Indføring i kristendommen [225]

Guds kristne kirker

www. logon.org

Indføring i kristendommen (nr. 225)

(Udgave 1.0 19990315-19990315) Audio

Kristus var jøde. Han overholdt Guds love og adlød Gud på alle områder. Han var uden synd, og synd er overtrædelse af loven. Han overholdt den bibelske sabbat i overensstemmelse med kalenderen, som blev anvendt på Kristi tid i Jerusalems tempel og blandt samaritanerne.

Den moderne jødiske kalender blev ikke udformet før år 358 e.Kr., og bygger på at Guds hellige dage skal udsættes som følge af traditionen (jf. studieskriftet Guds kalender (nr. 156) ff. og Loven og det fjerde bud (nr. 256)). Kirken begyndte ikke at anvende søndagen til gudstjeneste før midten af det andet århundrede og da fra Rom (jf. Rollen til det fjerde bud i de Guds kirker som historisk holdt sabbat (nr. 170)). Den fulgte ikke det hedenske påskesystem før det quarto-decimanske disput i årene 152 til 190 e.Kr. (jf. Oprindelsen til jul og påske (nr. 235)).

Jesus Kristus er ikke det virkelige navn på den mand, vi kender som Guds søn (jf. Betydningen af betegnelsen Guds Søn (nr. 211)). Han blev kaldt Yahoshua eller Joshua (Josva på dansk, ovs. anm.) (jf. Joshua, Messias Guds Søn (134)). Han havde en række brødre og søstre, som skulle komme til at spille vigtige roller for kirken efter hans død. Brødrenes navne er alle nedtegnet i Bibelen og kirkens tidlige skrifter (jf. Ante Nicene Fathers). Deres efterkommere blev dræbt ved stiftelsen af den romersk-katolske kirke fra og med det fjerde århundrede (jf. Jomfru Mariam og Kristi familie (nr. 232)). Kristus hævdede aldrig at være Gud. Kirken holdt ham aldrig for at have været den sande Gud eller til og med evigt sammen med Gud i løbet af de to første århundrede af vor tidsregning (jf. Guddommens tidlige teologi (nr. 127)). Ingen af apostlene var tilhængere af treenigheden. Treenigheden var ikke engang formuleret ved kirkemødet i Nikea i 325. Det blev formuleret ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381 (jf. Binitarianisme og trinitarianisme (nr. 76), Væsensenhed med Faderen (nr. 81) og Den Hellige Ånd (nr. 117)).

Ræsonnementet om at Kristus var Gud som del af det ene væsen i egenskab af den eneste Søn, var en læresætning i tilbedelsen af gud Attis, som var en lyrisk guddom, som fik sin forankring i Rom. Den var en anden side af tilbedelsen af Ishtar eller Easter eller Astarte eller Ashtaroth. I begyndelsen af det fjerde århundrede klagede Attis’ præster over at de kristne havde stjålet alle deres læresætninger (jf. ibid (nr. 235) samt Renselse og omskæring (nr. 251)). Opfattelsen af at Kristus måtte være Gud således som Gud virkelig var Gud, stammer egentlig fra græsk filosofi på grund af begrænsningerne i deres sprog. De havde ikke noget ord for Guds kærlighed, og derfor måtte de låne et hebræisk ord – ahabah – til dette begreb som de udviklede til agape. De hævdede at kun Gud kunne gøre bod for forsoning mellem menneskene og sig selv. Hvis Jesus ikke var Gud, hvordan kunne han få denne forsoning i stand? Denne idé var fejlagtig, men ikke desto mindre blev den godtaget af grækerne, som var sat til at styre de østlige kirker, og som fjernede Kristi slægtninge, kendt som desposyni (jf. ibid (nr. 232)). På denne tid blev den faktisk kombineret med et gammelt system med den hedenske treenige Gud (jf. Udviklingen af den nyplatoniske model (nr. 17) og Formålet med skabelsen og offeret til Jesus Kristus (nr. 160)).

Som en følge af de arianske krige og omvendelsen af frankerne og angelsakserne, blev den sabbatholdende kirke undertrygt af den romerske fraktion som var trinitarianere (jf. Almen udbredelse af de sabbatholdende kirker (nr. 122), ibid (nr. 170) og Cox-Kohn, The Sabbatarians in Transylvania, CCG Publications, 1998, pp. I-xxvii).

Selv om tilhængerne af sabbatten blev undertrykt i Europa, gav de alligevel ophav til den protestantiske reformation som mislykkes i at genindføre den sande tro (jf. Sosinianisme, arianisme og unitarianisme (nr. 185)).

Jøderne troede at Gud aldrig havde åbenbaret sig for mennesker, og at Loven som blev givet dem gennem Den store engel Yahovah (Jahve) – også kaldt Yahovah – som var Israels anden Gud. Han fungerede og snakkede for Gud og var sammen med Israel i ildstøtten og skyen i Anden Mosebog. Denne position indeholdt også apostlene og den tidlige kirken (jf. YHVHs engel (nr. 24), Salme 45 (nr. 177), Salme 110 (nr. 178), Etymologien om Guds navn (nr. 220) og Jesaja 9:6 (nr. 224)). Kirken troede at denne verdens gud var Satan (jf. Lucifer: Lysbringeren og Morgenstjernen (nr. 223)). Kirken troede ikke på himmel og helvede og forkastede begrebet om den udødelige sjæl som en ugudelig og blasfemisk lære (jf. Sjælen (nr. 92) og Om udødelighed (nr. 165). Folk som troede at man kom til himmelen når man døde, var gnostikere, og de bragte andre læresætninger med sig ind i kirken (jf. Vegetarianisme og Bibelen (nr. 183), Vin i Bibelen (nr. 188) og Nikolaitanerne (nr. 202)).

Kirken ville ikke begynde at styre før den første opstandelse fandt sted, og den ville styre planeten i tusind år under Messias og derefter tage del i den anden opstandelse og forberede planeten på Guds by (jf. Tusindårsriget og ekstasen (nr. 95) og Guds by (nr. 180)).

Kristus havde en specifik rolle i skabelsen. Han var ikke den eneste sande Gud. Han var sendt af den eneste sande Gud, og det at forstå dette, er at have evigt liv (Joh 17:3) (jf. Messias’ rolle (nr. 226)). Selv om han ikke var den højeste Gud, havde Eloah, præeksisteret (jf. Jesu Kristi præeksistens (nr. 243)). Han var en del af de udvidede sønner af Gud, som var til stede ved skabelsen, i flertal opfattet som elohim. I århundrede var kirken klar over og lærte fra sig, at de udvalgte skulle blive elohim som Jahves engel foran dem (jf. Sakarja 12:8 og De udvalgte som elohim (nr. 1)).

Indføringen af det falske doktrin om den treenige Gud som dannede treenigheden, gav derefter ophav til dannelsen af islam, som fuldstændig forkastede disse begreber. Mohammed og de fire første kalifer, som blev kaldt kaliferne som fik rigtig vejledning, blev de eneste muslimske ledere som fulgte sin lære til punkt og prikke. Efter dem faldt islam sammen og blev fordrejet af traditioner, således som det tidligere var sket med jødedommen og kristendommen (jf. Kristus og Koranen (nr. 163) og Sabbatten i Koranen (nr. 274)).

Kristus var ikke den eneste sande Gud, som intet menneske har set og heller ikke kan se, og som alene er udødelig (1 Tim 6:16; jf. Kristus og guddommen (nr. 237)). Kristus var Arche i Guds skaberværk og havde en specifik opgave i skabelsen (jf. Arche i Guds skaberværk som Alfa og Omega (nr. 229)). Skabelsen har en specifik plan, som genspejles i Bibelens højtider (jf. Guds højtider som de er knyttet til skabelsen (nr. 227)). Snart vil Messias vende tilbage for at frelse dem som ivrigt venter på ham, samt oprette Guds lov og styre på planeten (jf. Skitse til oversigt over tidsalderen (nr. 272) og serien om Loven og budene (nr. 252 ff)).

Kirken er en lille forsamling, som er udvalgt og kaldt ud i løbet af de sidste to tusind år og forberedt på Guds tusindårsrige. De er Guds tempel og helliggjort ved deres handlinger og bestræbelser i det arbejde Gud har givet Messias at fuldføre (jf. Helliggørelsen af Guds tempel (nr. 241), Måling af templet (nr. 137), Guds herredømme (nr. 174) og Gud og kirken (nr. 151)).

Christian Churches of God

PO Box 369 Woden, ACT 2606 Australia

E-mail: CCG Secretary

Ophavsret: Disse skrifter kan kopieres og distribueres, hvis samtlige af skrifterne er kopieret, og hvis der ikke er foretaget ændringer eller overstregninger. Forlæggers navn og adresse, samt ophavsretstegn må inkluderes. Man kan ikke tage betaling for kopier, som distribueres. Ophavsretten overtrædes ikke ved brug af korte citater, som indlemmes i kritiske artikler og omtaler.