderen vil have.”
Her identificerer Kristus Gud som genstand for tilbedelsen, og ikke sig selv. Det er således temmelig blasfemisk at påstå at man skal tilbede den ophøjde Kristus ud fra en forvrængning af Johannes 3:14, hvor Menneskesønnen skulle løftes op ligesom Moses løfter slangen op i ørkenen. Hensigten med korsfæstelsen var at menneskene skulle få evigt liv, ikke at Kristus skulle gøres til genstand for tilbedelse, som det fejlagtigt bliver hævdet. Ud fra disse falske præmisser bliver der også fejlagtigt hævdet, at kristne tilbeder Kristi legeme og blod i den hellige nadver.
Eloah var Gud i Det gamle testamente og templet, samt Gud for Jesus Kristus i Det nye testamente. Templet i Jerusalem var Eloahs Hus (Esras 4:24, 5:2, 13, 15, 16, 17; 6:3, 5, 7, 8, 16, 17; 7:23). Han var Israels Eloah (Esras 5:1; 7:15), himmelens høje Eloah (Esras 5:8, 12). Der blev ofret til ham i templet (Esras 6:10), hvor han havde ladet sit navn bo (Esras 6:12). Han gav ordre om at templet skulle bygges (Esras 6:14) og at præsteskabet skulle gøre ham tjeneste (Esras 6:18; 7:24), og udføre hvad som var hans vilje (Esras 7:18). Loven er den fra himmelens Eloah (Esras 7:12, 14). Alle dem som kender Eloahs love, må forkynde dem for dem som ikke kender lovene (Esras 7:25), og dommen skal ske efter Eloahs love (Esras 7:26). Dette væsen er Faderen, som er den eneste Eloah og Den højeste Gud, Messias’ Far og alle Guds børn.
Kapitel 2
Guds frelses plan
2.1 Menneskehedens syndefald
Mennesket blev skabt i Guds billede (1 Mos 1:26-27). Adam
og Eva blev forbandet på grund af ulydighed (1 Mos 3:16-19). På grund
af deres oprør kom synden og efterfølgende døden over menneskeheden (1 Kor
15:22; Rom 5:12).
2.2 Menneskehedens frelse
Gud ønsker ikke at nogen skal gå fortabt (2 Pet
3:9). For at menneskeheden skal kunne undslippe straffen for sine synder,
som er døden, indførte Gud en frelses plan, som indebar et offer – hans søn
Jesu Kristi død og opstandelse (Joh 3:16). Planen omfatter en efterfølgende
høst, hvor Kristus er førstegrøden af de der er sovet ind (1 Kor 15:20).
Guds frelses plan genspejles i de årlige bibelske højtider (3 Mos 23).
2.3 Bibelen som den inspirerende sandhed
Kristus sagde: ”Det står skrevet: Mennesket lever ikke bare af brød,
men af hvert ord som kommer fra Guds mund.” (Matt 4:4; Luk 4:4.) Bibelen
er kendt som Skriften (Daniel 10:21), og retter sig mod menneskehedens frelse
og tilkendegivelsen af Guds kraft (2 Mos 9:16; Rom 9:17). Midlet for
frelsen er Jesus Kristus (Rom 10:11), som det blev forudsagt i Skriften af
Moses og profeterne (Lukas 24:27), og hvor profetien var Skriften (Matt 26:56;
Rom 1:2). Alle hellige skrifter, indgivet af Gud, er også nyttige til at give
oplæring og tale til rette, hjælpe på rette vej og opdragelse i retfærd. Således
skal det menneske som hører Gud til, irettesættes og blive rustet til al god
gerning (2 Tim 3:16-17).
På Kristi og apostlenes tid var Skriften Det gamle testamente (Matt 21:42; Mark 12:10, Apg 17:2). Det gamle testamente bliver i Skriften refereret til som indgivet af Gud i 2 Tim 3:16. Det nye testamente er et tillæg til Det gamle testamente. Det erstatter ikke Det gamle testamente.
Det gamle testamente var skrevet i tidligere tider for at vi skulle lære af det. Vi skal have håb gennem det tålmod og den trøst som Skriften giver (Rom 15:4). Vildfarelse kommer af at man ikke kender Skriften godt nok (Matt 22:29; Mark 12:24). Berøanerne granskede Skriften dagligt for at se om det som var skrevet, stemte. Dette blev anset for at være ædelt (Apg 17:11). Hele billedet af Bibelen er taget fra alle dele af Skriften, bud på bud, regel på regel, lidt her, lidt der (Jes 28:10). Skriften viser at Jesus var Messias eller Kristus (Apg 18:28). Det er Kristus som ved hjælp af Den Hellige Ånd åbner forstanden til alle de udvalgte, hvor han begynder med apostlene, således at de kunne forstå Skriften (Luk 24:45).
Skrifterne i Det gamle testamente skal opfyldes (Matt 26:54, 56; Mark 12:10, 14:49) og kan ikke sættes ud af kraft (Joh 10:35). Der er mange steder i Skrifterne der retter sig mod at blive opfyldt i Kristus, eller vil blive opfyldt i Kristus i hans anden genkomst (Åb 1:7, 12:10, 17:14, 19:11-21), som vil blive med stor magt og herlighed (Matt 24:30).
2.4 Anger og omvendelse
Gud kræver at menneskeheden viser anger over sine synder, for at kunne leve eller få evigt liv. Hvis menneskene ikke vender om, er de forud bestemt til at dø (Luk 13:3-5).
Kristus blev sendt for at bede menneskeheden om at angre (Luk 11:32). Kristus begyndte sin forkyndergerning efter fængslingen af døberen Johannes (Matt 4:12). Johannes blev fængslet en tid efter den jødiske påskehøjtid i år 28 (Joh 3:22-24, 4:12). Dette var påskehøjtiden efter at Johannes havde påbegyndt sin forkyndergerning, i det femtende år af kejser Tiberius’ regering (Luk 3:1). Fra den tid begyndte Jesus at forkynde: ”Vend om, for himmeriget er nært!” (Matt 4:17). Kristus sendte sine disciple ud for at forkynde evangeliet vedrørende anger over synderne, og han gav dem magt over urene ånder og dæmoner (Mark 6:7, 12; Luk 10:1, 17-20).
Anger over synderne blev betragtet som optakten til at sætte en streg over synderne (eller ondskaben) (Apg 8:22), for at Herren skal give tider med lindring og sende den Kristus som er bestemt for os (Apg 3:19-20).
Gud overså den såkaldte uvidenhedens tid, men efter Kristus befaler Han alle mennesker at angre, og Han har fastsat dommens dag (Apg 17:30). Angeren blev således udvidet til at omfatte hedningene (Apg 15:3).
Etter angeren og omvendelsen til Gud, må den angrende synder gøre gerninger, som svarer til omvendelsen (Apg 26:20).
Kirken i Efesos blev bedt om at vise anger, og huske hvor de stod før de faldt, samt udføre deres første gerninger (Åb 2:5) om igen. På samme måde blev kirken i Pergamon (Åb 2:16) og kirken i Tyatira (Åb 2:21-22), som havde frafaldne blandt sig med falske religiøse lærere, bedt om at vise anger. Også menigheden i Sardes blev bedt om at vende sig om, ellers skulle Kristus komme som en tyv om natten, og de ville ikke vide timen for hans komme (Åb 3:3). Kristus irettesætter og tugter dem han elsker. Han forlanger at de (i dette tilfælde menigheden i Laodikæa) skal være ivrige og at de skal angre (Åb 3:19). Der er anger i alle Guds kirker, og det er alles pligt (Jak 5:19-20).
2.5 Dåben
Al magt blev givet til Kristus efter hans opstandelse (Matt 28:18). Derfor befalede han sine disciple at gå ud og gøre alle folkeslag til disciple, og døbe dem til Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn (Matt 28:19) og lære dem at overholde alt som han befalede. Så kunne Kristus være med dem alle dage indtil verdens ende (Matt 28:20).
Angeren må ledsages af dåben, for at man skal få Den Hellige Ånds gave (Apg 2:38). Du kan ikke få Den Hellige Ånd med mindre du angrer og bliver døbt, og således født på ny. Med mindre du er født på ny, kan du ikke komme ind i Guds rige (Joh 3:3-5). Anger over synderne er en betingelse for dåben og Den Hellige Ånds gave. Derfor er dåben af spædbørn logisk nok udelukket af Bibelen. Betingelsen for anger er understreget i forkyndergerningen til døberen Johannes, som var forløberen til dåben med Den Hellige Ånd i Kristus (Mark 1:4, 8). Johannes sagde at Kristus skulle døbe med Den Hellige Ånd, og med ild når det gjaldt dem som ikke angrede (beskrevet som agnene) (Luk 3:16-17). Den Hellige Ånd er givet efter ordre fra Gud. Efter anmodning, tilkendegivet ved håndspålæggelse, går Den Hellige Ånd ind i et menneske. Ånden bliver således givet for hvert aspekt ved gerningen. Den Hellige Ånd virker før dåben og angår hvert menneske. Ved Kristus leder Den Hellige Ånd de udvalgte til Gud (Hebr 7:25). Ifølge Romerne 8:23 er den første frugt af Ånden givet til mennesket i dåben, og her kommer det klart til udtryk at optagelsen ikke finner sted før legemet bliver udfriet. På denne måde bliver vi født på ny, men fortsætter dagligt at vokse i ånden i Jesus Kristus før vi kommer ind i Guds herlighed.
Det at give Den Hellige Ånd i dåben er vand fra frelsens
kilder, som Gud lovede gennem profeterne (Jes 12:3). Dette vand fra Den
Hellige Ånd var Guds løfte til Jakob, som beskrevet i Jesaja 44:3. Herren
Gud er kilden med levende vand (Jer 2:13, 17:13; også Sak 14:8). Dette er
floden med livets vand (Åb 22:1). Da Kristus talte om Ånden (Joh 7:39),
sagde han at det levende vand løb fra ham (Joh 4:10-14, 7:38; Jes 21:3,
55:1, Esek 47:1). I Esekiels bog 36:25 er det beskrevet at Israel er blevet
åndelig ren med vandet, som er livets vand eller Den Hellige Ånd. De udvalgte
skal få dette vand for intet (Åb 22:17).
Kapitel 3
Doktriner om menneskenes ansvar og forpligtelser
3.1 Bøn og gudstjeneste
3.1.1 Gud som genstand for bøn og gudstjeneste
3.1.1.1 Genstand for gudstjeneste
Det vigtigste standpunkt og det største tegn på de
udvalgte er, og har altid været, deres absolutte monoteisme og tro på det
underordnede forhold til Jesus Kristus. Vi tilbeder ikke nogen anden elohim
end Gud (2 Mos 34:14; 5 Mos 11:16), ellers skal vi gå til grunde (5 Mos
30:17-18). Guds første bud var:
”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20:2, 3)
Begrebet end mig betyder ved siden, parallelt med mig, i mit sted. Vi må betragte Gud som Gud Fader.
Vi må elske vor Gud, og vi må tjene Ham af hele vort hjerte og vor sjæl, det vil sige med hele vort væsen. Da vil vi få regn på den rette årstid, således at vi kan høste kornet, vinen og olien. Med andre ord, vi skal spise og blive mætte. (5 Mos 11:13-15). Men vi har en ny pagt hvor Herren giver sine lovbud i vore sind og skriver dem i vore hjerter. Han er vor Gud, og vi er Hans tjenere, som tilbeder ham ved at overholde budene i vort sande væsen (Hebr 8:10-13).
Vi må tilbede Herren vor Gud (5 Mos 26:10; 1 Sam 1:3, 15:25). Han er den eneste sande Gud, Gud Fader. Forudsætningen for evigt liv er at vi kender ham og hans Søn Jesus Kristus (Joh 17:3). Vi giver Herren den ære hans navn skal have og bøjer os for ham i hellig pragt (Sal 29:2, 96:9). Hele jorden tilbeder ham og lovsynger hans navn (Sal 66:4). Dette er en profeti som skal opfyldes. Alle folkeslag han har skabt skal komme og bøje sig skælvende ned for ham (Salmerne 96:9), og de skal ære hans navn, for han er den eneste Gud (Sal 86:9-10). Han er vor Gud og vi er den hjord hans hånd leder (Sal 95:6-7). Han er hellig (Sal 99:5, 9). Forståelsen af hvem vi tilbeder fremkommer også af to symboler, som sammen med forståelsen af Guds væsen, danner grundlaget for de udvalgtes besegling. De to symboler er:
Sabbatten (2 Mos 20:8, 10, 11; 5 Mos 5:12). Sabbatten er symbolet mellem os og Gud som gør os hellige (2 Mos 31:12-14).
Påskehøjtiden. Påsken og de usyrede brøds højtid er et tegn eller en bekræftelse på at disse højtider, som beskrevet i 2 Mos 13:9, 16, er et tegn på Guds bud (5 Mos 6:8) og Israels befrielse (5 Mos 6:10), som, i Det nye testamente, omfatter alle som er i Kristus (Rom 9:6, 11:25-26).
Disse symboler på loven, sabbatten og påskehøjtiden, har til hensigt at forhindre afgudsdyrkelse (5 Mos 11:16). Disse to symboler er beseglingen på hånden og panden til Guds udvalgte, og sammen med Den Hellige Ånd skal de danne grundlaget for beseglingen af de 144 000 i de sidste dage (Åb 7:3). De fører frem til resten af de hellige dage.
Kristus sagde: Herren din Gud skal du tilbede, og kun ham skal du tjene (Matt 4:10, Luk 4:8). Således er at tjene det samme som at tilbede ifølge bibelsk terminologi.
Tilbedelse af Gud efter menneskeligt praksis er forgæves tilbedelse (Matt 15:8, 9). For Faderen vil at vi skal tilbede ham i ånd og sandhed (Joh 4:21-24). For det er os som er de omskårne, os som gør vor tjeneste ved Guds Ånd; vi har vor ros i Kristus Jesus (Filipperne 3:3). Alle fra de ældstes råd, inkluderet Kristus, tilbeder Gud, som har skabt alle ting, og ved i hvis vilje de blev skabt og eksisterer (Åb 4:10). Efter Kristi befaling tilbeder vi Gud både ved loven (2 Mos 20:3) og åbenbaringen (Åb 22:9).
3.1.1.2 Genstand for bøn
Menneskene beder til Gud (Sal 39:13, 54:3) som hører.
Og alt de beder om i deres bønner, skal de få, hvis de beder med tro (Matt
21:22). I sin bøn til sin Gud og vor Gud, som er Faderen, var Kristus et eksempel
for menneskene (Luk 6:12). Eksemplet på hvordan man skal bede, findes i Herrens
bøn, som er en afskrift af bønnens struktur og som var givet af Kristus (Luk
11:2-4).
Hovedmålet for de udvalgte og forkynderne er bønnen og ordets tjeneste (Apg
6:4). De ældstes råd blev givet ansvaret for overvågningen af de helliges
bønner (Åb 5:8).
3.1.1.3 Individuel og kollektiv bøn på vegne af andre
Kollektiv bøn i enstemmighed er et eksempel fra apostlene (Apg 1:14). Dette blev taget op af hele menigheden (Apg 12:5).
Bønner er ikke bare for kirken; de er også for dem som er ivrige, men som ikke er oplyste og som ikke kender Guds retfærdighed. Thi Kristus er lovens ende, og hver den som tror, bliver retfærdig for Gud (Rom 10:1-4).
Bønner giver hjælp. Når mange beder, vil takken for Guds nådige hjælp og det han har gjort mod os, stige op fra manges munde (2 Kor 1:11). Bønnen skal ske i ånden (Ef 6:18), og den skal være udholdende (Kol 4:2-4). Den hjælper os således at vi kan være standhaftige i sandhed og retfærdighed (Ef 6:14).
Et retfærdigt menneskes bøn er virksom. Troens bøn skal helbrede den syge og sikre syndernes tilgivelse. Derfor bekender vi vore synder for hinanden og beder for hinanden, således at vi kan blive helbredt (Jak 5:15-16).
3.2 Forholdet mellem frelsen og lovene
3.2.1 Gud er vor klippe
Gud er vor klippe, vor kraft og vor frelse som vi
tager tilflugt i (Sal 18:1-2). Vi stoler på ham og frygter ikke (Jes 12:2).
Kundskaben om frelsen er en funktion af Kristus og profeterne (Luk 1:77).
Denne kundskab er udvidet til at omfatte kirken, hvor de hellige er forvaltere
af Guds hemmeligheder (1 Kor 4:1). Frelsen kommer fra jøderne (Joh 4:22),
men blev i Kristus udvidet til at omfatte dem, som tilbeder Gud i ånd og sandhed
(Joh 4:23-24). Der er ikke frelse i nogen anden, for i hele verden er der
blandt mennesker ikke givet noget andet navn, som vi kan blive frelst ved
(Apg 4:12). Derfor er frelsen givet med evangeliet, som er Guds kraft for
at give frelse til alle som tror, jøder først og derefter de vantro. For i
evangeliet åbenbares Guds retfærdighed, af tro og til tro, således som det
står skrevet: ”Den retfærdige skal leve ved tro” (Rom 1:14-17). Gud har ikke
bestemt menneskeheden til vrede, men til at vinde frelse ved vor Herre Jesus
Kristus (1 Tess 5:9).
Opfattelsen af Gud resulterer i gudfrygtig sorg, som skaber omvendelse, som
fører til frelse (2 Kor 7:10). Der ud over er evangeliet sandhedens ord,
og derfor er det evangeliet om frelsen, som mærker de omvendte med Den Hellige
Ånds segl (Ef 1:13). Frelsen er givet fra de hellige Skrifter. Skrifterne
indgivet af Gud er også nyttige til at give den omvendte oplæring i frelse
gennem troen på Jesus Kristus (2 Tim 3:15-16). Selv om han var Søn, lærte
han lydighed af det han led. Da han havde nået fuldendelsen, blev han
ophavet til evig frelse for alle dem som adlyder ham (Hebr 5:8-9).
Således blev han ofret én gang for at borttage synderne, og siden skal han for anden gang komme til syne for, at frelse dem som venter på ham (Hebr 9:28). Derfor kan alle få frelse, og den er én gang for alle overgivet til de hellige (Jud 3). Derfor er der ikke nogen anden åbenbaring end den, som Gud har givet til Jesus Kristus og overgivet til Johannes. Alt der er nødvendigt for menneskehedens frelse, står skrevet i Bibelen. Frelse, kraft og herlighed tilhøre Gud, og han har åbenbaret det til sine tjenere ved Jesus Kristus, og det kan ikke ændres (Åb 22:18-19).
De hellige skal blive beseglet ved Den Hellige Ånd ifølge Guds lov, således som det er åbenbaret i Bibelen, Det gamle testamente, og hvad som begynder med åbenbaringen i loven.
Kristus gav loven på Sinai bjerget, som Pagtens eller Tilstedeværelsens Engel, Jahves Engel. Han sagde:
”Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i himmelriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre dette, skal kaldes stor i himmelriget.” (Mattæus 5:18-19)
Derfor indskrænkede Kristus ikke loven på nogen måde. Han fulgte loven og fik menneskene til at gøre det samme. Loven og profeterne havde sin tid indtil Johannes. Fra Johannes’ tid, forkyndes det glade budskab om Guds rige, og alle og enhver trænger ind i det (Luk 16:16).
Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falder væk (Luk 16:17).
Loven som var givet ved Moses, blev egentlig ikke overholdt (Joh 7:19). Alle de som synder uden at have loven, skal gå fortabt uden loven. Og alle de som synder og har loven, skal dømmes efter loven (Rom 2:12), for synd er lovbrud (1 Joh 3:4). Omskæringen sker i hjertet, og overholdelsen af lovens principper er målestokken på omskæringen. Den som følger loven, er omskåret i sit hjerte. Den som er omskåret, men ikke følger loven, er som en vantro. De som er jøder og de som følger loven, er jøder i deres hjerter. Men de som kalder sig jøder og ikke er det, bliver straffet (Åb 3:9) og vil blive kastet på jorden foran de hellige (dette knæfald bliver også oversat med tilbedelse og anvendes angående Kristus og de udvalgte).
Loven er hellig, og budene er retfærdige, gode og hellige (Rom 7:12). Så det er ikke loven som fører til synd, men snarere synden som er en overtrædelse af loven, og som virker i mennesker (Rom 7:13).
Loven er af Ånden, men menneskeheden er kødelig, solgt til synden (Rom 7:14). Det virkelig omvendte menneske siger med glæde ja til Guds lov i sit indre (Sal 119:1 og følgende; Rom 7:22). For loven leder mennesker til Kristus, som er lovens ende (Rom 10:4). Hvis et menneske er drevet af Ånden, er han ikke længere under loven (Gal 5:18). Ikke for at loven skal blive afskaffet, men snarere at loven gøres i stand til at blive overholdt ud fra et indre ønske, og ved de rigtige handlinger, for den er skrevet i vore hjerter (Hebr 8:10-13). Guds lov er fyldt med tro, ikke med gerninger (Rom 9:32). Lydighed overfor budene er en nødvendig forudsætning for at beholde Den Hellige Ånd, for Den Hellige Ånd er i dem som overholder budene (1 Joh 3:24; Apg 5:32). Det er derfor umuligt at være en kristen og elske Gud og Kristus uden at overholde loven. Dette omfatter også at skulle følge det fjerde bud – overholde sabbatten.
3.2.2 Frelsen af nåde
Guds nåde er blevet åbenbaret for at give frelse til alle mennesker, og oplære os til at give afkald på alle irreligiøse og verdslige lidenskaber, samt leve et rent og guddommeligt liv i denne verden, mens vi venter på at vort håb skal få sin salige opfyldelse, og at vor store Gud og frelser Jesus Kristus skal komme til syne i herligheden (Tit 2:11, se Marshalls RSV Interlinear Greek-English New Testament). Kristus er herlighedens åbenbaring af den store Gud som er vor frelser (Tit 2:10). Derfor er nåden et resultat af Jesu Kristi virksomhed.
Kirken er bevaret gennem Guds kraft, troen på en frelse som ligger klar til at åbenbares ved tidernes ende (1 Pet 1:5). Troens mål er sjælens frelse. Profeterne profeterede om frelse, men de kendte ikke tiden eller Messias’ person da de vidnede om hans lidelser og efterfølgende herlighed (1 Pet 1:9-10).
Synden kom ind i verden med Adam og herskede fra Adam til Moses. Med synden kom døden (Rom 5:12). Synden eksisterede før loven blev givet til Moses (Rom 5:13). Loven var dermed kendt for Adam, eftersom synden ikke kan regnes hvor det ikke er lov. Nåden blev stor på grund af menneskets frelse fra synden, samt loven. Da synden var stor, blev nåden endnu større (Rom 5:15-21). Hvis et menneske adlyder, vil mange blive retfærdige i nåden som hersker gennem retfærdigheden og giver evigt liv ved den salvede Jesus Kristus, vor Herre (Rom 5:20-21).
Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8:1). Loven er dermed opfyldt i os som lever ifølge Ånden (Rom 8:4).
Ånden leder sindet i overensstemmelse med dens formål (Rom 8:5). Det menneskene af naturen stræber efter, betyder fjendskab mod Gud. Vor onde natur bøjer sig ikke for Guds lov, ja, den kan ikke gøre det (Rom 8:7). Således kan den kødelige eller uomvendte natur kendes igen ved sin modstand mod at følge Guds love.
Den Ånd som genopstod Jesus fra de døde, bor i de kristne, og den giver vore dødelige legemer liv ved den Ånd som bor i os (Rom 8:11). Alle der drives af Guds Ånd, er Guds børn (Rom 8:14), og det er ved Guds nåde. For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden ved Jesus Kristus (Joh 1:17). Vi udvikler det samme barnekår som blev givet til vores bror Jesus Kristus, og som gør at vi råber Abba eller Far (Rom 8:15).
Loven i sig selv gør ikke et menneske retfærdig. Et menneske bliver retfærdigt ved troen på Jesus Kristus (Gal 2:16). Livet der leves er i troen på Guds Søn (Gal 2:20). Vi er døde for loven og lever for Gud (Gal 2:19). Men vi forkaster ikke Guds nåde ved at følge loven, fordi vi ikke bliver retfærdige ved loven (Gal 2:21). Vi følger loven fordi Ånden får os til at gøre det, og loven har sit udspring i guddommelig natur, som vi skal få del i, i lighed med Kristus (2 Pet 1:4).
Vi er frelst, ikke ved loven, men ved Jesu Kristi nåde (Apg 15:11). Synden hersker ikke over de udvalgte, for de står ikke under loven, men under nåden, og de er Guds tjenere (Rom 6:14-15). Men vi synder ikke ved at bryde loven fordi vi er Guds tjenere, retfærdige og uden synd, af hjertet lydige mod den lære, som blev overgivet til os (Rom 6:17-18). Selv om vi var døde på grund af vore synder, er vi gjort levende med Kristus i nåden (Ef 2:5). I Kristus blev vi genopstået fra døden og sat i himmelen sammen med ham. Således ville Gud i de kommende tider vise sin uendelig rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus (Ef 2:6-7). For af nåde er vi frelst ved tro. Det er ikke menneskets gerning, det er Guds gave. Det hviler ikke på gerninger, for at ingen skal rose sig selv (Ef 2:9). Dermed følger vi loven ved Guds Ånd i nåden.
3.2.3 Forpligtelserne ifølge loven
Der er en kontinuerlig forpligtelse til at opfylde loven som ikke ophører eller forandres, som vi har set (Matt 5:18; Luk 16:17). På Kristi tid blev loven ikke overholdt på korrekt måde af jøderne (Joh 7:19), og den blev forandret i henhold til traditionen af datidens jødiske lærere (Matt 15:2-3, 6; Mark 7:3, 5, 8-9, 13) til en byrde eller et åg, og de udfordrede dermed Gud (Apg 15:10).
Men der findes en højere befaling om at overholde Guds bud. Den er i behold og vil ikke forsvinde før menneskets tidsalder er ovre.
3.2.3.1 Hvorfor følger kristne loven?
Kristne er frelst ved nåden, ikke ved loven. Derfor er det indlysende at de erkender og følger loven? Fordi:
Guds lov strømmer ud af den vedvarende godhed ved hans natur.
Guds lov følger af Guds natur, og derfor bliver den evig, for Gud selv er uforanderlig ved at være grundlæggende god som centrum for den ultimative godhed. I Markus 10:18 sagde Kristus: ”Hvorfor kalder du mig god? Kun én er god – det er Gud”, eller ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19:17). Guds godhed driver os til omvendelse (Rom 2:4). Guds natur er godhed som ikke forandres. Himmelens hærskare er hans medlemmer. Derfor bliver de uændrede i guddommelig natur og godhed.
På denne måde er Kristus i går og i dag den samme, ja til evig tid (aioonas) (Hebr 13:8). De udvalgte, som er en del i den guddommelige natur (2 Pet 1-4), bliver en del af Melkisedeks guddommelige præsteskab, som er evigt (aparabaton) eller som er uforanderlig til evig tid (aioona) (Hebr 7:24). Kristus kan fuldt og helt frelse dem som kommer til Gud ved ham (Hebr 7:25, se Marshall’s Greek-English Interlinear). Men han er ikke genstand for tilbedelse, heller ikke Gud som befaler med sin vilje.
Guds lov skal følges i troen, ikke i gerninger (Rom 9:32). Vi har en ny pagt hvor Herren lægger sine lovbud i vore sind og skiver dem i vore hjerter. Han er vor Gud og vi er hans folk, som tilbeder ham ved at overholde lovbudene som en del af vor natur (Hebr 8:10-13). Derfor er ydre tegn værdiløse. Det er overholdelsen af Guds bud i vort indre som omskærer os (1 Kor 7:19) som kristne og medlemmer af det åndelige Israel. Det er dem, der holder Guds bud som fylder dragen med raseri og som forfølges (Åb 12:17). Overholdelsen af Guds bud identificerer dem under forfølgelserne (Åb 12:17). Dette er de hellige, som holder sig til Guds bud og udholder (Åb 14:12).
3.2.3.2 Kristne som Guds tempel
De hellige er Guds tempel eller alter (naos), og Gud
Ånd bor i dem. Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For
Guds tempel er hellig og dette tempel er os (1 Kor 3:16-17). Derfor må
kristne holde sine legemer sunde således at de kan modtage Guds Ånd. For Gud
har sagt at han vil leve i os, blandt os, og han skal være vor Gud. Vi må
være hellige og adskilte. Gud er vor Far og vi er hans børn (2 Kor 6:16-18
citerer løst en række tekster fra Det gamle testamente: 3 Mos 26:12; Esek
37:27; Jes 52:11; 2 Sam 7:14).
Af den grund skulle de kristne ikke omgås med de vantro (2 Kor 6:14). De skulle rense sig fra al urenhed på krop og sjæl og fuldføre sin helliggørelse i frygt for Gud (2 Kor 7:1). De er således udvalgt fra begyndelsen og frelst gennem helliggørelsen ved Ånden og troen på sandheden (2 Tess 2:14). Derfor er sandheden en forudsætning for åndelig helse og et tegn på de udvalgte. I henhold til denne uvikling kan man se at Bibelens generelle love har en specifik betydning og hensigt. Målingen af Guds tempel finder sted i henhold til disse love (Åb 11:1).
3.2.4 De ti bud
Kirken forpligter sig til at overholde de ti budene
som er inkluderet i 2. Mosebog 20:1-17 og 5 Mosebog 5:6-21.
Det første bud er:
Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, ud af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.
Gud Fader er den eneste sande Gud (Joh 17:3), og der er ikke nogen elohim som kommer før ham eller er lig med ham. Det er utilladeligt at tilbede eller bede til noget andet væsen, deriblandt Jesus Kristus.
Det andet bud er:
Du må ikke lagde dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig, men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
Det er således utilladeligt at lave figurer eller billeder ud fra beskrivelser til brug i religiøs tilbedelse eller symbolisme. Derfor er krucifikset som et symbol i kirken forbudt.
Budene selv udgør del af det religiøse systems identifikation, og samtlige er dermed stadfestet.
Det tredje bud er:
Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
Guds navn indebærer autoritet, derfor gælder dette bud ikke bare blasfemi, men også misbrug af kirkens autoritet samt alle dem som giver sig ud for at handle efter Guds ordre gennem Jesus Kristus.
Det fjerde bud er:
Hvis sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal, men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
Så er den syvende dag eller sabbatten obligatorisk. Ingen kristen kan tjene Gud og undlade at ære sabbatten, kendt som lørdag i vor kalender. Indføringen af en anden dag for tilbedelse bryder ikke bare med dette bud, men det blider også et afgudssymbol som ligger uden for Guds udtrykkelige vilje. Det bliver en genstridig handling og dermed tilsvarende trolddom (1 Sam 15:23). I forbindelse med det andre bud som stadfæstede det fjerde, bliver det til afgudsdyrkelse. Sådan forholder det sig også med indføringen af kalenderen, hvor ugerne tilpasses efter et rotationsprincip.
Disse første fire bud fastsætter vort forhold til Gud og er inkluderet i det første og vigtigste hovedpunkt i loven: Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke (Mark 12:30). Dette er det største og første bud (Matt 22:37-38).
Den absolutte identifikation med Gud stammer fra troskaben mod disse bude og at man undgår handlinger som vil kunne virke til skade for dette.
De andre store bud er:
Du skal elske din næste som dig selv. Intet bud er større end disse to (Matt 22:39; Mark 12:31).
Dette andet største bud genspejles i de seks sidste bud, og de angår forholdet mellem mennesker.
Det femte bud er:
Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Familieforholdet er den grundlæggende byggesten for ethvert folk og genspejler holdningerne som udtrykkes i en videre religiøs struktur.
Det sjette bud er:
Du må ikke begå drab.
De kristne bedømmes ud fra den højere lov, som går ud på ikke at være vred på sine medmennesker. At nære vred er at øve vold mod sin næste. Den som bliver vred på en anden, skal for domstolen, og den som siger til en anden: Din dumrian, skal stilles for Det høje råd, og den som siger: Din ugudelige nar, skal være skyldig til helvedes ild (Matt 5:22).
Det syvende bud er:
Du må skal ikke bryde et ægteskab.
Den som ser på en kvinde med begær efter hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5:28).
Det ottende bud er:
Du må ikke stjæle.
At stjæle betyder at øve vold mod sin næste og bryde forholdet til Gud.
Det niende bud er:
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
”Retfærdighed” og ”sandfærdighed” er kerner i samme begreb og udgør det samme ord på hebraisk. Således kan en kristen ikke være retfærdig, hvis ikke han er sandfærdig. At forvrænge sandheden gennem falsk vidnesbyrd er i strid med den kristnes frelse.
Det tiende bud er:
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
Begær er en proces som sætter materielle goder, eller et seksuelt forhold, højere end forholdet til Gud. I dette tilfælde bliver det afgudsdyrkelse. Det gør at man begære et andet objekt, og er i strid med de andre bud. Siden budene er forbundet med hinanden, bliver begæret en forløber for brud på de andre bud, og dermed betyder bruddet på ét aspekt i loven, at loven i sin helhed brydes. Det er således ingen relativitet i synden. Synden er overtrædelsen af loven. Kristus gav en forklaring på den sande forståelse af loven i Mattæus 5:21-48, hvor han bruger 2. Mosebog 20:13, 5 Mosebog 5:17, 16:18. Se også Lukas 12:57-59).
Forældre må kontinuerligt undervise deres børn i budene. Budene skal blive tegn på tanker og gerninger, og de skal nedfælles på dørstolperne i huset (5 Mos 7:7-9).
3.2.4 Andre love som regulerer menneskets opførsel
3.2.5.1 Spiselovene
Spiselovene finder man i Tredje Mosebog 11:1-47 og i Femte Mosebog 14:4-21. De er grundlagt for at holde reguleringen af menneskekroppen i en god helsetilstand, og er baseret på fornuftige, fysiske principper. Befalingen skal være hellig, og kroppen skal være egnet til at modtage Den Hellige Ånd. Der foreligger solid videnskabelig basis for spiselovene. Det fremgår af Femte Mosebog 12:16, at det er forbudt at spise blod, og af Tredje Mosebog 3:17 fremgår det, at det også er forbudt at spise fedt. Man må ikke spise noget, som er selvdødt eller revet ihjel (Esek 44:31). Forbudet som gælder frugt findes i tredje Mosebog 19:23-26. Disse love har en åndelig betydning.
3.2.5.2 Sabbat
Det er Herrens udtrykkelige befaling, og et af de
ti bud, at holde den syvende dag sabbat (se 2 Mos 20:8-11; 5. Mosebog 5:12-15).
Dette er evige og ukrænkelige love for alle mennesker. Sabbatten er hellig.
Den som vanhelliger sabbatten dør og skal udryddes af sit folk (2 Mos 31:14-15).
Sabbatten er en evig pagt mellem Israels folk, og et evigt tegn mellem dem
og Gud, da han anerkendes som skaberen (2 Mos 31:15-16). Alle kristne er åndeligt
af Israels folk, og alle vantro skal til sidst komme ind blandt Israels folk.
Derfor er sabbatten et tegn mellem Gud og hans folk til evig tid. Straffen
for at vanhellige sabbatten er døden, som ligger i berøvelsen af Den Hellige
Ånd, og at man underlægges den anden opstandelse (se Åb 20:5). Sabbatten er
en glæde og skal æres som Herrens hellige dag. Sabbatten er ikke en dag for
tomme fornøjelser, men for hellig samling (Jes 58:13-14). På denne dag må
man ikke udføre nogen form for arbejde eller bære nogen byrde (Jer 17:21-22).
Herren overholdt sabbatten hele sit liv (Mark 6:2). Apostlene overholdt sabbatten
(og højtiderne), og vi må også overholde sabbatten. I de sidste dage, når
Messias hersker, vil Herren genindføre sabbatten, nymåne og højtider gennem
lovens kraft i den tusindårige genopbygning, og straffe de nationer som ikke
retter sig efter dem (Jes 66:22-23; Sak 14:16-19).
3.2.5.3 Nymånedagen
Det kræves at nymånedagene skal være underlagt loven
(4 Mos 10:10, 28:11-15; 1 Krøn 23:31; 2 Krøn 2:4, 8:13, 31:3). I denne tid,
ligesom på sabbatten, er det forbudt at drive handel (Am 8:5). Nymånedagene
blev overholdt både af Israel (Jes 1:13-14; Esras 3:5; Neh 10:33; Sal 81:3;
Hos 2:11) og af kirken i århundrede. Kirken holdt nymånedagene, sabbatten
og højtiderne (Kol 2:16). Nymånedagene skal blive holdt som en sabbat i genopbygningen
under Messias (Jes 66:23; Esek 45:17, 46:1,3,6).
3.2.5.4 De årlige højtider
De årlige højtider er beskrevet i Tredje Mosebog
23:1-44 og Femte Mosebog 16:1-16. Disse årlige højtider genspejler Herrens
frelses plan. Der findes følgende højtider:
Påsken og det usyrede brøds højtid
Pinse
Basunernes højtid
Forsoningsdagen
Løvhyttefesten
Den sidste store dag
Disse højtider er obligatoriske og fører speciel kræft med sig som tegn mellem Gud og hans folk. Højtiden betragtes som en sabbat.
3.2.5.5 Ægteskabet
Ægteskabet er en hellig institution som repræsenterer
Kristi forbindelse med kirken under Gud (Åb 19:7, 9). Denne lignelse bliver
forklaret i Mattæus 22:2-14. Ægteskabet er en progressiv institution med Kristus
(Matt 25:10), som er baseret på åndelig modenhed. Efter den endelige forsoning
vil der ikke længere være noget ægteskab. Ægteskabet blev indstiftet for mennesker
og er ikke engles institution (Matt 22:30). Når de døde står op, tager de
ikke til ægte og tages ikke til ægte (Mark 12:25). De skal findes værdige
til at være med i den kommende verden og opstandelsen fra de døde. De skal
da blive ligesom englene og være Guds børn (Luk 20:34-36).
Ægteskabet er således en institution for mennesker, og vil ophøre med at eksistere
når skabelsens menneskelige fase er ovre. Fra og med skabelsen af Adam blev
denne institution indstiftet, således at manden skulle forlade sin far og
mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være et (1 Mos 2:24).
En kvinde bliver til en hustru ifølge pagten, og Herren ønsker et guddommeligt afkom fra ægteskabet. Herren hader skilsmisse, som er vold (Mal 2:16). Moses tillod skilsmisse, men kristne skulle ikke forlade sin ægtefælle af andre grunde end hor (Matt 5:31-32). Hvis en ikke-troende samtykker i at leve sammen med en troende ægtefælle, bør ægteskabet bestå (1 Kor 7:10-16).
3.2.6 Økonomisk forvaltning
3.2.6.1 I forhold til Gud
Økonomiske pligter overfor Gud er beskrevet i Femte
Mosebog 12:5-19. Enhver kristen har pligt til at støtte kirkens virksomhed.
Dette princip kommer fra tiende, som blev givet til Gud gennem præster og
levitter under bosætningen af Israel (5 Mos 12:9-14) før templet blev bygget.
Tempelskat blev indført på soningsdagen. I Nehemja 10:32 står det beskrevet
hvordan den blev betalt. Dette arbejde skal fortsætte under Messias’ tusindårsrige
(Mal 3:1-6). I Malaki 3:7 befaler Gud sit folk at vende tilbage til ham, så
skal han vende tilbage til dem. Man kan vende tilbage ved at gøre Guds gerninger
og betale tiende (Mal 3:7). Det ikke at betale tiende er som at berøve Gud
(Mal 3:8-10).
Kollektiv betaling af tiende sikrer at Guds gerning kan fortsætte, og at Gud
til gengæld skal give jorden grøde (Mal 3:10-12).
Kirkens ansvar overfor Gud er bibeholdt fra apostlenes tid, selv om det ikke altid blev praktiseret, og selv om præsteskabet afstod fra det (2 Kor 12:13-18). For Kristus sendte to og to af de ældste, og de skulle få støtte fra den menighed de arbejdede i (Luk 10:1-12). De som gør tjeneste i templet og forkynder evangeliet, skulle leve af evangeliet (1 Kor 9:13-14). Det er kirkens pligt at sørge for dem som underviser og forkynder evangeliet på heltid (1 Tim 5:17-18; jf. 5. Mos 24:14-15).
Tiender er acceptable for Gud, med undtag af tilfælde hvor
de kommer fra uærlig vinding eller er bragt som offer til afguder (1 Kor 10:27).
Man må betale tiender til kirken således at den kan hjælpe dem som trænger
det (1 Tim 5:9-10, 16). Tiende skal samles ind i lokale forsamlinger, og en
tiendedel af tiende skal betales til forsamlingens ledere, som det står skrevet
i Fjerde Mosebog 18:26 og Nehemja 10:37-39. Loven om førstegrøden kræver umiddelbar
betaling (2 Mos 22:29). Det første af jordens førstegrøde skal bringes til
Herren én gang, når festen begynder; det må være på indhøstningens
første aften, eller Løvhyttefesten (2 Mos 23:19). Den førstefødte er også
hellig for Herren (4 Mos 18:15-18).
3.2.6.2 I forhold til andre
Den som ikke har omsorg for sine nærmeste og særligt for sin egen familie,
har fornægtet troen og er værre end en vantro (1 Tim 5:8).
Ingen kristen må undertrykke eller holde lønnen tilbage til en anden person
(5 Mos 24:15). De må betale alt gæld, og i sabbatsåret må de eftergive gæld
hos sine trosfælder (5 Mos 15:1-3; Neh 10:31).
Tiender til fest reguleres af en række skriftsteder. Den anden tiende skal ikke bruges i hjemmet, men der hvor Gud bestemmer (5 Mos 12:17-19).
I det tredje år af sabbatcyklusen må man give tienden til støtte for de fattige (5 Mos 14:28, 26:12). Den tredje tiendens år er 1994-95, 2001-02, 2008-09, 2015-16, 2022-23, 2030-31. Det hellige året 2030-31 er det første tredje tiendens år i den nye jubelcyklus eller det nye årtusinde. Dette er baseret på jubelårene som falder på årene 27-28 og 77-78, således som det står skrevet i Esekiel 1:1. Forpligtelsen med den tredje tiende kan borttages eller ændres i henhold til kirkens grundlov i områder med en tilfredsstillende ordning for socialtryghed.
Sabbatsåret er hvileår for jorden, vingårdene og frugthaverne, sådan at de fattige kan spise fra grøden, og dyrene kan spise det som bliver tilovers (2 Mos 23:10-11). Sabbatsåret falder på de hellige år 1998-99, 2005-06, 2012-13, 2019-20, 2026-27, og jubelåret falder på 2027-28.
Den som hjælper en stakkel, låner til Herren, og Herren skal
give ham igen for hans velgerning (Ordspr 19:17), og han skal aldrig lide
nød (Ordspr 28:27). Gud er i stand til at give således at du kan give til
alle gode gerninger, ikke bare hjælpe de helliges i deres nød, men i overflod
i tak til Gud (2 Kor 9:6-12).
3.2.7 Krigsføring og valg
3.2.7.1 Krigsføring
De hellige er de højeste af Guds præster. En kristen må ikke tage andres
liv (2 Mos 20:13; Matt 5:38:48; Luk 6:27-36). Hvis Kristi tjenere var af denne
verden, havde de kæmpet for at de ikke skulle overleveres til de jordiske
myndigheder (Joh 18:36). Selv om kristne lever som mennesker, kæmper de ikke
som mennesker gør (2 Kor 10:3). Våbnene som bruges af de udvalgte har guddommelig
kraft til at lægge fæstninger i grus (2 Kor 10:4). Det er således de kristnes
pligt at støtte sit lands regering, samt at arbejde for nationens velfærd
gennem bøn og oprigtig lydighed, sådan at Gud kan beskytte dem gennem sin
kraft.
3.2.7.2 Valg
Kristne må følge lovene i sit land, hvis disse ikke
er i direkte konflikt med Bibelens love. Når det kræves af loven, at vi skal
deltage i valg, kan kristne udtrykke sit vidnesbyrd på denne måde, der hvor
det ikke kommer i konflikt med Bibelens principper. Udvælgelsen af ledere
gennem valg stammer fra Femte Mosebog 1:9-14 og fra Hosea 1:11 der tager verdens
ende for sig samt tusindårsprofetien. Engagementet i politisk kamp bliver
set på som en forlængelse af krigsføringen.
Kapitel 4
Doktriner om Messias
4.1 Kristi føreksistens
Jesus Kristus eksisterede før som et åndeligt væsen.
Han har eksisteret fra begyndelsen af skabelsen (Joh 1:1) og er den førstefødte,
som står over alt det skabte (Kol 1:15), og efterfølgende er han ophævet til
Guds skaberværk (Åb 3:14). I Det gamle testamente blev han beskrevet som Jahves
engel, tilstedeværelsens eller pagtens engel. Han var engelen som førte Israel
ud af Egypten og gennem Rødehavet. Han var engelen i skyen og engelen som
talte til Moses på Sinai-bjerget (Apg 7:35-38). Han var El Bethel eller El,
Gud eller øverstepræsten i Guds hus (1 Mos 28:17, 21-22, 31:11-13; Hebr
3:1). Kristus var HaElohims engel (1 Mos 31:11-13). Han blev udnævnt til
elohim af hans elohim (Sal 45:6-7), som var Gud Fader. Han var trofast mod
den som udnævnte ham, som en søn, således som Moses også var trofast i Guds
hus (Hebr 3:2), men som en tjener.
Kristus kom til verden for at vidne om sandheden (Joh 18:37). Hans herredømme er endnu ikke kommet til jorden. Han var udvalgt før verden blev skabt, men han skal åbenbare sig ved tidernes ende for vores skyld (1 Pet 1:20).
4.2 Korsfæstelse og opstandelse
Kristus blev sendt til verden som et lam (Åb 5:6-8) for at frelse menneskeheden ved at påtage sig verdens synder (Matt 1:21, 9, 6; Mark 3:28). Han blev dræbt fra verdens grundvold som en udøvelse af Guds guddommelige forudseenhed (Åb 13:8)
Med mindre menneskeheden tror at Kristus er Messias, skal de dø i deres synder (Joh 8:24).
Kristus døde for vore synder ifølge Skriften, han blev begravet, og han stod op fra de døde den tredje dag (1 Kor 15:3-4), og derefter vidste han sig for mere end fem hundrede brødre (1 Kor 15:5-6). Kristus var allerede opstået før dagen kaldt søndag, eller den første dagen i ugen (Joh 20:1, se også den tvivlsomme Mark 16:9-10, bemærk tempus i efter at han var opstået). Det blev sagt at han var tre dage og tre nætter i jordens dyb, således som Jona-tegnet (Matt 12:39-40; se også Luk 24:6-8).
Kristus blev korsfæstet (Matt 27:32-50; Mark 15:24-37; Luk 23:33-46; Joh 19:23-30) omtrent ved den tredje time, klokken 9 om morgenen, til den niende time, dvs. kl. 3 om eftermiddagen (Mark 15:33). Det er ikke bevist om det var på en pæl eller det senere anvendte T-kors. Uafhængigt af dette, bliver korset ikke betragtet som et symbol på troen, men stammer fra gammel, ikke-kristen overtro.
Kristus blev korsfestet og er opstået fra de døde (Mark 16:6). Efter opstandelsen steg han op til sin Fader og vor Fader, sin Gud og vor Gud (Joh 20:11-18). Han sidder ved Guds højre hånd, efter at engle, myndigheder og magter er ham underlagt (1 Pet 3:22).
Gennem apostlene gav Kristus kirken kraft til at tilgive og fastholde synder (Joh 20:22-23).
4.3 Kristi anden genkomst
Første gang kom Kristus som et offer for at sone for synder. Han kom ikke som kong Messias, og det blev misforstået af datidens jøder. De havde forventet en sejrende konge (Matt 27:11, 29, 37; Luk 23:2-3, 37-38; Joh 19:14-16). Alligevel blev han anerkendt af nogen gennem Den Hellige Ånd, som Israels konge (Joh 1:49, 12:13-15), og således blev profetien opfyldt (Sak 9:9).
Jesus vil igen komme til magten, ledsaget af Himmelens hærskare (Matt 25:31), som kong Messias (Åb 17:14). Hans genkomst vil være klart synlig som lynet på himmelen (Matt 24:27). Han skal herske i sin kraft sammen med de opstandne hellige (Åb 20:4).
Med sin ankomst skal Kristus udrydde Den lovløse (2 Tess 2:8)
og derefter de verdslige kræfter. Når Den lovløse kommer, har han sin kraft
fra Satan, og han optræder med stor magt og med under og falske tegn (2 Tess
2:9). Denne apostasi er sendt over Guds tempel fordi de ikke elskede sandheden
og blev dermed frelst. Derfor sender Gud en vildfarelse over dem som virker
i dem så de tror løgnen (2 Tess 2:10-12). Når Herren kommer i sin herlighed,
skal han udrydde Den lovløse med ånden fra sin mund og tilintetgøre ham (2
Tess 2:8).
4.4 Kristi tusindårsrige
Sammen med de opstandne hellige, skal Kristus oprette et herredømme på
denne planet og herske i tusind år (Åb 20:3-4). Satan skal blive bundet i
tusind år og kastes i afgrunden eller tartaroo, stedet for de faldne
engle (2 Pet 2:4). De hellige som var blevet halshugget fordi de havde holdt
fast på Jesu vidnesbyrd og på Guds ord, og de som ikke havde tilbedt dyret
eller billeder af det, og ikke fået dets mærke på panden eller hånden, skal
opstå fra de døde og skal herske sammen med Kristus i tusind år (Åb 20:4).
Dette er den første opstandelse (Åb 20:5). De andre døde bliver ikke levende
før de tusind år er gået (Åb 20:5). Dette er den anden eller almindelige opstandelse.
I løbet af denne tusindårsperiode skal Kristus genoprette herredømmet efter de bibelske love han gav på Sinai-bjerget. Det skal ske den dag han står på Oliebjerget (Sak 14:4-6 og følgende sider). Nationerne skal føre krig mod Jerusalem, og de skal udryddes (Sak 14:12). Hver og en som overlever i nationerne skal år efter år stige op for at tjene Hærskarernes Herre og deltage i Løvhyttefesten (Sak 14:16). Sabbatten, nymånedagene og højtiderne skal være obligatoriske, og loven skal udgå fra Jerusalem. Nationer som ikke sender udsendinge til Løvhyttefesten i Jerusalem, skal ikke få regn ved rette årstid (Sak 14:16-19).
Når de tusind år er gået, skal Satan slippes løs fra sit fængsel for at forføre folkeslagene i alle verdenshjørner (Åb 20:7-8). De skal samle sig til strid, men ilden skal fortære dem (Åb 20:9). Da skal Satan udryddes. Da skal opstandelsen og dommen finde sted (Åb 20:13-15).
Kapitel 5
Ondskabens problem
5.1 Ondskabens eksistens gennem Himmelens hærskares
oprør
Satan blev forvist fra himmelen på grund af et oprør som - pga. at han søger efter at oprette en vilje som er lig eller står over Gud Fader – er afgudsdyrkelse (eller trolddom som beskrevet i 1 Sam 15:23). Satan stræbte efter at gøre sig selv ligeværdig med Den højeste eller Gud Fader. Kristus, derimod, stræbte ikke efter at gøre sig ligeværdig med Gud, men underordnede sig Guds vilje (Joh 4:34).
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,
Men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;
Og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,
(Fil 2:6-9).
Gud ophøjede Kristus gennem hans lydighed, fordi han ikke søgte lighed med eller ville afsætte Gud, sådan som en tredjedel af elohim eller bene elohim havde stræbt efter.
I Lukas 10:18 sagde Kristus at han så Satan falde ned fra himmelen som et lyn. Satan tog tredjedelen af englene eller stjerne med sig (Åb 12:4). Disse engle blev forvist og kastet ned på jorden sammen med Satan (Åb 12:9). Denne ødelæggelse er symboliseret ved det, som står skrevet i Johannes’ åbenbaring 8:10, hvor den tredje engel igen viser den ødelæggelse, som blev forårsaget af faldet til en stjerne eller en engel, hvor en tredjedel af skaberværket blev ødelagt. Himmelens hærskare blev efterladt i sorg og elendighed gennem oprøret. Himmelens hærskare er Guds tabernakel i himmelen. På grund af oprøret blev en tredjedel af dette tabernakel fjernet, og det jordiske system udtrykker bespottelser mod Guds navn og hans hus, dvs. mod dem som lever i himmelen (Åb 13:6). Således lever Gud både i himmelens tabernakel, som er Himmelens hærskare, og i de udvalgte, som er Guds hus på jorden.
5.2 Doktrinerne om forudbestemmelse
Ved Kristi og Den Hellige Ånds hjælp åbner Gud forstanden
til alle de udvalgte, hvor han begynder med apostlene, således at de kan forstå
Skrifterne (Lukas 24:45). Kristus talte i lignelser sådan at de som ikke var
udvalgte ikke kunne forstå. Således kunne de vende om og blive frelst (Matt
13:10-17) før de var i stand til at møde dommen. Gud er nådig og ønsker ikke
at nogen skal gå fortabt. Derfor, ved hans guddommelige forudseenhed, er alle
kaldt i henhold til hans formål. Dem som han på forhånd havde vedkendt sig,
har han også bestemt til at blive formet efter hans Søns billede, så at de
kunne være de førstefødte blandt mange søskende. Og dem som han på forhånd
har bestemt at frelse, har han også kaldt. Dem som han har kaldt, har han
også erklæret retfærdige, og dem som han har erklæret retfærdige, har han
også givet herlighed. Hvad skal vi sige til dette? Er Gud for os, hvem er
da mod os? (Rom 8:28-31.)
5.3 De dødes tilstand
De dødes tilstand er stilheden (Sal 115:17) og mørket (Sal 143:3). Der
eksisterer ikke en evig sjæl. Alle mennesker har lige skæbner (Fork 9:3).
De døde ved ingenting (Fork 9:5).
Nogen af de døde fra tidligere tider skal ikke genopstå (Jes 26:14; se Companion Bible notation and Interlinears).
De hellige som er døde bliver betragtet som sovende eller sovet ind (se Matt 9:24; Joh 11:11; 1 Kor 11:30, 15:6, 18, 51; 1 Tess 4:13-15; 2 Pet 3:4).
5.4 De dødes opstandelse
Gud gør undere for de døde, og de som er døde skal
stå op for at prise ham (Sal 88:10). Hans urokkelige kærlighed skal forkyndes
fra graven (Sal 88:11), når de døde genopstår. For Job vidste at hans frelser
lever (Job 19:25), og at han til sidst skal stå frem på jorden. Efter at Job
var blevet tilintetgjort vidste han at han ud fra sit legeme ville skue Gud,
som ville være ved hans side, og hans øjne skulle se Ham og ikke en anden[s
øjne] (Job 19:25-27).
Kristus fik døde til at genopstå sådan at vi kunne vide at han var Messias
(Matt 11:4-5). Lazarus var et eksempel på hans kraft (Joh 11:11). Dette genopstandelsesbegreb
som tilskrives Messias var velkendt og forventet af datidens myndigheder (Matt
14:2).
Det var forstået at vi ikke alle skulle sove ind, men at vi alle skulle forvandles, når den sidste basun høres (1 Kor 15:51). Således vil brødre forbigå generationer og sove ind, men i de sidste dage vil Messias komme, mens andre af de hellige lever. Således skal alle blive forvandlet til udødelige, åndelige legemer (1 Kor 15:44 og følgende vers). De som er sovet ind, skal vækkes. De som lever og bliver tilbage til Herren kommer, skal ikke gå forud for dem som er sovet ind (1 Tess 4:13-15). For når befalingen lyder, og der høres et råb fra ærkeengelen og lyden af Guds basun, da skal Herren selv stige ned fra himmelen. Og de som døde i troen på Kristus, skal først genopstå. Derefter skal de som er blevet tilbage og fremdeles lever, sammen med dem stige op til Herren, og de skal da være sammen med Herren for altid (1 Tess 4:16-17).
Efter opstandelsen skal de hellige styre i tusind år. De hellige skal styre alle folk med jernstraf (Åb 2:26-27).
Efter opstandelsen findes der intet ægteskab (Matt 22:30). De hellige skal løftes op som åndelige væsener. Kristus døde for os for at vi, enten om vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham (1 Tess 5:10).
Det er vigtigt at være klar over, at det kun er de retfærdige der skal genopstå i den første opstandelse. Retfærdighed (zedek) og sandfærdighed er samme ord på hebræisk, og betyder det samme. Derfor udelukker den fordrejede sandhed de udvalgte fra den første opstandelse.
5.5 Syndernes straf
Menneskeheden er underlagt et system med retfærdig oplæring. Gud ønsker ikke
at nogen skal gå i fortabelse, men at alle skal nå frem til omvendelsen (2
Pet 3:9).
Hvis Gud tog sin ånd tilbage, da ville hver levende skabning dø og mennesket
blive til jord igen (Job 34:15), og således eksisterer sjælen ikke.
Menneskene som ikke blev vækket i den første opstandelse, som er en bedre
opstandelse (Hebr 11:35), skal genopstå fra de døde i den anden opstandelse
efter Messias’ tusindårsrige. Denne domsproces skal vare i mere end hundrede
år (Jes 65:20). Opstandelsens dom indebærer straf og lærdom således at menneskeheden
kan blive forberedt på at modtage evigt liv. Ordets dom (kriseoos)
betyder afgørelse.
Dette omfatter den irettesættelse som følger af udtalelser eller afgørelser angående handlinger. Den kan indbefatte begrebet for straf eller gengældelse. Men de brede lag af befolkningen som ikke har haft en mulighed for at kende Gud, kan næppe dømmes for det. Synderne skal få intensiv oplæring. Hvis de ikke angrer efter denne periode på hundrede år som er givet til dem efter den anden opstandelse, skal de gives anledning til at dø, og deres legemer vil blive ødelagt i Gehennas ild (oversat som helvede) (Matt 5:22, 29, 30, 10:28, 18:9, 23:15, 33; Markus 9:43, 45, 47; Luk 12:5; Jak 3:6).
I Det nye testamente er der tre ord som er oversat som helvede. Det er hade eller Sheola, som betyder grav eller jord, et sted hvor de døde bliver begravet. Det andet ord er Gehenna, som er et ord af hebræisk oprindelse for Hinnom-dalen. Det er et sted i Jerusalem hvor døde dyr og affald blev brændt. Kristus brugte dette ord figurativt for at beskrive hvordan man blev af med de døde, både legeme og sjæl (Matt 10:28) efter dommen. Det tredje ord er tartaros, som betyder afgrunden hvor englene, som havde gjort oprør mod Gud blev spærret inde.
Den evige straf (kolasin, tildeling af straf) (Matt 25:46) står i modsætning til det evige liv. Den er simpelthen døden. Straffens betydning, som for eksempel i timoria (Hebr 10:29), stammer fra betydningen af retfærdiggørelse. I 2 Kor 2:6 bruges ordet epitimia (fra esteem = agtelse) for borgerret. Efterfølgende har straffen den betydning, at man som borger kan miste agtelsen.
Således findes der ikke evige lidelser for de døde. De hellige
skal kaldes i den første opstandelse for at undervise i tusindårsriget, sådan
at dæmonerne måske kan blive dømt ud fra deres handlinger, og for at verden
kan have en komparativ standard, den kan måle resultaterne ud fra. Disse skal
ikke dø, i forstået på den måde at de dømmes nu. Det er sagt at de skal
sove ind.
Resten af verden, som ikke hører til de udvalgte, bliver ikke dømt nu. Resten
af verden skal opføres og irettesættes under tilsyn ved den anden opstandelse
(Åb 20:12-13). Der findes ikke nogen anden opstandelse eller straf end den
anden eller almindelige opstandelse. De som angre skal få evigt liv sammen
med de hellige fra den første opstandelse, men de som ikke angre skal simpelthen
dø, og deres legemer skal brændes. Efter dette skal tilstanden som kaldes
døden og graven, eller Hades, afskaffes (Åb 20:14). De onde som er i live
når Messias vender tilbage, vil blive dræbt (Mal 4:3) og overgives til den
anden opstandelse.
Den anden opstandelse var straffen som blev tildelt Judas fordi de forkastede Kristus. De var arvinger til riget som blev kastet ud i mørket udenfor (Matt 8:12). De blev overgivet som en nation til den anden opstandelse, i stedet for at få del i den guddommelige natur (2 Pet 1:4) og den første opstandelse, skal de som et folk overgives til den anden opstandelse. Bortset fra at blive opført som en stamme blandt de udvalgte (Åb 7:5), blev Juda ikke udvalgt til at tage del i den første opstandelse. For mange er kaldt, men få er udvalgte (Matt 22:13-14). Mange som tager imod Kristus, men behandler hans udvalgte dårligt, eller som ikke er flittige (Matt 25:30), skal overgives til den anden opstandelse (Matt 24:51, 25:30). For der er mange som er udelukket (Luk 13:26-28), og selv de som tog del i den første opstandelse, skal omplaceres i henhold til prioritering (Luk 13:30).
Kapitel 6
Kirken
6.1 Hvem eller hvad er Kirken?
Kristus sagde at han ville bygge sin kirke på en klippe, og dødsrigets kræfter
skulle ikke få magt over den (Matt 16:18). Klippen som kirken er bygget på,
er Gud. Kirken er en samling af individer. Det er ikke en bygning eller en
korporativ struktur. De individuelle kirker kaldes Guds kirker (1 Kor 1:2;
2 Kor 1:1, samt 1 Kor 11:22 som refererer til kirken i Korint. Som fællesbetegnelse
bruges Guds kirke (Apg 20:28; Gal 1:13; 1 Tim 3:5) og Guds kirker (1 Kor
11:16; 1 Tess 2:14; 2 Tess 1:4). I 1 Kor 14:33 refereres det til de helliges
kirker, og det viser til de mennesker kirkerne består af. Kirkerne var placeret
mange steder, og hver kirke var ansvarlig for hver deres anliggender.
Individerne bliver kaldt af Gud og givet til Kristus (Joh 17:11-12; Hebr 2:13,
9:15). Hver dag bliver nye mennesker frelst, og Herren lægger dem til kirken
(Apg 2:47). Kirkerne blev identificeret ud fra sin placering (Rom 16:1; 1
Kor 1:2; 1 Tess 1:1; 2 Tess 1:1; 1 Pet 5:13) og var ofte små eller holdt samlinger
hjemme hos folk (Rom 16:5, 23; 1 Kor 16:19; Kol 4:15; Filem 1:2). Kristus
blev gjort til overhoved for alle ting i kirken (Ef 1:22). Guds mangfoldige
visdom skal gennem kirken kundgøres for magterne og myndighederne i himmelrummet
(Ef 3:10). Kristus er overhoved for kirken, som er hans legeme, og den er
underlagt Kristus. Kristus gav sig selv for kirken, således som overhovedet
i hver husstand skal gøre for den enhed (Ef 5:23-26). Det kræves at kirken
vises frem for Kristus uden fejl eller rynke eller noget sådant; helligt og
uden fejl skal den være (Ef 5:27). Kirken får sin næring fra Kristus (Ef 5:29).
Som kirkens overhoved var Kristus den førstefødte blandt de døde således at
han kunne få forrang. Således er kirken, som Kristi legeme, viet til Kristus
som en gruppe i den første opstandelse når brudgommen kommer (Matt 25:1-10;
Kol 1:18, 24). Kirken omfatter menigheden af de førstefødte som er opskrevet
i himmelen (Hebr 12:23). Guds hus er Den levende Guds kirke,
sandhedens støtte og grundvold. Således er Guds kirke grundlagt på sandheden
(1 Tim 3:15).
6.2 Kirkens organisation
Kirken som enhed er ansvarlig for medlemmernes velfærd
(1 Tim 5:16). Dette sker på lokalt niveau.
Kirken ledes af de ældste og diakoner som er valgt af brødrene (Apg 1:22,26,
6:3,5-6, 15:22; 1 Kor 16:3; 2 Kor 8:19,23), som i Herrens navn beder og salver
de syge brødre (Jak 5:14). Den Hellige Ånd gør dem til hyrder for hjorden,
som er Guds kirke (Apg 20:28). Kirkerne har høj grad af selvstyring (3 Joh
1:9-10). Det administrative arbejde i kirken udføres af diakoner og diakonisser
(Rom 16:1), og de skal prøves i denne tjeneste (Fil 1:1; 1 Tim 3:8-13). I
kirken er der mange funktioner, deriblandt som profeter og lærere (Apg 13:1),
derefter mirakler, nådegaver til at helbrede, hjælpetjenester, styringsopgaver,
forskellige slags tungetale (1 Kor 12:28). Kirkens lære skal tales på kendte
sprog, eller i tunger man har bedt om og forstået, og tolket af dem som er
til stede (1 Kor 14:4-5).
Det er kirkens pligt at hjælpe apostlene eller evangelisterne, som er sendt for at arbejde i større områder end de enkeltstående kirker (Apg 14:23,27, 15:3,4,22, 18:22, 20:17; 1 Kor 4:17).
Kristus gav specifikt besked til de enkeltstående kirker, og til englene som havde ansvaret for hver af dem, om at tjene som eksempler for de udvalgte (Åb 2:1,8,12,18, 3:1,7,14).
Funktionen som dommer og bestemmer i den daglige drift af kirken, skal udføres af kirkens ordinære medlemmer, sådan at de kan blive oplært til deres roller i dommen af Himmelens hærskare (1 Kor 6:4).
6.3 Kirkens mål og opgaver
Kirkens første mål er at fortsætte forkyndelsen af
evangeliet om Guds rige, sådan som Jesus Kristus havde fået til opgave at
gøre (Matt 4:17, 10:7, 11:1; Mark 3:14, 16:15; Luk 4:43, 9:60).
Kirken skal forkynde et glædesbudskab for de arme, læge dem som har et knust
hjerte, forkynde frihed for fanger og frigøre dem som er i lænker (Jes 61:1),
blinde skal få synet igen (Luk 4:18). Det er at helbrede de syge (Luk 9:2).
De er at forkynde Herrens nådes år (Luk 4:19), og vidne om at Kristus er den som Gud har sat til at være dommer over levende og døde (Apg 10:42).
At være hyrder for kirken er det andet formål for de ældste (Apg 20:28), de som forsøger at undervise overalt, i hver kirke (1 Kor 4:17). Gaverne som er beskrevet i 1 Kor 12:28 skal anvendes til kirkens udvikling. Disse åndsgaver skal udvikles med iver når menigheden skal bygges (1 Kor 14:12). Hvordan en person styre sit eget hus er en vejledning til effektivt lederskab i Guds kirke (1 Tim 3:5).
6.4 Helliggørelse
De af kirken som er kaldt af Den Hellige Ånd (Rom
15:16) til at blive helgener, bliver helliget (1 Kor 1:2) ved Gud Fader
og bevaret i Jesus Kristus (Jud 1).
De hellige bliver helliget af Gud gennem pagtens blod (Hebr 10:29) og ved
Jesu Kristi legeme (Hebr 10:9-10). De hellige bliver derefter frelst i dåben
(1 Kor 6:11). Den Hellige Ånd er således en ånd af vor Gud, og gennem navnet
Jesus Kristus bliver de udvalgte derefter helliget og vasket ved hans offer,
og de er bevaret i troen gennem Gud (Apg 26:18).
De udvalgte får tilgivelse ved nåden og gennem troen beholder de deres position.
Således helliger de hinanden både i kirken og i familierne (1 Kor 7:14). Således
bliver en ikke-troende ægtefælde og ikke-troende børn helliget gennem de udvalgte.
De udvalgte bliver helliget i Kristi legeme til at blive et legeme i Kristus
(Rom 12:5, 1 Kor 12:20-27), og derfor er helliggørelsen ikke afhængig af gruppestrukturer.
Kapitel 7
Guds rige
7.1 Guds rige opstår
Det blev forudsagt at Guds rige skulle opstå ved
at rigerne i denne verden skulle udslettes gennem Messias’ ankomst ved verdens
ende (Dan 2:44). Guds rige var forkyndt af Kristus som sagde at det var nært
(Mark 1:14-15). Riget har således to faser. Først det åndelige rige og dernæst
det fysiske tusindårsrige under Messias.
7.1.1 Det åndelige rige
Frem til pinsen år 30 e. Kr. havde kun et fåtal profeter og ledere modtaget
Den Hellige Ånd til specielle formål. Før optagelsen af de vantro i kirken
fra og med år 30 e. Kr, havde ingen andre nationer modtaget Den Hellige Ånd.
Således var alle tilsluttet den anden eller almindelige opstandelse som beskrevet
i Johannes’ åbenbaring 20:4 og følgende.
Den Hellige Ånd blev givet til menneskeheden fra og med Kristi død, som første
fase af riget fra og med pinsen i år 30 e. Kr (Apg 2:1-4), og de så den komme
med kraft (Mark 9:1). Det skal modtages med ydmyghed og videbegær som hos
et barn (Mark 10:15). Med mindre en person er født på ny, af vand og Ånd,
kan han ikke se Guds rige (Joh 3:3-5).
Guds riges hemmeligheder er givet til de udvalgte, og forståelsen bliver givet af Den Hellige Ånd, derfor er Bibelen skrevet i lignelser (Luk 8:10). Guds rige består ikke af mad og drikke, men af retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd (Rom 14:17). For Guds rige består ikke i ord, men i kraft (1 Kor 14:20).
Anger er en absolut forudsætning for at komme ind i riget. Angrende syndere vil slippes ind før de selvretfærdige (Matt 21:31-32). Kaldelsen af de udvalgte sker ved en generel spredning af oplysninger som kan sammenlignes med såkornet (Matt 13:3-9). Det bliver spredt og modtaget med stor iver gennem Ånden (Matt 13:44-46). Derfor bliver mange kaldt, men få bliver faktisk udvalgt (Matt 20:16, 22:14). Kaldelsen samler andre, såvel som de udvalgte, som er udskilles ved verdens ende, enten ved Messias’ ankomst eller, for dem som er døde, ved opstandelserne (Matt 13:25-30,36,38-40,47-50). De udvalgte er forudbestemt til at blive kaldt og de skal derfor retfærdiggøres og æres (Rom 8:29).
Når riget er givet ved Den Hellige Ånd, sammenlignes det med et sennepsfrø som vokser op til et mægtigt træ, eller det sammenlignes med en surdej som gennemsyrer hele dejen (Matt 13:31-32). Således bliver det muligt for Gud at bliver alt i alle (1 Kor 15:28) (se Marshall’s Interlinear Ef 4:6).
Forudsætningen er at man først må søge Guds rige og hans retfærdighed, så skal man få alt det andet i tillæg (Matt 6:33). Magten over dæmonerne er et tegn på Guds rige i et individ (Matt 12:28). For at Guds rige skal opretholdes gennem Den Hellige Ånd, er det en helt nødvendig forudsætning at man opfylder Guds vilje. Hvis denne forudsætning ikke opfyldes korrekt, skal Guds rige tages bort og gives til et folk som bærer dets frugter (Matt 21:31,43).
Guds rige kommer ikke på en måde så man kan se det med øjet,
men det findes iblandt os (Luk 17:20-21). Man får ikke Guds rige, også kaldt
Himmeriget, gennem udøvelsen af Kristi virke som Herren, som er et aspekt
hos de udvalgte, men gennem udøvelsen af Gud Faders vilje (Matt 7:21). Gennem
en ydmyg opfyldelse af Guds vilje, bliver man stor i Guds rige (Matt 18:3-4).
De som er udelukket fra at tage del i Guds rige er specielt nævnt i 1 Kor
6:9-10, Gal 5:21 og Ef 5:5.
7.1.2 Kristi tusindårsrige
Messias’ tusindårsrige er beskrevet i Johannes’ åbenbaring
20:2-7. Denne tusindårsperiode betegnes som Millennium eller Chiliad.
7.1.2.1 Messias’ genkomst
Genoprettelsen af det bibelske system gennem Messias’ genkomst, er beskrevet
i Sakarja 14:4. Ved hjælp af en lignelse sagde Kristus at han måtte gå bort
og derefter vende tilbage (Luk 19:12).
Messias skal komme til Oliebjerget. Sammen med de udvalgte skal han grundlægge sit herredømme. Han skal genopbygge templet (Apg 15:16). Han skal genindføre det bibelske system inkludere sabbatten, nymånedagene og de årlige højtider. Det vil da være påkrævet at alle nationer sender sine sendinge til Jerusalem til Løvhyttefesten, ellers vil de ikke få regn til ret årstid (Sak 14:16-19).
Messias skal komme med store tegn og undere, med stor magt og herlighed (Matt 24:27, 30; Åb 1:7). Hans genkomst skal være tydelig og skal ledsages af himmelske tegn (Åb 6:12). Magterne skal skælve. Solen formørkes og månen skal miste sit lys (Matt 24:29; Apg 2:20). Han skal sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer. På denne måden giver Gud magt til Kristus (Matt 26:64; Mark 14:62; Luk 21:27; Apg 1:11).
Kristus skal komme med ærkeengelen Mikaels råb og den sidste basun høres (1 Tess 4:16-17; Åb 11:15).
Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed for at blive lovprist blandt sine hellige (2 Tess 1:10), og alle englene med ham, skal han skille folk fra hinanden og give sig i kast med dem (Matt 25:31-46).
De udvalgte, de af Guds rige, som er blevet tildelt Den Hellige
Ånd gennem anger og voksendåb og overholdelse af budene, skal genopstå fra
de døde når Kristus vender tilbage. Dette er den første opstandelse. De andre
døde skal ikke genopstå før de tusind år er gået. Dette er den anden opstandelse
(Åb 20:4 og efterfølgende). De udvalgte er håbet for og grunden til Messias’
genkomst (1 Tess 2:19; Åb 22:20). De udvalgte må være uklanderlige i hellighed
når Kristus kommer med sine hellige (1 Tess 3:13; 1 Tess 5:23). For at blive
frelst, må man elske sandheden (2 Tess 2:10). Herren skal udrydde Den lovløse
med ånden fra sin mund (2 Tess 2:8). Kirken formanes til at holde sig vågen
og ikke sove, siden den ikke ved hvornår Herren kommer (Mark 13:35-37; Åb
3:3, 11). Kristus skal komme tilbage for at dømme med retfærd og føre krig
mod dem som nægter at følge Guds bud (Sal 96:13; Åb 19:11). Kristus skal komme
tilbage og give sig i kast med menneskeheden og alle dens handlinger (Åb 22:12).
7.1.2.2 Israels samling
Når Messias kommer tilbage, skal de udvalgte og de overlevende fra det
fysiske Israel, hvoraf nogen vil blive anvendt som præster, samles i Jerusalem
fra de fire verdenshjørner (Jes 11:12, 66:19-21).
7.1.2.3 Herrens dag
Før Herrens dag skal der finde et oprør sted eller en apostasi, et
frafald (fra apostasia) fra sandheden og loven blandt de udvalgte.
Mennesket af lovløshed (anomias), som fik sit navn på grund af frafaldet
fra Guds love gennem hans lære blandt de udvalgte, bliver afsløret (2 Tess
2:3-8). Han sidder i Guds tempel og kaldes Gud. Han skal dræbes af Messias
ved hans genkomst.
Herren skal ødelægge dem som går i krig mod Jerusalem. Mennesker, som udslettes,
bliver grebet af panik og vil vende sig mod sine egne (Sak 14:12-13). Alt
dette skal ske uventet (1 Tess 5:2).
Ødelæggelsen vil skade jorden. Menneskeheden vil gemme sig
i bjerge og klipper fordi Kristus er kommet i sin vrede og ingen vil kunne
stå oprejst (Åb 6:15-17) som følge af de plager Gud vil udgyde i de sidste
dage når basunerne lyder (Åb 8:7-21; Åb 16:1-20). Herrens dag, som strækker
sig gennem årtusindet, vil se enden på jorden som vi kender den. Planeten
skal ødelegges af ild (2 Pet 3:7-10, 12), og alle spor af menneskelig bosættelse
fjernes.
Hele processen med Herrens dag er rettet mod at dømme jorden og irettesætte
menneskeheden (Judas 14-16). De blandt de udvalgte som synder, skal blive
sendt tilbage til verdenssystemet for at de kan blive frelst på Herrens dag,
ved at blive irettesat i den anden opstandelse (1 Kor 5:5). Således er der
kun to opstandelser.
7.1.3 Det evige Guds rige
7.1.3.1 Guds komme
Når Kristus har undertvunget alle magter og myndigheder, skal han overgive
hele systemet til Gud (1 Kor 15:24, 28). Da skal Gud komme til jorden og indføre
himmelens styre her. Hele jorden skal da fyldes af hans herlighed (Jes 6:3),
og Gud og Lammet skal være lysene i det nye system (Åb 21:23).
7.1.3.2 Den nye jord og det nye Jerusalem
I Jesaja 65:17 står der at en ny himmel og en ny jord skal skabes. Israels
slægt skal bestå for Guds åsyn i dette nye system (Jes 66:22), helt til ende
af tusindårsriget da alt kød skal blive forældet. Gud skal leve i Sion, som
skal kaldes den trofaste byen (Sak 8:3). Det nye Jerusalem skal komme ned
fra himmelen (Åb 3:12). Dette nye Jerusalem er den hellige by, som skal stige
ned ved skabelsen af den nye himmel og den nye jord (Åb 21:1-4, 7, 10). Da
skal Gud være med alle mennesker. Tidligere ting skal ikke længere huskes
(Jes 65:17). Vi ser frem til det han har lovet: en ny himmel og en ny jord,
hvor retfærdighed bor (2 Pet 3:13). Mange af de udvalgte som sejre vil blive
gjort til søjler i det nye Guds tempel (Åb 3:12). Således skal der være et
åndeligt byggeværk.
7.1.3.3 Menneskehedens skæbne
De udvalgte skal tildeles styret af planeten under tusindårsriget
(Luk 19:17, 19), de skal være som engle (Matt 22:30), de skal arve jorden
og til sidst se Gud, for de skal være Guds børn (Matt 5:3-11). Dette skal
udvides til at gælde alle nationer (Matt 8:11). Dette er til glæde for Gud
Fader (Luk 12:32). For alle som drives af Guds Ånd, de er Guds børn (Rom 8:14).
Messias’ tusindårsrige er kun et redskab, som skal forberede menneskeheden
på sine endelige forpligtelser, sådan at de kan fuldføre deres potentiale
samt Guds plan som blev lagt frem før jorden blev skabt.
Den endelige skæbne til menneskeheden er at være forberedt
og tage sin plads i det nye integrerede system til Himmelens hærskare, samt
at tage sin retmæssige arv op som er udviklingen og herredømmet på jorden
(Sal 8:1-9; Dan 2:44-45), og det nye univers som skal komme (Dan 7:27, 12:3).
Bilag
Ånden i treenighedslæren
Trinitarianerne skilte teologien fra den såkaldte
frelsens økonomi i inkarnationen af Jesus Kristus. Når det gælder udviklingen
af treenighedens doktrin og adskillelsen af teologien fra Guds frelses plan
(eller soteriologi), som det fremkommer af inkarnationen af Kristus, skriver
LaCugna (GOD FOR US The Trinity and Christian Life, Harper, San Francisco,
1991) at kappadokierne styrede teologien i en retning som yderligere bidrog
til adskillelsen af økonomi og teologi. Denne retning, eller kurs,
førte til
”via negativa” hos Pseudo-Dionysius,
og til sidst teologien til Gregor af Palarma (kapitel 6).
I det vestlige latinske område, i perioden som fulgte umiddelbart efter Nikaia,
holdt teologer som Hilarius af Poitiers og muligens i ekstrem grad, Marcellus
af Ankyra, fast ved forbindelsen mellem den guddommelige hypostates
og frelsens økonomi. Augustin indførte en helt ny tilnærmingsmetode. Hans
udgangspunkt var ikke længere Faderens monarki, men de guddommelige substanser,
som var lige fordelt mellem tre personer [med eftertryk]. I stedet for
at søge i teologiens natur, sådan som den åbenbares i inkarnationen
af Kristus og guddommeliggørelsen af Ånden [med eftertryk], ville Augustin
søge i de spor af treenigheden, man kunne finde i sjælen af hvert menneske.
Augustins søgen efter en ”psykologisk” analogi i det intratrinitære forhold
ville betyde at treenighedsdoktrinen derefter skulle dreje sig om guddommens
”interne” forhold, adskilt fra det vi ved om Gud gennem Kristus i Ånden (LaCugna,
s. 44).
Den latinske teologi i middelalderen fulgte Augustin
og teologiens adskillelse fra økonomi eller soteriologi. Hele systemet blev
blandet sammen med nyplatonisme og mysticisme.
De vigtigste kommentarer fra LaCugna er dem fra Augustin som går ud på at Faderens monarki ikke længere var altoverskyggende. Ligestilling var en forudsætning for treenigheden. Dette var det andre trin som fulgte efter den falske påstand om fælles evighed. Den korrekte forudsætning var begrebet om manifesteringen af guddommen i hvert individ, nemlig Faderens virke ved hjælp af Den Hellige Ånd som strømmer ud fra ham gennem Jesus Kristus. Denne retning gennem Jesus Kristus gjorde Kristus i stand til at overvåge og styre individet i samsvar med viljen til Gud som levede i hver af de udvalgte.
Kristus havde ikke sit udspring i Den Hellige Ånd. Han var
formidler og overvåger. Han handlede på Guds vegne sådan som han altid havde
handlet og i samsvar med Guds vilje. Men han var ikke Gud. Trinitarianerne
tabte dette faktum af syne, hvis de nogensinde virkeligt forstod hvad sagen
drejede sig om. Som LaCugna siger:
Teologien om den treenige Gud åbenbarede sig og blev tillagt tanken om én Gud (s. 44).
Dette havde en fundamental påvirkning på de kristnes måde at bede på. Det vil sige at de ikke længere kun bad til Gud (Matt 6:6, 9) i navnet til Sønnen sådan som Bibelen viser (fra Luk 11:12), ved at tilbede Faderen (Joh 4:23), men derimod til Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. Videre udviklede de lærte en metafysik af selve teologien. Men hele denne opbygning var lagt i ringeagt overfor eller manipulationen af Bibelen. Det er derfor trinitarianerne aldrig henviser til alle bibeltekster vedrørende et emne og fejlagtigt oversætter og fejlciterer andre nøgletekster, samt ser bort fra de tekster de ikke kan ændre. Deres system er imidlertid baseret på mysticismen og platonismen. LaCugna skriver at
Kappadokierne (og også Augustin) gik væsentligt ud over Skriftens
forståelse af økonomien ved at lokalisere Guds forhold til Sønnen (og Ånden)
på et ”intraguddommeligt” plan (s. 54).
Den eneste Gud eksisterede som ousia i tre distinkte hypostaser.
Vi har set (Cox, The Elect as Elohim) at den platonske betegnelse ousia
og den stoiske betegnelse hypostases næsten betyder det samme.
Forvisningen af Ånden til en intraguddommelig plan betyder at de udvalgte aldrig kan få del i Guds natur sådan som Kristus gør det. Denne påstand står i modsætning til Skriften. De udvalgte får del i den guddommelige natur (2 Pet 1:4).
I Efeserne 1:22 står det at Gud har lagt alt under Kristi fødder og gjort ham til overhoved over alle ting i kirken. Gud rejste Kristus
op fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himmelen, over alle magter og myndigheder, over alt vælde og herredømme og over alle navne som kan nævnes, ikke bare i denne verden, men også i den kommende. Alt lagde han under hans fødder, og ham, hovedet over alle ting, har han givet til kirken, som er Kristi legeme, fyldt af ham som fylder alt i alle (Efeserne 1:20-23).
Kristus er dermed givet myndighed over alle navne, siden navnet selv betegner myndighed. Han er givet myndighed over alle ting således at kirken kan få del i arven gennem Kristus, for i ham er hele guddomsfylden legemligt til stede. Ordet som her er oversat med ”guddom” er theoteos som betyder guddom eller tilstanden at være Gud.
Thayer mener at guddom (theot) skiller sig ud fra guddommelighed (theoit), sådan som en kerne skiller sig fra kvalitet eller attribut (Thayer’s s. 288). Betydningen her er at fuldkommenheden i Guds natur og kerne har taget legemlig bolig i Kristus. Det er denne fuldkommenhed af kernen som er givet til os for at alle mennesker kan blive optaget i den nye natur til Gud (Kol 3:10). Det bliver hverken jøder eller grækere, men samtlige bliver Kristus, for han er i alle (Kol 3:11). Han udvikler mennesker gennem Den Hellige Ånds kraft, for til sidst at gøre Gud til alt i alle (1 Kor 15:28).
Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underordne sig under Gud som har lagt alt under ham, og Gud skal alt være i alle (panta en pasin) [se Marshall’s Interlinear og Kol 3:11 (panta kai en pasin)].
Trinitarianerne har begyndt at oversætte denne tekst med alt til alle for at undgå den logiske forlængelse af Gud, som kerne som strækker sig til alle mennesker, sådan som den gjorde for Kristus ud fra disse tekster.
Det er Kristus som fylder os med Guds fylde (Ef 3:19). Kristi fylde er et billede på Faderen (Ef 4:13). Det er sådan at vi bliver et billede eller eikon af Faderen ligesom Kristus, og således er vi Guds børn og Kristi medarvinger til Guds rige (Rom 8:17; Jak 2:5). Arvinger ifølge løftet (Gal 3:29) om frelsen (Hebr 1:14), og arvinger sammen af nåden (1 Pet 3:7).
Guds søn bliver den evige Fader (Jes 9:6), som overhovedet for faderskabet over hærskarerne som således tager deres plads blandt andre fædre i himmelen, hvoraf der er mange (Ef 3:14).
Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, han som har givet navn til alt som hedder far og barn i himmel og på jord.
Ordet familie her er patria eller faderskab. Derfor er titlen fader, enten det gælder en husstand eller Guds egen husstand, en delegeret titel, som viser det endelige ansvar til hver leder i hver enhed ned til familierne. Så rækkefølgen er fra Gud til Kristus til det mandlige overhoved for husstanden (1 Kor 11:3) som må delegere sit ansvar som Gud gør til Kristus, og de andre af Guds børn som er elohim, og sådan at disse elohim delegerer deres ansvar til dem der er under dem.
Den Hellige Ånd er mekanismen som knytter alle disse enheder
sammen og overfører evnen til at være elohim til hver af dem, som tilhører
Himmelens hærskare. Der er ingen tvivl om at Den Hellige Ånd er Gud i hvilken
som helst betydning, som skiller sig ud fra den individuelle og er begrænset
til et intraguddommeligt forhold mellem tre enheder. Alle er Guds børn
og således Kristi medarvinger i samme betydning. Tilbedelsen af Den Hellige
Ånd vil, i en betydning, være som selvdyrkelse, siden det er gennem dette
at Gud bliver alt i alle.
Derfor er dens tilbedelse logisk forbudt som selvdyrkelse, i den forstand
at den er en del af individet. Den er rigtigt nok en kraft eller et redskab
og ikke Gud selv. Den Hellige Ånd overfører evnen til at blive elohim eller
theoi til os.
Guddommen er en struktur som strækker sig til at omfatte et råd. Dette råd er beskrevet i Salmerne og andre tekster der vises til under, og Guds trone og de ældstes råd er beskrevet i Johannes’ åbenbaring 4:1 til 5:14. Dette råd, som inkluderer Jesus Kristus som Lammet, og ypperstepræsten (fra Hebr 8:1-2), tjener og tilbeder den aller mægtige Gud (Åb 4:8-11). Gennem at tjene Gud ofrede Kristus sit liv, og enhver præst skal have noget at give til Gud som offergave (Hebr 8:3).
I Johannes’ Åbenbaring 4:8-11 står det skrevet at Herren Gud, den Aller mægtige sidder på tronen over de ældste som også sidder på tronen. Til trods for deres kroner, er de underordnet Herren Gud, den Aller mægtige, som ved sin vilje skabte alle ting. Han er Herren Gud over Kristus og rådet.
Det findes et mangefold af Guds børn i Himmelens hærskare (fra Job 1:6, 2:1, 38:7, Sal 86:8-10, 95:3, 96:4, 135:5). De er betegnet som Bene Elyon eller de Højestes Sønner (se også Sabourin SJ, The Psalms: Their Origin and Meaning, Alba House, NY, pp. 72-74). De udvalgte blandt menneskene er også inkluderet blandt Himmelens hærskare som Guds børn (fra Rom 8:14).
Kristus var skabelsens førstefødte. For i ham er alt blevet skabt, i himmelen og på jorden, det synlige og usynlige, de som troner og de som hersker, både magter og myndigheder – alt er skabt ved ham og til ham. Han er før alle ting, og alt består ved ham (Kol 1:16-17). Men det var Gud som lagde ham, og som ønskede at skabelsen skulle eksistere i Kristus. Derfor er Kristus ikke Gud i nogen betydning; Gud Fader er Gud og den eneste udødelige (1 Tim 6:16), og eksisterer i al evighed.
Gud anses i Bibelen for at være Gud og Kristi Far (fra Rom 15:6; 2 Kor 1:3, 11:31; Ef 1:3, 17; Kol 1:3; Hebr 1:1 og følgende; 1 Pet 1:3; 2 Joh 3; Åb 1:1, 6, 15:3). Kristus får sit liv, sin magt og myndighed efter befaling fra Gud Fader (Joh 10:17-18). Kristus underordner sin vilje efter Guds vilje, som er Far (Matt 21:31, 26:39; Mark 14:36; Joh 3:16, 4:34). Gud gav de udvalgte til Kristus og Gud er større end Kristus (Joh 14:28) og større end alle (Joh 10:29).
Gud sendte derfor sin eneste Søn (monogene) til verden, for at vi skulle ha liv ved ham (1 Joh 4:9). Det er Gud som ærer Kristus, og han er større end Kristus (Joh 8:54).
Kristus lader sin kraft som en Guds Søn blandt Himmelens hærskare til side, og blev et menneske, af Davids slægt (Rom 1:3). Men ved hellighed indsat som Guds søn med magt, da han stod op fra de døde, som Jesus Kristus vor Herre (Rom 1:4).
Gud er klippen (sur) som et stenbrud eller bjerg, som alle andre er hugget ud fra, stenkniven i Josva 5:2 som omskærer Israel, den oprindelige og virkningsfulde årsag (5 Mos 32:4, se Maimonedes, Guide of the Perplexed, University of Chicago Press, 1965, Ch. 16 pp. 42 ff). I 1 Sam 2:2 står det skrevet at vor Gud er vor klippe, en evig klippe (Jes 36:4). Det er fra denne klippe alle de andre er hugget ud fra, og det er alle andre efterkommere af Abraham i troen også (Jes 51:1-2). Messias er hugget ud fra denne klippe (Dan 2:34, 45) for at undertvinge sig verdensrigerne. Det er Gud, ikke Peter eller Kristus eller nogen anden, som er klippen eller grundstenen Kristus skal bygge sin kirke på (Matt 16:18), og hvorpå han selv hviler.
Messias er den vigtigste grundsten i Guds tempel, og hvor de udvalgte er Naos eller de hellige blandt de hellige, Den Hellige Ånds hvilested. Samtlige af templets sten er udhugget af denne klippe som er Gud, ligesom Kristus, og givet til Kristus, den åndelige klippe (1 Kor 10:4), forargelsens klippe og anstødsstenen (Rom 9:33) for at forme templet. Kristus skal bygge templet sådan at Gud kan være alt i alle (Ef 4:6). Gud har givet Kristus at være alt og i alle (panta kai en pasin Kol 3:11), lagt alt under hans fødder (1 Kor 15:27), givet ham at være overhoved over alle ting i Kirken, som er hans legeme, fyldt af ham som fylder alt i alle (Ef 1:22-23). Da Gud lagde alle ting under Kristus, er det åbenbaret at Gud forventes at være den Ene som lægger tingene under Kristus’ fødder (1 Kor 15:27).
Når Kristus underlægger sig alle ting, da skal Kristus selv være underordnet Gud som lægger alle ting under Kristus, således at Gud kan være alt i alle (panta en pasin 1 Kor 15:28). Således står de platoniske doktriner som forsøger at forene Gud og Kristus i treenigheden i modsætning til Skriften. Kristus skal sidde ved Guds højre hånd, efter henvisning fra Gud (Hebr 1:3, 13, 8:1, 10:12, 12:2, 1 Pet 3:22) og dele Guds trone sådan som de udvalgte skal dele den trone som er givet til Kristus (Åb 3:21), som er en trone af Gud (Sal 45:6-7; Hebr 1:8 eller Gud er din trone oversat med Din trone O Gud, se fodnote til annoteret RSV).
Gud, som sender, er større end udsendingen (Joh 13:16), tjeneren er ikke større end sin herre (Joh 15:20). Det er absurd at foreslå at et væsen kan blive ofret til sig selv. Logisk set er en sådan handling selvmord, eller inden treenighedslæren, en delvis ødelæggelse. Derfor fornægter doktrinen opstandelsen, specielt fra 1 Kor 15.
Således er distinktionen i korsfæstelsen og opstandelsen obligatorisk og fuldkommen. Opstandelsen måtte være i legemet, indeholdende en oversættelse som bølgeofferet, ellers ville der ikke blive nogen frelse og ikke nogen fortsat høst. Kristi forberedelse til at stige op til hans Gud og vor Gud, som er vor Far (Joh 20:17), var virkelig og noget særligt.