Guds kristne kirker
[256]
Loven og det fjerde bud
[256]
(Udgave 1.2 19981007-20000118)
Det fjerde bud omhandler sabbatten eller hviledagen. Dette omfatter den syvende dag i ugen, nymånedagene, helligdagene, den syvårige sabbat for landet og systemet med jubelår. Samtidig er den knyttet til den astronomiske månedskalender, og det kræves at de overholdes til bedste for hele menneskeheden (Markus 2:27). De står sammen eller de falder sammen (Kolosserbrevet 2:16-17).
Christian Churches of God
PO Box 369, WODEN ACT 2606, AUSTRALIA
E-mail: secretary@ccg.org
(Copyright © 1998, 1999, 2000 James Dailley)
(Tr. 2003)
Disse skriftene kan kopieres og distribueres hvis samtlige av skriftene
er kopiert, og hvis det ikke er foretatt endringer eller overstrykninger.
Forleggers navn og adresse, samt opphavsrettstegn på inkluderes. Man
kan ikke ta betalt for kopier som distribueres. Opphavsretten brytes ikke
ved bruk av korte sitater som innlemmes i kritiske artikler og omtaler.
Dette manuskriptet er tilgjengelig (både som originaltekst og i oversatt
versjon) på følgende nettsteder:
http://www.logon.org og http://www.ccg.org
Loven og det fjerde bud
Lovgivningens udformning
Der findes ukendelige eller syvdagssabbatter, månedlige eller nymånesabbatter, årlige sabbatter eller helligdage, syvårssabbatter og jubelår. De er alle blevet beordret i budet og alle skal overholdes.
Femte Mosebog 5:12-15
12 Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan
som Herren din Gud har befalet dig. I seks dage må du arbejde og gøre alt,
hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke
gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter,
din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af
dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde
skal hvile ud ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at
Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har
Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen.
Anden Mosebog 20:8-11 8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
Ordet ”sabbat”
sabbat (SHD 7676) er et ord som betyder at ophøre eller hvile. Det er en dag for tilbedelse (3Mos 23:3) og en dag for hvile og forfriskning (2Mos 23:12). Det er et tegn på Guds herredømme over skabelsen, og var den første nedtegnede velsignelse og blev helliget eller udskilt fra skabelsen af Adam (1Mos 2:2-3). Den blev skabt for menneskeheden (Mark 2:27) og overholdelsen af den er knyttet til troen. Den blev overholdt af Abraham (1Mos 26:5), som blev givet sandheden (1Mos 24:27), og som førte anden ind på den vej (1Mos 24:48). Ved at overholde den, bekendte Israels folk at de var hans genløste folk, underlagt hans lov.
Gennem denne hvile viser vi vor tillid til Gud. Overholdelse af sabbatten erklæres for at være en velsignelse (Jes 56:2-4; 58:13; 66:23; Esek 44:24; 45:17; 46:1, 3-4, 12). Israels folk blev irettesat for at have forsømt den (Jes 1:13; Jer 17:21-27; Esek 20:12-24; Amos 8:5). Længden på Juda stammens babylonske fangenskab blev fastsat efter overtrædelsen af landets sabbatsår (2Krøn 36:21).
Sabbatten som tegn eller segl
Sabbatten er det fjerde bud og er beskrevet i Anden Mosebog 20:8-11 og Femte Mosebog 5:12-15. Sabbatten er hellig for Herren Gud (Yahovah Elohim) ifølge det fjerde bud. I Anden Mosebog 20:8 kan vi læse:
Anden Mosebog 20:8-11 8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
Dette er for at alle, selv kreaturer, skal kunne hvile (5Mos 5:14).
I seks dage skal vi arbejde (5Mos 5:13), dyrke og vogte eller tage os af skaberværket (1Mos 2:15), og vi skal ikke være uvirksomme (2Tess 3:6-11). Alt det din hånd er i stand til at gøre, gør det med al din kraft! (Pred 9:10). Det et menneske sår, det skal han også høste (Gal 6:7).
Den syvende dag er sabbatten. Den er beregnet til lørdagen fra skabelsen af Adam. Alle folkeslag kender den igen som sabbatten, og den falder på lørdagen i vor moderne kalender. Den syvende dag er i en kontinuerlig cyklus og kan ikke flyttes til nogen anden dag, uanset når den indtræffer i sol-/månecyklusen.
Den nye verdenskalender med dets variationer, som der for tiden er forslag om, undergraver selve essensen af loven. Verdenskalenderen er en tolvmåneders, stadig tilbagevendende kalender med lige lange kvartaler. Den er stadig tilbagevendende siden den består på samme måde år efter år.
Vor nuværende kalender er ikke længere tilbagevendende, men årlig. Den ændrer sig hvert år. Det gør den fordi dens typiske 365-dagescyklus ikke kan deles lige med antal dage i ugen. Det kan den astronomiske månekalenderens måned på 29,5 dage heller ikke.
Resultatet af denne ene dag som bliver til overs er at året sædvanligvis begynder og slutter på samme ugedag. Dermed må næste år begynde på følgende ugedag. Dette kræver en ny kalender hvert år.
Teknisk set er vor gregorianske kalender en varieret, ordnet cyklus bestående af fjorten kalendere. Kalenderen for det år som begynder på en søndag adskiller sig fra kalenderen for det år, som begynder på en mandag, og så videre for alle syv ugedage. Siden forekomsten af skudår kan ændre på hver af disse syv kalendere, øges det totale antal kalendere.
Hvis vi fjernede skudårsdagen fra kalenderen, ville det nye år sædvanligvis begynde på samme ugedag som det foregående. Vi ville da få en stadig tilbagevendende kalender.
Vi kan tage en dag ud af kalenderen uden at afvige fra solens cyklus på ca. 365,24 dage ved ganske enkelt at betragte den dag som en venteperiode på 24 timer, før man genoptager kalenderen. Disse dage uden om kalenderen, også kendt som "blanke dage" eller "mellemkalenderdage", skal ikke være ugedage. Det virker mest rimeligt, at behandle dem som helligdage, og det er en del af logikken bag verdenskalenderen. Dette samt andre forslag ændrer på rækkefølgen af de syv ugedage fra skabelsen af Adam. Denne syvdagscyklus passer heller ikke ind i måne-måneden eller solåret.
Tredje Mosebog 23:32 viser at dagene egentlig slutter og begynder om aftenen og ikke ved midnat eller om morgenen.
Tredje Mosebog 23:32 I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme. Den niende i måneden om aftenen, fra den aften til den følgende aften, skal I holde jeres sabbatshvile.
Den syvende dag begynder ved slutningen af ugens sjette dag, vor fredag om aftenen, når solen går ned i havet. Se studieskriftet Stagrt of Month and the Day [203]).
Dette bekræftes af Paulus i Apostlenes gerninger 27:27-34 samt Mishnah, som er en skriftsamling fra det anden århundrede i vor tidsregning, og som går tilbage til det andet århundrede før vor tid. Se den anden inddeling, Moed, Sabbat 1:3, 15:3.
Der må ikke finde køb og salg, eller arbejde sted som kræver løn, på sabbatten. Men dette betyder ikke at der ikke forekommer aktivitet. Nehemia giver et eksempel på arbejde på sabbatten.
Nehemia 10:28-31 28 Resten af folket, præsterne, levitterne, portvagterne, sangerne, tempeltrællene og alle, der havde skilt sig ud fra de fremmede folk og holdt sig til Guds lov, tillige med deres hustruer, sønner og døtre, alle, der var i stand til at forstå, sluttede sig til deres fornemme landsmænd og gik ind under forbandelseseden om at følge Guds lov, som blev givet ved Guds tjener Moses, og omhyggeligt at holde alle Herrens, vor Herres, befalinger, retsregler og love.
Sabbatsordningen må forstås at være repræsentativt for et system som er specielt for Guds folk.
Det usyrede brødet er et tegn på Herrens lov (5Mos 6:8) og hans forløsning af Israels folk (5Mos 6:10) som gennem Kristi offer strækker sig til at omfatte alle dem, som er i Kristus (Rom 9:6; 11:25-26). Disse tegn beskytter Israels folk mod afgudsdyrkelse (5Mos 11:16), siden de er tegn og segl for Guds udvalgte (Åb 7:3).
Et tegn, SHD 226, owth eller ot, er et særskilt tegn eller symbol for påmindelse om ens pligt. Sabbatterne er opført som et tegn for Guds folk. De er tegn mellem os og Gud som gør os hellige.
Anden Mosebog 31:12-14 12 Herren sagde til Moses: Sig til israelitterne: I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer. I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk.
Det bliver ofte og fejlagtigt antaget at sabbatterne der henvises til her kun er flertalsformen af den ugentlige sabbat. Dette er ikke rigtigt. Sabbatterne strækker sig til at omfatte hele spekteret af tilbedelse med nymånedage, helligdage og det fuldstændige system med jubelår med sine økonomiske følger. At dræpes er også åndeligt og beskytter stadig pagtens folk mod afgudsdyrkelse.
Sabbatten er ikke udelukkende et tegn fra Guds kirke, den er også et tegn for de af pagtens folk, som endnu ikke er kaldt til kirken. Hvis den var tegnet på de udvalgte, da ville de som tror på henholdsvis to og tre personer i guddommen, og som følger jødedommen og holder sabbat, være en del af den første opstandelse. Det skal de ikke være.
Det anden tegn er Herrens påske og Det usyrede brøds højtid.
Anden Mosebog 13:9-10 9 Du skal have det som et tegn på din hånd og som et erindringsmærke på din pande, for at Herrens lov må være på dine læber; for med stærk hånd førte Herren dig ud af Egypten. Hvert år skal du overholde denne forordning til den fastsatte tid. (jf. 2Mos 13:11-16).
Soning er et andet tegn for pagtens folk. Det ikke overholde soningen straffes ved at man bliver taget bort fra sit folk. Med andre ord, fra pagten i Israel, som er kirken (3Mos 23:29; Rom 9:6-8).
Tredje Mosebog 23:26-32 26 Herren talte til Moses og sagde: På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer. Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde, for det er forsoningsdagen, til soning for jer for Herren jeres Guds ansigt. Enhver, der undlader at spæge sit legeme den dag, skal udryddes fra sit folk. Og enhver, der udfører noget som helst arbejde den dag, det menneske vil jeg udrydde fra hans folk; I må ikke udføre noget arbejde. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme. Den niende i måneden om aftenen, fra den aften til den følgende aften, skal I holde jeres sabbatshvile.
Soning bruges også til at erklære jubelår, for jubelåret danner grundlaget for Guds ordning, som regulerer menneskelige anliggender på jorden. Det er en sabbatiseret sabbat, en Shabbath Shabbathown som understreger dens hellighed (se SHD 7677). Jubelårets åndelige betydning vil senere blive belyst.
Tredje Mosebog 25:8-12 Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken.
Soningen er specielt udeladt fra offerkategorierne, som er knyttet til rige gaver og individuel velsignelse. Det er også basunernes dag. Dette skyldes at ingen af disse dage er knyttet til hverken menneskelig virksomhed eller bestræbelser. Soningsdagen er specielt en folketællingsdag med en pålagt afgift.
Anden Mosebog 30:11-16 11 Herren talte til Moses og sagde: Når du holder mandtal over israelitterne for at mønstre dem, skal alle mænd betale sonepenge for sig selv til Herren, når de bliver mønstret, så de ikke rammes af en plage, når de bliver mønstret. Enhver, der bliver mønstret, skal betale en halv sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera. Den halve sekel er afgift til Herren. Alle fra tyve år og opefter, der bliver mønstret, skal betale afgift til Herren. Den rige skal ikke betale mere og den fattige ikke mindre end en halv sekel, når I betaler afgiften til Herren til soning for jer selv. Du skal tage imod sonepengene fra israelitterne og give dem til tjenesten i Åbenbaringsteltet; det skal bringe israelitterne i erindring for Herrens ansigt til soning for jer selv.
Skatten eller afgiften på soningsdagen var til tællingen af Israels udvalgte. Det var en fastsat afgift pr. person som ikke skulle variere på grund af individuelle omstændigheder. Denne tælling af Israels folk blev udført af Gud da verden blev grundlagt (Åb 17:8) og den fastsatte afgift blev betalt en gang for alle ved Jesus Kristus (Rom 6:10). Denne afgift viser at frelsen er noget som er betalt for, ikke på grundlag af individets materielle omstændigheder, men ved Kristi offer en gang for alle (Heb 7:27; 9:26; 10:10; 1Pet 3:18). Indsamlingen af kollekt på soningsdagen undergraver hele tjeneligheden af Jesus Kristi offer.
Det er på grund af dette, at der kun er tre kollekter, som er specificeret i Anden Mosebog 23:14-18; 34:24; Femte Mosebog 16:16, Første Kongebog 9:25, og de skal optages før første dagens morgen under hver højtid.
Anden Mosebog 23:14-18 14 Tre gange om året skal du fejre fest for mig. Du skal holde de usyrede brøds fest. Syv dage skal du spise usyrede brød ved festen i måneden abib, sådan som jeg har befalet dig, for i den måned drog du ud af Egypten. Tomhændet må ingen se mit ansigt. Endvidere skal du holde kornhøstfesten med den første afgrøde af det, du sår på marken, og frugthøstfesten ved årets udgang, når du bringer afgrøden fra marken i hus. Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.
Du må ikke ofre blodet fra mit slagtoffer sammen med syrnet brød. Fedtet fra mit festoffer må ikke ligge natten over.
Et tegn eller owth blev for første gang anvendt i Første Mosebog 9:12. Regnbuen var en symbolsk påmindelse fra Gud om hans løfte og overenskomst om, at han ikke skulle ødelægge jorden med vand en anden gang. Gud bruger tegn som identificerer de som står i et specielt forhold til ham.
Det første og tydeligste tegn på pagtens folk var omskæringen (Første Mosebog 17:10-14). Denne fysiske handling var en besegling. Den er nu åndelig og omfatter også kvinder fra dåben af (se studieskriftet Repentagnce and Baptism [52]). Dette var meningen helt fra begyndelsen af (5Mos 10:15-17), men det kræver også deltagelse fra Gud.
Femte Mosebog 30:6 Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve.
Dåben og modtagelsen af Den Hellige Ånd er det tydeligste tegn for de udvalgte, gennem Jesu Kristi blod, ind til det ene legeme (Matt 28:19; Apg 1:5; 11:16; Rom 6:3; 1Kor 12:13; Heb 9:11-28). Disse tegn på loven, sabbatten og Herrens påske er specielt udformet for at beskytte mod afgudsdyrkelse (5Mos 11:6). Disse to tegn fungerer som segl på hænderne og panden hos Guds udvalgte.
Sammen med Den Hellige Ånd danner de grundlaget for beseglingen i Johannes’ åbenbaring 7:3 i de sidste dage. Tegnet på de udvalgte er således koncentreret rundt om det første bud. Kristus sagde: Herren din Gud skal du tilbede, og ham alene skal du tjene (Matt 4:10; Luk 4:8). Vor tjeneste er tilbedelse i bibelsk betydning, og denne erklæring viser at der er kun én, Gud Fader, som kan tilbedes. Yahoshua, hans salvede, kan ikke tilbedes.
Sabbatten er et tegn på Guds kirke, men ikke selve tegnet. Det tydeligste tegn er guddommen. Den bibelske enhedsstruktur er at der kun findes én Gud (5Mos 6:4; 1Kor 8:4), som vi kan kende (Hos 8:2; 13:4). Der kræves af os at vi kender både ham (Gal 4:8-9) og hans vilje (Apg 22:14).
Vi er blevet bedt om at skelne mellem Gud og hans Kristus (Joh 17:3), og det vil være til evig skam for os hvis vi ikke gør dette eller ikke kan det (1Kor 15:34). Forståelsen af at Yahovah Sabaoth, hærskarernes Herre, er den ene sande Gud, er grundlæggende for troen.
Dåben er det anden tegn, og modtagelsen af Den Hellige Ånd er den indre besegling. De ydre tegn er sabbatterne, og Herrens nadver/påske, som er tegn på Guds lov. Disse følges nymånedagene og helligdagene. Sabbatterne blev ikke forundt menneskeheden på grund af afgudsdyrkning.
Esekiel 20:16-20 16 for mine bud havde de forkastet, mine love havde de ikke fulgt, og mine sabbatter havde de vanhelliget; af hjertet fulgte de deres møgguder. Men jeg skånede dem for tilintetgørelse og gjorde det ikke af med dem i ørkenen. Så sagde jeg til deres sønner i ørkenen: I må ikke følge jeres fædres love og holde deres bud og gøre jer urene ved deres møgguder. Jeg er Herren, jeres Gud. Følg mine love, og hold omhyggeligt mine bud! Mine sabbatter skal I holde hellige; de skal være tegn mellem mig og jer, så I kan forstå, at jeg er Herren, jeres Gud.
Vanhelligelsen af sabbatten stammer fra afgudsdyrkning. Sabbatten omfatter alle dagene, som blev sat af for tilbedelse af Gud ifølge hans kalender, på grundlag af korrekt overholdelse af nymånedagene. Gud straffer folket for at de ikke hædrer ham og følger hans love.
Esekiel 20:21-24 21 Men sønnerne trodsede mig. De fulgte ikke mine love, og mine bud holdt de ikke omhyggeligt. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. Mine sabbatter vanhelligede de. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og give min vrede frit løb mod dem i ørkenen. Men jeg trak min hånd tilbage. For mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke blev vanæret hos de folk, som selv havde set, at jeg førte dem ud. Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ville sprede dem blandt folkene og strø dem ud i landene, fordi de ikke havde holdt mine bud, men havde forkastet mine love og vanhelliget mine sabbatter; deres øjne hang ved fædrenes møgguder.
Sabbatterne er uadskillelige fra det første bud og loven. Folket straffes for ikke at have overholdt alle aspekter ved Guds love (Sak 14:16-19).
Sabbatten er et tegn på vor troskab og forløsning ind i Guds hvile. Det at give afkald på sabbatten er at give afkald på Guds håb. Det er grunden til at vi for tiden bliver forfulgt for at skal overholde Herrens sabbatter.
Enhver som vanhelliger sabbatten skal lide døden (2Mos 31:14; 4Mos 32:36). Den skal være et evigt tegn mellem Gud og Israels barn (2Mos 31:17). Ordet som er oversat for evigt er ”Olam”, fra SHD 05769, et ord som indebær betydningen ”varig”, såvel som konstant, af lang varighed, evigvarende eller for altid osv.
Vi som følger den nye eller den fornyede pagt, er det åndelige Israel (Rom 9:4).
Forberedelserne til sabbatten skal gøres dagen før (2Mos 16:5). Maden skal samles ind og tilberedes som i eksemplet med mannaen. Hver mand skal være på sit sted (2Mos 16:29-30). Om det så er om foråret eller efteråret, skal de hvile på sabbatsdagen (2Mos 34:21). Herrens handling med at plukke kornaks på sabbatten blev fordømt af de, som havde gjort sabbatten til en byrde ved at pålægge mundtlige traditioner.
Herren vidste at han var sabbattens Herre, ikke ved at mene at den ikke behøvedes at skulle overholdes, men derimod ved at vise fordømmelse for måden den blev overholdt på. Det er i ovensstemmelse med loven at samle nok mad ind eller tilberede nok mad til at spise på sabbatten; det fremgår af denne tekst samt fra loven i Det nye testamente (Matt 12:1-12).
Mattæus 12:1-12 1 På den tid kom Jesus på en sabbat forbi nogle kornmarker. Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise. Da farisæerne så det, sagde de til ham: Se, dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat. Men han sagde til dem: Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld? Men jeg siger jer: Her er noget større end templet! Havde I fattet, hvad det betyder: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de uskyldige. For Menneskesønnen er herre over sabbatten. Helbredelsen af manden med den visne hånd
Jesus gik videre derfra og kom ind i deres synagoge. Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og for at de kunne anklage Jesus, spurgte de: Er det tilladt at helbrede på en sabbat? Men han sagde til dem: Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.
Vers tre ovenfor henviser til Første Samuelsbog 21:6 hvor David havde spist det forbudte skuebrød (2Mos 25:30; 3Mos 24:5-8). Mere specielt havde præsterne i templet gjort sabbatten til noget verdsligt og almindeligt og var uden skyld (Matt 12:5; jf. 4Mos 28:9-10; se også Neh 13:7; Esek 24:21, Joh 7:22-23).
Vi kan ikke klandres for arbejdet vi udfører på sabbatten, som de udvalgte i dyrkningen af Gud. Der blev faktisk udført flere ofringer på sabbatten end på andre dage. Visse former for aktivitet vi tager del i kan fordømme os, ikke det faktum at vi er aktive.
Kristus gav også en befaling angående helbredelse af syge. Dette skal udføres på sabbatten. Det er i henhold til loven at helbrede og give mad til de syge og lemlæstede på sabbatten (Luk 6:8-10; 13:14-16; 14:3; Matt 12:10-13).
Johannes 7:23 Når et menneske kan omskæres på en sabbat, for at Moses' lov ikke skal brydes, hvorfor er I så vrede på mig, fordi jeg gjorde et helt menneske rask på en sabbat?
Lukas 14:5 viser at det er vigtigt at tag hånd om nødsituationer på sabbatten.
Dette handler egentlig om helbredelse på sabbatten. Rigtig pleje og omsorg for de syge og ramte på sabbatten er en alvorlig sag. Dersom nogen skulle spise sin mad i ensomhed på sabbatten, ville dette bringe skam og vanry over os. Folk må forberede sig på sabbatten sådan at de kan overføre maksimalt udbytte af den til deres brødre.
Markus 3:1-5 1 Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen..
Lærdommen om oksen i brønden er en lærdom om nødsituationer, men vi må lægge planer på forhånd. Æslerne skal ikke være læsset (Neh 13:15) og portene skal lukkes (Neh 13:19). Det betyder at vi også må forhindre mulighederne for at arbejde. Byrder skal ikke bæres (Jer 17:21) og der skal ikke samles sammen (4Mos 15:32-35). Kornbånd skal ikke føres hjem og vinen skal ikke presses (Neh 13:15). Hvis man er forberedt, kan og må alt dette daglige arbejde stoppes.
Blå bånd skal bæres i hjørnerne eller kanterne på vore klædedragt som en påmindelse om loven.
Fjerde Mosebog 15:37-41 37 Herren talte til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem, at de slægt efter slægt skal sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper og en purpurblå snor i hver kvast. Det skal I have som kvast, og når I ser den, skal I huske på alle Herrens befalinger og følge dem og ikke lade jer lede af det, jeres hjerte tragter efter, og som jeres øjne ser, det I horer med. Men I skal huske alle mine befalinger og følge dem, så I bliver hellige for jeres Gud. Jeg er Herren jeres Gud, der førte jer ud af Egypten for at være jeres Gud. Jeg er Herren jeres Gud!
Dette er personligt mellem dig og Yahovah vor Elohim. Der er ikke underlagt straf for forsømmelse sådan, som det er tilfældet ved andre lovbrud. Det er imidlertid påkrævet, og det skal ikke gøres for at vise sig frem (Matt 23:5).
Mad og varer må hverken købes (Neh 10:31) eller sælges (Neh 13:15). Både køb og salg er forbudt.
Sabbatsordningen peger mod frelse og liv skal reddes (Mark 3:4; Luk 6:9), og redning skal udføres der hvor det er muligt (Matt 12:11).
Vi skal studere og lære os selv at overholde denne komplette sabbatsordningen, ikke fordi vi frygter straf, men fordi vi elsker vor eneste og sande Gud.
1Joh 5:3 For dette er kærligheden til Gud at vi holder hans bud. Og hans bud er ikke tunge.
Sabbatterne er ikke tunge, men de må holdes i åndelig renhed (Jes 1:13). De må ikke vanhelliges eller verdsliggøres (Jes 56:2, 4-7).
Esaja 56:2 Salig er det menneske som gør dette, det menneskebarn som holder fast ved det - som overholder sabbatten, så han ikke vanhelliger den, og som akter på sin hånd, så den ikke gør nogen ondt.
Esaja 56:4-7 4 For sådan siger Herren: De kastrerede, der holder mine sabbatter og vælger min vilje og holder fast ved min pagt, for dem sætter jeg hånd og navn på murene i mit hus, som er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud. Og de fremmede, der har sluttet sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn og være hans tjenere, alle, der holder sabbatten og ikke vanhelliger den, men holder fast ved min pagt, dem fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus; deres brændofre og slagtofre tager jeg imod på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.
Sabbatten skal være en glæde, ikke en sorgens dag (Jes 58:13-14). Den skal overholdes af alle når de kommer for at tilbede Herren, nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat (Jes 66:23).
Ingen byrde skal bæres på sabbatten, sådan som den ikke skulle bæres eller føres ind i Jerusalem (Jer 17:21). Glæd jer over sabbatten og bring glæde til Guds hus. Bær ingen byrde ud af jeres hus på sabbatten (Jer 17:22); dette vil vise at arbejde på ens egen ejendom også er forbudt på sabbatten. Den skal helligholdes og være adskilt fra anden dage.
Kristus var større end templet, sådan som vi er større end det fysiske tempel, eftersom vi er Guds tempel (2Kor 6:16), og templet var oprettet for os (Mark 2:27). Vi må også alle holde syvendedagssabbatten, som en forberedelse for det hjem vi må være for Gud. Dette er for hele menneskeheden, eftersom det blev givet som en prøvelse for Israel (2Mos 16:18).
Sabbatten er en forudsætning for arveretten til Israels kongerige, dersom ingen byrder bæres ind gennem byens porte. Konger og fyrster skal sidde på Davids trone. Men hvis ingen efterkommer denne advarsel, skal byen ødelægges af ild (Jer 17:27). Da kommer hedningene til at spotte sabbatterne (Klag 1:7) i tiden for hendes lidelser. Således er sabbatten et tegn på og kilde til forhånelse i lidelsen for dem, som er af Guds hus. Kongen og præsten vil bære hans vrede og harme for verdsliggørelsen af sabbatten (Klag 2:6).
Sabbatterne er til for glæde og fest. Men som en straf er denne glæde på sabbatten blevet fjernet (Hos 2:11). Man må have den rette holdning på sabbatten. Man må vente på at den er opnået før man kan gå i gang med virksomhed, siden dette vil blive overført til holdningen i forhold til ærlighed, offer og gavmildhed (Am 8:5). Vær altid bevist om at gøre det gode samt helbrede skavankerne hos os alle (Luk 13:10-16).
Lukas 23:54 fortæller os at vi skal gøre forberedelser til sabbatten. Tænk fremover, gør noget godt mod hinanden. Vis at vi elsker hinanden sådan som Kristus elsker os. Lad os vokse i troen på at vi alle er skabt hele (Luk 5:5-14).
Siden det er i henhold til loven at foretag omskæring på sabbatten, er det også i henhold til loven at omskære vore hjerter med gavmildhed og Åndens kraft. Døm hinanden retfærdigt for det gode vi gør på sabbatten (Joh 7:21-24).
Esaja 56:2 Salig er det menneske som gør dette, det menneskebarn som holder fast ved det - som overholder sabbatten, så han ikke vanhelliger den, og som akter på sin hånd, så den ikke gør nogen ondt.
Velsignelserne vil tilfalde dem som overholder sabbatsordningen, og for dem som forkynder verdsliggørelsen af sabbatten, læser vi:
Jeremia 10:21 For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt..
Hyrderne af det åndelige Israel som ikke søger gennem grundige studier og lydighed mod ordet, skal dømmes og deres hjord skal blive spredt. Denne dom kan betyde døden for de enkeltstående hyrder, som forkynder verdsliggørelsen af loven (Jes 66:16-24).
I tiden efter Messias kræver vi voksendåb for at opnå Ånden og fornyelse af pagten. Forpligtelserne knyttet til sabbatismos (SGD 4520) består.
Hebræerbrevet 4:9-11 9 Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.
Syvendedagssabbattens hvile består! Vi, som er døbt i det åndelige Israel og har fornyet pagten med vor Gud, vil holde den og afstå fra vort arbejde.
Anden Mosebog 31:12-17 12 Herren sagde til Moses: Sig til israelitterne: I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer. I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk. I seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag skal der være fuldstændig hvile; den er hellig for Herren. Enhver, der udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbat slægt efter slægt som en eviggyldig pagt. Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.
I fremtiden, i hans gode tid, skal Gud hente individer fra nationerne, som skal blive præster og levitter ifølge Melkisedeks ordre. De og alle og enhver skal komme til at tilbede ham på sabbatsdagen.
Esaja 66:18-23 18 Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. Jeg sætter et tegn på dem og sender dem, der undslipper, ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed, og som en offergave til Herren skal de bringe alle jeres brødre fra alle folkene på heste, vogne, bærestole, muldyr og kameler til mit hellige bjerg, Jerusalem, siger Herren, på samme måde som israelitterne bringer offergave til Herrens hus i rene kar. Også blandt dem vil jeg tage nogle til præster og levitter, siger Herren. For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren.
Praktisk anvendelse
Syvendedagssabbatten skal afholdes (2Mos 20:8-11; 5Mos 5:12-15; Heb 4:9-11), som et udtryk for Guds befaling og et af de ti bud. Dette er evige og ukrænkelige forskrifter for alle mennesker. Sabbatten er hellig. Enhver som vanhelliger sabbatten skal lide døden og blive udryddet fra sit folk (2Mos 31:14-15). Syvendedagssabbatten skal bestå i den nye pagt for dem, som følger den (Heb 4:9). Den syvende dag begynder ved slutningen af den sjette ugedag, vor fredag, ved aftenens ende efter solnedgangen til havs. Den er fra solnedgang til solnedgang (3Mos 23:32; Apg 27:27-33). Det er en evig pagt mellem Israels folk og et evigt tegn mellem dem og Gud, der som de anerkender ham som skaber (2Mos 31:15-16). Alle sande kristne er det åndelige Israel og alle vantro skal til sidst komme ind blandt Israels folk (Rom 9:6; 11:16-25). Straffen for at vanhellige sabbatten er døden, ved at man mister retten til Den Hellige Ånd og bliver overført til den anden opstandelse (Åb 20:5).
Sabbatten er en glæde og skal æres som en af Herrens helligdage. Det er ikke en dag af ren nydelse, men en dag med hellig samling (Jes 58:13-14). Intet arbejde må udføres og ingen byrde bæres den dag (Jer 17:21-22), og vi skal hverken købe (Neh 10:31) eller sælge (Neh 13:15).
Nymånedagene
Esaja 66:22-23 22 For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren
Folket bliver beordret til at tilbede både på syvendedagssabbatten og nymånedagene (se også Esek 46:6, 9-10).
Esekiel 46:1-3 1 Dette siger Gud Herren: Østporten til den indre forgård skal være lukket de seks arbejdsdage, men på sabbatsdagen og på nymånedagen skal den være åben. Så skal fyrsten komme gennem portens forrum udefra og stille sig ved dørstolpen, og mens præsterne ofrer hans brændoffer og hans måltidsoffer, skal han tilbede på portens tærskel. Så skal han gå ud, og porten skal ikke lukkes før aften. Også landets folk skal tilbede Herren i denne portåbning på sabbatter og nymånedage.
Offeret på nymånedagen er i realiteten større end det på sabbatten (Esek 46:4, 6). Der er ingen forskel mellem nymånedagen og den ugentlige sabbat. Begge dage er hellige og handel er ikke tilladt på nogen af dem.
Amos 8:5 I siger: Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt.
Betydningen af offeret på nymånedagen er knyttet til kirken og Israels råd. Hvis nymånedagene ikke overholdes, er det umuligt at forstå Guds kalender (se studieskriftet God’s Calendar [156]). Den moderne jødiske kalender er ikke korrekt og forhindrer genoprettelsen. Frem til at Guds kalender bliver genoprettet, kan højtiderne og nymånedagene ikke afholdes på korrekt vis, og således bliver genoprettelsen forsinket. Kun ved at genoprette nymånedagene kan kalenderen og højtiderne afholdes korrekt og forstås.
Nymånedagene er en af mindehøjtiderne som Herren regnede op i Fjerde Mosebog 10:10.
Fjerde Mosebog 10:10 På jeres glædes dag, jeres fester og jeres nymånedage skal I blæse i trompeterne, når I bringer jeres brændofre og jeres måltidsofre; det skal bringe jer i erindring for jeres Gud. Jeg er Herren jeres Gud!
Herren vor Gud er Yahovah vor Elohim. Ofrene var fuldbyrdet i Kristus. Sabbatterne, nymånedagene og de fastsatte højtider blev ikke borttaget.
Højtiden ved nymånedagene blev behandlet som en Shabbatown eller hellig sabbat. Der blev frembragt offer, som vi overser, som et minde.
Fjerde Mosebog 28:11-15 11 På jeres nymånedage skal I som brændoffer til Herren bringe to tyrekalve, en vædder og syv årgamle lam, alle sammen lydefri; som afgrødeoffer for hver tyr tre tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, som afgrødeoffer for hver vædder to tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, og som afgrødeoffer for hvert lam en tiendedel efa fint mel, rørt op med olie; det er et brændoffer, en liflig duft, et offer for Herren. De tilhørende drikofre skal være en halv hin vin for hver tyr, en tredjedel hin for hver vædder og en fjerdedel hin for hvert lam. Det er det månedlige nymånebrændoffer i hver af årets måneder. Desuden skal I bringe en gedebuk som syndoffer til Herren foruden det daglige brændoffer med tilhørende drikoffer.
Vi kender til det fra teksten om at nymånedagene skulle finde sted hver måned gennem samtlige af årets måneder. De samme forskrifter gælder for nymånedagene som for de andre højtider og sabbatterne.
Første Krønikebog 23:31 De skulle hjelpe til ved hver ofring af brennoffer til Herren på sabbatene, på nymånedagene og på høytidene, så mange som det var fastsatt, og slik som det var foreskrevet for dem – all tid for Herrens åsyn.
Nymånedagene er mellemled mellem sabbatterne og højtiderne.
Anden Krønikebog 31:3 og hver gang man bragte brændofre til Herren på sabbatterne, nymånedagene og ved festerne, skulle de hele tiden stå for Herrens ansigt i det antal, der er fastsat for dem
Ezras bog 3:5 konstaterer også at nymånedagene blev genoprettet. Begge de store genoprettelser omfattede genoprettelsen af nymånedagene.
Ezras bog 3:5 Og fra da af bragte de det daglige brændoffer og brændofferet på nymånedagene og ved alle Herrens hellige fester, samt alt det, man bragte som frivillige ofre til Herren.
Nymånedagene er begyndelsen på eller den første dag i måneden (4Mos 10:10; 28:11). Månekalenderen er det hellige folks mærke. I sin kommentar til Anden Mosebog 12:2 konstaterer Mekilta at ”nationerne” fastsætter tiden ud fra solen, mens Israel bruger månen (Sal 104:19). Sabbatterne og nymånedagene sammen pålægger hvile fra arbejdet, som vi kan læse i Amos 8:5. Det bør være en glædens dag. Latteren som var beregnet til helligdagene, nymånedagene og sabbatten blev bortlagt.
Hosea 2:11 Derfor tager jeg mit korn tilbage i rette tid og min vin, når tiden er inde; jeg tager min uld og min hør, der skulle dække hendes køn.
Dette skete på grund af utroskab og afgudsdyrkning. Gud ødelægger sit folk, fordi de ikke overholder lovene. Slutresultatet er at han ødelægger nationens velstand.
Hosea 2:12 Nu vil jeg blotte hendes skød for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra mig..
Første Mosebog 1:14 fortæller at Gud lod der blive lys på himmelhvælvingen til at skelne mellem dag og nat, og som tegn og for årstiderne. Nymånedagene fastsætter rækkefølgen og tidspunktet for højtiderne og går logisk forud for sabbatten, som repræsenterer fuldbyrdelsen på den syvende dag, mens månedagene begyndte den fjerde dag. Lysene er til for at skille lys fra mørke (1Mos 1:18). Månen viser verdens lys inden i det mørke, som hersker over den. Solen bruges for at fremstille Kristus.
Malaki 4:2-4 2 Men for I som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol gå op med lægedom under sine vinger. Og I skal gå ud og springe som kalve, når de slipper ud fra føget. 3 Da skal I trække de ugudelige ned. De skal være som aske under jeres fodsålerne på den dag jeg skaber, siger Herren, hærskarernes Gud. 4 Kom Moseloven i hu, min tjeners lov, den jeg gav ham på Horeb for hele Israel, både love og bud!
Frygten for Gud er erindringen om Guds lov. Sabbatterne og nymånedagene blev behandlet på samme måde, når det gjaldt handelsvirksomhed. At drive handel eller køb og salg er og var forbudt, både på nymånedagene og sabbatten.
Amos 8:4-6 4 Hør
dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet.
I siger: »Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten,
så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage
med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler;
vi vil sælge affaldskorn.«
Det totale antal måneder er tolv, med en trettende mellemkalendermåned som bliver lagt til syv gange hvert nittende årscyklus, som påkrævet i Anden Mosebog 12:1. Rækkefølgen af kalenderen, som blev oprettet af Gud i skabelsen, bliver fastsat af himmellegemerne. Bevægelsen og positionen til himmellegemerne er den afgørende faktor for kalenderen. Man ser udviklingen af dette gennem Bibelen, og det står centralt i loven.
Salmernes bog 104:19 Du skabte månen til festtiderne, og solen kender sin nedgang.
Månen er den afgørende faktor, ikke solen. Solen gælder kun for dagen og som en akse for årets begyndelse fra vor jævndøgn eller årets skifte i Anden Mosebog 34:22, fra SHD 8622 {tek-oo-faw} eller {tekquphah} som betyder:
1(a) komme igen, kredsløb af tid eller rum, et vendepunkt, et (kreds)løb
1(b) i kredsløbet (som adverb)
For Israel og alle folk på den nordlige halvkugle, er vintersolhverv det tidspunkt i december, når solen er på sin sydligste breddegrad. På dette tidspunktet har vi årets korteste dag, normalt omkring 21./22. december. Sommersolhverv er det tidspunkt i juni, når solen er på sin nordligste breddegrad. På dette tidspunkt har vi årets længste dag, normalt omkring 21./22. juni.
Vor jævndøgn er det tidspunktet i marts, når solen passerer ækvator på sin færd fra den sydlige til den nordlige halvkugle. Dag og nat er omtrent lige lange. Dette tidspunkt er normalt omkring 20./21. marts. Høstjævndøgn er det tidspunkt i september, når solen passerer ækvator på sin færd fra den nordlige til den sydlige halvkugle. Dag og nat er omtrent lige lange. Dette tidspunkt er normalt omkring 21./22. september.
Et tropisk år er 365,24219 dage og en synodisk måned er 29,53059 dage. Nitten tropiske solår er nært nok til et komplet antal synodiske måneder. Den virkelige længde på et specifikt år kan variere med flere minutter på grund af påvirkning fra andre planeters gravitationskraft. Ligeledes kan tiden mellem to nymåner variere med flere timer på grund af flere faktorer, deriblandt ændringer i gravitationskraften, påvirkning fra solen samt månens banehellig.
Nitten år markerer en komplet cyklus. Denne perioden fastsættes af nymånens gang gennem årstiderne. Der er nitten år i en sådan cyklus.
Praktisk anvendelse
Nymånedagene skal overholdes ifølge loven (4Mos 10:19; 28:11-15; 1Krøn 23:31; 2Krøn 2:4, 8:13, 31:3). Handelsvirksomhed skal ophøre i denne perioden, i lighed med sabbatten (Amos 8:5). Israel overholdt nymånedagene (Jes 1:13-14; Esr 3:5; Neh 10:33; Sal 81:3; Hos 2:11), og det gjorde kirken også gennem århundrede. Kirken overholdt nymånedagene sammen med sabbatten og de hellige dage (Kol 2:16). Nymånedagene skal overholdes ved genoprettelsen under Messias (Jes 66:23; Esek 45:17, 46:1, 3, 6) som en sabbat, og de påhviler os nu. Nymånedagene skal overholdes i samsvar med Guds befaling også før helligdagene, som oprettes som fastsatte tidspunkter (Sal 81:3). Dette stammer fra konjunktionen i den astronomiske månecyklus og ikke fra det som er iagttaget (Sal 104:19).
Helligdage og højtider
Man finder en oversigt over årets hellige dage i Tredje Mosebog 23:1-44, Fjerde Mosebog 28:16–29:35 og i Femte Mosebog 16:1-16. Disse årlige helligdage er obligatoriske dage for hellig sammenkomst (3Mos 23:4). De er mindedage (3Mos 23:43) og de genspejler Herrens plan for frelse.
Årets syv helligdage er:
Herrens påske (3Mos 23:7; 4Mos 28:18);
Sidste dag under det usyrede brøds højtid (3Mos 23:7; 4Mos 28:25);
Pinse (3Mos 23:21; 4Mos 28:26)
Basunernes højtid (3Mos 23:23; 4Mos 29:1);
Soningsdagen (3Mos 23:26; 4Mos 29:7);
Løvhyttefesten (3Mos 23:35; 4Mos 29:35);
Den sidste store dag (3Mos 23:36; 4Mos 29:35).
Der findes tre årlige højtider (2Mos 23:14). Tidspunktet for disse højtider er bestemt eller fastsat (Esr 3:5, Neh 10:33). Ordet bestemt er fra mow’ed (SDH 4150) og betyder en "aftalt" tid som ikke kan udsættes.
Først kommer det usyrede brøds højtid som har to helligdage, Herrens påske den femtende dag og sidste dag under det usyrede brøds højtid den enogtyvende dag i den første måneden eller Nisan (Abib).
Derefter kommer førstegrødens højtid eller pinsen (2Mos 23:16), som indtræffer femten dage efter offeret af den nyklippede uld. Dette offer finder sted på ugens første dag, den romerske søndag (den almene verdslige kalender) under det usyrede brøds højtid.
Den tredje højtid er løvhyttefesten eller høstfesten (2Mos 23:16) hvor den femtende dag i den syvende måned er hellig, samt den sidste store dag, som den attende dag i denne højtid.
Systemet med tiende er knyttet til højtiderne og virker i den komplette ordning med jubelår.
Femte Mosebog 14:22-29 22 År for år skal du tage tiende af hele den afgrøde, din mark bærer, og på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, skal du for hans ansigt spise tienden af dit korn, din vin og din olie, samt det førstefødte af dine køer og får, for at du må lære at frygte Herren din Gud alle dage. Men bliver vejen for lang for dig, så du ikke kan bringe det derhen, fordi det sted, Herren din Gud udvælger til at sætte sit navn på, er for langt borte fra dig, og fordi Herren din Gud har velsignet dig, så omsæt det i penge; læg dem i pungen, og tag den med dig til det sted, Herren din Gud udvælger. Giv pengene ud på alt det, du har lyst til, køer og får, vin og øl, alt hvad dit hjerte begærer, og hold så måltid der for Herren din Guds ansigt, og glæd dig sammen med din familie og sammen med levitterne, som er i dine byer; dem må du ikke svigte, for de har ikke fået tildelt arvelod, sådan som du fik det. Hvert tredje år skal du udtage hele tienden af din afgrøde i det år og lade den blive hjemme i dine byer. Så skal levitterne, der jo ikke har fået tildelt arvelod, sådan som du fik det, og de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører.
Den anden tiende skal bruges til tilstedeværelse ved højtiderne. Højtiderne kan ikke holdes hjemme eller indenfor portene (byerne), undtaget der hvor afstandene er for store. Et undtag er Herrens påske (5Mos 16:5-7).
Femte Mosebog 12:21 Når det sted, Herren din Gud udvælger til at sætte sit navn på, er for langt borte fra dig, kan du slagte så meget, du vil, af dine køer og får, som Herren har givet dig, sådan som jeg har befalet dig, og spise det hjemme i dine byer.
De som ikke er forberedt på at holde Herrens påske, eller som er på rejse, skal holde Herrens påske i den anden måned (4Mos 9:6-12; 2Krøn 30:2-4).
Fjerde Mosebog 9:1-23 1 I det andet år, i den første måned, efter at israelitterne var draget ud af Egypten, talte Herren til Moses i Sinajs ørken. Han sagde: »Israelitterne skal holde påske til den fastsatte tid. Den fjortende dag i denne måned skal I holde den til den fastsatte tid, lige inden mørket falder på. I skal holde den efter alle forordninger og forskrifter om den.« Så gav Moses israelitterne besked om at holde påske, og de holdt påske i Sinajs ørken i den første måned, den fjortende dag i måneden, lige inden mørket faldt på. Israelitterne gjorde, ganske som Herren havde befalet Moses.
Der var nogle mænd, der var blevet urene ved berøring med lig, så de var ude af stand til at holde påske på denne dag. Disse mænd kom hen til Moses og Aron den dag og sagde til ham: »Vi er blevet urene ved berøring med lig. Hvorfor skal vi afskæres fra at bringe Herrens gave til den fastsatte tid sammen med de øvrige israelitter?« Moses svarede dem: »Vent! Jeg vil høre, hvad Herren befaler om jer.« Og Herren sagde til Moses: »Sig til israelitterne: Hvem som helst af jer eller jeres efterkommere, som bliver uren ved berøring med lig, eller som er på en lang rejse, skal alligevel holde påske for Herren. De skal holde den i den anden måned, på den fjortende dag, lige inden mørket falder på. De skal spise påskelammet med usyrede brød og bitre urter. De må ikke levne noget af det til om morgenen, og de må ikke knuse nogen af dets knogler. De skal holde påsken, ganske som det er forordnet. Men den mand, som er ren og ikke er på rejse, og som undlader at holde påske, det menneske skal udryddes fra sit folk, fordi han ikke har bragt Herrens gave til den fastsatte tid. Den mand må bære straffen for sin synd. Når en fremmed bor som gæst hos jer og vil holde påske for Herren, skal han gøre det i overensstemmelse med forordningen og forskriften om den. Én og samme ordning skal gælde for jer, for de fremmede og for landets egne«.Skyen over helligdommen
Den dag, boligen blev rejst, dækkede skyen boligen, Vidnesbyrdets telt, og om aftenen var der over boligen noget, der så ud som ild; det blev der til om morgenen. Sådan var det hele tiden: Skyen dækkede den, og om natten var der noget, der så ud som ild. Hver gang skyen løftede sig fra teltet, brød israelitterne op, og på det sted, hvor skyen lagde sig, slog israelitterne lejr. På Herrens befaling brød israelitterne op, og på Herrens befaling slog de lejr. Så længe skyen lå over boligen, blev de i lejren. Når skyen blev liggende over boligen i flere dage, holdt israelitterne Herrens bud og brød ikke op. Skete det, at skyen kun lå få dage over boligen, blev de i lejren på Herrens befaling, og på Herrens befaling brød de op. Skete det, at skyen lå fra aften til morgen, og den så løftede sig om morgenen, brød de op. Hvad enten det var dag eller nat, brød de op, når skyen løftede sig. Eller når skyen blev liggende over boligen i to dage, eller en måned eller længere endnu, blev israelitterne i lejren og brød ikke op. Men når den løftede sig, brød de op. På Herrens befaling slog de lejr, og på Herrens befaling brød de op. De holdt Herrens bud på Herrens befaling gennem Moses.
Det er vigtigt for alle at overholde Herrens påske, og selv fremmede som opholder sig eller bor i Israel skal fejre Herrens påske (2Mos 12:48, 49; 4Mos 9:14).
Anden Mosebog 12:29-51 29 Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: »Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så! Men bed om velsignelse også for mig!« Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: »Ellers dør vi alle sammen.« Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om. Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten. Israelitterne brød nu op fra Ramses og drog mod Sukkot, omkring 600.000 mand foruden deres familier. Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem. Dertil kom en mængde får og køer. Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant. Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år. Netop den dag, da de 430 år var til ende, drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten. Det blev en vågenat for Herren, så han kunne føre dem ud af Egypten. Denne nat skal alle israelitter, slægt efter slægt, våge for Herren.
Herren sagde til Moses og Aron: »Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det. Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det. Ingen tilflytter eller daglejer må spise af det. Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler. Hele Israels menighed skal deltage. Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det. Én og samme lov skal gælde både for landets egne og for den fremmede, der bor som gæst blandt jer.« Alle israelitterne gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. Netop den dag førte Herren israelitterne ud af Egypten i deres hærskarer.
Deres frelse indebærer også frelsen for de vantro, som omfatter hele menneskeheden, og som skal være i forsamlingen. Hvis vi er døbt og har modtaget Den Hellige Ånd, da er vi omskåret og rene.
Højtiden skal afholdes på et sted som er udvalgt af Gud (gennem præsteskabet) (5Mos 16:5-7), og den skal fejres med usyret brød (2Mos 12:8; 15-20; 12:3, 6; 23:15; 3Mos 23:6; 4Mos 9:11; 28:17; 5Mos 16:3, 4; Mark 14:12; Luk 22:7; Apg 12:3; 1Kor 5:8). Straffen for at undlade at afholde højtiden er at blive udryddet fra sit folk eller fra forsamlingen (4Mos 9:13), undtaget i tilfælde, hvor man er uren eller på rejse. Det er en lov både for den fremmede og for den indfødte (4Mos 9:14), og højtiden skal ikke holdes i hjemmet.
Femte Mosebog 16:5-7 5 Du må ikke slagte påskelammet hjemme i nogen af dine byer, som Herren din Gud giver dig. Kun på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, må du slagte påskelammet, om aftenen, ved solnedgang, det tidspunkt da du drog ud af Egypten. Du skal koge det og spise det på det sted, Herren din Gud udvælger, og om morgenen skal du begive dig hjem.
Loven i Femte Mosebog 16:5 var årsagen til at Kristus sendte disciplene ud for at finde værelset beskrevet i Mattæus’ evangelium 26.
Mattæus 26:17-19 17 Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Under offeret af den nyklippede uld kræver Jona-tegnet, at det skulle fuldføres nøjagtig i alle dets faser. Første fase var at Kristus var i graven i tre dage og tre nætter, ikke mere, ikke mindre. Kristus skulle også genopstå før morgenen af ugens første dag, som fulgte efter den ukendte sabbat, eftersom han var offeret af den nyklippede uld, som var den første af alle grøder (2Mos 29:24-27; se også 3Mos 7:30, 34; 8:27, 29; 9;21; 10:14, 15; 14:12, 24; 23:11-20; 4Mos 5:25; 6:20; 18:11, 18).
Anden Mosebog 29:24-27 24 Læg det alt sammen i hænderne på Aron og hans sønner og lad dem foretage svingningen med det for Herrens ansigt. Så skal du tage det igen og brænde det på alteret sammen med brændofferet, en liflig duft for Herrens ansigt, et offer for Herren. Du skal tage bryststykket fra Arons indsættelsesoffervædder og foretage svingningen med det for Herrens ansigt; det skal være din andel. Du skal hellige svingnings-bryststykket og afgifts-lårstykket, det som bliver svunget, og som bliver ydet som afgift fra indsættelsesoffervædderen, det som Aron og hans sønner skal have.
Den nyklippede uld blev traditionelt ofret klokken 9 om morgenen eller i den tredje time. Han ventede med at stige op, og dette var grunden til at Kristus sagde til Maria, da hun kom for at se ham: "hold mig ikke".
Johannes 20:1, 15-17 1 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.«
Først efter hans accept som offeret, og efterfølgende genkomst, tillod han sig at blive berørt (Joh 20:27).
Den første dag i ugen, eller søndagens uldoffer, er ikke nogen helligdag. Den skal imidlertid overholdes, siden den sætter i nedtællingen mod pinse i gang.
Ingen af helligdagene for basunerne eller soningen er dele af højtiden, som omfatter kollektsystemet.
Året har tre højtider.
Anden Mosebog 23:14 Tre gange om året skal du afholde højtid for mig.
Man finder dem i:
Femte Mosebog 16:16 Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger: ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. Tomhændet må ingen se Herrens ansigt
De som deltager i festen skal ikke træde frem for Herren, Yahovah, tomhændet:
Femte Mosebog 16:17 enhver af jer skal give, hvad han formår, alt efter den velsignelse, Herren din Gud har givet dig.
Tre gange om året skal der ofres. Dette skal gøres før, i betydningen af før morgenen, den første dag under hver af de tre højtider.
Anden Mosebog 23:18 Du må ikke ofre blodet fra mit slagtoffer sammen med syrnet brød. Fedtet fra mit festoffer må ikke ligge natten over.
Befalede offergaver kan ikke opkræves af kristne på hver helligdag, eller på de ukendelige sammenkomster. Offergaver af fri vilje er mellem individet og Gud og kan gives når som helst, men må ikke være obligatoriske.
Basunernes højtid bliver kaldt for en mindesabbat, og en hellig sammenkomst (3Mos 23:24). Soningsdagen kaldes for sabbatternes sabbat og en hellig sammenkomst (3Mos 23:27-32). Begge kaldes helligdage og ikke højtider.
Fjerde Mosebog 10:10 Henviser til når man skal blæse i trompeterne. Det er på alle nymånedagene og alle helligdagene, da brændeofferet og fredsofferet blev givet.
Man finder en oversigt over de bibelske helligdage og højtider i Tredje Mosebog 23, og forklaringen her er mere omfattende end den man finder i Anden Mosebog. Anden Mosebog 23 uddyber Anden Mosebog 20, og Tredje Mosebog 23 forstærker Anden Mosebog. Fjerde Mosebog 15, 28 og 29 forstærker begge, inkluderet nymånedagene. Yderligere gentagelse og forstærkning indtræffer i Femte Mosebog 5 og 14.
Kristi kraft står i relation til kraften om at følge loven i Den Hellige Ånd og derfor, gennem nåde. Kristus overholdt alle sabbatterne, nymånedagene og højtiderne. Den apostoliske kirke overholdte også sabbatterne, nymånedagene og højtiderne (Kol 2:16), og det samme har kirken i over to tusind år. Nationerne i tusindårsriget vil også overholde disse sabbatter, nymånedagene og højtiderne (Jes 66:23; Sak 14:16-19).
Forbindelsen mellem højtiderne og ofringerne, som er nedtegnet i Femte Mosebog 12:8-14, blev afskaffet sammen med forbindelsen mellem ofringerne og den ugentlige sabbat. Man kan ikke knytte kalenderen, højtiderne og offerloven sammen uden at tillægge samme koncept til alle andre aspekter ved loven, inklusive sabbatten. Hele ordningen med Guds styre blev løsrevet fra offersystemet, inklusive sabbatten og helligdagene. Herrens påske blev indført før loven blev givet på Sinai. Kristus er offeret ved Herrens påske, og intet dyreoffer kan nu frembringes for at dække over vor synd.
Hele processen med at give de udvalgte plads inden for kristendommen er forkyndt ifølge helligdagenes rækkefølge frem til den almene genopstandelse. Helligdagene kan ikke afskaffes, før den sidste store dag fuldbyrder denne del af planen. Hver højtid repræsenterer en pågående del af Guds plan, som fortsat er i færd med at åbenbare sig. Som defineret ved indhøstesystemet, er de fortsat i behold og er i færd med at komme frem i dagen. Loven var en skygge af ting, som skulle komme (Heb 10:1). Skyggen viser virkeligheden, den er ikke fjernet fra den.
Den skygge var specielt knyttet til offeret (Heb 10:1-10) og ikke til højtiderne. Bibelen mener at de svagheder højtiderne har fået, skyldes de som for vindings skyld kaster sig ud til Bileams vildfarelse, og er gået under ved Korahs genstridighed (Judas' brev 11-12). Med andre ord, så lærer de fra sig for fortjeneste og fordærver højtiderne og forståelsen af loven og vidnesbyrdet. Der er ingen morgenrøde for dem (Jes 8:20). De er dobbelt døde og revet op med rødderne. Disse menneskene, blottet for Ånden, skaber splittelse i de sidste dage (Judas 19). Kohras genstridighed er således en pågående proces mod Guds ord.
De udvalgte bedømmes ud fra deres kundskab om den ene sande Gud. Gennem kundskab om Gud (Jer 9:24) flommer forståelsen af loven og bliver forankret i sindet og hjertet til den enkelte.
Spørgsmålet gælder ikke sabbatten, nymånedagene og højtiderne; heller ikke loven om at overholde pagten. Det er det faktum at Gud Fader er den ene og sande Gud (Joh 17:3; 1Joh 5:20), og at han alene er udødelig (1Tim 6:16).
Man kan overholde sabbatten og alligevel være kætter. Hvis man ikke holder fast i denne sandhed, vil vi blive revet bort fra de udvalgte og overgivet til en store vildfarelse, så vi tror løgnen (2Tess 2:11). Marshalls Interlinear oversætter dette vers, som en fejlagtig handling sådan at de tror på en løgn. De kan ikke længere gøre noget. De kan ikke forstå, selv om de ønsker at se deres egne fejl. Planen og hensigten til Gud bliver åbenbart gennem strukturen og rækkefølgen til højtiderne, og fastsat som forordninger i Bibelen.
Moderne kristendom efterlever ikke disse højtider og er således uden retledning og forståelse, når det gælder den bibelske plan. Dagens kirker ser bort fra instrukserne, Bibelen har pålagt for beskyttelse af samfundet gennem familiestrukturen. En centraliseret regering kan ikke erstatte familien og den beskyttelse ordningen med jubelår indebære (Mika 4:3-4).
Lovene som regulerer højtiderne fremkommer i fire sekvenser i Mosebøgerne, fra Anden Mosebog til Femte Mosebog. Den første sekvens finder man i Anden Mosebog over flere kapitler. Anden Mosebog kapitel 20 omhandler de ti bud, som gentages i Femte Mosebog. Anden Mosebog 21 omhandler spørgsmålet om ægteskab og husholdninger og familiens ansvar, noget som forstærker budenes struktur inden for alle typer samfund. Anden Mosebog 22 omhandler udvidelsen af ejendomsretten og forpligtelser i henhold til budene. Anden Mosebog 23 omhandler falske vidnesbyrd og respekt for andre mennesker og udvidelsen af det tiende bud. Anden Mosebog 23:10 omhandler det fjerde bud i et bredere perspektiv, for at vise hvilken anvendelse det har på samfundsstrukturen. Det angår ikke bare ugen, men omfatter også jubelårene og den komplette sabbatsordningen. Anden Mosebog 12 omhandler for sig Herrens Påske.
Dette var Herrens højtider og han kaldte dem mine højtider (3Mos 23:2). De refereres til som Herrens højtider i Tredje Mosebog 23 og Anden Krønikebog 2:4. Betegnelsen deres (dine) højtider blev også brugt i Fjerde Mosebog 15:3 og 29:39. Deres (de sine) højtider bruges i Esaja 1:14 og 5:12 i en negativ betydning som nedenfor. Højtiderne var ikke af verdslig oprindelse. De kunne logisk set ikke ændres eller afskaffes med mindre frelsens plan, som de repræsenterer, var blevet ændret eller afskaffet.
Tredje Mosebog 23:2-44 2 Tal til israelitterne og sig til dem: Dette er mine fester, Herrens fester, som I skal udråbe som hellige festforsamlinger. Seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag skal der være fuldstændig hvile med hellig festforsamling. Da må I ikke udføre noget arbejde, det er sabbat for Herren, overalt hvor I bor. Dette er Herrens fester, de hellige festforsamlinger, som I skal udråbe til den fastsatte tid. På den fjortende dag i den første måned, lige inden mørket falder på, er det påske for Herren. På den femtende dag i samme måned er det de usyrede brøds fest for Herren; syv dage skal I spise usyrede brød. På den første dag skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde. I skal bringe Herren ofre i syv dage; på den syvende dag skal der være hellig festforsamling. Da må I ikke udføre noget arbejde.
Herren talte til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og høster kornet, skal I bringe det første neg af jeres høst til præsten. Han skal foretage svingning med neget for Herrens ansigt, for at I kan opnå hans velbehag; præsten skal svinge det dagen efter sabbatten. Samme dag I svinger neget, skal I bringe et lydefrit, årgammelt lam som brændoffer til Herren. Det tilhørende afgrødeoffer skal være to tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, et offer for Herren, en liflig duft, og det tilhørende drikoffer skal være en fjerdedel hin vin. Hverken brød eller ristet korn eller frisk korn må I spise før netop den dag, I har bragt jeres Guds gave. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer. Hjemmefra skal I medbringe to svingningsbrød, bagt som syrnet brød af to tiendedele efa fint mel, det er førstegrøde til Herren. Foruden brødet skal I ofre syv lydefri, årgamle lam og en tyrekalv samt to væddere; de skal være brændoffer til Herren sammen med de tilhørende afgrødeofre og drikofre, et offer, en liflig duft for Herren. I skal ofre en gedebuk som syndoffer og to årgamle lam som måltidsoffer. Præsten skal foretage svingningen med dem sammen med brødet af førstegrøden for Herrens ansigt. Sammen med de to lam skal de være helliget Herren og tilfalde præsten. Netop denne dag skal I udråbe en hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor.
Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud! Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer. Herren talte til Moses og sagde: På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer. Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde, for det er forsoningsdagen, til soning for jer for Herren jeres Guds ansigt. Enhver, der undlader at spæge sit legeme den dag, skal udryddes fra sit folk. Og enhver, der udfører noget som helst arbejde den dag, det menneske vil jeg udrydde fra hans folk; I må ikke udføre noget arbejde. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme. Den niende i måneden om aftenen, fra den aften til den følgende aften, skal I holde jeres sabbatshvile. Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde. Det er Herrens fester, som I skal udråbe som hellige festforsamlinger; da skal I bringe Herren ofre, brændoffer, afgrødeoffer, slagtoffer og drikofre som fastsat for de enkelte dage. Dertil kommer Herrens sabbatter, jeres gaver og alle jeres løfteofre og alle de frivilligofre, I giver Herren. På den femtende dag i denne syvende måned, når I høster landets afgrøde, skal I fejre Herrens fest i syv dage. Den første og den ottende dag skal være hviledag. Den første dag skal I tage frugter af prægtige træer, palmegrene og grene af løvrige træer og af popler, og I skal glæde jer for Herren jeres Guds ansigt i syv dage. I skal fejre den som fest for Herren syv dage hvert år. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt; i den syvende måned skal I fejre den. I skal bo i løvhytter syv dage; hver indfødt israelit skal bo i løvhytte, for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! Det var, hvad Moses sagde til israelitterne om Herrens fester.
Messias var virkelig den primære og essentielle del af Guds grøde, som fremstilles gennem Herrens påske og uldofferet, men han havde føreksisteret som Israels Elohim, underordnet sin Elohim som var Eloah. Det var i denne egenskab han overleverede loven til Moses og snakkede ansigt til ansigt med ham.
Moses snakkede ikke med Gud (Faderen som Eloah eller Theon). Johannes siger at ingen nogensinde har set Gud (ton Theon) (Joh 1:18). Det var denne Elohim, som blev betegnet som Tilstedeværelsens engel eller Engelen af det store råd (Jes 9:6 LXX).
Højtiderne er givet af Gud til Kristus, og Kristus opretholder og forstærker disse ordninger gennem sine udvalgte og til sidst gennem nationerne med hensyn til tusindårsrigets opbygning. Fjerde Mosebog 28 og 29 indeholder den eneste fuldstændige oversigt. Den omfatter daglige, ugentlige, månedlige og årlige ofringer og offergaver. Ofringerne fandt sted på grund af det vi er, det vil sige vor nedarvede synd, og offergaverne blev givet som betaling for vore fejl.
Kristus er i går og i dag den samme, ja til evig tid (Heb 13:8). Gud er uforanderlig (Mal 3:6; Jak 1:17). Ingen af dem forandre sig, derfor skal dagene som de holder som hellige for menneskeheden heller ikke, som givet gennem loven, forandres.
Sabbatterne, nymånedagene, helligdagene og højtiderne bestrides med hensigt. Dette er et løfte Gud selv gav gennem profeterne. Gud talte gennem profeten Amos og sammenlignede Israel i de sidste dage med en kurv med moden frugt (Amos 8:1). Det ikke at adlyde Gud er nøgleelementet. Straffen for dette er at sabbatterne og højtiderne vendes til sorg.
Dette efterfølges af hunger efter at høre Jehovas ord (Amos 8:11-14). På grund af manglende evne til at forstå den eneste sande Guds natur (Joh 17:3; 1Joh 5:20), straffes folket (Hos 8:5-9). Selv de onde ånder ved at Gud er én og skælver (Jak 2:19). De store ting i Guds lov var skrevet for Israel. De regnede dem som underlige gennem deres brud på det første bud, og den tiltagende forekomst af synd i tilbedelsen (Hos 8:11-14).
Hele kapitel 6 i Johannes' evangelium er en rækkefølge af symbolik, som fører frem til forberedelserne og til Herrens påske. Der er en specifik betydning af hver eneste sætning i Johannes’ evangelium kapitel 6, samt hvordan de forbereder alle for sit kald, deres placering blandt de udvalgte og deres placering i stammerne som en del af de 144 000 og mangfoldigheden under de tolv apostle, som dommere over stammerne.
Johannes’ evangelium 6:53-54 53 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
Det evige liv har tre elementer. De optage normalt ikke i natteverden. De første to elementer er fra Joh 17:3.
Det første: ”Og dette er evigt liv: at have kendskab til dig, den eneste sande Gud, og om ham du har sendt, til og med Jesus Kristus (BBE).
Det andet element i evigt liv er troen på Jesus Kristus gennem kendskab til den ene sande Gud (1Kor 15:34).
Det tredje element i evigt liv er deltagelsen i Herrens påske og spisningen af Jesu Kristi krop og blod (Joh 6:53-54), over.
Det er disse tre elementer behøver vi for at få evigt liv. Samtlige afhænger af lydighed. Lydighed overfor den ene sande Gud, ved at man overholder budene (5Mos 4:2, 6:17, 8:6, 10:13, 28:9; Sal 119:115; Matt 19:17). De hellige er de, som holder budene (Åb 3:10; 12:17; 14:12). Dersom man ikke holder loven, bliver man fordømt.
Romerbrevet 2:27 Og den, der i det ydre er uomskåret, men som opfylder loven, skal dømme dig, som overtræder loven, skønt du har lovens bogstav og er omskåret.
At overholde loven er en nødvendig forudsætning for at beholde Den Hellige Ånd. Uden Den Hellige Ånd kan vi ikke komme ind i Guds rige og få evigt liv. Sådan er det med disse tre elementer i troen. Det kræves at vi deltager i lydighed. Lydighed mod denne højtid indebærer, at man overholder de lover og forordninger, som Kristus oprettede for deltagelse i Herrens påske. Hvis vi ikke gennemfører denne ceremoni, har vi ingen del med Jesus Kristus (Joh 13:8).
Den første ceremoni ved natteverden var vaskning af fødder. Dette blev udført som et tegn på gæstfrihed fra værtens side når gæsten ankom. Normalt havde folk badet, men de havde gået gennem gaderne og vaskning af fødderne fik dem til at føle sig vel. Fodvask var opgaven til den af tjenerne, som var nederst på rangstigen. Gæsten fik udleveret et håndklæde og en urne med vand. Vaskningen fandt som regel sted ved ankomst eller før måltidet begyndte, mens gæsterne fandt sig til rette ved bordet. Uviljen mod denne handling symboliserede det faktum at ingen ønskede at udføre tjenerarbejde overfor andre mennesker.
Johannes' evangelium 13:6-8 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«
Sandsynligvis kan vi alle disse ord udenad. Peter ønskede ikke, at han skulle vaske fødderne, da han ønskede sig en kong Messias. Han forstod ikke at ypperstepræsten vandrede først, klædt i linnedklæder for forsoning og offer. Det skulle være to messianske ankomster. Den ene skulle være klædt i enkle linklæder, og den anden skulle være klædt som en konge. Han ønskede at placere Jesus Kristus på kejserens trone og regere denne verden lige så uretfærdigt som kejseren havde gjort, men fra Jerusalem.
Peter sagde: ”Du skal ikke vaske mine fødder!” Vi må tillade at vores fødder bliver vasket, dette er et symbol på at vore liv bliver vasket rene af Kristus i uendelighed, dersom vi skal have vor del med ham i Guds rige og i alt han gør. Hvis vi tillader dette, vil vi arve Guds rige sådan som han gjorde. Peter forstod nødvendigheden af denne handling, men ikke betydningen.
Johannes’ evangelium 13:9-11 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Vi behøver kun at få fødderne vasket, siden vi er blevet badet i dåbens vand og dermed blev rene en gang for alle. Kun ved Herrens nadver behøver vi at få fødderne vasket.
Hvert år, i åndelig betydning, samler vi synder op, ofte uden at vide det, mens vi går vor vej gennem livet. Derfor har vi brug for at forny dåbspagten. Vi har brug for at blive vasket på ny. Symbolsk accepterer vi denne vaskning, når vi får fødderne vasket. I Johannes' evangelium 13:12-17 ser vi igen dette begreb:
Joh 13:12-17 12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.
Disse ord er her for at vi skal forstå det er en symbolik, som både de og vi må kende til.
Konceptet handler om at Herren og Læreren har vasket disciplenes fødder, og vi burde også vaske hinandens fødder som et påbud fra Kristus. Vi må gøre det årlig, på den fjortende dag i den første måned. Det er ikke en helligdag, men det skal udføres den nat, han blev forrådt, sammen med at brødet blev spist og vinen drukket for at få evigt liv.
Johannes’ evangelium 6:53-56 53 sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.
Første Korinterbrev 11:23-28 23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.
Natten var den fjortende dag i den første måned, og vi må erkende dette og deltage med kroppen. Vi må dømme os selv, eftersom forsømmelse medfører straf. Syret brød må ikke benyttes i denne ceremoni (2Mos 23:18). Anden Mosebog 34:25 henviser også til at selv om det usyrede brøds højtidsdag endnu ikke er indled, må brødet som spises ved denne ceremoni være usyret.
Anden Mosebog 34:25 Du må ikke ofre mit slagtoffers blod sammen med syrnet brød, og påskefestens offerkød må ikke ligge natten over.
Det usyrede brød blev givet hver dag som del af offersystemet. Messias var det accepterede offer, og nu er det os, som overholder pagten, der er offeret.
Dette fører os til Herrens påske og dagene for det usyrede brød. Fra uldofferet fortsætter vi med at tælle mod pinse. Her har vi en periode på en syvfoldig fuldbyrdelse af ugerne og en højtid og en helligdag på den femtende dag. Pinse (Pentecost på engelsk, ovs. anm.) betyder at ”tælle til femten”. Både uldofferet og pinsen har sine gudstjenester ved den tredje time eller klokken ni om morgenen. Pinsen er høsten af den første afgrøde, og i åndelig betydning omfatter den forventningen af den menneskelige afgrøde.
Dette videreføres i den syvårige cyklus med sabbatter for landet og marken, med sin syvfoldige fuldbyrdelse, som fører frem til jubelåret. Denne fuldbyrdelse af syv fulde uger eller fuldbyrdede sabbatter til pinse, samt cyklusen med syv gange syv år, som fører frem til jubelåret, har stor betydning.
Praktisk anvendelse
Årets helligdage finder man i Tredje Mosebog 23:1-44, Femte Mosebog 16:1-16 og Fjerde Mosebog 28 og 29. Disse årlige helligdage genspejler Guds frelses plan. De er obligatoriske og indebærer specielle krav som tegn mellem Gud og hans folk. Helligdagen behandles som en sabbat. Der findes tre årlige højtider og de er nedtegnet i Anden Mosebog 23:14. Der må gives en offergave før morgenen den første dag i hver højtid, se Anden Mosebog 23:18, Femte Mosebog 16:16-17 og Anden Krønikebog 8:13.
Natteverden er ikke en helligdag, men en forberedelse til det usyrede brøds højtid. Den må afholdes for, at man skal kunne arve det evige livet i den første opstandelse (Joh 6:53-54). Pinsen skal afholdes som en højtid (2Mos 34:22; 5Mos 16:10, 16). Løvhyttefesten skal afholdes sådan at alle kan lytte og lære (3Mos 23:24; 5Mos 16:13, 16; 31:12). Basunernes dag og soningsdagen kaldes helligdage og ikke højtider (3Mos 23:24, 27).
Det syvende års hvile for marken
Dette omfatter:
Denne lovgivning kombinerer økonomiske og miljømæssige aspekter med moral og etik.
Ved disse syvårige cykluser, som kaldes septenate eller shemittagh, skal vi læse Guds lov ved Løvhyttefesten.
Femte Mosebog 31:10-13 10 og Moses gav dem denne befaling: »Hvert syvende år, på den fastsatte tid i gældseftergivelsesåret, ved løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov op for hele Israel. Kald folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede i dine byer, for at de må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud og omhyggeligt følge alle ordene i denne lov, for at deres sønner, som endnu ikke kender loven, må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud, så længe I lever på den jord, som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan.«
Hele systemet med Guds lovgivning beskytter stammen, familien og individet. Jubelåret med sit tiendesystem, sine sabbatter og forbudet mod at samle gæld op er rammerne som i høj grad negligeres.
Vi læser loven for at folk som ikke har forstået den kan få den at høre.
Alt af landet og marken tilhører Gud, og vi forvalter det.
Tredje Mosebog 25:23 Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig.
Dette betyder ikke kun det som normalt betegnes som ”Det hellige land”. Alt tilhører Gud, og ordningen med jubelår skal være til nytte og på sin plads for hele menneskeheden, hvor vi end har fået tildelt vore familiegrænser (5Mos 28:32).
Vi skal ikke hævde at landet eller floderne er vore.
Esekiel 29:9 Egypten skal blive ørken og ruiner. Så skal de forstå, at jeg er Herren.
Landet er Guds, og hvis vi ikke giver landet dets sabbatshvile hvert syvende år, vil Gud tage hånd om dette på vor bekostning.
Tredje Mosebog 26:34-35 34 Da skal landet få erstatning for sine sabbatter al den tid, det ligger øde hen, mens I er i jeres fjenders land; landet skal hvile og få erstatning for sine sabbatter. Al den tid, det ligger øde hen, skal det hvile, fordi det ikke kunne hvile under jeres sabbatter, da I boede i det.
Landet vil da få den hvile vi undlod, at give det ved at vi tog over og lagt øde som folk. Dette er en del af den fuldstændige sabbatsordning, som i lighed med syvendedagssabbatten ikke kan ændres eller overses. Hvad er grunden til sådanne drastiske tiltag?
Tredje Mosebog 26:14-15 14 Men hvis I ikke hører på mig og ikke følger alle disse befalinger, hvis I forkaster mine love og vrager mine retsregler, og ikke følger alle mine befalinger, men bryder min pagt
Vor personlige adfærd, såvel som vort misbrug af jorden og miljøet, kan medføre at vi bliver udspyttet fra landet.
Tredje Mosebog 18:25-30 25 Landet blev urent, og jeg straffede det for dets synd, og landet spyttede sine indbyggere ud. Men I skal holde mine love og mine retsregler og undlade at gøre nogen af disse vederstyggeligheder, det gælder både landets egne og de fremmede, der bor som gæst blandt jer; for alle disse vederstyggeligheder gjorde de, der var i landet før jer, så landet blev urent. Ellers vil landet spytte jer ud, fordi I gør det urent, sådan som det har spyttet det folk ud, som var der før jer. For enhver, som gør nogen af disse vederstyggeligheder, det menneske skal udryddes fra sit folk. Hold mine bud, og følg ikke de vederstyggelige skikke, som man fulgte tidligere, og gør jer ikke urene ved dem! Jeg er Herren jeres Gud!
Brud på pagten, som indebærer langt mere end at overholde de ti bud, medfører straf.
Tredje Mosebog 26:43 Men først skal landet forlades af dem og have erstatning for sine sabbatter, mens det ligger øde hen, befriet for dem; og de skal betale af på deres skyld, netop fordi de forkastede mine retsregler og vragede mine love.
Brud på den fuldstændige pagt, som alle vore forfædre indgik med Gud på Sinai (2Mos 24:3) medfører straf. Vi bekræftede det igen med ham i Ånden ved dåben og ønsker at overholde den, da vi elsker den eneste Gud.
Flavius Josephus har nedtegnet følgende i Antiquities of the Jews, bind XIV kap. X del vi:
”Caius Caesar, kejser af den anden tid, har bestemt at alt jødiske land foruden Joppa skal betale en årlig skat for byen Jerusalem, med undtagen af det syvende året, som de kalder sabbatsåret, siden de i det år hverken får frugt fra træerne eller sår deres marker, og de betaler deres skat til Sidon det anden året af [sabbatsperioden], en fjerdedel af det som er sået.” (Jf. 3:12:3; 12:9:5; 13:8:1; 15:1:2.)
Vi bliver fortalt at denne urgamle lov, Tredje Mosebog 26:3, 4 (jf. 2Krøn 36:21) var blevet udsat for fejlagtigt brud og at Juda stammes eksil skulle kompensere for at landet havde forsømt sig. Gud vil give landet hvile, hvis vi nægter at gøre det.
Anden Krønikebog 36:20-21 20 Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.
Jeremia 29:10 Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.
Som de var blevet lovet, vendte de tilbage til Det hellige land efter at landet havde fået dets forsømte sabbatter igen. Mange af Guds løfter afhænger af at vi følger hans lov på den måde, og på de tidspunkter, som er foreskrevet. Vi kan ikke ændre på noget på grundlag af vor formodning om at vi ved bedre, eller på grund af mundtlige traditioner.
Ud fra Josephus’ nedskrivelser kan vi se at jøderne var begyndt at holde en form for syvårssabbat. Den blev ikke holdt på korrekt vis på de rette år. Selv om jøderne holdt ugentlig sabbat, overholdt de ikke loven.
Galaterbrevet 6:13 For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop.
Gud gør alt på rette tid.
Anden Mosebog 12:41 På den dag da de firehundrede og tretten år var gået, drog alle Herrens hære ud af Egypten.
Vi bør gøre hvad Gud forventer ud fra hans dagsorden og lade være med at lave vore egne ordninger, som går imod hans love, som er oprettet for at være til nytte for os.
Den socialøkonomiske lovgivning som omtales her skal sørge for at alle modtager en del af familiens private ejendom, som forvaltes til evig tid. Man får den for ingenting. Den er gratis.
Jorden må ikke sælges på noget tidspunkt (3Mos 25:23), men går tilbage til familien i jubelåret. Markerne blev tildelt gennem lodtrækning, efter at en miljømæssig vurdering var gennemført.
Josvas bog 18:1-10 1 Hele israelitternes menighed samledes i Shilo, og de rejste Åbenbaringsteltet dér; landet var nu underlagt dem. Men der var stadig syv stammer tilbage af israelitterne, som ikke havde fået tildelt deres arvelod. Josva sagde til israelitterne: »Hvor længe vil I tøve med at gå ind og erobre det land, som Herren, jeres fædres Gud, har givet jer? Vælg tre mænd for hver stamme, som jeg kan sende af sted. De skal drage rundt i landet og udarbejde en beskrivelse af det til brug ved tildelingen af arvelodder; derefter skal de komme tilbage til mig. Så skal de dele landet i syv dele. Juda skal beholde sit område i syd, og Josefs hus skal beholde sit område i nord. I skal udarbejde en beskrivelse af landet, delt i syv dele, og bringe den til mig her. Så vil jeg kaste lod for jer her for Herren vor Guds ansigt. Levitterne skal ikke have nogen del blandt jer, for præstetjenesten for Herren er deres lod. Gad, Ruben og halvdelen af Manasses stamme har fået deres arvelod øst for Jordan; den har Herrens tjener Moses givet dem.« Så gjorde mændene sig klar til at tage af sted, og Josva befalede dem at udarbejde en beskrivelse af landet; han sagde: »Drag rundt i landet, udarbejd en beskrivelse af det, og vend så tilbage til mig! Så vil jeg kaste lod for jer for Herrens ansigt her i Shilo.« Mændene tog af sted, drog igennem landet og udarbejdede en beskrivelse af det, delt i syv dele, by for by. Så kom de tilbage til Josva i lejren ved Shilo. Og Josva kastede lod for dem i Shilo for Herrens ansigt og fordelte dér landet til israelitterne, så hver stamme fik sin del.
Beskrivelsen af tildeling af land ved lodtrækning fortsætter frem til:
Josva 19:51 Det var de arvelodder, præsten Eleazar og Josva, Nuns søn, og overhovederne for de israelitiske stammers fædrenehuse fordelte ved lodkastning; det skete i Shilo for Herrens ansigt ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Dermed var de færdige med at fordele landet.
Byerne hvor man kunne søge tilflugt var inkluderet i denne tildeling af stammernes arvedel.
Josva 20:2-9 2 Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til den tid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra.«
Så helligede de Kedesh i Galilæa i Naftalis bjergland, Sikem i Efraims bjergland og Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Judas bjergland. Og øst for Jordan udpegede de Beser i ørkenen på Højsletten af Rubens stamme, Ramot i Gilead af Gads stamme og Golan i Bashan af Manasses stamme. Det var de byer, der blev truffet aftale om for alle israelitterne og for de fremmede, der boede blandt dem; enhver, der uforsætligt havde slået nogen ihjel, kunne flygte dertil og undgå at blive dræbt af blodhævneren, før han havde været stillet for menighedens domstol.
Levitterne fik også deres hus i byerne og landsområderne ved lodtrækning med visse familier, som var knyttet til visse stammer (Jos 21:1-45).
Skat blev betalt ud fra hvad marken gav, med undtagen af det som familien selv spiste. Marken selv var fritaget for ejendomsskat, arveskat og alle former for vort nuværende skattesystem. Dette er intet andet end stykkevis konfiskering af ejendom. Tyveri! Det samme gælder den lange opbygning af renteudgifter, som iværksættes af låneinstitutioner.
Dette er hvad vi krævede af Gud i stedet for at leve i henhold til hans vidunderlige love, som giver frihed og økonomisk sikkerhed.
Første Samuelsbok 8:4-20 4 Da samledes alle Israels ældste og gik til Samuel i Rama og sagde til ham: »Du er gammel nu, og dine sønner følger ikke i dit spor. Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk.« Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: »Giv os en konge, der kan herske over os,« så han bad til Herren, og Herren svarede: »Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.
Vi forkastede Gud ved at forkaste hans lovgivning, som skulle styre os. Vi har fået det vi krævede, og det var:
8 Nu gør de mod dig, nøjagtig som de har gjort mod mig; fra den dag jeg førte dem op fra Egypten til i dag, har de svigtet mig og dyrket andre guder. Føj dem kun, men advar dem først indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem.«
Samuel fortalte folket, som krævede en konge af ham, alt hvad Herren havde sagt; han sagde: »Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.«
Men folket ville ikke høre på Samuel. »Nej,« sagde de, »vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige.«
Enten om det gælder et individuelt kongedømme eller en centraliseret regering, kommer vi til at være i tjeneste. Det skyldes myndighedernes høje skatteniveau samt gæld til finansielle monopol, som omfattes af statens lovgivning. Selv om dette gælder det økonomiske system, er det slaveri.
Guds skatte er kun grundlagt på baggrund af årlig produktivitetsøgning og ikke på ejendom eller på de midler som behøves for at opretholde vor eksistens. De er heller ikke baseret på en akkumuleret byrde, som til sidst falder på slutforbrugerne. Dette genererer afgifter på salg, afgifter på varer og afgifter på tjenester, hvoraf ingen er i stand til at støtte de nuværende statssystemer.
Dette er profetisk.
Eftergivelse af gæld
Næsten alle lever med en stressfyldt lånefinansiering med den usikkerhed dette medfører. Guds socialøkonomiske kontrakt forhindrer en opsamling af langvarig gæld og har en lovgivning som fremmer rentefri kapital.
Femte Mosebog 15:1-17 1 Hvert syvende år skal du eftergive al gæld. Om gældseftergivelsen gælder følgende: Hver kreditor skal eftergive det, han har til gode hos sin næste. Han skal frafalde sit krav på sin næste og sin landsmand, når der for Herren er udråbt gældseftergivelse.
Efter hvert år skal al gæld blandt de udvalgte eftergives på det syvende år. Det skal være en fuldstændig eftergivelse af kravet om at betale den resterende principielle gæld tilbage.
3 Udlændingen må du gøre krav hos, men hvad du har til gode hos din landsmand, skal du eftergive. Men der skal ikke være fattige hos dig, for Herren vil velsigne dig i det land, Herren din Gud vil give dig i arv og eje, hvis blot du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt gør alt det, jeg i dag befaler dig.
Vi kan opkræve gæld, vi har til gode fra dem, som ikke tilhører de udvalgte, og hvis denne lovgivning efterleves på korrekt vis, vil der ikke være nogen fattige blandt os.
6 Ja, Herren din Gud velsigner dig, sådan som han har lovet dig; du kan låne ud til mange folk og skal ikke selv låne; du kan herske over mange folk, men de skal ikke herske over dig.
Vor lydighed overfor dette komplette socialøkonomiske system vil give os velsignelse og beskyttelse.
7 Når der er en fattig hos dig, en af dine landsmænd i dine byer i det land, Herren din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand. Luk tværtimod din hånd op for ham, og lån ham, hvad han mangler!
Loven som drøftes her forbyder oprettelse og finansiering af langvarig gæld, og den er den eneste kilde, som sætter love om kredit. Kreditten skal kun omfatte det som dækker et nødvendigt behov, ikke for ting man ønsker eller begærer.
9 Tag dig i agt, at du ikke får den gemene tanke: »Nu er det snart det syvende år, gældseftergivelsesåret,« så du ser skævt til din fattige landsmand og undlader at give ham noget. Så vil han råbe til Herren og anklage dig, og det vil blive regnet dig til synd. Du skal give ham, og du skal ikke være ked af at give ham. For gør du det, vil Herren din Gud velsigne dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du erhverver.
Denne indvilgelse af kredit er påkrævet selv om det syvende år nærmer sig og den pågældende person sandsynligvis ikke er i stand til at tilbagebetale stort, om noget i det hele taget. Vi må alligevel give det vi har mulighed for, men det skal være tilpasset behovet.
Hvis den tredje tienden er korrekt indstiftet, vil samfundet som gruppe have indvirkning på denne kredit og en acceptabel inddrivelse af den.
Ikke desto mindre manes der til forsigtighed, eftersom kærligheden til penge er en kilde til alle slags synder.
11 Der vil altid være fattige i landet; derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.
I vers 11, fattige SHD 034 ’ebyown {eb-yone} stammer fra 014 i betydningen at mangle (specielt følelsesmæssigt):
1) i mangel af, trængende, hovedsagelig fattig, trængende person
2) udsat for undertrykkelse og misbrug
3) i behov for hjælp, befrielse fra problemer, specielt som givet af Gud
Vi er forpligtet til at låne ud efter hvor tæt vi er på det syvende år med eftergivelse. Det betyder at vi låner ud efter modtagerens evne til at betale tilbage, når det syvende år når mod slutningen. Vi skal låne ud efter evne, ikke i henhold til urealistiske krav, og vi må eftergive det som ikke kan tilbagebetales, uanset hvilke omstændigheder dette medfører.
12 Når din landsmand, en hebræer, mand eller kvinde, sælger sig til dig, skal han være din træl i seks år, og i det syvende år skal du frigive ham.
Nogle mennesker opdager at de ikke overskuer at håndtere økonomien på en ansvarlig måde. I enkelte tilfælde kan de miste deres marker, og dermed evnen til at sørge for dem selv og familien. De kan ende med at være i andres tjeneste, men de vil få kompensation, når de frigives på det syvende år. Dette er ikke slaveri i sin almindelige form, men en oplæringsperiode for den ansatte, som vil få betaling for arbejdet, når han frigives.
13 når du frigiver ham, må du ikke sende ham tomhændet bort. Forsyn ham rigeligt med dyr fra dit småkvæg, med korn fra din tærskeplads og med vin fra din perse; det, Herren din Gud har velsignet dig med, skal du give ham. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig; derfor giver jeg dig i dag denne befaling.
Hvis der er flere sabbatter, som ligger før jubelåret og generhvervelsen af familiens marker, kan personen der er i gæld bede om at ansættelsen skal udvides og gælde uden slutdato.
16 Men hvis han holder af dig og din familie, fordi han har haft det godt hos dig, og han siger til dig: »Jeg vil ikke forlade dig,« da skal du tage en syl og stikke den igennem hans øreflip og ind i døren, og så skal han være din træl på livstid. På samme måde skal du bære dig ad med din trælkvinde.
Dette synlige ’hul i øret’ var et tegn på skam hos dem, som ikke var i stand til at forsørge sig selv.
I tillæg til forbudet mod at så og høste på det syvende år, er der andre forskrifter, som omhandler plantning og høstning.
Tredje Mosebog 19:23-25 23 Når I kommer ind i landet og planter alle slags frugttræer, skal I lade frugten sidde på dem. Tre år skal I lade frugten sidde; den må ikke spises. Det fjerde år skal al frugten gives som helliggave til Herren under festjubel. Først i det femte år må I spise frugten, for at I kan få øget udbytte. Jeg er Herren jeres Gud!
Når frugttræerne plantes, kan de ikke høstes de tre første årene. Dette bidrager til at gøre dem stærkere. I det fjerde år overleveres hele den første grøde til præsterne, som er administratorer.
Fjerde Mosebog 5:9 Alle de helliggaver, israelitterne bringer som afgift til præsten, skal tilfalde ham.
Den svækkede effekt af gælden som næsten alle lever med, bør fordømme den nuværende ordning, som ikke har ændret sig.
Nehemias’ bog 5:1-5 Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: »Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.« Andre sagde: »Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.« Og andre sagde: »Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vores sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!«
Praktisk anvendelse
Landet er Guds og kan ikke sælges (3Mos 25:3). Det er tildelt ved lodtrækning (Jos 19:51) efter slægtslinjer (Jos 18:2). Landet skal hvile eller ligge brak i det syvende år (2Mos 23:10-11; 3Mos 25:1-7, 19-24).
Vi får dobbelt grøde på det sjette år, og denne lagrede mad skal spises på det syvende år (3Mos 25:21-22). Det må ikke sås nogen avling dette år. Den flerårige avling skal ikke høstes ind, men kan spises fra dag til dag (2Mos 23:10-11; 3Mos 25:1-7, 19-22). Der skal ikke betales tiende det syvende år, siden der ikke er nogen grøde. Man skal ikke stelle med sin vingård eller sine frugttræer (3Mos 25:3-6). Ved årets slutning skal al økonomisk gæld i det åndelige Israel eftergives (5Mos 15:1-6), men udlændinge kan holdes ansvarlig for deres gæld (5Mos 15:3). De som er i en andens tjeneste for tilbagebetaling af gæld skal frigives med dobbelt løn af det en indlejret arbejder får (5Mos 15:18). Kredit er en del af denne økonomiske lovgivning (5Mos 15:9-10), men kun for at dække et nødvendigt behov (5Mos 15:8). Den skal være rentefri (2Mos 22:25; 3Mos 25:36-37; 5Mos 23:19; Neh 5:7, 10; Esek 18:8, 17).
Jubelåret
Under den nye pagt med den ene sande Gud gennem hans Messias, forlanges det af os at vi følger ordningen med jubelår i sin helhed. Dette er den komplette økonomiske, miljømæssige og moralske samfundsordning for hele menneskeheden. Siden der kræves af os at vi overholder denne ordning i dag, hvornår vil den indtræffe og hvad vil vore forpligtelser være under dagens forhold?
Ovenfor har vi set at landet skulle have hvile under syvårssabbatten. Siden folket ikke har nogen grøde, skulle det heller ikke betales tiende. Al vor gæld skulle stryges og alle israelske slaver eller arbejdere skulle frigives ved årets slutning. Den flerårige avling kunne spises, men ikke høstes ind.
Jubelåret overlapper det syvende år i syvårscyklusen og kræver endvidere at landet gives tilbage til de oprindelige ejerfamilier, og fortsætter dets hvile uden at der en gang udtages daglig avling fra de flerårige vækster.
På den tiende dag i den syvende måned erklæres jubelåret. Det betyder at i det syvende år i den sidste syvårscyklus, eller i det niogfyrrende år, skal hornet fra en vædder – eller Yobel (SHD 3104) – lyde over landet og forkynde frihed landet over for alle dets indbyggere.
Ordningen med jubelår/sabbat gælder hele menneskeheden og beskytter alle jordens familier og alle familiens enkelte medlemmer. Den beskytter i sin helhed alle livgivende aspekter ved planeten. Den kræver at sabbatsordningen følges i sin helhed, og dermed vil menneskeheden gå fri af alle påvirkning fra afgudsdyrkelse. Gud er en særegenhed, og han alene hersker over skaberværket.
Jubelåret begynder på soningsdagen, i den syvende måned i cyklusens niogfyrrende år, som er et sabbatsår. Dette afstedkommer to sabbatsår, som må overlappe hinanden. Siden sabbatsåret ikke tillader indhøstning, når det begynder om efteråret, må der ikke have været sået høst før (3Mos 25:20). Når jubelåret aftager i den nordlige høst, bliver grøden sået for at høstes det efterfølgende nordlige efterår samt dække toårscyklusen for det niogfyrrende og femtende året.
Alt tilhører Gud, ”hele jorden”, og ordningen med jubelår er til nytte for hele menneskeheden og eksisterer for alle, hvor vi end måtte have vore familiegrænser (5Mos 28:32).
Landet tilhører Gud, og hvis vi ikke giver landet dets sabbatshvile hvert syvende år, vil Gud tage hånd om dette på vor bekostning.
Tredje Mosebog 26:34-35 34 Da skal landet få erstatning for sine sabbatter al den tid, det ligger øde hen, mens I er i jeres fjenders land; landet skal hvile og få erstatning for sine sabbatter.
Denne syvende gang syvårssabbat kulminerer med jubelåret og tilbageleveringen af slægtens arv.
I Encyclopedia Americana står følgende:
Loven [om jubelår] som helhed var tydelig teokratisk, den retfærdiggjorde Yahvehs absolutisme. Den indebar at hebræerne var hans tjenere og kunne derfor ikke fortsætte med at være slaver for deres medmennesker. Landet tilhørte ham og blev kun lånt ud til hebraiske stammer og familier, som derfor ikke kunne drives ud gennem menneskelige overenskomster.
Israelerne anså det at holde nedarvet ejendom i familien som en hellig pligt. Dette fremkommer tydeligt af Nabots grundgivelse for at nægte at sælge sin vingården til kong Akab (1Kong 21:3).
Anden Mosebog 14:31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.
Enkelte mennesker i Israel har altid troet på Yahovah, Herren, og overholdt loven sådan, som den blev givet til Moses.
SHD 3104 yowbel, yo-bale’ eller yobel, yo-bale’; åbenbart fra 2986, hornstøt (fra den vedvarende lyd), specielt signalet til sølvtrompeterne; deraf selve instrumentet og højtiden som blev indført: Jubelåret, hornet til en vær, trompeten.
Instrumentet yobel, som en trompet lavet af horn fra en vædder, blev også brugt af syv præster rundt omkring i Jeriko i Josva, kapitel 6.
Tredje Mosebog 25:9-10 9 På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie.
Ovs. anm.: Forfatteren har i sin tekst lavet en sammenligning mellem RSV og GLT. Disse er beholdt på engelsk som komplement til den danske oversættelse, se nedenfor:
Leviticus 25:9-10 9 Then you shall send abroad the loud trumpet on the tenth day of the seventh month; on the day of atonement you shall send abroad the trumpet throughout all your land. 10 And you shall hallow the fiftieth year, and proclaim liberty throughout the land to all its inhabitagnts; it shall be a jubilee for you, when each of you shall return to his property and each of you shall return to his family. RSV.
Leviticus 25:9-10 9 And you shall let a ram’s horn resound, a signal in the seventh month, in the tenth of the month; in the day of atonement, shall a ram’s horn pass throughout all your land; 10 and you shall make the fiftieth year holy, a year. And you shall proclaim liberty in the land to all its inhabitagnts; it shall be a jubilee to you. And you shall return every man to his possession; yea, you shall turn back each to his family. GLT.
Loven er en overenskomst mellem slægten og Gud, som vil beskytte os og planeten, som giver os livsgrundlag, men Gud er den som virkelig ejer landet (3Mos 25:23).
På det femtende år skal landet tilbageføres til dets ejer eller forvalter og til stammen, som har fået det tildelt (3Mos 25:10).
Der findes en undtagelse for Levi stamme.
Femte Mosebog 18:1-8 1 Levitpræsterne, hele Levis stamme, skal ikke have tildelt arvelod sådan som det øvrige Israel. Herrens ofre er deres lod, det skal de leve af. Levi har ingen arvelod blandt sine brødre; Herren er hans lod, sådan som han har lovet ham. Dette har præsterne krav på at få af folket, når de bringer slagtoffer, hvad enten det er okse eller får: Præsten skal have boven og kæberne og kallunet. Du skal give ham førstegrøden af dit korn, din vin og din olie og det første af den uld, du klipper af dine får. For ham har Herren din Gud udvalgt af alle dine stammer til at forrette tjeneste i Herrens navn, ham og hans sønner, alle dage. Når en levit fra en af dine byer, hvor som helst i Israel han har slået sig ned, kommer til det sted, Herren udvælger, må han komme, så tit han vil, og gøre tjeneste i Herren sin Guds navn, ganske som sine levitiske brødre, der forretter tjeneste dér for Herrens ansigt. De skal have lige så meget at leve af, uanset hvad de måtte have tjent ved salg af fædrene jord.
Der opstod et spørgsmål vedrørende arveretten til familieejendomme i Israel.
Fjerde Mosebog 27:1-11 1 Selofkads døtre trådte frem; Selofkad var søn af Hefer, søn af Gilead, søn af Makir, søn af Manasse, af Josefs søn Manasses slægt. Hans døtre hed Makla, Noa, Hogla, Milka og Tirsa. De trådte frem for Moses og præsten Eleazar og overhovederne og hele menigheden ved indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde: »Vores far døde i ørkenen. Han var ikke med i den flok, der rottede sig sammen mod Herren, Koras flok; han døde for sin egen synd. Han havde ingen sønner. Hvorfor skal vores fars navn rives ud af slægten, fordi han ikke har en søn? Giv os ejendom på linie med vores fars brødre!«
Moses forelagde deres sag for Herren, og Herren svarede Moses: »Selofkads døtre har ret. Du skal give dem fast arvelod på linie med deres fars brødre; du skal overdrage dem deres fars arvelod. Og du skal sige til israelitterne: Når en mand dør uden at have en søn, skal I overdrage hans arvelod til hans datter. Hvis han ikke har nogen datter, skal I give hans arvelod til hans brødre. Hvis han ikke har nogen brødre, skal I give hans arvelod til hans fars brødre. Hvis hans far ikke har brødre, skal I give hans arvelod til hans nærmeste kødelige slægtning; han skal arve den.« Dette skal være gældende lov for israelitterne, sådan som Herren befalede Moses.
Denne forordning kræver at arveretten til landet består af farens slægtslinje gennem døtrene. Hvis han ikke har nogle børn, går arven til hans brødre og derefter til nærmeste slægtning.
Hvor det findes børn, er den førstefødte af kvinden og ikke af manden.
Anden Mosebog 13:2 Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.
De førstefødte skal udløses.
Anden Mosebog 13:13-22 13 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten. Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. I række og geled drog israelitterne op fra Egypten. Moses tog Josefs ben med sig, for Josef havde taget israelitterne i ed og sagt: »Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med jer op herfra.« Så brød de op fra Sukkot, og de slog lejr i Etam på grænsen til ørkenen. Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.
Den førstefødte søn skal arve en dobbelt andel.
Femte Mosebog 21:17
Han skal anerkende den førstefødte, som han
har fået med den tilsidesatte, og give ham dobbelt andel af alt, hvad han
ejer. For han er førstefrugten af hans manddom, ham tilhører førstefødselsretten.
Denne lovgivning kræver at der føres korrekte, verificerbare slægtsregistre.
Esekiel 46:16-18 16 Dette siger Gud Herren: Når fyrsten giver en gave af sin arvelod til nogle af sine sønner, skal den tilhøre dem. Det er deres arvede ejendom. Når han giver en gave af sin arvelod til en af sine tjenere, skal den tilhøre ham indtil frigivelsesåret; så skal den gå tilbage til fyrsten. Kun hans sønner skal beholde deres arvelod. Fyrsten må ikke tage noget af folkets arvelod, så han tvinger dem fra deres ejendom. Han skal give sine sønner arv af sin egen ejendom, for at ingen i mit folk skal jages bort fra sin ejendom.
Man kan give et jordstykke til en tjener, men den skal tilbageføres til slægten på jubelåret og ingen kan fortrænge arvedelen. Forsømmelse af jubelåret medfører alvorlig straf.
Jeremia 34:17 Derfor siger Herren: Fordi I ikke hørte på mig og udråbte frigivelse enhver for sin broder og sin landsmand, vil jeg udråbe frigivelse for jer, siger Herren – frigivelse til sværd, pest og sult! Jeg gør jer til rædsel for alle jordens kongeriger.
Fjerde Mosebog 36:1-12 1 Overhovederne for fædrenehusene i gileaditternes slægt kom hen til Moses og til høvdingene, der var overhoveder for israelitternes fædrenehuse. Gilead var søn af Makir, der var søn af Manasse, en af Josefsønnernes slægter. De sagde: »Herren har befalet dig, herre, at give israelitterne landet som ejendom ved lodkastning, og du har også fået befaling af Herren om at give vores broder Selofkads arvelod til hans døtre. Men hvis de nu bliver gift med nogen fra en anden israelitisk stamme, så bliver deres arvelod revet løs fra vores fædrene arvelod og lagt til den stammes arvelod, som de kommer til at tilhøre; den bliver revet løs fra vores arvelod. Når så israelitternes jubelår kommer, bliver deres arvelod lagt til den stammes arvelod, de er kommet til at tilhøre, og så bliver deres arvelod revet løs fra vores fædrenestammes arvelod.«
Systemet med arveret er grundlagt af ordningen med jubelår, som beskytter fremtidig afkom i slægtslinjen. Arven kan tildeles ved lodtrækning i henhold til hvilken afkastning marken giver. Spørgsmålet opstår dersom Selofhads døtre, som ifølge Fjerde Mosebog 27:6 skulle have arveret, gifter sig udenfor stammen. I så fald tilfalder marken den anden stammes ejendom.
Fjerde Mosebog 36 fortsætter:
5 Da gav Moses israelitterne denne befaling efter Herrens afgørelse: »Josefsønnernes stamme har ret. Dette er, hvad Herren har befalet om Selofkads døtre: De må indgå ægteskab, med hvem de vil; men det skal være inden for en slægt i deres fædrenestamme, de bliver gift. Ingen arvelod hos israelitterne må gå over fra én stamme til en anden; enhver israelit skal holde fast ved sin fædrenestammes arvelod. Enhver kvinde fra en israelitisk stamme, som kommer i besiddelse af en arvelod, må kun blive gift med en fra en slægt i sin fædrenestamme, for at alle israelitter kan forblive i besiddelse af deres fædrene arvelod. Ingen arvelod må gå over fra én stamme til en anden, for de israelitiske stammer skal holde fast ved hver sin arvelod.«
Hele arven skal bestå i den nærmeste slægtslinje og inden stammen. Selofhads døtre fulgte dette.
10 Selofkads døtre gjorde, som Herren havde befalet Moses; Makla, Tirsa, Hogla, Milka og Noa, Selofkads døtre, blev gift med sønner af deres farbrødre. De blev gift inden for manassitternes slægter – Manasse var søn af Josef – så deres arvelod forblev i deres fædrene slægts stamme.
Guds ordning – hvis den efterleves – indebærer ofte fordele, vi ikke kan forestille os.
Jeremia 35:19 Derfor siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Der skal aldrig mangle en af Rekabs søn Jonadabs slægt til at træde frem for mig.
Dette er lidt af et løfte. Nogen i slægtslinjen til Rekab gennem Jonadab vil altid være i stand til at stå for Guds åsyn. Rekabitterne vil bestå. Hvorfor?
Jeremia 35:16-18 16 Rekabs søn Jonadabs efterkommere har holdt den befaling i hævd, som deres stamfader gav dem. Men dette folk ville ikke høre på mig. Derfor siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Jeg bringer hele den ulykke, jeg har truet med, over Juda og over alle Jerusalems indbyggere. Skønt jeg talte til dem, hørte de ikke, og skønt jeg råbte til dem, svarede de ikke. Til rekabitterne sagde Jeremias: Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I adlød, hvad jeres stamfader Jonadab befalede, I holdt alle hans befalinger og gjorde alt, hvad han befalede jer.
Denne slægtslinje vil bestå fordi de fulgte deres fars befaling. Vi må gøre vort yderste for at følge befalingerne fra vor Far i himmelen, og ingen af dem er afskaffet.
Mattæus 5:18 For sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke den mindste tøddel i loven forgå, før der er sket alt sammen.
Messias’ accepterede offer banede vejen for næste fase i planen og lod de vantro få del i Ånden og indføringen i det åndelige Israel. Hele planen er endnu ikke opfyldt, og loven består i dens helhed. Loven, eller dele af den, er ikke været afskaffet, som følge af Messias’ offer, noget som sætter os i en tilstand af nåde gennem straf.
Vore børn vil drage nytte af langsigtede fordele, som følge af vor lydighed. Hvad gjorde disse efterkommere af Rekab?
Jeremia 35:12-15 12 Voldsmænd trænger frem overalt i ørkenens nøgne land. Herrens sværd fortærer alt fra den ene ende af landet til den anden. Intet menneske kan føle sig tryg. De såede hvede, men høstede torne, de sled og slæbte, det hjalp dem ikke. Herrens glødende vrede gjorde deres afgrøde til skamme. Dette siger Herren om alle de onde naboer, som gør indhug i den ejendom, jeg tildelte mit folk, Israel: Jeg rykker dem op af deres jord, og Juda vil jeg rykke op sammen med dem. Men efter at jeg har rykket dem op, vil jeg igen forbarme mig over dem og føre dem tilbage, hver til sin ejendom og hver til sit land.
I realiteten er hele menneskeheden berørt af hvem, når og hvordan vil skal tilbede.
Hvem vi tilbeder, siden det gælder den ene sande Gud, hans bud og løfter.
Når vi tilbeder, siden det gælder kalenderen.
Hvordan vi tilbeder, siden det gælder regering og lovgivning.
Alt dette kommer klart til udtryk i brugen af jubelordningen, som er gået tabt og vil blive genindført ved Messias’ komme.
Tredje Mosebog 27:14-24 14 Når nogen helliger sit hus til Herren, skal præsten taksere det, efter hvor godt eller dårligt det er. Den sum, præsten takserer det til, skal stå ved magt. Hvis den, der helliger sit hus, vil indløse det, skal han lægge en femtedel til takseringssummen. Så er det hans. Hvis nogen helliger noget af den jord, han ejer, til Herren, skal takseringen ske, efter hvad der er sået på den; en udsæd på en homer byg modsvarer halvtreds sekel sølv. Hvis det er i jubelåret, han helliger sin jord, skal takseringen stå ved magt. Hvis det er efter jubelåret, han helliger sin jord, skal præsten udregne beløbet for ham i forhold til det antal år, der er tilbage indtil næste jubelår, og der skal skæres ned i takseringen. Hvis nu den, der helliger sin jord, vil indløse den, skal der lægges en femtedel til takseringssummen. Så overgår den til ham. Hvis han ikke indløser jorden, men sælger den til en anden, kan den ikke længere indløses; når den jord bliver frigivet i jubelåret, er den helliget Herren som en mark, der er lagt band på. Den bliver præstens ejendom. Hvis den jord, han helliger Herren, ikke var hans ejendom, men jord, han har købt, skal præsten beregne takseringssummen for ham ud fra den tid, der er tilbage til næste jubelår, og manden skal med det samme betale takseringen som helliggave til Herren. I jubelåret skal jorden vende tilbage til den mand, han har købt den af, og hvis ejendom den var.
Hus i byer omgivet af murer er ikke i familiers eje til evig tid, og er ikke underlagt lovgivningen vedrørende jubelår.
Tredje Mosebog 25:29-30 29 Hvis nogen sælger et beboelseshus i en by med mure om, gælder indløsningsretten kun, indtil salgsåret er omme. Indløsningsretten gælder et år. Hvis det ikke bliver indløst, før der er gået et helt år, overgår huset i byen med mure om uigenkaldeligt til køberen i slægt efter slægt; det bliver ikke givet frit i jubelåret.
Boliger i landdistrikter er imidlertid underlagt lovgivningen vedrørende jubelår.
Tredje Mosebog 25:31 Men huse i landsbyer uden mur omkring regnes som agerjord; de kan indløses, og de skal gives fri i jubelåret.
For et hus tilegnet Yahovah krævede det et tillæg på tyve procent af opgivet værdi, hvis det skulle indløses. Præsterne fastsatte værdien.
Tredje Mosebog 27:14-15 14 Når nogen helliger sit hus til Herren, skal præsten taksere det, efter hvor godt eller dårligt det er. Den sum, præsten takserer det til, skal stå ved magt. Hvis den, der helliger sit hus, vil indløse det, skal han lægge en femtedel til takseringssummen. Så er det hans.
Lovgivningen vedrørende jubelår
Tredje Mosebog 25:9-55 9 På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken.
I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden. Når du køber jord af din landsmand, er det årene efter sidste jubelår, der tæller; det er afgrødeårene, der tæller, når han sælger til dig. Er der mange år til næste jubelår, skal du give ham høj betaling, er der få år, skal du give ham lav betaling; det er jo et antal afgrøder, han sælger til dig. Landsmænd må ikke udnytte hinanden. Du skal frygte din Gud, for jeg er Herren jeres Gud. I skal følge mine love, og mine retsregler skal I omhyggeligt følge, så I kan bo trygt i landet. Så skal landet give sin frugt, og I skal spise jer mætte og bo trygt i det. Og når I siger: Hvad skal vi spise det syvende år, når vi ikke må så og heller ikke må høste vores afgrøde? da vil jeg byde min velsignelse at være hos jer i det sjette år, og den skal skaffe afgrøde til tre år. I det ottende år skal I så. Men I skal spise af den gamle afgrøde; indtil afgrøden kommer i det niende år, skal I spise af den gamle afgrøde. Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt. Den, som ingen løser har, men selv skaffer tilstrækkeligt til indløsningen, skal regne ud, hvor mange år der er gået siden salget, og betale for den resterende tid til den mand, han har solgt til; så kan han vende tilbage til sin ejendom. Men hvis han ikke kan skaffe tilstrækkeligt til at betale ham tilbage, skal det, han har solgt, forblive i køberens besiddelse indtil jubelåret. I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom.
Hvis nogen sælger et beboelseshus i en by med mure om, gælder indløsningsretten kun, indtil salgsåret er omme. Indløsningsretten gælder et år. Hvis det ikke bliver indløst, før der er gået et helt år, overgår huset i byen med mure om uigenkaldeligt til køberen i slægt efter slægt; det bliver ikke givet frit i jubelåret. Men huse i landsbyer uden mur omkring regnes som agerjord; de kan indløses, og de skal gives fri i jubelåret. Hvad angår levitbyerne, skal levitterne have ubegrænset indløsningsret til husene i deres byer. Og hvis man indløser et hus fra en levit, bliver det hus, han har solgt i sin by, givet frit i jubelåret, for husene i levitbyerne er levitternes ejendom blandt israelitterne. Græsmarken omkring deres byer må ikke sælges, det er deres evige ejendom. Når det går dårligt for din landsmand, og han ikke kan klare sig, skal du understøtte ham, som var han fremmed eller tilflytter, så han kan opretholde livet hos dig; du må ikke tage rente eller åger af ham. Du skal frygte din Gud, så din landsmand kan opretholde livet hos dig. Du må ikke låne ham penge mod rente og ikke yde ham føde mod åger. Jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten for at give jer Kana'an og være jeres Gud. Når det går dårligt for din broder hos dig, og han lader sig sælge til dig, må du ikke pålægge ham trællearbejde; han skal have det som en daglejer eller tilflytter hos dig. Indtil jubelåret skal han arbejde hos dig. Så skal han gives fri sammen med sine børn; han skal vende tilbage til sin familie og sine fædres ejendom. De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle. Du må ikke underkue ham med vold. Du skal frygte din Gud! De trælle og trælkvinder, du vil have, kan I købe af folkene omkring jer. Også af efterkommerne af de tilflyttere, der bor som gæst hos jer, og af deres familier hos jer, dem som bliver født i jeres land, kan I købe trælle. De skal være jeres ejendom, og I kan lade dem gå i arv til jeres børn efter jer, når de skal arve ejendom; dem kan I for altid bruge til trællearbejde. Men jeres landsmænd, israelitterne, må I ikke underkue med vold. Når den fremmede og tilflytteren hos dig klarer sig godt, men det går dårligt for din landsmand hos ham, så han lader sig sælge til den fremmede eller tilflytteren hos dig eller til en efterkommer i den fremmedes slægt, skal han, efter at han er solgt, have mulighed for indløsning. En af hans slægtninge kan indløse ham; enten kan hans farbror eller hans fætter indløse ham, eller en anden af hans kødelige slægtninge kan indløse ham. Eller hvis han skaffer sig nok, kan han indløse sig selv. Sammen med ham, der købte ham, skal han beregne tiden fra det år, han blev solgt, frem til jubelåret, og beløbet for salget af ham skal svare til antallet af år. Hans tid hos ham skal beregnes som en daglejers. Er der endnu mange år tilbage, skal han for sin indløsning betale en tilsvarende del af købesummen. Er der kun få år tilbage til jubelåret, skal han beregne efter det, og svarende til antallet af de år skal han betale for sin indløsning. Han skal have det hos ham som en daglejer år efter år; den, der købte ham, må ikke underkue ham med vold. Bliver han ikke indløst på nogen af disse måder, skal han gives fri i jubelåret sammen med sine børn. For israelitterne tilhører mig som trælle; de er mine trælle, som jeg førte ud af Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!
USA’s frihedsklokke
Frihedsklokken i USA er et minde fra tiden før revolutionen, og den blev først hængt op i 1753, i det da nylig opførte Pennsylvania State House, bygningen, som senere skulle blive til Independence Hall. Klokken har fået inskriptionen ”Proclaim Liberty throughout all the Land” (Uråd frihed landet over).
Tredje Mosebog 25:10 I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie.
Der blev ringet med klokken i anledning af uafhængighedserklæringen i juli 1776, og dette indledte en tradition på uafhængighedsdagen, som blev fulgt hvert år (med undtagen af 1778-78, da klokken blev fjernet og gemt fra briterne, som besatte Philadelphia) frem til 1846. Det år havde en lille spræk i klokken udvidet sig så meget, at man ikke længere kunne ringe med den. Det var en skam at den komplette ordning med jubelår ikke kunne indføres da. Historien til det land hvor loven læses i dag ville i så fald være betydelig anderledes.
Det nye testamentes bekræftelse
Johannes begyndte at forkynde i det femtende år under Tiberius’ regering (Luk 3:1), som begyndte i jubelårets syvende måned (jf. studieskriftet Timing of the Crucifixion and the Resurrection [159]). På denne tid blev Messias også bragt fra Nazaret af Den Hellige Ånd og døbt. Efter fristelsen vendte han tilbage til Nazaret i dette jubelår – 27/28 e.Kr. – og før 1 Nisan (eller Abib) år 28 e.Kr., og forkyndte i synagogen i Nazaret. Lukas 4:16 fortæller hvordan Kristus kom ind i synagogen i Nazaret og fik overleveret rullen med Jesajas tekst, som han åbnede og læste fra.
Han læste Jesaja 61:1-2 og udråbte et nådens år fra Herren. Dette er en direkte henvisning til jubelåret. Dette nådens år fra Herren, da friheden blev udråbt fra Tredje Mosebog 25:10, ER jubelåret.
Esaja 61:1-2 1 Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger,
Denne handling fra Messias’ side var en direkte henvisning til kundgørelsen af jubelåret og denne ordning rundt. Gennem denne handling bekræftede han jubelåret og tidsfæstede det. Han gjorde det før 1 Nisan (Abib) i år 28 e.Kr. Dette jubelår skulle indtræffe år 27–28 e.Kr., og dette bekræfter Esekiel 1:1 ff. Hvis dette ikke var jubelåret, da var han en falsk profet og ikke Messias, eftersom Skriften ikke var opfyldt og Skriften ville have været brudt. De tretten år som nævnes af Esekiel, er det trettende år i jubelårscyklusen eller år 594 f.Kr. Dette giver et jubelår i 574 f.Kr. og er genskabt i Esras og Nehemjas genoprettelse af loven i år 374 f.Kr. Denne læsning i cyklusens fyrrende år indleder også jubelåret.
Dette er ikke givet os på samme måde som miraklet med mannaen, som knyttede syvdagssabbatten til Israels folk da de kom ud fra Egypten. Gud har givet den udlovede dobbelte grøde på det sjette året til dem, som overholder den årlige cyklus, sådan han har forordnet.
Messias blev legemliggjort, døde for vore synder og genopstod i år 30 e.Kr. Da Paulus skrev brevet til kolosserne, kap. 2:16, sagde han at højtiderne, nymånedagene og sabbatterne fremdeles var en skygge. Det vil sige en skygge af det, som skulle komme. Grammatikken tager en beslutning angående vor efterlevelse af disse samlinger og hviledagene, ikke for at vi skal kunne optjene frelse, men for at varsle hændelser i Guds plan, som endnu ikke har fundet sted.
Der eksisterer en fortsat forpligtelse om at følge loven. Som vi har set hverken forsvinder eller ændres den (Matt 5:18, Luk 16:17). Den blev ikke korrekt overholdt af jøderne på Kristi tid (Joh 7:19). Den var blevet forandret gennem traditioner (Matt 15:2-3, 6; Mark 7:3, 5, 8-9, 13) og gjort til en byrde eller et åg af datidens jødiske forkyndere, som fristede Gud (Apg 15:10).
Praktisk anvendelse
Jubelåret begynder om høsten på soningsdagen (3Mos 25:9). Alle vender tilbage til deres arveretslige ejendom (3Mos 25:10). Overholder vi ikke dette, skal vi straffes (Jer 34:17). Landet holdes i ætten og stammen og tildeles ved lodtrækning (4Mos 36:1-12, Esek 46:16-19). Ældste søn får en dobbelt andel (5Mos 21:17). Kun afkastningen fra marken kan sælges før jubelåret, og dette skal værdsættes (3Mos 27:18) og tyve procent skal lægges til for indløsning (3Mos 27:19). Jorden selv kan ikke sælges (3Mos 25:23). Derfor må der ikke lægges skat på mark og ejendom, kun på afkastningen. Ekspropriation af mark er forbudt (Mika 4:4).
Hele denne lovgivning som er læst og gennemgået ovenfor, fungerer i henhold i tiendeordningen. Der findes en første og en anden tiende. Den første tiende skal betales til præsteskabet (Neh 10:36-38).
Under den første pagt skulle den betales til levitterne, som ved deres tur betalte en tiendedel af tienden til tempelpræsterne (4Mos 18:26; 10:38). Tienden blev samlet ind område for område og administreret lokalt. Kun tienden af tienden – eller ti procent – gik til tempelpræsterne. Den anden tienden blev brugt af familien for at være til stede ved højtiderne på det sted, som var afsat til dette (5Mos 14:22-23). Det blev også delt med dem som var mindre heldig stillet, samt levitterne (5Mos 14:27). Den anden tienden blev i sin helhed givet til de fattige mod afslutningen af det tredje år. Dette var den tredje tienden. Den skulle omdannes til penge af praktiske grunde og havde således direkte forbindelse med løn- og kontantsamfundet. Den udgjorde et forråd for sabbatcyklusen. Dette blev suppleret med det, som blev indsamlet fra ågeren yderste kanter 3Mos 19:9) og det som voksede af sig selv, som var tilladt at spise på sabbatten.
Loven må afholdes i sin helhed, ellers vil verdens folk blive underlagt den straf, som er blevet kundgjort.
Velsignelse eller forbandelse?
Femte Mosebog 30:19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve,
Velsignelser for lydighed
Femte Mosebog 28:1-14 1 Hvis du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren din Gud ophøje dig over alle jordens folk. Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud: Velsignet være du i byen, og velsignet være du på marken.
Velsignet være frugten af dine moderliv og frugten af din jord og frugten af dit kvæg, dine oksers afkom og dine fårs tillæg. Velsignet være din kurv og dit dejtrug. Velsignet være du, når du kommer hjem, og velsignet være du, når du går ud. Herren vil slå de fjender foran dig, som rejser sig imod dig; ad én vej rykker de ud imod dig, men ad syv veje skal de flygte for dig. Herren vil befale velsignelsen at bo hos dig, i dine forrådskamre og i alt, hvad du har erhvervet, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, han vil give dig. Herren vil bekræfte dig som sit hellige folk, sådan som han har tilsvoret dig, hvis du holder Herren din Guds befalinger og vandrer ad hans veje, så alle jordens folk får at se, at Herrens navn er nævnt over dig, og må frygte for dig. Herren vil give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod i det land, Herren lovede dine fædre at give dig. Herren vil åbne sit gode forrådskammer, himlen, for dig og til rette tid give dit land den regn, det behøver, og velsigne al din gerning, så du kan låne ud til mange folk og ikke selv skal låne. Herren vil gøre dig til hoved, ikke til hale; du vil stadig komme højere op, ikke længere ned, hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og omhyggeligt følger dem, så du ikke viger til højre eller til venstre fra noget af det, jeg i dag befaler jer, og følger andre guder og dyrker dem.
Hvis vi tjener og følger den vej, som er udlagt af den ene sande Gud, vil de velsignelser som er nævnt øge i antal. Vi har fået disse velsignelser gennem løftet til Abraham.
Forbandelser for ulydighed
Forbrydelse og straf:
Femte Mosebog 28:15-36 15 Men hvis du ikke adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger og love, som jeg giver dig i dag, så skal alle disse forbandelser komme over dig og nå dig:
Det er en forbrydelse at ignorere Gud og ikke adlyde hans bud, love og domme. Når et folks samlede laster er fuldstændige, falder Yahovahs dom over dem.
16 Forbandet være du i byen, og forbandet være du på marken. Forbandet være din kurv og dit dejtrug. Forbandet være frugten af dine moderliv og frugten af din jord, dine oksers afkom og dine fårs tillæg. Forbandet være du, når du kommer hjem, og forbandet være du, når du går ud. Herren vil sende forbandelsen, rædslen og truslen over dig og over alt, hvad du erhverver, og alt, hvad du gør, til du hurtigt er tilintetgjort og gået til grunde, fordi du svigtede mig med dine onde gerninger.
Når vi forlader Gud, bliver vi tilbøjelige til at udvikle vore egne samfundsstrukturer, og dermed bliver vi ulydige mod Gud. Forbandelser følger altid som resultat. Ulydighed mod Guds love er strafbart, både for individet og samfundet. Gud behandler nationer, som han behandler familier. Disse nationer skal også dømmes, såvel som de hærskare som styrer dem på fejlagtig måde. Alle budene og lovene skal overholdes. Straffen for ulydighed fortsætter, noget som genspejles i afkastningen marken giver. Nationen behandles som et folk. Folket vil opleve hungersnød. Jordens rige gaver er forbundet med Guds love.
Herren giver sig i kast med folket gennem forbandelser, forvirring og frustration. Forvirringen strækker sig fra øverst til nederst. Nationens lederskab eller regering rammes af uforstand, og beslutninger som er i strid med folkets velfærd. Beslutninger som ikke er i overensstemmelse med vidnesbyrdet og dets love, kaster alle folkeslag ind i mørket.
21 Herren vil lade pesten klæbe til dig, til den har udryddet dig fra det land, du skal ind og tage i besiddelse. Herren vil ramme dig med svindsot, feber, feberglød og feberhede, med tørke, kornbrand og rust; det skal forfølge dig, til du er gået til grunde. Himlen over dit hoved skal blive til bronze og jorden under dine fødder til jern. Herren vil forvandle den regn, dit land behøver, til støv og aske; fra himlen skal den komme ned over dig, til du er tilintetgjort. Herren vil slå dig foran dine fjender; ad én vej rykker du ud imod dem, men ad syv veje skal du flygte for dem; du bliver til rædsel for alle jordens kongeriger. Dine lig skal blive til føde for alle himlens fugle og jordens dyr, ingen skal jage dem bort. Herren vil ramme dig med Egyptens udslæt og bylder, skab og fnat, som du ikke kan blive helbredt for. Herren vil ramme dig med sindssyge, blindhed og vanvid, så du må famle dig frem ved højlys dag som den blinde i mørket uden at nå dit mål. Du bliver undertrykt og udplyndret hver eneste dag, uden at nogen kommer dig til undsætning.
De sygdomme som nu udbreder sig bliver mere og mere skræmmende. AIDS-epidemien ser ud til at have blevet omtalt i Romerbrevet 1:25-27. Stigningen af galskab i verdenssamfundet er bevis på at Guds love er brudt. Galskabens funktion er at den påføres de nationer, som ikke udøver Den Hellige Ånd. Den opstår ud fra samfundets lidelse og er ofte ikke individets ansvar, siden den skyldes kemisk forurening i næringskæden og vandforsyningen. I Rom anvendte de blyrør til vandledninger, og som følge af dette blev byen ramt af endemisk sindssyge. Narkotikamisbrug i dagens samfund giver stigende forekomster af psykotiske lidelser og genetiske sygdomme.
30 Bliver du forlovet med en kvinde, skal en anden mand tage hendes mødom. Bygger du et hus, skal du ikke komme til at bo i det. Planter du en vingård, skal du ikke komme til at tage den i brug. Din okse bliver slagtet for øjnene af dig, uden at du får noget af den at spise. Dit æsel bliver røvet fra dig, uden at du får det tilbage. Dine får bliver overgivet til dine fjender, uden at nogen kommer dig til undsætning. Dine sønner og døtre bliver overgivet til et fremmed folk; du ser længselsfuldt efter dem hele tiden, men er magtesløs. Frugten af din jord og udbyttet af dit slid bliver ædt af et folk, du ikke kender, du bliver undertrykt og mishandlet hver eneste dag, og du bliver vanvittig af det, dine øjne får at se. Herren vil ramme dig på knæene og lårene, ja fra isse til fod, med ondartede bylder, som du ikke kan helbredes for. Både dig og den konge, du indsætter over dig, vil Herren føre bort til et folk, som hverken du eller dine fædre har kendt, og dér skal du dyrke andre guder, guder af træ og sten.
Dette fangenskab er under en fremmed nation vi ikke kender til. De vil bruge et fremmed sprog og have et hjerte af sten, når de behandler os. Desuden er vore veje så fordrejede at det, som vi kalder religion, ingen forbindelse har med dyrkningen af den ene sande Gud, og den fremgang som følger af troen. Frem til nu var nationen beskyttet og havde dens fødselsret på grund af løftene, som var givet Josef gennem hans sønner Efraim og Manasse.
Engelen som forløste Israel var Messias, som YHVHs engel. Velsignelsen som blev givet Israel var gennem Josef. Efraim blev sat i centrum for disse velsignelser og Juda skulle bære scepteret Messias skulle udgå fra. Josef havde fødselsrettens velsignelser, og de er endnu ikke taget fra ham. Men velsignelserne afhænger af lydighed.
Femte Mosebog 28:1-2 1 Hvis du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren din Gud ophøje dig over alle jordens folk. Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud:
Hvis vi er ulydige, vil følgende ske:
Femte Mosebog 28:37-45 37 Du vil blive til gru og til spot og spe i alle de folk, Herren fører dig til.
Selv om du sår meget korn på marken, kommer du kun til at høste en lille smule, for græshopperne vil æde det. Planter du vingårde og dyrker dem, kommer du ikke til at drikke eller oplagre vinen, for ormene vil fortære druerne. Har du oliventræer i hele dit land, kommer du ikke til at salve dig med olie, for dine oliven falder af. Får du sønner og døtre, får du ikke lov at beholde dem, for de skal gå i fangenskab. Alle dine træer og frugten af din jord skal insekter erobre.
Den fremmede, der bor hos dig, skal hæve sig højere og højere over dig, og du skal synke længere og længere ned. Han skal låne ud til dig, men du skal ikke låne ud til ham; han skal blive hoved, og du skal blive hale.
Alle disse forbandelser skal komme over dig; de skal forfølge dig og nå dig, til du er tilintetgjort, fordi du ikke adlød Herren din Gud og holdt de befalinger og love, han gav dig,
Nationens sønner og døtre skal gå i fangenskab. Nationen er ikke beskyttet mod disse problemer. Desuden er de udvalgte en del af den nation. Hvis vi tror at vi fortsat kan tie stille og alligevel være beskyttet når forbandelsen falder over landet, da tager vi fejl. Løftet som blev givet til de retfærdige går ud på, at brød og vand skal være sikret, men kun det og ikke noget mere. Hvis vi fortsætter med at tie stille mens ondskaben hersker, da vil ikke Yahovah høre os før vi angrer og står fast ved det.
46 og de skal tjene som tegn og varsel hos dig og din slægt til evig tid.
De er et tegn og et under for Israel for evigt. Israel er også et åndeligt folk. De vil altid bestå for de som bekender sig til Jesus Kristus og således falder ind under dommen.
Femte Mosebog 28:47-52 47 Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt; derfor skal du trælle for den fjende, Herren sender imod dig, under sult, tørst og nøgenhed og mangel på alt; han vil lægge et jernåg på nakken af dig, til han får dig tilintetgjort. Herren skal rejse et folk fra det fjerne imod dig; fra jordens ende kommer det, ligesom ørnen, der slår ned, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge. Det skal æde frugten af dit kvæg og frugten af din jord, til du er tilintetgjort; det skal ikke levne dig noget korn, vin eller olie, ej heller dine oksers afkom eller dine fårs tillæg, til det har fået dig udryddet. Det skal belejre dig i alle dine byer, indtil dine høje, stejle mure, som du satte din lid til, er faldet i hele dit land. Ja, det skal belejre dig i alle dine byer overalt i det land, Herren din Gud har givet dig,
Denne udlovede forbandelse handler om krig på vore territorier. Der kommer en tid, da vi vil blive besat, og se vort folk gå til grunde. Vi vil ikke være færdige med at flygte gennem alle Israels byer før Menneskesønnen kommer (Matt 10:23).
Femte Mosebog 28:53-57 53 så du æder frugten af dine moderliv, kødet af dine sønner og døtre, som Herren din Gud har givet dig, i den nød og trængsel, din fjende forvolder dig. Den sarteste og mest forvænte mand hos dig skal se skævt til sin bror og til sin kone, som han favner, og til de børn, han har tilbage; han giver dem ikke af det kød, han selv æder, kødet af sine børn, det eneste han har tilbage i den nød og trængsel, din fjende forvolder dig i alle dine byer. Den sarteste og mest forvænte kvinde, som end ikke har prøvet at støtte med sin fod på jorden, fordi hun er så forvænt og sart, skal se skævt til sin mand, som hun favner, og til sin søn og sin datter; endog den efterbyrd, der kommer ud mellem benene på hende, og de børn, hun føder, vil hun æde i hemmelighed, fordi hun mangler alt i den nød og trængsel, som din fjende forvolder dig i dine byer.
Dette er sket før, men ikke så forfærdeligt som det kommer til at blive ved den sidste og endelige ødelæggelse.
Femte Mosebog 28:58-64 58 Hvis du ikke omhyggeligt følger alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter det herlige og frygtindgydende navn Jahve, din Gud, så vil Herren ramme dig og din slægt med usædvanlig hårde slag, med kraftige og vedvarende plager og med svære og vedvarende sygdomme. Alle Egyptens sygdomme, som du gruer for, vil han påføre dig, og de skal klæbe til dig; også enhver anden sygdom og plage, som ikke er nævnt i denne lovbog, skal Herren bringe over dig, til du er tilintetgjort. Hvor I før var talrige som himlens stjerner, skal der kun være nogle få tilbage, fordi du ikke adlød Herren din Gud.
Som Herren før glædede sig over jer og ville jer det godt og gjorde jer talrige, sådan skal Herren nu glæde sig over at udrydde jer og tilintetgøre jer, og I vil blive rykket op af den jord, som du skal ind og tage i besiddelse. Herren skal sprede jer blandt alle folkene over hele jorden, og dér skal du dyrke andre guder, som hverken du eller dine fædre har kendt, guder af træ og sten.
Fremmede opretter fremmede afguder her og kalder det et flerkulturelt samfund. Vort folk tilbeder dem. Dæmonernes lære florerer. Vegetarianisme utropes til noget moralsk rigtigt, og den vanvittige tankeproces for de frafaldne bliver til åben og offentlig fantaseren og dæmonpåkaldende mantra.
Når de sidste dages ødelæggelse rammer det fysiske Israel, er det de udvalgte, som vil blive forfulgt. Først af deres brødre som vil prøve at redde dem selv ved at forråde deres brødre.
Hvis vi ikke kan stå for sandheden nu og prøve at redde de ti fortabte stammer som brød pagten, vil vi forråde vore brødre og søstre, når det er formålstjenligt. De sidste dages plager vil falde på hver og en af de svage, og det som de frygtede vil være en realitet.
Femte Mosebog 28:65-68 65 Hos de folk skal du ikke få ro, og din fod skal ikke finde hvile. Herren skal give dig et uroligt hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind. Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og dag og ikke være sikker på dit liv. Om morgenen siger du: »Gid det var aften,« og om aftenen: »Gid det var morgen;« så stor er den rædsel, der fylder dit hjerte, over det, dine øjne får at se. Herren skal føre dig tilbage til Egypten på skibe ad den vej, jeg lovede, du aldrig skulle se igen, og dér skal I udbyde jer selv som trælle og trælkvinder til jeres fjender, men ingen vil købe jer.
Yahovah lovede at vi ikke skulle vende tilbage til Egypten igen, så der vil blive iværksat et system, som skal tage hånd om nationens frafald fra troen. Ingen i dette system vil købe os fordi de ikke kan føde os, samt at vi er så hårdt ramt af sygdomme, at vi vil blive en byrde for dem. Hvis vi ikke angrer, vil dette blive en realitet.
Vi, som det åndelige Israel og den fysiske Josef og alle som skal komme til at kaldes, må overholde dette komplette samfundssystem. Loven eksisterer for at beskytte planeten, og alle som lever på den. Vi er blevet tildelt ansvaret for at holde og dyrke og forvalte og vedligeholde den, et ansvar vi har forsømt.
Hvis man ikke følger Guds ordning for beskyttelse af familien, bliver resultaterne af dette tydelige. Gennem dåben fornyer vi pagten, en ny pagt, som er den samme lovsamling, og som har åndelig anvendelse.
Femte Mosebog 29:1-13 1 Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: I har selv set alt, hvad Herren gjorde for øjnene af jer i Egypten mod Farao, mod alle hans hoffolk og hele hans land, de store prøvelser, du selv har set, og de store tegn og undere. Men indtil den dag i dag har Herren ikke givet jer hjerte til at forstå, øjne til at se og ører til at høre: »Jeg lod jer endda vandre fyrre år i ørkenen, uden at jeres klæder blev slidt i laser og faldt af jer, og uden at dine sandaler blev slidt op og faldt af dine fødder; brød fik I ikke at spise, og vin og øl fik I ikke at drikke, for I skulle forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« Så kom I til dette sted, og da kong Sihon i Heshbon og Bashans konge Og rykkede ud til kamp imod os, slog vi dem; vi tog deres land og gav det i eje til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af manassitternes stamme. Så følg da omhyggeligt denne pagts ord, for at I må have lykken med jer i alt, hvad I gør. I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt, jeres stammehøvdinge, jeres ældste og jeres skrivere, alle Israels mænd, jeres kvinder og børn tillige med de fremmede i din lejr, både dine brændehuggere og dine vandbærere. Du skal træde ind i Herren din Guds edspagt, som Herren din Gud i dag slutter med dig, så han i dag kan bekræfte dig som sit folk og være din Gud, sådan som han har lovet dig, og som han har tilsvoret dine fædre Abraham, Isak og Jakob. Det er ikke med jer alene, jeg slutter denne edspagt, men både med dem, som er her hos os og i dag står for Herren vor Guds ansigt, og med dem, som ikke er her hos os i dag.
Hele dette leveregler opsummeres i de to store bud:
Femte Mosebog 6:4-5 4 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.
Tredje Mosebog 19:18 Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!
Den komplette ordning med jubelår og tiende skal beskytte befolkningen mod den store belastning som renter og gæld udgør, og som sætter os alle i økonomisk slaveri, samt det konstante pres, som følger af markens manglende afkastning.
Må Yahovah vor Elohim snart lade sin Messias vende tilbage og indføre denne lov, som skal virke til nytte for os.
Vi overholder denne lov fordi vi værdsætter den, og fordi vi elsker vor Gud.
AMEN