Guds kristne kirker
[252]
Det første store bud
[252]
(Udgave 1.2 19981005-19990607) Audio (på engelsk)
Loven består af to bud. Disse to store bud danner grundlaget for hele loven og vidnesbyrdet til profeterne, inkluderet Jesus Kristus, og er nedtegnet i det vi kender som Bibelen. Det første store bud lyder: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af alle din forstand. Det andet store bud lyder: Du skal elske din næste som dig selv.
Christian Churches of God
PO Box 369, WODEN ACT 2606, AUSTRALIA
E-mail: secretary@ccg.org
Copyright © 2003 Wade Cox)
(Tr. 2003)
Disse skriftene kan kopieres og distribueres hvis samtlige av skriftene
er kopiert, og hvis det ikke er foretatt endringer eller overstrykninger.
Forleggers navn og adresse, samt opphavsrettstegn på inkluderes. Man
kan ikke ta betalt for kopier som distribueres. Opphavsretten brytes ikke
ved bruk av korte sitater som innlemmes i kritiske artikler og omtaler.
Dette manuskriptet er tilgjengelig (både som originaltekst og i oversatt
versjon) på følgende nettsteder:
http://www.logon.org og http://www.ccg.org
Det første store bud [252]
Indledning
Forståelsen af loven og formålet med den har været tillagt forskellig betydning gennem tiderne. Det ser ud som om perspektivet har ændres sig i takt med tiden, sådan at loven kan betragtes som forskellige lag med skiftende vægtlægning. Groft sagt virker det som om, de tidlige profeter hovedsagelig betragtede loven i betydningen social retfærdighed. Senere profeter har givet udtryk for en stærk fokusering på liturgi og præstevirksomhed. Nogen er optaget af den profetiske dom, og at Israel skal genopbygges i henhold til loven. Det såkaldte Nye testamente fokuserer på temaet omkring den messianske autoritet og videreføringen af loven, i modsætning til den nyere metode som bygger på rabbinske opfatninger og udtalelser. Det koptiske evangelium til Thomas bliver indledet med et spørgsmål, som danner fokus for hele budskabet. Forudsætningen for tidsangivelserne var hvor ofte man skulle bede, når man skulle faste, samt hvor meget man skulle give i almisse. Alle disse lag er beholdt og sammenfattet i Koranen, som slutter cirkelen og vender tilbage til fokuseringen på social retfærdighed.
Ethvert detaljestudie af loven kræver, at man undersøger hvad der er lagt vægt på i de forskellige skrifter gennem historien, samt formålet med den oprindelige lovgivning. Det er en sag som fremstår som den vigtigste, og det er at Kristus ikke fjernede det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven. Som vi skal se, har hele budskabet gennem den bibelske historie gået ud på at få menneskene til at elske og således adlyde Gud samt elske sin næste.
I budene, gennem en analyse af Guds love, ser vi en sammenhængende redegørelse af Bibelens budskab udvikle sig gennem historien. Guds lov er den samme nu som den altid har været. Alle problemer og bekymringer omkring liturgi, renhed, almisser og grundlag for troen bliver løst ved en rigtig gennemgang af loven, fremstilles for hver syvårscyklus og grundfestet i den.
Vi vil opleve at vi ikke bliver frelst ved at overholde loven. Vi bliver frelst ved nåde. Uden Den Hellige Ånd kunne vi ikke følge loven, sådan som Judas stamme og de hedenske nationer så tydeligt har vist gennem de sidste tre tusind år. Vi følger loven siden vi er forpligtet til det gennem vor kærlighed og lydighed overfor Gud. Det var altid hensigten at vi skulle gøre dette, det er kun præsteskabet i denne verden, som har formidlet en anden lære eller forvrænget Guds love og hans kalender, sådan at de ikke kan følges på den rigtige måde.
Moderne konventionel kristendom lærer fejlagtig, at Guds lov blev spigret fast til korset på grund af en urigtig forklaring i Kolosserbrevet 2:14–15. Det var skyldbrevet som belastede os med lovens krav – cheirographon – som blev spigret fast til korset, ikke selve Guds lov. Den romerske form af det, som skulle komme til at hedde kristendom, forsøgte at tilpasse Kristus til en form af det gamle hedenske trossystem og placere dette system i den eksisterende græsk-romerske politiske ordning. For at gennemføre dette, var de tvunget til at underminere og ødelægge hele det bibelske system, uden at det i virkeligheden skulle se ud som om det blev ødelagt. Således blev de fiktive elementer i Det nye testamente skabt og afskaffelsen af Guds lov fik sin begyndelse. Udskiftningen af den bibelske kalender fandt sted. Den hedenske kalender med sin soldyrkelse, jul og påske byttede plads med Guds kalender og hans regler for tilbedelse.
Romerne tilpassede religionen til imperiet, og da imperiet faldt, lagde de et billede af dyret og lod religionen styre de nationale områder, hvor imperiet selv tidligere havde haft magten. Dette kunne kun gennemføres ved at bruge den fuldstændig modificerede form af det religiøse system, siden Guds eksisterende love helt og holdent stod i strid med det græsk-romerske politiske og religiøse system under en treenig gud. Dette falske religiøse og politiske system eksisterer fortsat, og Europa har været forpligtet til at håndhæve det. Dette vil imidlertid ændre sig i en ikke alt for fjern fremtid.
Det er vores opgave, som udtrykkelig fremsat i Guds lov, at studere og forklare loven. Ved at gøre dette, ser vi hvad som på lang sigt vil erstatte den under Messias. Havde vi gjort dette fortløbende siden loven blev givet til os, ville vi ikke have blevet ledet bort fra den, og vores historie havde set anderledes ud.
Budene i lovgivningen
I modsætning til den almene myte var Guds lov og bud i sin helhed til stede fra begyndelsen. Dette fremgår af teksterne som omhandler doktrinen om arvesynden, (Doctrine of Original Sin Part 1 The Garden of Eden [246] og Doctrine of Original Sin Part 2 The Generations of Adam [248]). Forestillingen om en lov ifølge Noa, som gik forud for overleveringen af loven på Sinai-bjerget, er en fiktion som stammer fra senere rabbinsk jødedom. Forståelsen og frygten for Gud fandtes i Israel fra Adam via patriarkerne og fortsatte ind i Egypten.
Anden Mosebog 1:17-21 Men jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve. Derfor kaldte egypterkongen jordemødrene til sig og sagde til dem: Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve! Men jordemødrene svarede Farao: Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme. Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt. Fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem afkom..
Og Gud talte til sine tjenere profeterne, og specielt Moses gennem Yahovahs engel (jf. studieskriftet The Angel of YHVH [24]).
Anden Mosebog 3:2-22 2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke? Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: Moses! Moses! Han svarede ja, og Gud sagde: Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. Og han sagde: Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.
Så sagde Herren: Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten. Moses sagde til Gud: Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten? Gud svarede: Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg. Moses sagde til Gud: Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem? Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er! Og han sagde: Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.
Gud sagde videre til Moses: Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt. v16 Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: Jeg er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten, og jeg har besluttet at føre jer bort fra lidelsen i Egypten, til kana'anæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning. De vil høre på dig, og sammen med Israels ældste skal du gå til Egyptens konge og sige til ham: Herren, hebræernes Gud, har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud. Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå, hvis ikke han mærker en stærk hånd. Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå. Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.
JEG ER DEN JEG ER er ’eyeh ’asher ’eyeh eller JEG SKAL VÆRE DET SOM JEG SKAL KOMME TIL AT BLIVE (eller I WILL BE THAT WHICH I WILL BECOME (jf. fodnote til Oxford Annotated RSV). Den eneste sande Gud som alene er udødelig (Joh 17:3, 1 Joh 5:20, 1 Tim 6:16), Den Højeste (Elyon) (5 Mos 32:8). ELOAH (Esras 4:24 – 7:26; Ordspr 30:4-5) skulle gøre sit yderste for at blive Gud som ELOHIM. Og denne evne gav han til sine sønner (Sal 82:1, 6).
Han salvede sin åndelige søn til Elohim,
Salmerne 45:7-8 7 Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elsker ret og hader uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige. Og sendte ham ud til menneskene.
Hebr 1:8-9 8 men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.
Dette blev gjort således at de også kunne komme til at blive ELOHIM.
Salmene 82:1-6 1 Gud træder frem i gudeforsamlingen, blandt guderne holder han dom: Hvor længe vil I dømme uretfærdigt og tage parti for de ugudelige? Sela Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet, de vandrer i mørke, jordens grundvolde rokkes. Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste.
Eloah gav Israels folk til sin søn som hans ejendom, som Yahovah af Israel.
5 Mosebog 32:8-9 8 Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod.
Mennesker skal komme til at blive ELOHIM, og Skriften kan ikke gøres ugyldig (Joh 10:34-35). Og Gud talte til menneskene gennem sine tjenere profeterne.
Anden Mosebog 4:1-10 1 Moses svarede: Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig! Da sagde Herren til ham: Hvad er det, du har i hånden? og han svarede: En stav. Herren sagde: Kast den på jorden! Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, men Herren sagde til ham: Ræk hånden ud og grib den i halen! Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham. Det er, for at de kan tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig. Derpå sagde Herren til ham: Stik din hånd ind på brystet! Det gjorde han, og da han trak hånden ud igen, var den blevet spedalsk, hvid som sne. Stik din hånd ind på brystet igen! sagde Herren. Det gjorde Moses, og da han trak hånden ud fra brystet, var den igen som resten af kroppen. Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn. Men hvis de efter disse to tegn ikke tror og ikke vil høre på dig, skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på jorden; så bliver det vand, du tager fra Nilen, til blod på jorden.
Men Moses sagde til Herren: Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.
Anden Mosebog 4:29 Så tog Moses og Aron af sted. De kaldte alle israelitternes ældste sammen.
Gud, som Eloah, ophøjede sine budbringere, både åndeligt og kropsligt, til elohim over folket.
Anden Mosebog 7:1 Da sagde Herren til Moses: Se, jeg gør dig til gud for Farao, og Aron, din bror, skal være din profet.
Fra denne stund og fremover ville Gud handle for at befri planeten gennem sit folk Israel under hans søn. Dette væsen, som en ånd, bar hans navn Yahovah og udøvede således Guds autoritet og talte til folket gennem profeterne. Senere blev han til kød og blod i lydighed mod Gud.
Anden Mosebog 11:1-10 1 Herren sagde til Moses: Endnu en plage vil jeg bringe over Farao og Egypten. Efter den vil han lade jer gå herfra. Og når han lader jer gå, vil han ligefrem jage jer ud herfra! Giv nu folket besked om, at alle, mænd og kvinder, skal bede deres naboer om ting af sølv og guld. Herren havde nemlig ladet egypterne fatte velvilje for folket. Også manden Moses nød stor anseelse i Egypten, både hos Faraos hoffolk og hos folket.
Moses sagde: Dette siger Herren: Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; også alt det førstefødte af kvæget skal dø. I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal lyde igen; men ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne. Alle dine hoffolk skal komme og kaste sig ned for mig og sige: Drag bort både du og hele det folk, der følger dig! Derefter vil jeg drage bort. Så forlod han Farao i glødende vrede.
Herren sagde til Moses: »Farao vil ikke høre på jer; det sker, for at mine undere i Egypten skal blive mange.«.
Gud brugte Israel til at udføre mirakler, samt til at vise sin magt over folkene og de faldne engle.
Anden Mosebog 14:1-30 1 Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr. Så vil Farao tænke: Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem. Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren. Det gjorde israelitterne så.
Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os! Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon. Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. De sagde til Moses: Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen. Men Moses sagde til folket: I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!
Herren sagde til Moses: Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.
Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten. Men Herren sagde til Moses: Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere. Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.
Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred.
Israel blev døbt til hans tjeneste i Rødehavet. Han blev da genstand for deres tilbedelse og det centrale i deres dyrkelse, sådan at de skulle komme til at blive hans udvalgte og hans udvidede væsen som Elohim, som Yahovahs engel foran dem (jf. Sak 12:8).
Der nævnes ti sange som priser Herren (jf. (1) 2 Mos 15:1-19; (2) 4 Mos 21:17-18, (3) 5 Mos 32:1-43; (4) Dom 5:1-31; (5) 1 Sam 2:1-10; (6) 2 Sam 22:1-51; (7) Luk 1:46-55; (8) Luk 1:68-79; (9) Luk 2:29-32; (10) Åb 14:3; 15:3). Hvis sangen om Moses er (5 Mos 32:1-43), kan den anden sang (jf. 2 Mos 15:1-19) være Sangen om Lammet, eftersom det er en lovsang. Disse to sange om Moses og Lammet er dem som identificerer de udvalgte i genoprettelsen af Guds lov og retfærdighed (Åb. 15:3-4).
Johannes’ åbenbaring 15:3-4 3 Og de synger Guds tjener Moses' sang og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.
(Jf. Sal 86:9-12; Jes 66:15, 16, 23; Sef 2:11; Sak 14:16-21.)
Med denne handlingen skal vi genoprette kraften i de sange morgenstjernerne sang da jorden blev grundlagt (Job 38:4-7).
Job 38:4-7 4 Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?
Vi skal være som Elohim og Gud skal være vor sang. Vi skal klargøre en bolig for ham. Han er vor fædres Elohim, og vi er hans tempel. Elohim til vor Elohim har udvalgt os til hans bosted.
Anden Mosebog 15:1-19 1 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet. Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg hylde. Herren er kriger, Jahve er hans navn. Faraos vogne og hær kastede han i havet, hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet; det store dyb lukkede sig over dem, de sank i havets dyb som sten. Herre, din højre hånd er mægtig i styrke, Herre, din højre hånd knuser fjenden; i din vældige storhed slår du dine modstandere ned, du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå. For din fnysende vrede tårnede vandet sig op, strømmene stod som en vold, vandmasserne stivnede midt i havet. Fjenden sagde: Jeg forfølger og indhenter dem, jeg fordeler byttet og stiller min hunger på dem; jeg trækker mit sværd, min hånd tilintetgør dem. Du pustede med din ånde, havet lukkede sig over dem, de sank som bly i de mægtige vande. Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er så mægtig og hellig frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du? Du løftede din højre hånd, og jorden slugte dem. I din trofasthed ledte du det folk, du havde udfriet, i din styrke førte du dem til din hellige bolig. Folkeslagene rystede, da de hørte det. Filistæas indbyggere vred sig i veer, Edoms høvdinge blev forfærdede, Moabs mægtige blev grebet af rædsel, alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst. De blev grebet af skræk og rædsel, for din arms magt blev de stumme som sten, da dit folk drog frem, Herre, da det folk drog frem, som du havde vundet. Du førte dem ind og plantede dem på det bjerg, du ejer, det sted, du har gjort til din bolig, Herre, den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.Herren er konge i al evighed. For da Faraos heste med vogne og ryttere begav sig ud i havet, lod Herren vandet i havet vende tilbage over dem; men israelitterne gik tørskoet gennem havet.Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker.
Israel blev reddet, og blev gennem denne handling placeret på klippen i Yahovahs arvedel. Jakob som Israel hersker fra Guds klippe (jf. 5 Mos 32:8). Jakob som Israel (betyder ”han skal herske som Gud”) blev oprettet af Yahovah i det fristed hans hænder havde skabt. På denne måde blev vi Yahovahs medarvinger, og som medarvinger tager vi hans arvedel som elohim frit blev givet som udvalgte af Eloah vores Far (jf. Rom 8:17; Gal 3:29; Tit 3:7; Heb 1:14; 6:17; 11:9; Jak 2:5; 1 Pet 3:7; jf. også Mal 2:10; Heb 2:11). Vi er Guds sønner sammen med hærskarerne (jf. Job 1:6; 2:1) og alle er velsignet under én Far (Mal 2:10), af én og samme oprindelse som Messias (Heb 2:11), for han blev Guds søn i kraft af sin opstandelse fra de døde (Rom 1:4).
Men folket murret mod deres befrielse:
Anden Mosebog 15:20-27 20 Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker. Mirjam sang for dem: Syng for Herren, han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet. Vagtler og manna
Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert. Derfor kaldes stedet Mara. Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: Hvad skal vi drikke? Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.
Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. Han sagde: Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig. Så kom de til Elim. Dér var tolv kilder og halvfjerds palmer. De slog lejr dér ved vandet.
Israel skulle komme til at blive helbredt for sin lastefuldhed, og skulle etablere sig under de tolv og de halvfjerds, som skulle give dem vand og beskyttelse under Messias, sådan som de gjorde ved Elim (jf. studieskrifterne Moses and the Gods of Egypt [105] og Pentecost at Sinai [115]).
Men Gud skulle først give dem en formaning med føde, som var for mægtig til at fordøje.
Anden Mosebog 16:9-12 9 Så sagde Moses til Aron: Sig til hele israelitternes menighed, at de skal træde frem for Herren, for han har hørt, hvordan de giver ondt af sig. Da nu Aron talte til hele israelitternes menighed, vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen. Herren sagde til Moses: Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud..
Herren lod dem leve af manna i ørkenen i fyrre år. De som havde forkastet Guds arvedel, døde. Føden i ørkenen var en skygge af det, som skulle komme, eftersom den viste til kirken, som de udvalgte, og Den Hellige Ånd som føde i de kommende fyrre jubelår. Vi kan ikke se Gud i vor nuværende tilstand; da ville vi med sikkerhed dø. Intet menneske har set ham eller kan nogensinde se ham. Han alene er udødelig og bor i et lys, som ingen kan komme til (1 Tim 6:16).
Vi bør holde dette i minde frem til Messias.
Anden Mosebog 16:32-36 32 Moses sagde: Dette er, hvad Herren har befalet: Fyld et omer-mål med det, og opbevar det til jeres efterkommere, så de kan se det brød, jeg gav jer at spise i ørkenen, da jeg førte jer ud af Egypten. Og Moses sagde til Aron: Tag en krukke, kom en hel omer manna i den, og stil den foran Herren til opbevaring til jeres efterkommere. Aron stillede den til opbevaring foran Vidnesbyrdet, sådan som Herren havde befalet Moses. Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an. En omer er en tiendedel efa.
Gud fastsatte vilkårene for hvordan vi skulle arve dette løftet og blive til en speciel og dyrebar skat for ham.
Anden Mosebog 19:1-25 1 Den tredje måned efter at israelitterne var draget ud af Egypten, netop den dag kom de til Sinajs ørken. De brød op fra Refidim og kom ind i Sinajs ørken og slog lejr i ørkenen. Dér slog Israel lejr over for bjerget, og Moses gik op til Gud. Herren råbte til ham fra bjerget og sagde: Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne. Moses kom tilbage og kaldte folkets ældste til sig og forelagde dem alt det, Herren havde befalet ham, og folket svarede alle som én: Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre. Moses bragte folkets svar til Herren. Herren sagde til Moses: Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig. Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, og Herren sagde til Moses: Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder. v11 De skal holde sig rede til i overmorgen, for i overmorgen vil Herren i hele folkets påsyn stige ned på Sinajs bjerg. Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve. Når vædderhornets lange tone lyder, må man gå op på bjerget. Så kom Moses ned fra bjerget til folket; han helligede folket, og de vaskede deres klæder. Og han sagde til dem: Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!
Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget. Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres. Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop. Herren sagde til Moses: Gå ned og advar folket mod at trænge sig frem til Herren for at se ham, for så vil mange af dem miste livet. Selv præsterne, der må træde frem for Herren, skal hellige sig, for at Herren ikke skal bryde løs mod dem. Moses svarede Herren: Folket kan ikke komme op på Sinajs bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det. Men Herren sagde til ham: Gå nu ned, og kom så herop sammen med Aron! Præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, for så bryder han løs mod dem. Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.
Gud gav loven gennem Den store engel (Engelen af Det store råd i Septuagint, the Angel of the Great Counsel of the LXX). På denne måde, gennem en formidler, gav Gud lovens struktur til Moses, og denne åndelige klippe var Kristus (1 Kor 10:4).
Anden Mosebog 20:1-17 1 Da talte Gud alle disse ord og sagde: 2 Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af landet Egypten, af trællehuset.
[I] 3 Du må ikke have andre guder end mig.
[II] 4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
[III] 7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
[IV] 8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
[V] 12 Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig..
[VI] 13 Du må ikke slå ihjel.
[VII] 14 Du må ikke bedrive hor.
[VIII] 15 Du må ikke stjæle.
[IX] 16 Du må ikke vidne falsk mod din næste.
[X] 17 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
Opdelingen af loven i to store bud finder sted længere fremme i Femte Mosebog. Strukturen skiller sig klart ud i og med, at de fire første bud omhandler kærligheden til Gud, og de seks sidste omhandler kærligheden til medmennesker. Dette blev siden forankret i befolkningen (jf. også Love and the Structure of the Law [200]).
Vor forpligtelse er i første række overfor Gud, og derefter overfor vore medmennesker. Vor pligt er at forberede os på at modtage Den levende Gud på en rigtig måde. Han er de levendes Gud og ikke de dødes.
Mattæus 22:29-46 29 Jesus svarede dem: I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen. Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? Han er ikke Gud for døde, men for levende. Da skarerne hørte dette, blev de slået af forundring over hans lære.
Det største bud i loven
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: Mester, hvad er det største bud i loven? Han sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.Davids søn eller Davids herre
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? De svarede: Davids. Han sagde til dem: Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn? Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget..
Hvordan forholdte det sig sådan at David kaldte ham Herre og Elohim (Sal 45:6-7; Hebr 1:8-9)?
For at han var den elohim af Israel, som talte med profeterne og patriarkerne. Han var Yahovahs engel foran Israel (Sak 12:8).
Den første del af loven omhandler kærligheden til Gud. Den skal være med hele hjertet, sjælen og sindet. Den anden del går ud på, at man skal elske sin næste som sig selv. For dersom man ikke elsker sin næste, som man har set, hvordan kan man da elske Gud, som man ikke har set?
1 Joh 4:20-21 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem. Jesus sagde til hende: Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.
Strukturen til Det første store bud danner grundlaget for Det andet store bud, og på disse to bud hviler hele loven og profeterne. Således er de ti bud en undergruppe af disse to, og resten af loven er undergrupper af de ti bud. Det første store bud består af de fire første blandt de ti bud.
Herren tager denne struktur for sig, gennem logikken bag ham som er oprindelsen til skabelsen og frelsen. Han giver evigt liv til dem han udvælger, i den orden han har fastsat.
Det første bud erklærer og fastsætter Guds unikke stilling og ophøjethed.
Anden Mosebog 20:1-3 1 Da talte Gud alle disse ord og sagde: 2 Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af landet Egypten , af trællehuset. 3 Du må ikke have andre guder end mig.
Det andet bud skildrer det profane og verdslige i afgudsdyrkningen og dyrkningen af materielle ting. Gud vil at menneskene skal dyrke ham i ånd og sandhed.
[II] 4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
Dette bud viser os genstanden for tilbedelse. Vi må ikke lave afbilleder af noget vi skal knæle for, eller dyrke eller tilbede. Dette omfatter både kors, statuer, enhver fremstilling af Gud, ham selv, og definitivt ikke Kristus og de døde helgener, hvoraf kun Kristus er opstanden.
Det tredje bud er udformet for at beskytte kraften i Guds navn og alle handlinger, som udføres i hans navn, enten det gælder dom, embede eller forvaltning. Alle handlinger udgår fra hans kraft og magt og autoritet.
[III] 7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
Det fjerde bud er udformet for at sikre at hele hans struktur er indlemmet i hans lov, kalender og system. Det fjerde bud henviser ikke bare til sabbatsdagen, det identificerer sabbatsordningen, samt hele loven og regelværket i ordningen.
[IV] 8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
Således er oprettelsen af en kalender baseret på ethvert andet system, blasfemisk og et brud på loven, samt dyrkning af en falsk Gud.
Gud har oprettet sabbatten og nymånedagene og de årlige sabbatter og højtider. Der findes ingen anden tilladt ordning, end den han har foreskrevet. Det falske system med søndage, jul og påske er et system under den treenige Gud og er hedensk. Det er et brud på de fire første punkter i Det første store bud og et brud på loven i sin helhed (jf. studieskrifterne The Origins of Christmas and Easter [235]; Doctrine of Original Sin Part 1 The Garden of Eden [246] og Doctrine of Original Sin Part 2 The Generations of Adam [248]).
Opfatningen inden for store dele af den moderne kristendom om at Guds lov er blevet taget fra os, stammer fra en dybtgående uvidenhed om lovens struktur, profeterne, samt budskabet til Kristus og apostlene. Der er forskel i Guds lov mellem loven, som stammer fra De to store bud og De ti bud som udvikler dem, og de ofre og ritualer som udgør den såkaldte ceremonielle lov, som er en del af tempelsystemet. Store dele af den moderne kristendom forveksler disse emner og fører fejlagtig samme kalender og andre vigtige sider af loven med offerritualerne i et forsøg på at se bort fra Guds lov og ødelægge den med det hedenske soldyrkningssystem og mysteriekulterne. Der bliver redegjort for denne forskel i studieskriftet Distinction in the Law [96], og det bliver også behandlet i de studieskrifter, som omhandler budene individuelt.
Vi skal nu se nærmere på det første bud.